Naturhistorisk Museum i Aarhus viser i øjeblikket udstillingen “Frihedens værksted – Kløvedal og livet med Nordkaperen”, der er skabt i tæt dialog med Troels Kløvedal og støttet af Nordea-fonden.

Troels var i de sidste måneder af sit liv meget glad for samarbejdet omkring udstillingen og stolt over, at hans livsværk og mange rejser med Nordkaperen fortsat kunne inspirere danskerne. Han nød at finde sine mange private genstande frem og fortælle historierne bag dem. Derfor fortsætter museet i overensstemmelse med Troels Kløvedals ønsker med at holde udstillingen åben. Troels Kløvedals ejendele har aldrig været udstillet før.

“Det er med stor sorg, at jeg i dag har modtaget nyheden om, at Troels Kløvedal ikke længere er i blandt os. Han var en nær personlig ven, som jeg vil savne meget” udtaler museumsdirektør Bo Skaarup fra Naturhistorisk Museum i Aarhus. “Til gengæld er vi glade for, at vi nåede at bruge Troels’ eventyrlyst og stærke fortællekraft i udstillingen “Frihedens værksted”. Udstillingen er lavet i tæt forening med ham, og sætter fokus på livets store spørgsmål – kærlighed, frihed og fællesskab, dét at rejse ud og komme hjem igen, at møde fremmede med nysgerrighed og tillid, at elske naturen og at blive ved med at gøre sig dygtigere og klogere på verden – hele livet.”

Direktør for M/S Museet for Søfart, Ulla Tofte, udtaler:
“Danmark har mistet den største formidler af søfart og søfartshistorie i nyere tid, og M/S Museet for Søfart har mistet en ven og støtte gennem mange år. Troels Kløvedal stod i lære på Helsingør Værft i netop den dok, hvor museet ligger i dag, og vi vil ære hans minde med udstillingen “Frihedens Værksted”, der åbner på M/S Museet for Søfart næste år.”

Da nyheden om udstillingen blev offentliggjort i juni 2018, udtalte Troels Kløvedal dengang: “Det er dejligt at få lov til at genopleve de mange gode minder, som er knyttet til mine ting, mens vi udvælger genstande til udstillingen, og det betyder også meget for mig – ja faktisk er det en stor ære – at både Naturhistorisk Museum i Aarhus, M/S Museet for Søfart, og ikke mindst Nordea-fonden vil bruge mine livsoplevelser til noget, der er større end mig. Jeg har altid ledt efter det gode liv – og synes også langt hen ad vejen, at jeg fandt det”.

Udstillingen Frihedens Værksted er udviklet i samarbejde med M/S Museet for Søfart, og kan opleves på Naturhistorisk Museum i Aarhus frem til og med den 8. september 2019. Herefter flytter udstillingen til M/S Museet for Søfart og åbner den 6. oktober 2019