Italiens Alta Badia danner ramme om et vaskeægte cykelmekka, og et besøg i området er en unik mulighed for at opleve spektakulære øjeblikke på to hjul.
Forestil dig et lille italiensk samfund i Dolomitterne, som summer af cykelglæde, lokalitet og en kollektiv begejstring for livet outdoor. Kombineret med fantastiske bjergsider, unik natur og grønne landskaber, så har du perlen Alta Badia, som er et besøg, man ikke lige glemmer.
Geografisk hører Alta Badia til Italien, men med alpehytter og barok urban arkitektur minder det sydtyrolske Alta Badia mest af alt om Østrig. Området består af seks mindre byer, Corvara, San Cassiano, La Villa, Badia, La Val og Colfosco, som alle minder om hinanden i både størrelse og karakter. Små lokalsamfund, der er tæt forbundet, og som sikrer, at på trods af at hele området faktisk er ret stort, så har det alt i alt en meget lokal og autentisk stemning. Jeg ankommer til Alta Badia via München, og efter en kort flyvetur venter en længere tur i bil. Alta Badia er dog uden tvivl hele rejsen værd. Når jeg kigger op ad de grønne bjergsider, løfter smilebåndet sig, for området er som skabt til cykeleventyr.
Et vaskeægte cykelmekka
Som jeg kører gennem de seks småbyer, summer det allerede af italiensk outdoorliv. Butiksvinduerne er alle prydede med ski- og cykeludstyr, og på vejen passerer vi utallige cykelryttere, der har begivet sig ud på de snoede veje med solbriller og farligt flotte cykler. Der er ingen tvivl om, at jeg er kommet til et mekka for cykelentusiaster, og da jeg træder ind af døren på det hotel, hvor jeg skal bo, kan jeg høre klamperne mod marmorgulvet. Dén lyd kender jeg, og jeg kan næsten ikke vente, til jeg selv får cykeltøjet på. Det er dog sent fredag aften, og jeg må holde spændingen til i morgen tidlig. Vi er en gruppe journalister fra forskellige europæiske magasiner, som skal gæste hotel La Perla i Corvara i tre dage. Hotellet samarbejder med den italienske cykelorganisation InGamba om forskellige ‘cykeloplevelser og -ophold’ i Alta Badia. InGamba står for alt det praktiske og stiller cykler til rådighed, der er indstillet efter vores individuelle mål. En måned før min afrejse fik jeg et dokument tilsendt, som jeg skulle udfylde med alle tal for min cykelposition samt mine størrelser i cykeltøj. Vi får udleveret ens InGamba tøj, som ligger klar til os på værelset. Jeg kan ikke dy mig for at prøve det på med det samme, men modstår dog fristelsen i at sove med det på.
På vej mod toppen
Lørdag morgen er vores første cykeldag og sikke et syn, der møder os. Smukke Pinarello cykler med carbonramme og elgear står klar, min med et label hvorpå der står “Grunnet”. Drikkedunkene er fyldt op med vand og energidrik, ligesom der også er et stort udvalg af energiforsyning, barer og geler, som skal med i lommerne.
Her er fantastisk smukt og meget øde, der er ikke et menneske at se bortset fra mig selv og en række andre cykelryttere, som har begivet sig på tur denne lørdag formiddag.
En lokal cykelentusiast har udviklet en ‘særlig’ energiforsyning, som han uddeler. Egentlig er det bare pasta blandet med tørrede frugtstykker, pakket ind i papir. Det virker lidt mærke ligt at stoppe en klump pasta i lommen, men han sælger den smilende til mig, og jeg hopper med på legen.
Vi skal hver især vælge, om vi vil cykle den ‘lange’ eller den ‘korte’ tur. Jeg skal cykle et cykelløb i alperne om et par uger, så jeg udnytter muligheden og kaster mig over den lange tur. Turen indebærer de legendariske Dolomit opstigninger, herunder Pordoi, Giau og Fedaia, som har været en del af historien om Giro d’Italia. Vi er da også knap nok drejet om det første hjørne, før det allerede går stejlt opad. Vi er en gruppe på 15, hvor størstedelen er mænd, men efter en sæson i cykelverdenen er jeg efterhånden ved at være vant til at være ‘kønnet i mindretal’. Der er journalister og fotografer, og så har hotelejeren samt pressechefen for Alta Badia besluttet sig for at tage med også. De er, ligesom stort set hele områdets indbyggere, vilde med at cykle, så de lader ikke muligheden for en cykeltur passere forbi. Folk hyggesnakker, og der er bestemt ikke meldt konkurrence, men derimod cykelglæde og træning.
Bjergkørsel
Turen her er mit første møde med bjergene. Jeg har været to gange i Sverige for at træne, men intet er som dette. Jeg er meget spændt på, hvordan min krop og især mine ben vil tage imod de seje bjerge, men vi starter langsomt ud og skal alle lige vænne os til cyklerne. Der er dog kun én vej, og det er op. Folk finder hurtigt ind i deres individuelle tempo og flow, mig selv inklusiv. InGamba har en bil kørende på ruten, som kan forsyne os med nye vanddunke, ekstra tøj og energi, hvis vi skulle løbe tør. Nogle af deltagerne i gruppen er erfarne cykelryttere og vant til at ‘klare sig selv’ i bjergene, men jeg er som sagt ikke vant til at køre i bjerge, og her er bilen en kæmpe hjælp.
Særligt er det de store temperaturforskelle undervejs på turen, som overrasker mig. Jeg er vant til at træde ud af min hoveddør, kigge på vejret og så klæde mig på efter, hvad jeg ser. Vejret og temperaturen i Danmark skifter ikke voldsomt, måske kommer der lidt regn, men så er det også dét. Det er anderledes i bjergene, finder jeg hurtigt ud af.
Jeg bliver noget overrasket, da jeg på første bjergtop bliver mødt af en iskold vind, som borer sig gennem marv og ben. Jeg har heldigvis en ekstra jakke i bilen, som bliver min redning. For nu. Næste pas, Passo Giau, er endnu længere end det første og med endnu flere højdemeter. Her kommer pastaen med frugtstykker op af lommen, og mens bjergene sætter sine spor i mine ellers så friske ben, er humøret dog stadig højt. Her er fantastisk smukt og meget øde, der er ikke et menneske at se bortset fra mig selv og en række andre cykelryttere, som har begivet sig på tur denne lørdag formiddag. Jeg forsøger at huske mig selv på at kigge op og ud, samtidig med at pedalerne fortsat skal dreje rundt.
Bjergkørsel er svært at beskrive; det er langsomt, det er regelmæssigt, det er mega hårdt og det er helt fantastisk. Særligt fordi man kommer ind i en helt anden mental tilstand, end jeg er vant til på de danske, flade veje. Der er ingen pauser, når man kører i bjerge (holder du pause, så triller du bagud!), så man kan aller højest sætte tempoet lidt ned og så krybe endnu længere ind i sig selv, når det for alvor gør ondt.
På gps’en kan jeg se, at toppen begynder at nærme sig. Jeg kan også mærke det på temperaturerne, for det er koldt her to kilometer over vandets overflade. Før jeg får set mig om, begynder det også at sne, men jeg lægger egentlig ikke mærke til det, jeg koncentrerer mig bare om at komme frem.
I ly for vejr og vind
Da jeg når toppen af Passo Giua er det en kæmpe forløsning, og smilet breder sig over mine læber. Jeg er plaskvåd, for det sner ret meget nu, men heldigvis er der en hytte på toppen, hvor vi kan søge ly og holde pause. Der bliver delt bananer og espresso ud til de frysende cykelryttere, og det går for alvor op for mig, at jeg slet ikke er klædt godt nok på. Nedkørslen bliver endnu koldere end vejen op, så den to meter høje italiener Eros Poli – som forresten er en pensioneret Paris-Roubaix-rytter og vinder af en tour de france etape tilbage i ’94 – tilbyder den frysende bjergdebutant sin rene undertrøje, som jeg folder rundt om mig. Alles cykeltøj er desuden blevet vådt af sneen, og derfor er der kø til håndtørrerne på toiletterne – alle kneb til at få tørret det våde tøj gælder. Vi er nemlig kun lige nået halvvejs gennem dagens strabadser.
De to næste pas er kortere og mindre stejle end Passo Giau. Jeg er helt høj over at være kommet over Giau uden større kvaler og føler faktisk, at jeg har knækket ‘bjergkoden’. Da vi begiver os mod toppen af det næste bjerg, lægger en af de ældre italienere fra holdet sig i læ af mig. Han bliver liggende hele turen uden at sige noget. Jeg siger heller ikke noget, men nyder bare at være dén med overskuddet til at tage vinden.
Sella Ronda Bike Day afspejler, hvor stor cykelkulturen er i området.
Den allersidste del af dagens tur går gennem de små byer i Alta Badia, og med solen højt på himlen nyder jeg også denne del af Alta Badia, som er virkelig charmerende, men knap så majestætisk som bjergene.
Jeg kommer retur til hotellet og er både sulten, træt, glad og ikke mindst stolt. Efter et bad er der frokost, og her bliver dagens tur vendt, ligesom også ‘kilometer per sæson’ bliver diskuteret og sammenlignet. Italienerne er langt fra blege for at fortælle (læs: prale) om deres præstationer på cyklen, men absolut heller ikke for stolte til at rose den unge kvindelige rytter her for hendes bjergdebut. Der er en rigtig hyggelig stemning, og ‘turen’ er bestemt ikke konkurrence-præget, hvilket jeg synes er et kæmpe plus. Jeg tænker på, hvor god denne ‘cykel-pakkeløsning’ er for en nyudklækket cykelrytter som jeg selv, men ser også til min sidemand Eros, som er tidligere professionel, men bestemt også får noget ud af turen.
Sella Ronda Bike Day
I Alta Badia afholdes to gange om året en officiel ‘cykeldag’, som er en social- og kulturbegivenhed, hvor vejene omkring byen lukkes for biler fra 8.30-15.30 for at give eksklusiv plads til cykelryttere af enhver art. Sella Ronda Bike Day afspejler, hvor stor cykelkulturen er i området. Alle de lokale cykelentusiaster er med, men der kommer også folk langvejs fra for at nyde den smukke natur, atmosfæren og ikke mindst for at hylde cyklingen. Idéen bag Sella Ronda Bike Day er, at alle cykler den samme rute – Sella Ronda’en, som er fire pas, 1800 højdemeter og 55 kilometer rundstrækning, der forbinder de fire største byer. Vi skal naturligvis også med til begivenheden og i modsætning til gårsdagens tur, så er denne ‘mere hyggelig’ – hvis man kan sige, at 1800 højdemeter nogensinde kan være ‘hyggelig’.
Tanken er dog, at alle kan være med til Sella Ronda Bike Day, og da vi triller ned til startlinjen bliver det klart for mig, at her faktisk er alle former for cykelentusiaster repræsenteret til dagens løb. Her er masser af folk på roadcykler, men faktisk er der næsten lige så mange mountainbikere (Alta Badia er også et stort MTB-området), folk på citybikes og vintagebikes. Der er unge såvel som gamle, børn såvel som voksne. En dreng på knap 10 år er for eksempel med på sin skinnende mountainbike og får et “Bellissimo!” med på vejen af nogle forbipasserende cykelryttere.
En unik cykelkultur
Sella Ronda Bike Day er ikke noget konkurrenceløb, og selvom nogle ryttere klart har ambitioner om at komme først gennem passene, så er det for størstedelen bare en god oplevelse. Mine ben er ømme fra i går, men det er en fantastisk kulturel oplevelse at være med på Sella Ronda. Faktisk synes jeg, det er helt svært at koncentrere sig om at cykle – der er så mange sjove karakterer at se på. En ældre mand har for eksempel valgt at tage turen på sin éthjulede cykel, ligesom et par har fundet tandem-cyklen frem og sammen begiver sig af sted. Hotelejeren fra La Perla er også med på sin gamle væltepeter og er trukket i det traditionelle tyrolersæt. For ti år siden tog han hele turen på cyklen, som han bremser på med indersiden af foden, men i dag ‘nøjes’ han dog med de første to pas.
Der er trængsel på toppene, hvor folk holder pause, og jeg får mig da også en espresso med den italienske guide Georgio, men kun for en kort stund. Jeg har forunderligt nok stadig masser af kræfter i benene – eller måske er det blot iver efter flere bjerge, det er mig stadig lidt uklart! – og før jeg ved af det, er jeg retur på hotellet. Af ren og skær begejstring overvejer jeg, om jeg skal cykle videre, tage en lille bonus-tur, men så er det, at jeg kommer i tanke om, at jeg jo faktisk på to dage har cyklet flere højdemeter end nogensinde før, og pludselig føles mine ben meget trætte.
Alta Badia er et unikt cykelområde omgivet af et fantastisk bjerglandskab, som da også har en plads på UNESCOs verdensliste. De lokale er cykelentusiaster, og området kan karakteriseres som Italiens svar på Mallorca. Alta Badia er en lille perle, som kun de færreste kender til, men som bestemt skal opleves!
FAKTA OM ALTA BADIA
Alta Badia er et smukt bjergområde i Dolomitterne i Italien og består af seks mindre tyrolske byer. Området har en meget lokal stemning, selvom det bestemt ikke er småt. I området er der mulighed for at køre legendariske Dolomit opstigninger, og er man til rejsedestinationer uden for mange danskere, så er Alta Badia et godt bud, da størstedelen af de besøgende er tyskere og italienere.
Alta Badia består af byerne Corvara, San Cassiano, La Villa, Badia, La Val og Colfosco.
- Lufthavne i nærheden: Bolzano (40km), Verona (250km), Treviso (180km), Venice (200km), Innsbruck (Austria, 150km)
- Sådan kommer du dertil: Tog til Brunico (38km), ellers er der lokale busser til Bolzano og Brunico.
- Sprog: Det lokale sprog er Ladin, men ellers taler de italiensk og tysk i området.
Læs mere på www.altabadia.org
Tekst Josefine Grunnet
Artiklen er fra Outdoor Training #14 (outdoortrainingmag.dk)
