Inden julestemningen helt går i gang, markerer Nordic Adventure Film Festival (NAFF) sit 30-års jubilæum d. 27-30. november i Cinemateket, København.

NAFF Festivalen fejrer tre årtier med film fyldt med frostbidte fingre, vilde drømme og fortællinger fra steder, hvor de færreste nogensinde sætter deres fod. Film som har fået os til at længes mod fjelde, hav og horisonter. Det markeres i 2025 med et program med over 25 film, der ikke kun er en fejring af fortiden og nutiden, men hvor festivalen også løfter blikket og spørger: Hvor er eventyret på vej hen?

Åbningsfilm med fokus på fremtiden

Årets festival åbner med klatrefilmen The Future of Climbing, som sætter fokus på en klatresport, der står midt i et markant skifte. Fra støvede klipper til glatte haller, fra lokale nørder til internationale arenaer. En film der spørger: Hvordan bevarer man sjælen i noget, der pludselig bliver allemands-eje?

Inden åbningsfilmen giver festivalen også et smugkig på eventyrer Rasmus Kraths kommende filmprojekt og en snak med ham om, hvordan det føles at skabe adventurefilm i en tid, hvor eventyrets væsen er i bevægelse.

Eventyret står aldrig stille, og det har ændret sig siden jeg var med helt fra starten af festivalen. Vores måde at tage på eventyr og den måde vi benytter naturen ændrer sig hele tiden. Med klimaet, med nye teknologier, med nye muligheder og generelt med vores måde at være mennesker på. Det er præcis dét, festivalen markerer i år – tre årtier bag os, og en fremtid der kalder på nye historier,” udtaler festivaldirektør Bugge Holm Hansen, som til daglig arbejder som fremtidsforsker på Instituttet for Fremtidsforskning og selv er tidligere bjergbestiger.

Et overblik over festivalens filmoplevelser

Årets program spænder vidt. Man kan opleve fortællinger om mennesker, der sætter sig for at krydse iskolde ødemarker i specialbyggede køretøjer, og historier om cyklister, der kæmper sig gennem fjelde, kulde og tvivl med kun pedalkraft og stædighed som brændstof.

Der er portrætter af klatrere, der bevæger sig på kanten mellem kontrol og kaos, og dykkerteams der søger ned i mørke huler, hvor stilheden næsten føles som en modstander i sig selv. Festivalen viser film om ultraløbere, der slider sig gennem metervis af sne og storm for at mærke, at de stadig er i live, og om eventyrere der vender hjem efter et liv i bevægelse for at finde ud af, hvem de egentlig er blevet undervejs.

Du kan også møde en dansk familie, der tager springet ud i deres første bikepacking-ekspedition uden at vide, hvad der venter rundt om næste sving, samt fortællinger om gamle søulke, der vender tilbage til havet for at opsøge de spor, de efterlod for årtier siden.

Der er film, der går tæt på mennesker, som bruger eventyret til at få ro i hovedet. Film, der vender blikket mod klima, presset på naturen og nye spændinger mellem mennesket og landskabet. Og så er der de store historiske beretninger, hvor mod, galskab og overlevelsesevne smelter sammen til noget, der kun kunne være blevet til i virkeligheden.

Kort sagt: årets festival byder på historier om at gå langt, dykke dybt, cykle højt, løbe længere end godt er og søge mening i mødet med verden. Eventyret lever – i mange former og fra mange hjørner af kloden – men fælles for dem alle er, at de drives af mennesker, der ikke kan lade være.

NAFF ser frem til at byde publikum velkommen til et år, hvor festivalen både hylder rødderne og ser fremad. Et år hvor eventyret hverken er fortid eller fremtid – men noget, der leves lige nu.

Om NAFF

Siden 1996 har NAFF samlet eventyrets stærkeste fortællinger og været en platform for nordisk adventurefilm, filmskabere og det publikum, der længes mod det vilde liv. 2025 er vores 30. år, og det fejrer festivalen med et program, der både hylder fortiden og kigger målrettet ind i fremtiden. Festivalen afholdes i Cinemateket 27.-30. november 2025. Årets Awardshow foregår lørdag d. 30. november i Cinemateket.

 

TOP 5 – Udvalgte højdepunkter fra årets program 

  1. K2 – The Big Disput

I K2 – Der Grosse Streit vender den legendariske alpinist Reinhold Messner tilbage til et af de mest omdiskuterede kapitler i bjergbestigningens historie – den skæbnesvangre italienske ekspedition i 1954, hvor førstebestigningen af “The Savage Mountain” blev overskygget af rivalisering, tragedie og ufortalte sandheder. 

Hvad skete der egentlig på bjerget dengang?

Med sin karakteristiske ærlighed og sit dybe, filosofiske blik fører Messner os gennem arkivmateriale, interviews og personlige refleksioner i jagten på at forstå, hvad det i virkeligheden vil sige at “erobre” et bjerg. En film om sandheder, myter og menneskelig stolthed på et af verdens farligste bjerge.

Vises Lørdag 29/11 kl. 15:45 i Cinemateket, København

  1. Wildboy – ten years of adventure therapy

Da 18-årige Brando Yelavich føler sig fanget i et samfund, han ikke passer ind i, beslutter han sig for at gå hele vejen rundt om New Zealands kystlinje. Seks hundrede dage senere er han ikke bare den første, der gennemfører turen, men også en ung mand på en rejse ind i sit eget sind – et sind, der med en ADHD-diagnose har haft svært ved at finde ro.

Siden bliver Brando kendt som “Wildboy”. En eventyrer, der søger heling i eventyret. Han krydser Grønlands iskappe på ski, padler rundt om Vancouver Island og kæmper sig gennem Australiens ubarmhjertige outback på cykel. Det handler ikke kun om at presse kroppen til det yderste, men også om at finde ro, mening og balance i en verden – og et hoved – der aldrig står stille.

Wildboy – Ten Years of Adventure Therapy er en ærlig fortælling om, hvordan naturen kan blive et fristed for sindet og giver en række gode råd med på vejen til andre i samme situation. Resultatet er et livsbekræftende eventyr, der viser, at nogle gange må man fare vild for at finde hjem.

Vises Lørdag 29/11 kl. 15:45 i Cinemateket, København 

  1. Beyond the Tree Line
  2. Hvad gør man, når man vil vise sin fireårige søn verden, før han starter i børnehave? Man tager ham selvfølgelig med på en 3.500 km lang vandretur gennem USA’s vildmark.

Beyond the Tree Line følger familien Sutton, der sammen vandrer hele Appalachian Trail fra Georgia til Maine – kun med rygsæk, regnslag og en imponerende portion viljestyrke.

I seks måneder vandre de i al slags vejr, mens lille Harvey bliver den yngste nogensinde til at gennemføre den ikoniske rute. Det er en film om familie, mod og ekstrem tålmodighed – og om at opdage, hvor langt man kan komme, når man tager ét skridt ad gangen.

Beyond the Tree Line har været en storm succes i amerikanske biografer, og derfor er det også skønt for NAFF at vi kan vise den i Danmark og i biografen hvor filmen hører hjemmel.

Med både storslåede billeder og helt nære øjeblikke fanger Beyond the Tree Line essensen af eventyr og det at vandre langt: Det handler ikke kun om at nå målet, men om alt det, der sker undervejs.

Vises Fredag 28/11 kl. 18:30 i Cinemateket, København

  1. Yanuni
    Dybt i Amazonas’ grønne natur står Juma Xipaia i frontlinjen for kampen mod ødelæggelsen af verdens største regnskov. Hun er høvding, mor og nu Brasiliens første minister for oprindelige folks rettigheder. Hun har overlevet seks attentater, men nægter at lade frygten styre. For hende handler det ikke kun om natur – det handler om liv, kærlighed og retten til at eksistere på egne vilkår.

Instruktør Richard Ladkani (The Ivory Game, Sea of Shadows) følger Juma og hendes mand, Hugo Loss, der som en del af den brasilianske miljømyndighed jager ulovlige guldgravere dybt inde i Amazonas. Sammen bevæger de sig gennem et Brasilien i opbrud. Et land, hvor mod, magt og korruption støder sammen i en brutal kamp om planetens sjæl.

Yanuni er en stærk og visuelt overdådig film om mod, håb og menneskelig styrke midt i naturens og politikkens storm. En film, der minder os om, at kampen for kloden ikke foregår langt væk – men lige nu. Og midt i det hele står stærke individer, som ikke er bange for at tage kampen op.

Vises på følgende datoer:
Fredag 28/11 kl. 21:00 i Cinemateket, København.
Lørdag 29/11 kl. 20:15 i Cinemateket, København

  1. Road to Traka

Road to Traka er en ny film af danske Sebastian Krogh som tager os med bag kulissen hos det danske cykelmærke Pas Normal Studios og deres internationale gravelhold, PAS Racing. Vi følger tre ryttere, der hver især kæmper sig gennem skader, tvivl og træning frem mod et af verdens mest ikoniske gravel-løb – The Traka i Girona.

Men det handler ikke kun om watt og vinderinstinkt. Det handler om de mentale kampe, om at balancere familieliv, skader og drømmen om at stå skarpt på startstregen. Filmen går tæt på menneskene bag cyklen og viser den virkelighed, der sjældent rammer kameraet – de stille stunder, tvivlen, og det øjeblik, hvor alt samles.

Road to Traka er et visuelt stærkt og menneskeligt indblik i en verden, hvor grusveje bliver til mentale slagmarker, og hvor hver kilometer handler lige så meget om indre styrke som ydre fart. En film om sammenhold, sårbarhed og den umættelige trang til at cykle gravel mod horisonten.

Vises Fredag 28/11 kl. 19:15 i Cinemateket, København.