Han er indehaver af to danmarksrekorder i ultracykling, og det næste store projekt ‘Biking The Atlantic’ skal bringe ham over Atlanten i en vandcykel. Mads Fabricius er vild med træning, udfordringer og eventyr.
Det lå ikke ligefrem i kortene, at Mads Fabricius skulle blive indehaver af to danske rekorder i ultracykling samt blive vinder af Europa Cup i ultracykling i 2010. Det er dog blot nogle af de bedrifter, den nu 28-årige fynbo kan se tilbage på. For efter i nogle år at have kastet sin kærlighed på ultraløb og ironman, besluttede han sig for, at han i sæsonen 2010 ville prøve kræfter med ultracykling. Her viste det sig hurtigt, at han havde et usædvanligt talent. I sit første 24 timers løb kørte han 663 kilometer, og senere på året lykkes det ham at krydse Danmark på cykel hurtigere, end nogle andre tidligere har gjort.
Med vandcykel over Atlanten
I øjeblikket er cyklen dog mest parkeret i garagen, for Mads Fabricius har fokus rettet mod sit kommende projekt. Et projekt, der også involverer en cykel, men denne gang er det en vandcykel, som skal bringe ham over Atlanten. Hvis projektet lykkes, vil han være den første nogensinde til at have tilbagelagt de 4800 kilometer fra San Sebastián de La Gomera på De Kanariske Øer til Antigua i det Caribiske Hav i en vandcykel. En tur han forventer vil tage mellem 60-100 dage, og som tager sin begyndelse i december 2014.
Frygt er en af de stærkeste drivkræfter, og hvis jeg vidste, at jeg nemt og sikkert kunne gennemføre projektet, ville jeg nok næppe gøre det.
En hurtig fremgang
Og det har ikke været nogen lige vej, Mads Fabricius har taget. Som 15-årig fik han stillet diagnosen skizofreni, og sygdommen dominerede fuldstændig hans liv de næste fem år. Det hele så ganske sort ud for den unge fynbo, indtil han en dag i 2007 fik taget sig sammen til at motionere. Siden den dag har træning, udfordringer og eventyr defineret hans liv. Det har givet livet mening, og det sikrede ham i 2011 en raskmelding uden brug af medicin. Fra den dag han løb den første lille tur, gik der kun 10 uger, før han løb sit første marathon. Derefter gik det hurtigt, og i takt med at han kunne mærke, at motionen gjorde, at han fik det bedre og bedre, des mere trænede han. Derfor blev det hurtigt ultraløb, derefter forskellige ironman konkurrencer og til sidst ultracykling, han udfordrede sig selv med.
100% kontrol
Den sidste konkurrence lå dog tilbage i 2011, men Mads har holdt fast i det aktive træningsliv, om end der dog har været skruet lidt ned for mængden.
“Det giver velvære og mening at dyrke noget, som har været med til at forme ens udvikling fra psykotisk, isoleret skizofrenipatient til at være et velfungerende menneske, som er 100% i kontrol. Sporten er på mange måder fællesnævner for stort set alt, hvad jeg har i mit liv. At have en bevidsthed om, at jeg på hver eneste tur dyrker min videreudvikling, er enormt sundt for mig”, siger Mads Fabricius, der ved siden af al træningen og konkurrencerne også fandt tid til at påbegynde idrætsstudier på SDU.
Det store verdenshav skal danne rammerne for projektet ‘Biking The Atlantic’, der er såvel en fysisk som psykisk udfordring, der blandt andet skal gøre Mads Fabricius klogere på sig selv.
Min første løbetur førte til Ironman, som førte til Ultraman, som førte til europamestertitlen i ultracykling.
Kan du forklare lidt om dit nyeste projekt?
“Jeg vil vandcykle hen over Atlanterhavet i en specialbygget vandcykel. Det er et psykologisk eksperiment og forskningsprojekt, hvor jeg søger at blive klogere på, hvordan og hvilken indvirkning min gamle sygdom har haft på mig. Det handler især om at blive klogere på det recovery-forløb, som førte til min raskmelding.”
“Ved at jeg isolerer mig i et uoverskueligt miljø med en bevidsthed om, at jeg er nødt til at bevare kontrollen for at komme helskindet igennem, vil sætte mig i en situation, som er meget sammenlignelig med dengang, jeg var ramt af skizofrenien. De mekanismer, jeg aktiverer undervejs på turen, er på mange måder de samme mekanismer, som har kureret mig fra sygdommen, og jeg søger at blive klogere på dem for på den måde at blive klogere på mig selv.”
Hvordan fik du ideen til det?
“Min første løbetur førte til Ironman, som førte til Ultraman, som førte til europamestertitlen i ultracykling. Det ene har altid bare ført til det næste, fordi jeg nyder at udnytte alle de muligheder, som opstår, og jeg ikke er bange for at tænke abstrakt og sætte mig urealistiske mål. Min søgen efter indsigt har lært mig meget om mig selv og livet, og undervejs i den proces har jeg fået mange surrealistiske idéer, som for mange ikke giver mening, men som måske kan være med til at gøre mig klogere på mig selv.”
Hvad forventer du at få ud af det?
“Indsigt, forståelse, erfaring og viden om mig selv. En oplevelse, som kan præge mit videre mentale arbejde med optimering af mig selv og mine tankeprocesser.”
Hvad glæder du dig mest til?
“At se, hvordan jeg reagerer, når jeg ser land forsvinde bag mig, og jeg ved, at det ikke er muligt at vende om.”
Er der noget, du frygter?
“Ellers ville jeg ikke gøre det. Frygt er en af de stærkeste drivkræfter, og hvis jeg vidste, at jeg nemt og sikkert kunne gennemføre projektet, ville jeg nok næppe gøre det. Jeg har en stor betænkelighed ved at møde stormvejr, men jeg ved også, at det formentlig er i de situationer, at jeg henter den viden, jeg søger om mig selv. Så jeg frygter ikke stormvejr.”
Hvordan træner du frem mod det?
“Jeg træner en hel masse i vandcyklen, men jeg har udelukkende fokus på at opbygge udholdenhed. Vandcyklen har fast gearing, så den er ikke velegnet til andet end lange ture i jævnt tempo med fokus på at skabe en driftsikker krop, som kan holde til at træde i pedalerne i de 60-100 dage, som jeg forventer turen over Atlanten vil tage. Jeg supplerer i øjeblikket med løbetræning 4-5 gange om ugen for at give core-styrke, men det er typisk ikke mere end 8km ad gangen i jævnt tempo.”
Er det en anderledes måde at træne på, end hvad du er vant til?
“Den her disciplin indeholder langt mere teknik og større krav til færdigheder end andre discipliner, som ikke kan trænes på andre måder end at være i vandcyklen. Der er også megen mentaltræning, sikkerhedskurser, navigation og andre maritime kundskaber, som skal trænes.”
Hvordan ser en typisk dag ud for dig, nu hvor du træner frem mod dette projekt?
“Jeg har ikke haft en typisk dag, siden jeg gik i gang med projektet. Det har været fuldtids for mig siden 2012, og den tid er primært gået med fundraising og teknisk problemløsning. Nu begynder træningen og detaljeoptimeringen mere at fylde frem mod afgangen til december. Derudover går der rigtig meget tid med sponsorarbejde, interviews, foredrag, planlægning og tests.”
PROFIL
- Navn Mads Fabricius
- Alder 28 år
- Mads blev ramt af en voldsom skizofreni i en alder af 15 år. Sygdommen styrede fuldstændig hans liv, som bogstaveligt blev sat i stå i en årrække, indtil han i én alder af 22 år begyndte at motionere. Der efter gik det kun én vej, og det var fremad, indtil han i 2010 blev erklæret fuldstændig rask og uden symptomer på skizofreni. Han har nu sat sig for, at han vil krydse Atlanten i en specialbygget vandcykel.
- Et projekt, du kan læse mere om her: www.bikingtheatlantic.com
FEM TRÆNINGSRÅD
- Hav styr på din motivation. Mange tvinger sig selv til at træne – det er der ingen effekt i.
- Få din træning til at give mening i en større kontekst. Den skal ikke stå alene som en niche i dit liv.
- Optimér din træning – jo mere dedikation du lægger i den, jo mere får du ud af den.
- Vær oprigtig. Forsøg ikke at pakke din træning ind i undskyldninger.
- Vær bevidst om, hvorfor du træner. Hvad ønsker du? Hvad giver træningen dig?
MADS FABRICIUS’ PRÆSTATIONER
- Hawaii Ironman 2008, Verdensmesterskaberne i Ironman.
- Ironman 70.3 World Championships 2009, VM i halvironman.
- Xterra World Championships 2010, VM i off-road triathlon.
- Ultraman Canada 2010, kvalificeret til VM i Ultraman, Hawaii.
- Dobbelt dansk rekord i hurtigste krydsning af Danmark på cykel, certificeret af Ultra Marathon Cycling Association, USA. Han har krydset landet på 12 timer og tre minutter.
- Vinder af Europa Cuppen i ultracykling 2010.
- Han er den yngste nogensinde til at gennemføre Ultraman Canada, som er en tredages triathlonkonkurrence i Rocky Mountains.
Tekst Martin van Dijk
Artiklen er fra Outdoor Training #01 (outdoortrainingmag.dk)