I en mandsdomineret sport fandt Yvonn Luxholm sin helt store passion; crossfit. Sporten har givet hende en fysisk råstyrke, de færreste kvinder er bekendt med, og hun har fejret store som små triumfer og personlige sejre. Men livet som crossfitter har ikke altid været den lige vej.
Tekst: Janni Andersen, Foto: Johannes Bonde
“Crossfit har været en velsignelse for mig,” siger hun. Et statement, der ikke er til at tage fejl af. Kvinden, som sidder over for mig, har et helt særlig forhold til Crossfit. Det har skabt hende, formet hende og vist hende vejen til, hvordan hendes liv skal være. Når uret starter, træneren har sagt “go”, så er der intet, der kan stoppe Yvonn Luxholm. “Det eneste, der tæller, er den næste “rep”. Og den næste. Og den næste igen. Alt andet er ligegyldigt. Det er en slags meditation. Om end en lidt alternativ form for meditation,” griner Yvonn, som til daglig er centerleder for CrossFit Copenhagen.
De uopdagede drømme
Det hele startede for mange år siden, da hun var på et praktikophold i Californien, hvor den dengang 20-årige Yvonn Luxholm fik smag for træning. Det var især mountain-bike, spinning, bodypump, der var de foretrukne træningsformer i en lang årrække. I denne årrække boede hun primært i USA, hvor hun studerede og senere fik job. En opvækst i det dengang begrænsende Østtyskland efterlod en længsel efter udrejse og at opleve verden. Drømmen var at kombinere rejser med arbejde. Dette bragte hende først til Belgien og siden til Danmark, hvor træningspassionen kulminerede og blev det centrale i Yvonns liv.
I Danmark uddannede hun sig til aerobic-instruktør, hvilket var medvirkende til, at hun i 2008 fik øjnene op for crossfit. Dengang var crossfit stadig nyt og ukendt for de fleste i Danmark, men sporten tog hende med storm. “Der er så mange forskellige måder at udvikle sig på. Hele tiden. Du kan hele tiden blive bedre til et eller andet.”
I dag er træningen udelukkende med det formål for øje, at det skal være sjovt. Det skal skabe værdi.
Konkurrencemennesket
Underground-sporten som det var dengang, og det rå miljø gjorde noget ved hende. Det tændte hende. Ikke kun på grund af sammenholdet, men også fordi hun havde succes. Det her var noget hun kunne. Al sliddet i træningscentret bragte hende i 2009 til verdensmesterskabet i USA. En oplevelse, som hun stadig tænker tilbage på med et stort smil. Især fordi crossfit i dag er blevet langt mere krævende end dengang. Dengang var det ifølge Yvonn nemt som kvinde at få en god placering ved stævnerne. “Det var lidt mere sjov dengang. Nu er det alt for krævende. Dengang var der slet ikke så meget fokus på teknikken, eller din kost for den sags skyld. Så det var ret nemt dengang i 2009,” forklarer Yvonn.
Sporten har uden tvivl gennemgået en stor udvikling siden da. Fra at have været et foretagende i en garage i Santa Cruz, hvor crossfits idémand Greg Glassman kombinerede funktionelle øvelser i en samlet træningssession til nu at være den hurtigst voksende motionsform verden over. Sporten som livsstil har givet mange oplevelser med sig. En af dem, som står stærkest i Yvonns bevidsthed, er den triumf, hun præsterede ved et arrangement hos Target Fitness på Amager.
Hun var den eneste crossfitter og konkurrerede udelukkende mod store kvinder. Ikke stærke, men bare store kvinder. Konkurrencen var en form for “stærk-mand”- konkurrence. I den konkurrence Yvonn stillede op i, handlede det om, hvem der i længst tid kunne “flippe” et stort bildæk over til modstanderen. Et provokerende tilråb pustede til det indgroede fightergen i Yvonn. Tilråbet provokerede så meget, at hun nægtede at give op. Dysten endte også med sejr til Yvonn, som virkelig fik øjnene op for, hvor meget kroppen egentlig er i stand til at yde med den rette indstilling og vilje.
Når træning betyder alt
Konkurrencerne, teknikken og målet med at blive den bedste var hendes kamp. Og ikke mindst glæde. Træningsglæden er stadig i intakt. I høj grad. Men crossfit har flere komponenter i sig. Og de rigtige vindertyper vil opnå perfektion i alle crossfits facetter. Sådan var det også for Yvonn. “Jeg er meget perfektionistisk anlagt. Dengang var jeg meget optaget af at forbedre mig. Hele tiden. Jeg skulle løfte tungere, blive mere udholdende og løbe hurtigere. Jeg gik op i det med liv og sjæl,” siger Yvonn. Denne enormt seriøse tilgang til træningen stoppede dog med ét for Yvonn. I 2010 var hun involveret i en trafikulykke, der ændrede hendes syn på træning totalt. Både fysisk, på grund af hendes knæ, men også mentalt. “Træning er meget, men ikke alt. Det skaber glæde, giver selvtillid og overskud i hverdagen. Men der findes en bagside af medaljen,” siger Yvonn.
I hendes tilfælde, var bagsiden af medaljen den ustoppelige trang til hele tiden at tænke på træning og kost ned til mindste detalje for at nå målet: at være perfekt i alle WODs. “Lige pludselig drejede hele min verden sig om crossfit og træning. Jeg havde ikke rigtig noget liv tilbage. Det endte med, at jeg faktisk trænede så meget, at jeg nogle gange valgte det sociale fra. Så det var ikke så sundt igen,” forklarer Yvonn.
Træning skal bære værdi
På det tidspunkt arbejdede Yvonn også i CrossFit Copenhagen, hvilket uundgåeligt gjorde, at Crossfit aldrig blev sluppet helt i hendes tanker. Trafikulykken lærte Yvonn, hvad der skulle være vigtigt i hendes liv. Eller i hvert fald, hvad der bør prioriteres og have værdi. “Trafikulykken har ligesom sat nogle ting på plads. Jeg har fået en forståelse af, hvilken værdi træning bør have for mig.” I dag er træningen udelukkende med det formål for øje, at det skal være sjovt. Det skal skabe værdi. Crossfit er stadig hendes foretrukne træningsform. Det rå miljø, den ubarmhjertige fysiske, hårde træning er en integreret del af hende. Men det skal ikke være det altoverskyggende.
Træningen skal være præget af lyst og leg. Denne indsigt har givet anledning til, at hun nu leger med forskellige træningsformer. Yoga er eksempelvis blevet en stor del af hendes træningsuge, fordi det giver en særlig ro og en mulighed for at afstresse kroppen og sindet. Crossfit kan virke stressende for kroppen, når selv de mindste detaljer kan spænde ben for dig i den endelige WOD. I modsætning til det, modvirker yoga denne stresstilstand og bidrager til en fysisk fleksibilitet og indre ro.
Kvinder, løft tungt
Selvom crossfittræningen på ingen måde er så dominerende mere, er der stadig markerede muskler og råstyrke at spore hos den 39–årige Yvonn. Overarmene er ikke til at tage fejl af. Der er stadig power i kvinden foran mig. Netop råstyrken og en stærk muskulatur er et af varemærkerne hos Yvonn, og opfordringen lyder da også på, at kvinder bør løfte tungt, eksempelvis gennem crossfit. Kvinder og crossfit er ikke et sjældent syn, men alligevel er centrene ikke overrendte af det kvindelige køn. Endnu.
Voluminøse, markerede muskler er for mange kvinder et stort no-go. Fordommene hænger over alt i luften – tung og hård styrketræning giver en testosteronlignende mandekrop og kæmpe lår. Det er i hvert fald sådan skrækken blandt kvinder fejlagtigt har lydt i mange år. Men kvinder kan faktisk få en rigtig tonet og stærk krop ved at løfte tungt. Ved at løfte tungt og presse kroppen mere, øges forbrændingen. “Ved at lave 1000 gentagelser uden tung belastning, kan du hurtigere komme til at lave uhensigtsmæssige bevægelser. Og i værste fald få skader. Så løft tungere og fokuser på den rette teknik,” lyder det fra Yvonn, der selv løfter tungt med sine 100 kg i squat.
Det kan virkelig skabe selvtillid – også i andre situationer i dagligdagen, når man opnår nye resultater. Måske har du ikke succes uden for træningen, men at finde ud af, at du er god til den ene eller den anden work-out kan virkelig booste ens selvtillid.
Det kræver også muskelmasse netop at få en tonet krop. Uden det er der intet for kroppen at arbejde med. “Jeg ville ønske, at kvinder ikke var så bange for at løfte tungt. Der er mange, der tror de lige pludselig bliver sådan nogle bodybuilder-typer.” Tværtimod er funktionel træning og styrkeløft helt ideelt, hvis man ønsker en trænet og tonet krop. “Brug hele din krop, og så skal toningen nok fordele sig til en smuk krop. Hvis man vil tabe sig, handler det om at få et højt hvilestofskifte. Og det er hård styrketræning altså nøglen til,” forklarer Yvonn og uddyber: “De fleste kvinder finder faktisk ud af, når de løfter tungt, at det egentlig er meget sjovt. Især når de lige pludselig kan løfte tungere og bliver stærkere… og kan slå drengene!” Snakken om træningen viser tydeligt, at hun brænder for det. Og ikke kun for hendes egen træning, men lige så meget for andres. “Intet kan slå den glæde, når nogen laver deres første pull-up!”
Fight og vilje – et must
Træningen adskiller sig fra andre træningsformer i fitnessmiljøet. Her er det tilladt at konkurrere med hinanden, presse de andre, og en råbende træner er ikke usandsynligt. Det er træningens kodeks. Ifølge Yvonn er crossfit for alle, hvad enten man er tyk eller tynd. Men ens temperament skal passe ind i miljøet. “Der skal være et fightergen gemt i dig og en vilje, for der er lidt pres på én, når man står og skal lave WOD. Så det skal man kunne håndtere, selvom man ikke er den stærkeste eller mest fitte. Eller hvis træneren retter på én, skal man også kunne klare det. Det er der nogen mænd, som ikke rigtig kan,” smiler Yvonn.
Men samtidig opstår der også et fællesskab. De hårde fysiske øvelser er fællesnævneren for langt de fleste. Det skaber en åbenhed blandt folk, har Yvonn bemærket. “Alle er jo ens og går i højere eller mindre grad igennem den samme smerte. Så det er fedt, at der trods alt også kommer dét ud af det.” En anden dimension, som bliver fremhævet af Yvonn, er selvtillidsboostet, som crossfit kan være bidragende til. “Det kan virkelig skabe selvtillid – også i andre situationer i dagligdagen, når man opnår nye resultater. Måske har du ikke succes uden for træningen, men at finde ud af, at du er god til den ene eller den anden work-out kan virkelig booste ens selvtillid,” forklarer Yvonn.
Forbedringer og fremskridt er der også altid plads til i crossfit. Dette er i bund og grund crossfits filosofi – målet er at være den alsidige atlet. Derfor er der hele tiden nye mål og nye successer i sigte, når man dyrker crossfit. Det skaber i høj grad også motivationen og fællesskabet, mener Yvonn.
Fra Zone Diet til sund fornuft
Som alle, der træner, er kosten et emne, der er uundgåeligt. Alle har deres meninger om kosten, og hvilke metoder der dur. I gamle dage, da crossfitten var på sit højeste for Yvonn, praktiserede hun og mange af de andre crossfittere The Zone Diet. En diæt, hvor du spiser præcist, afmålte mængder af kulhydrater, fedt og proteiner. Hvor de forskellige næringsstoffer kom fra var ikke afgørende. Derfor kunne en hamburger, uden den øverste bolle vel at bemærke, nemt udgøre et måltid. “Men jeg har fundet ud af, at jeg har det meget bedre uden at være på en bestemt kur. På The Zone Diet var jeg hele tiden sulten. Det duer bare overhovedet ikke i min verden.” I Danmark er palæo en af de helt store tendenser inden for ernæring. Flere inden for crossfitverdenen følger denne mad-trend, men for Yvonn handler det om at spise, hvad hun vil. Det er dog ikke ensbetydende med, at hun vælger pizzaen frem for salatbaren.
Hendes fornemmelse for, hvad kroppen vil have, er styrende for hendes valg af ernæring. Det betyder en varieret kost, hvor der skal være plads til forkælelse. “Palæo betyder et stort indtag af kød, og det er jeg ikke så glad for. Der er en masse ting, du ikke må spise, og det kan jeg ikke leve med. Det bliver lidt for fanatisk. Jeg spiser både brød, havregryn og mælk. Og så mærker jeg efter i kroppen, hvordan jeg har det med det,” forklarer Yvonn og fortsætter: “Rigtig mange tror, at de bliver mere fitte med palæo. Men kroppen får ikke nok energi fra kulhydrater til at udføre work-outs. Så der er faktisk ikke særlig mange af de professionelle crosfittere, som lever efter palæo-principperne,” fortæller Yvonn.
Yvonns tilgang er, at det ikke skal være så svært. Det vigtigste er at lytte til, hvilke signaler din krop sender dig. Både gennem træning, hverdagens gøremål og din kost. Yvonn lever et sundt liv, men ikke et fanatisk. Sukkerindtaget, forarbejdede fødevarer og tilsætningsstoffer i maden forsøger hun at undgå og derimod spise så varieret og naturligt som muligt. Efter din work-out bør du derfor hellere have en kakao-mælk med i tasken frem for de kunstigt fremstillede proteinbarer eller pulverdrikke, hvis det står til Yvonn. “Jeg foretrækker en Matilde kakaomælk eller et glas mælk efter min træning. Eller, hvis det er aftensmad tid, så spiser jeg kylling og nogle forskellige grøntsager. Når man træner på mit niveau, kan kroppen godt klare sig uden at få næring lige efter et træningspas.”
Sundheden er helhedsorienteret
Sundhed er ikke kun din træning, og hvad du spiser, hvis du spørger Yvonn. Sundheden skal der også tages hånd om indefra. Mange år med træning tæt inde på livet har udvidet Yvonns synspunkter omkring sundhed. Healing blev for to år siden den ekstra dimension, der skabte en ligevægt i Yvonns liv. Det tilfører kroppen ekstra energi, fordi healing fjerner energiblokader, løsner spændinger og modarbejder stress og jag.
“Det har givet mig rigtig meget overskud at tage healingen til mig. Det er også en god kontrast til den fysiske, hårde træning. Og så har det bare hjulpet rigtig mange,” forklarer hun. “Der skal netop være en ligevægt i din krop og i dit sind, før du er sund og kan nå dine mål.” Derfor er det sidste råd fra Yvonn også, at meditation, søgen efter den indre ro og healing kan skabe langt mere overskud, hvad enten det er på jobbet, på træningsbænken eller noget helt tredje. Det gælder i det store hele blot om at finde ud af, hvordan man bedst får skabt sin balance i livet.
Om Yvonn Luxholm
• Fødselsdato: 08.12.1975
• Personalechef og træner hos Crossfit Copenhagen.
• Åbnede egen healerklinik marts 2014.
• Pt. stadig tilknyttet CrossFit Copenhagen som personalechef og træner.
• Selvstændig fra marts måned 2014 med åbning af egen healerklinik, Essential- Balance.
• Underviser fra marts i Crossfit hos Siam Athlete Nation.
• Starter uddannelse som personlig træner til marts.[/callout]
Artiklen er fra TRÆN #9.