Nina Mezcua-Jensen er kendt for sine drops i MTB verdenen. Hun deltog som eneste pige i den Danske Downhill Cup og blev nummer to i sit første Enduro løb nogensinde. Vi har talt med Nina om at være bidt af MTB og om at være pige i en drengesport.

Tekst: Sofie Kyed,  Foto: Steve Walton / Bigfreeze Media

Jeg gør det, fordi jeg synes, det er sjovt. Det er vigtigt for mig, at jeg bliver ved med at være motiveret. Jeg vil ikke konkurrere eller droppe bare for at gøre det. Det skal være glæden, der er drivkraften.

NinaMezcua2Iført en fullface hjelm og med mudder sprøjtende om ørerne brager Nina ned ad bjerget i franske Val d’Isére. Hun deltager for første gang i en Enduro World Series konkurrence. Det er august 2013, og det viste sig at blive en skelsættende oplevelse. Ugen inden kørte hun sin første konkurrence overhovedet på sin cykel i det lokale franske Enduro løb, hvor hun endte som nr. 2. Efter den oplevelse tog hun en rask beslutning og meldte sig til weekendens løb, som var en del af World Series. Uden den mindste forberedelse pakkede hun sin bil og begav sig mod nabobjerget. Her fik hun den hårdeste og mest krævende oplevelse, hun nogensinde har været udsat for. Hun tilbragte sommeren i sin gamle hjemby Chamonix, som hun flyttede til i 2010, hvor hun første gang stiftede bekendtskab med MTB sporten. og om at være pige i en drengesport.

Var klar til at give op
Den første dag skulle hun køre syv etaper i tre forskellige spor. Det forløb fra tidlig morgen til sen eftermiddag. Hele dagen hang der tunge regnskyer over Ninas hoved, som sendte tunge regndråber ned over hende, så alt tøj blev fuldstændig gennemblødt, og mudderet sprøjtede hende over hovedet. På et tidspunkt kørte hun forkert, fordi nogen var kommet til at rive afmærkningen ned, så hun måtte gå op ad bjerget igen med sin cykel. Da den lange dag var slut, sad hun helt alene og gennemblødt i sin bil, hvor hun skulle sove. “Jeg ringede til min kæreste og sagde, at jeg ikke ville fortsætte. Jeg ville give op og tage hjem,” fortæller hun. Men hendes kæreste fik hende overtalt til at fortsætte. Og dagen efter fuldførte hun konkurrencen.

“Jeg er så stolt af, at jeg gennemførte. Det er uden tvivl det hårdeste, jeg nogensinde har oplevet. Både fysisk og mentalt. Jeg var helt alene, mens alle de andre havde teams, mekanikere og moralsk support med,” lyder det fra Nina. Heldigvis tilbød en anden kvindelig deltager hende et bad på hendes hotel. “Folk er søde og hjælpsomme, men når det er konkurrence på højt plan, er fokus uden tvivl på egne teams,” slår hun fast. Selvom oplevelsen næsten slog hende ud, var det en øjenåbner for hende, da hun nu var overbevist om, at hun ville jagte drømmen på de mange spor i bjergene.

Da hun kom hjem til Danmark, deltog hun i to afdelinger af den danske Downhill Cup i Ry og Rold Skov. Vinteren over har hun trænet målrettet, så hun er klar til at vie sommeren til passionen. Hun vil deltage i alle afdelinger af den franske cup og de to World Series afdelinger i Italien. Det er første sæson, Nina målrettet vil deltage i så mange konkurrencer. Selvom hun stadig er beskeden med, hvad hun kan forvente af sit eget niveau, håber hun på at komme i top fem i den franske Enduro cup.

De første sving
Cykling kom mere eller mindre tilfældigt ind i Ninas liv. Efter gymnasiet flyttede hun til Chamonix for at udleve sin snowboarddrøm og have en vintersæson i alpebyen over vinteren 2010/2011. Men hun blev glad for byen, så selvom det var meningen, at hun ville vende tilbage til Danmark, når den sidste sne var væk, blev hun overtalt til at blive sommeren over. De venner, hun havde fået i sneen over vinteren, skiftede skiene ud med MTB cykler, og Nina fulgte trop. “Alle mine venner kørte MTB, så det ville jeg også prøve,” fortæller Nina. “Jeg købte min første cykel den sommer, så er man jo ligesom dedikeret fra start.” Hun blev hurtigt bidt af den nye sport. “Det er en god måde at være sammen. Og så kan man overføre meget fra snowboard. Jeg er vild med fart og spænding,” slår hun fast. På sin MTB kan hun drøne ned ad bjergene i høj fart og krydre nedturen med drops og stejle passager. “Man får et rush og adrenalinkick, når man kører ned.”

De erfarne MTB kørere gav sig god tid til at vente på hende. “Det er ikke så irriterende at vente på hinanden på MTB. Sporene bliver ved med at være der, og man kan køre dem igen og igen,” fortæller Nina. Takket være de tålmodige venner udviklede hun sig hurtigt. Området omkring Chamonix er ellers kendt for sine uendelige offpiste muligheder, men for Nina fik bjergene nu et helt nyt potentiale. Da sneen lagde sig på sporene, og cyklen blev for usikker, fandt hun igen snowboardet frem og blev vinteren over.

Whistler var vendepunktet
Sommeren efter tog hun med sin kæreste Spencer, som bor fast i Chamonix, og en svensk veninde til Whistler i Britisk Columbia Canada for at køre Downhill. Byen er netop kendt for sine uendelig lange Downhill spor. De tilbragte 2-3 måneder i den canadiske bjergby, hvor de ikke lavede andet end at køre Downhill hver dag. De måneder fik en synlig effekt på hendes niveau, og hun udviklede sig meget. “Da jeg begyndte at kunne følge med drengene i Whistler, og de ville køre med mig, kunne jeg godt selv se, at jeg var ved at blive god,” fortæller Nina. Parken i Whistler var meget professionel og godt bygget. Det gjorde, at Nina stolede på opsætningen og turde åbne sin kørsel mere og mere op. Hun begyndte at droppe og køre hurtigere. Hun fik for alvor teknikken på plads.

NinaMezcua4Eneste pige i en drengesport
Siden hun første gang tog liften op med sin cykel i Chamonix, har hun hovedsageligt været eneste pige i en stor drengeflok. Enduro og Downhill er generelt drengesportsgrene. Til de Danske Downhill Cups var hun eneste deltagende pige. Men det er en tendens, der går igen internationalt. “Når jeg kører konkurrencer internationalt, er vi typisk 20 piger og 150 drenge, eller mere,” fortæller Nina.

Selvom hun nyder at køre med drengene, vil hun også gerne have en kvindelig makker at køre med en dag. “Med en pige kan man bedre presse hinanden. Hvis en anden pige kan, så kan jeg også, men hvis en dreng gør det, er det fint nok, hvis jeg ikke gør det,” siger hun og fortsætter: “Det er meget svært at finde piger, der vil det samme, og som kan udvikle mig.” Men der er selvfølgelig også fordele ved at være den eneste pige i en drengesport. “Fyrene synes, man er sej, der skal mindre til for at imponere dem, når de ikke er vant til at se kvinder i sporten,” slår hun fast.

Selvfølgelig bliver jeg bange. Men når jeg ved, at jeg kan, så skal jeg gøre det. Selvom jeg er bange. Så har jeg det for vildt bagefter.

“Det er fedt, at jeg er blevet god nok til at presse drengene nu.” Hendes kæreste Spencer fortæller, at når de kører sammen med alle drengene i Chamonix, lader drengene Nina køre forrest, så de ikke bremser hende, fordi hun er begyndt at køre hurtigere end flere af dem. Han ved ikke helt, hvordan det er lykkes hende at blive så god på så kort tid.

Men spørger man Nina, har netop Spencer en stor ære i hendes udvikling. “Det har hjulpet mig meget at have en, som altid vil vente og hjælpe,” fortæller hun. “Spencer har været meget tålmodig.” Selvom hun har været heldig at have en flok gode drenge at køre med, som har sikret hende en lynhurtig udvikling, håber hun, at flere piger med tiden vil få øjnene op for sporten: “Pigerne skal bare springe ud i det, de kan sagtens.” Der er mange markerede spor i de danske skove, og blandt andet i Holte kan man låne en cykel ved Davinci Cykler, som ligger lige ved sporene, så man kan komme ud og prøve det.

Frygten får ikke lov at styre
Da jeg møder Nina til en tur på sporene i Geels Skov, starter hun dagen med at køre ned ad trappen fra S-togs perronen. I løbet af meget få sekunder forcerer hun den stejle trappe og lander elegant på sin cykel i gangen. Hun er lille og spinkel af bygning, men hun er iført bukser med pude og store shorts udover, og så trækker hun rundt på en kæmpe cykel med god affjedring. Man kan tydeligt se, at hun har råstyrke og mod som de færreste. I cykelbutikken i Holte kender alle Nina – pigen som dropper. Og da de hører, at jeg skal ud med hende, spørger de straks, om vi skal ud og hoppe. Umiddelbart er der en grund til, at hun ikke kan finde andre piger at køre med. Ude på sporene søger Nina hele tiden efter de sværeste linjer, hvor der er noget at hoppe på.

Da vi på et tidspunkt kommer til to store to meter drops lige efter hinanden, brager Nina ud over dem uden overvejelse. Da jeg efterfølgende spørger, om hun aldrig er bange, er svaret klart: “Selvfølgelig bliver jeg bange. Men når jeg ved, at jeg kan, så skal jeg gøre det. Selvom jeg er bange,” fortæller hun og fortsætter: “Så har jeg det for vildt bagefter.” Hvis hun ikke gør det, bliver hun sur og skuffet over sig selv. “Man skal selvfølgelig ikke presse sig selv for meget, men man skal ud af sin comfort zone, det er vigtigt. Og ni ud af ti gange går det godt,” slår hun fast.

NinaMezcua5Enduro er MTB i sin reneste form
I Danmark er Enduro sporten relativt ukendt, men det skyldes vores unægtelige mangel på bjerge. I den form for MTB tager rytterne liften op på toppen af bjerget, hvorefter de med høj fart og drops kører ned ad de gamle vandrestier. “Enduro er MTB i sin reneste form,” fortæller Nina. Hun oplever, at mange i dag skifter fra Crosscountry (XC, red.) og Downhill (DH, red.) til Enduro. “Det er en spændende blanding,” fortæller Nina og fortsætter: “XC rytterne er i god form, mens dem fra DH typisk er mere teknisk dygtige på nedkørslerne.”

Nina kører selv alle tre former for MTB, men hendes fokus er klart på Enduro. Hun kører på en cykel, der er beregnet til Enduro, men hun har også kørt meget Downhill på den. Det har kun gjort hendes teknik bedre: “Der er mindre affjedring i min cykel, og derfor må jeg kompensere i DH og blive teknisk dygtigere, da min cykel ikke redder så meget.”

Selvom hun sætter pris på at køre ture i den danske natur og ofte tager op i skovene nord for København, så foretrækker hun at køre i bjergene. “Det er bare noget helt andet,” slår hun fast. “Det er lidt svært at træne herhjemme, da der ikke er så mange lange nedkørsler. I udlandet varierer sporene rigtig meget, så man både kan køre hurtigt og hoppe, men det er også stejlt og teknisk. Når vi kørte i Whistler, var der næsten 50 hop på en enkelt nedkørsel,” fortæller hun og fortsætter: “Men vi har stadig rigtig gode forhold til XC i Danmark og udmærkede DH spor i forhold til, at vi er så fladt et land.”

DAFF baner vejen for sporten
Ved årets Danish Adventure Film Festival blev der for første gang vist en film om Downhill – nemlig ‘Downhill Denmark’ af Jeppe Svendsen. Her kommer man helt tæt på de danske Downhill riders, inklusiv Nina, som er meget begejstret for, at der er kommet mere fokus på sporten herhjemme: “Desto flere der ser det, desto flere får forhåbentlig øjnene op for de muligheder, vi har i Danmark,” siger Nina fast og fortsætter: “Selvom vi ikke har bjerge, kan man stadig dyrke ekstremsport.” Filmen blev særdeles positivt modtaget og vandt prisen for Årets Danske Actionsportsfilm.

Det var samtidig en mulighed for, at Nina kunne vise sin familie, hvad det egentligt er, hun laver. “Min familie synes, det er rigtig fedt, men de havde nok ikke rigtigt indset, hvad det er, jeg laver, før de så filmen,” fortæller hun og fortsætter: “Jeg tog jo bare væk. Men nu forstår de det bedre.” Selvom Ninas hjemmebane er i Chamonix, er hun glad for, at hun er kommet med i det danske Downhill miljø. Hun kørte med i to afdelinger af den danske Downhill Cup sidste år. “Der er et meget godt sammenhold i Danmark. Vi er en lille kerne, men alle er åbne og søde til at hjælpe hinanden,” siger Nina. “Sådan er det faktisk også i udlandet. Alle pigerne, der kører med i Enduro World Series, kender hinanden og er venner.”

NinaMezcuaTræningstimer i centeret og på sporene
Ved første øjekast kan man ikke se, at der gemmer sig nogle særdeles stærke og udholdende lår under hendes løse cykelshorts. Men på stierne er det tydeligt, at Nina er lavet af et særligt stof. Uden det mindste spor af træthed forcerer hun alle de udfordringer, hun kan finde i skoven. Enduro er en meget fysisk krævende sport. “Man skal holde den samme statiske position på cyklen. Det syrer lårene til. Og man står meget op på en nedfart, hvilket kræver virkelig stærke ben og core,” fortæller hun. Når hun ikke er i Chamonix, holder hun formen ved lige i træningscenteret. “Jeg er heldig at have en personlig træner, som laver et træningsprogram til mig,” siger hun og forklarer: “Han laver et program, der både indeholder styrketræning, power og udholdenhed”. Hun bruger derfor mange timer på en spinningcykel langt fra Chamonixs bjerge, men hun har ikke svært ved at bevare gejsten. “Jeg kan godt lide at træne, da det giver et afbræk fra hverdagen og studiet. Og så er det ekstra motiverende at have noget at træne op til,” slår hun fast.

I al den tid vi befinder os på de mudrede stier i Geels Skov, lyser Ninas glæde for sporten op: “Jeg gør det, fordi jeg synes, det er sjovt. Det er vigtigt for mig, at jeg bliver ved med at være motiveret. Jeg vil ikke konkurrere eller droppe bare for at gøre det. Det skal være glæden, der er drivkraften.” Lige nu træner hun målrettet op mod sommerens mange konkurrencer. Den største udfordring, Nina møder på vores tur gennem Geels Skov, er til og fra cykelbutikken, som ellers reklamerer for, at de ligger lige ved sporene. Her slår vi – både ud og hjem – et par fine sløjfer først i villakvarteret og siden i skoven. “Jeg er håbløs til at finde vej,” indrømmer Nina, før vi finder den rigtige vej ud af skoven.

Om Nina Mezcua-Jensen
• Har en fransk mor og dansk far.
• Opvokset i Svendborg, boede i Chamonix i 2010-12, er nu bosat i Vanløse.
• Læser Jura på Københavns Universitet på 4. semester.
• Resultater: Nr. 2 i Franske Enduro des Belleville Cup 2013. Nr. 20 i Enduro World Series.
• Sponsorer: 222Cycles, Banshee Bikes, Gusset, iXS, ODI, Halo, No Ass/Face.
• Læs mere på www.ninamezcua.wordpress.com og facebook.com/ninaenduro

Artiklen er fra LUKSUS #88.