Kan du lide at høre musik til din træning og løb? Så tjek ud, hvilke høretelefoner, der er bedst til formålet.

Jaybird RUN

100% ledningsfrie in-ear høretelefoner

Det amerikanske mærke Jaybird, som hører under Logitech, har fokuseret ind på markedet for høretelefoner til sport og har med deres nye model RUN lavet en høretelefon direkte til os løbere. Ifølge dem selv er de designet ud fra indsigter fra topløbere rundt om i verden og leverer en sikker, løbespecifik komforttilpasning, der er svedtæt og vandresistent og tilpasset lyd. Og de helt trådløse høretelefoner, som består af små ‘buds’, der sættes ind i øret, er uden tvivl det, der hitter for tiden hos producenterne.

Høretelefonerne kan holde i op til fire timer med musik på en enkelt opladning, og det tilhørende opladningsetui kan give yderligere otte timer. En hurtig opladning på fem minutter giver en times spilletid, så man kan hurtigt lave en speedopladning, hvis du har glemt at oplade høretelefonerne, hvilket vi af erfaring kan sige ret ofte sker. Faktisk er det én af mine største anker med bluetooth høretelefonerne – de er næsten altid løbet tør for strøm, især når man står og er på vej ud af døren med løbetøjet på – så det er godt, der er hurtig løsning, hvis du blot skal ud en times tid.

Ved hjælp af en knap på hver af høretelefonerne kan man besvare opkald, starte og stoppe musik, skifte numre samt aktivere Siri eller Google Assistant, hvis man har brug for det. Som udgangspunkt kan man ikke skrue op og ned for lyden, medmindre man vælger det i stedet for at bruge den til at starte og stoppe musikken. Jaybird App’en kan også hjælpe med at indstille lyden ved at justere lows, mids og highs, samt den kan hjælpe med at lokalisere dine høretelefoner med funktionen Find My Buds. App’en er koblet på Spotify, så man kan dele playlister med resten af Jaybird-fællesskabet. Høretelefonerne kommer ligeledes med et udvalg af udskiftelige tipper (både runde og ovale) og finner til forskellige ørestørrelser. Og den dobbelte ‘hydrofobe nanobelægning’ beskytter høretelefonerne mod sved og vandskader. Ingen tvivl om, at der er lagt kræfter i at lave et godt produkt. Men hvordan virker de så?

Konklusion
Selvom de ser lidt store ud ved første øjekast i forhold til normale høretelefoner, føles de faktisk ikke særlig store i ørene. De har en relativ lav vægt og kan næsten ikke mærkes i øret, bortsat fra når man trykker på dem, hvor de presser sig lige lovlig meget ind i øret. De lukker også stort set al lyd ude grundet in-ear tipperne. Det er nemt at indstille og udskifte dem, så de passer til øret – og det er også nemt at få overblik over funktionerne. De har en rigtig god bas, og eftersom, vi syntes, at lyden i starten var lidt diskant, fik vi til dels justeret dette i app’en.

Det er en meget fri følelse at løbe uden nogen former for ledninger, men vi følte hele tiden, at vi skulle være obs på, hvis de nu skulle falde ud, hvilket de dog ikke gjorde. Der er jo desværre den risiko, at høretelefonen kan falde ud af øret. Så falder den ud, er der stor sandsynlighed for, at du ikke finder den igen, hvilket ville være ærgerligt til den pris.

Det er spændende at følge udviklingen inden for de fuldstændig trådløse høretelefoner, og der er ingen tvivl om, at der er gang i udviklingen. Vi havde nok forventet lidt mere af Jaybird i forhold til virtuel coaching og andre træningsrelaterede features.

Jaybird RUN er nemme at sætte i ørene, har en god pasform, sidder godt fast, har en god lyd og et flot design. Dog er det stadig et minus med batterilevetid på ‘kun’ 4 timer, samt risikoen for at tabe dem er stadig stor. Det tilhørende battericase er faktisk det, der fungerer dårligst. 1) Det er lidt for stort til at have i lommen, så det er ikke oplagt at have med på løbeturen, hvor man i øvrigt heller ikke vil bruge 5 minutter på at oplade dem alligevel. 2) Det åbner også lidt for nemt, hvorved høretelefonerne automatisk kobler til ens mobil, hvis bluetooth er tændt. 3) Man skal være ekstra obs på at sætte høretelefonerne rigtigt ind – ellers oplader de ikke. Ikke så praktisk en løsning. Den må der arbejdes på, men alt i alt et par spændende høretelefoner.

Vejl. pris: 1.699,-
Web: www.jaybirdsport.com
[rating: 4/6]

 

Jaybird FREEDOM 2

Designet til øget frihed på løbestien

Jaybird har redesignet sine klassiske Freedom earbuds. Freedom2 med SpeedFit har som sådan den samme brugerdefinerede lyd, men nu med en endnu bedre pasform takket være blødere og mere fleksible kombinerede tipper og finner og SpeedFit, der er et integreret ledningsstyringssystem. Som svar på input fra deres atleter og fans har Jaybird også arbejdet på at gøre det nemmere at skifte fra under- til over-øret-konfiguration og løfte ledningen fra bagsiden af din nakke for at give en sikker pasform med fuldstændig frihed. De kombinerede tipper og finner gør det også hurtigere at få en tilpasset pasform.

Med den mindste form på markedet er Freedom2 designet til folk med mindre ører eller andre, der søger lavprofil, letvægts, svedtætte og vandtresistente earbuds med op til otte timers on-the-go spilletid.

Konklusion
 Da Jaybird i 2016 introducerede deres første generation af deres Freedom Bluetooth høretelefoner, var de intet mindre end en lille sensation. Jaybird havde set et hul i markedet for funktionshøretelefoner designet med stil, og folk elskede dem. Her i 2018 har mange andre producenter også set den trend, så hvor Jaybird tidligere stod alene, er der nu mange produkter på hylderne for folk, som søger funktion i et stilrent urbant design. Hermed ikke sagt, at Jaybird Freedom 2 ikke længere er aktuelle for mange. Lyden er god, designet holder, bassen er dyb og præcis, mellemtonen er klar og tydelig, og selv den høje diskant er sprød og uden noget knas eller forvrængning. Største udfordring er selvforståelsen, hvor man tidligere købte høretelefonernes Tesla, er brandet måske mere en Ford. Det spiller – men det skaber ikke fornemmelsen af noget helt unikt.

Vejl. pris:1.099,-
Webwww.jaybirdsport.com
[rating: 4/6]

 

BackBeat FIT 305

Plantronics Backbeat FIT-Familien

Nye opdaterede høretelefoner til sport

Plantronics har udvidet deres BackBeat FITfamilie med de tre modeller: 300, 500 samt en Training- og Boost-udgave – sidstnævnte lavet i et samarbejde med PEAR Personal Coach App.

BackBeat FIT-familien er designet med sport i tankerne, og er alle trådløse og vand- og svedafvisende. De er ikke lavet specifikt til løb, men er tænkt til al slags træning. Derudover skal Plantronics nye samarbejde med PEAR Personal Coach App, ifølge dem selv, være med at tage din træning til det næste niveau ved at have interaktiv træningscoaching, der følger med BackBeat FIT Training og BackBeat FIT Boost-udgaverne. Med app’en får man oveni ubegrænset adgang til 12 træningsprogrammer samt 6 måneders prøveadgang til hele PEAR-træningsbiblioteket, som inkluderer personlige råd under træningsprogrammerne for at hjælpe dig til at opnå dit maksimale træningsresultat. PEAR Sports er en teknologi, som guider brugerne gennem hvert trin i din træning. Med over 500 træningsprogrammer – herunder løb, cykling og styrketræning – får man lydnotifikationer i realtid og personlige træningsprogrammer. Ved hjælp af biofeedback og data guider PEARs interaktive software således på vej, giver motivation og mulighed for at dele på deres netværk.

BackBeatFIT 505

Vi har testet de tre modeller Backbeat FIT 305, Backbeat FIT 505 samt Backbeat FIT Boost.

  • BACKBEAT FIT 305er en diskret, let og svedafvisende in-ear høretelefon, som sidder komfortabelt og stabilt i øret, som blandt andet kommer med et filtrefrit kabel i stof, og leverer op til seks timers batteritid.
  • BACKBEAT FIT 505er et on-ear sportsheadset, der leverer en god lyd, er svedafvisende og har op til 18 timers batterilevetid. De komfortable memoryskum-ørekopper holder støj ude og hjælper til at bevare fokus med en dyb og rig lyd.
  • BACKBEAT FIT BOOSTbygger på det trådløse, svedafvisende design som resten af BackBeat FIT-serien. Den kommer derudover med et IPX5-klasses vandtæt opladeretui. Opladeretuiet er designet i hurtigttørrende stof og leverer op til 10 timers ekstra batteri tid. Det berøringssensitive batterimeter viser batteristatus for både headset og opladeetui. Begge headsets kommer i et åbent øretipdesign, så du stadig kan høre dine omgivelser, når du træner udendørs.

BackBeat FIT Boost

Konklusion
Plantronics har længe været en mastodont inden for høretelefoner til sport, hvilket opgraderingen af deres Backbeat-linje også afspejler. Ved alle produkter er funktionen vægtet klart over designet, om end det skal anerkendes, at Plantronics på designfronten har gjort sig mere umage på det sidste. Det er således heller ikke så overraskende, at Backbeat-serien endnu ikke har fået en helt trådløs model i linjen, da de satser på tre sikre modeller, som folk kender, og som de ved, folk vil være glade for i brug i lang tid. Som sådan er der ingen af de tre nye modeller, der er nogen kæmpe åbenbaring. Backbeat FIT 305 er en let, simpel, in-ear model, som sidder godt i øret og har en fin lyd, men samtidig også en total blokering af baggrundslyden. God på løbebåndet, men frustrende i trafikken, hvor man ikke kan høre sine omgivelser, hvilket gør den lidt ensidig i brug. BackBeat FIT 505 on-ear sportsheadset er et valg, som deler vandene på redaktionen, men hvis man som udgangspunkt kan lide at løbe og træne med en on-ear-løsning, så er denne model super funktionel, nem at betjene, har en god lyd og sidder godt. Men mest revolutionerende er nok BackBeat FIT Boostmodellen, som på mange måder er Plantronics flagskib inden for deres sportsmodeller, da den kombinerer hardware og online coaching. En rigtigt fin model, hvis man gerne vil have et inear headset med ledning i nakken. Kvaliteten på både lyd, holdbarhed og design er lækkert som sådan, og deres coachingløsning er da også ret spændende og kan blandt andet kombineres med Strava, Fitbit eller MyFitnessPal. Alle kan i princippet downloade app’en, men man får kun gratis adgang med FIT Boost.

Plantronics BackBeat FIT-modellerne er et par fine og sikre bud på dine næste høretelefoner til løb, hvor du får et udmærket funktionelt produkt, der fungerer fint – og især deres on-ear model 505 skiller sig ud fra mængden, hvis man er til at løbe med ørebøffer.

Backbeat FIT 305
Vejl. pris
: 749,-
[rating: 3/6]

BackBeat FIT 505
Vejl. pris:
749,-
[rating: 5/6]

BackBeat FIT Boost
Vejl. pris:
1.299,-
[rating: 4/6]

Web:www.plantronics.com

 

Jabra Elite Sport

 En opgradering af det danske på 100% ledningsfri

Jabra har lanceret en opgraderet udgave af deres populære trådløse headset Jabra Elite Sport.

Som sådan bygger danske Jabra ovenpå den enorme succes, de har haft de sidste par år på markedet for høretelefoner, hvor de i dag er det næstmeste solgte brand i markedet i segmentet for “true wireless” høretelefoner. Udover de funktionaliteter, der følger med opgraderingen, får man fortsat de oprindelige egenskaber, som vi kender dem fra Elite Sport med blandt andet følgende features:

  1. Eminent lyd ved både opkald og musik. Teknologi med fire mikrofoner
  2. Behageligt og sikkert fit hele dagen lang. Et udvalg af tilpasningsmuligheder
  3. Avanceret pulsmåler. In-ear præcision der optimerer træningen
  4. Slidstærkt – 3 års garanti mod sved

Bemærkelsesværdigt er det, at opgraderingen er sket, uden at det har fået betydning for hverken vægten eller headsettets dybde, har Jabra kunne tilføre yderligere 50% mere batteritid. Det betyder, at du på en enkelt opladning har 4,5 times brug af headsettet, og med opladnin gen i etuiet har du hele 13,5 time. Det giver dig med andre ord mulighed for en hel dag, hvor du konstant kan have headsettet i brug.

Konklusion
 For os har det ikke været den store overraskelse, at Jabra Elite Sport har taget verden med storm. Det er dansk kvalitet, godt design, og modellen var – og er – cutting edge i kategorien for helt trådløse høretelefoner. Skulle man pege på en svaghed ved 1. generationen af modellen, har det været batteriet, og det er således glædeligt, at det netop er her, Jabra har sat kræfterne ind for at forbedre et innovativt produkt fra godt til virkelig godt. Prisen er stadig høj, men de gode folk fra GN Group har sat baren højt – og prisen derefter.

Vejl. pris:1.999,-
Web: www.jabra.dk
[rating: 5/6]

 

Jabra Move wireless

On-ear høretelefoner med ambitioner

Jabra Move trådløse on-ear hovedtelefoner er designet til at give god lyd og at være komfortable at have på. Det hele er indpakket i et simpelt skandinavisk design, og har indbygget mikrofon og betjening. Bøjlen er af metal og giver hele konstruktion den fornødne stivhed – vægten er dog holdt nede på rimelige 150 gram. Du finder plasten to steder i Move: omkring ørekopperne og i form af simililæder til ørepuderne. Batterierne giver op til 8 timers spilletid.

Konklusion
Jabra Move er interessant, fordi vi her har at gøre med et sæt høretelefoner, hvor fokus har været på at give brugeren meget for pengene. Den ambition er lykkedes Jabra med et skarpt design, fornuftig lyd og et sæt hovedtelefoner, som kan tåle nogle tæsk. Ikke mindst af prisen, som ligger på fornuftige 599 kroner. I brug sidder de godt, især til folk med lidt mindre hoveder. Bestemt godkendt, uden dog at bryde baren for, hvad on-ear høretelefoner kan tilbyde.

Vejl. pris:599,-
Web:www.jabra.dk
[rating: 4/6]

 

Tekst: Bugge Holm Hansen