Tag kæresten med på afterski, tag mor med i de varme kilder eller ungerne med i legeland. Det østrigske skisportssted Bad Gastein har alt – eminent skiløb, offpiste og en spændende by med masser af kultur.
Allerede i 1700-tallet startede turismen i Bad Gastein. Europas adelige, kejsere og andet godtfolk valfartede til den østrigske by for at nyde godt af de varme kilder med det mineralholdige vand, der efter sigende skulle have en helbredende effekt. Alene fra disse kilder udspringer der dagligt fem millioner liter 44 grader varmt vand fra 19 kilder. At Bad Gastein altid har været ’fremme’ i skoene, betyder blandt andet, at de som den første by efter Wien fik lagt elektricitet ind, ligesom det var den første østrigske bjergby, der kørte tog til. Allerede i 1958 blev der afholdt verdensmesterskaber i alpint skiløb. Af store events i dag huser byen ’Red Bull PlayStreets’, hvor nogle af verdens bedste freestyle-skiløbere mødes til battle på en stort opsat park midt i Bad Gastein by. I dag er det skiløbet, der er byens indtægtskilde, mens biproduktet er byens kurbade.
Skimagasinet Pist n’ Powders udsendte blev indkvarteret på Salzburger Hof, et af Bad Gasteins varetegn, som man ikke kan undgå at se, hvis man er i Bad Gastein. Alene det i sig selv var en oplevelse – lækkert indrettet, hyggelig atmosfære og lækker wellness-afdeling. Nu var det ikke hotel og thermal-bade, som den udsendte var kommet for at se nærmere på, men skiområdet, som jeg kun havde hørt positivt om inden afgang.
Alpernes hurtigste gondol
Bad Gastein er beliggende i midten af nationalparken Hohe Tauern i Gasteinerdalen og består af fem skiområder: Dorfgastein, Grossarltal ,Graukogel, Schlossalm/Angertal/Stubnerkogel og Sportsgastein. Området er en del af Skiamada-området, hvor det blandt andet er muligt at stå på ski i Wagrain, Schladming, Flauchau og St. Johan på samme liftkort.
At der bliver investeret kraftigt i området, er man ikke i tvivl om; i sæsonen 2009/10 er der kommet ny hovedlift fra Bad Gastein op til Stubnerkogel – denne gondol bringer dig fra 1.002 meters højde op i 2.250 meter på otte minutter, hvilket må være alpernes hurtigste gondol.
Det største skiområde af de fem områder ligger ved Bad Gastein. Området Stubnerkogel byder hovedsageligt på røde pister, der ikke er mere røde, end at alle skiløbere kan komme ned af dem, men som stadig giver den rigtigt gode skiløber masser af udfordring. Pisterne er generelt brede og som skabt til carvingløb. En af de nedfarter, man ikke må snyde sig selv for, er den 13 kilometer lange nedfart Hohe Scharte-Nord, en af alpernes længste nedfarter med varieret hældning. Nedfarten starter i 2.300 meters højde og slutter i 857 meter i Bad Hofgastein.
En del af skiløbet foregår under trægrænsen, hvilket gør det rigtigt hyggeligt. Og hvis det skulle sne eller er tåget, er der stadig rig mulighed for skiløb. Rundt omkring i området er der hyggelige hytter, som man kun ser i Østrig, hvor maden efter østrigske forhold har høj standard. Børn bliver bestemt ikke snydt i Bad Gastein – ved hovedliften er der et stort legeland og undervisning for de små. Men der skal ikke mange ugers skiferie til for de mindste, før de kan komme rundt i området med de voksne uden problemer. Det gør Bad Gastein til et godt familieområde.
Offpiste i Sportsgastein
Som prikken over i’et ligger Sportsgastein længst inde i dalen. Med den lokale skibus tager det cirka 15-20 minutter at komme dertil, og det er alle minutterne værd. Området er ikke stort på kortet – en gondol og en slæbelift er alt, hvad der synes at være. Alligevel er det er mekka for godt skiløb; højeste punkt er 2.700 meter, og det gør, at der næsten med garanti er god sne og fantastisk udsigt – blandt andet til Grosglockner, Østrigs højeste bjerg, plus 260 andre toppe over 3.000 meters højde. Imponerende. Stort set alt skiløb foregår over trægrænsen med nogle svære passager det sidste stykke ned til bund, hvor det er muligt at tage gondolen ned fra mellemstationen.
Hvad der ikke er så kendt, er offpisten i Sportsgastein. Og lad det være sagt med samme; her er alt, hvad hjertet begærer. Efter snefald er det muligt at tilbringe en hel dag fra Kreuzkogel ned mod gondolen i nye spor, og i dagene efter kan der trækkes backcrountry bag ved topliften til et kæmpe paradis af uberørt sne. Jeg havde fornøjelsen af at tilbringe en dag med bjergguide, hvor vi blandt andet kørte fra Kreuzkogel ned mod Bad Gastein, hvor vi endte på landevejen mellem Bad Gastein og Sportsgastein. Der er dog mulighed for at tage bussen op til området igen. Denne tur er meget varieret med store åbne bowler for til sidst at slutte med teknisk svært skovskiløb. Tag ikke denne tur uden bjergguide – alene lavinefaren gør, at det ikke skal gøres uden en bjergguide, der kender til forholdene. Guiden ved, hvor farerne er, og hvor den bedste sne ligger på det givne tidspunkt. Det er ikke specielt dyrt med bjergguide, 300 euro for en dag, hvor man kan deltage op til syv personer på sådan en tur.
International atmosfære Byen Bad Gastein er noget for sig. Arkitektoniske bygninger, der ikke har den traditionelle østrigske alpestil. Byens hoteller er som klistret op ad bjergsiderne, hvilket man også opdager, når man går rundt i byen; enten går man op eller ned, hvilket godt kan være besværligt i skistøvler efter en god aften på afterski. Byens internationale stemning er ikke til at tage fejl af, her mødes forskellige nationer med skiløbet til fælles. Hvis man har fået den store pengepung med, er det også muligt at tilbringe en aften på kasino, og det er bestemt et besøg værd, også selvom man ikke bruger penge. Kasinoet er et imponerende bygningsværk.
Byens afterski er ikke alpernes vildeste, men der er rig mulighed for også et give den gas efter en dag på ski. Især kan Silver Bullet Bar og Haeggblomms nævnes som nogle af byens livligste barer. Byens spisesteder tilbyder alt lige fra tradionel østrigsk køkken til mad af høj international standard. Nogle af byens restauranter har blandt andet kendte gæstekokke på besøg hvert år.
I følge ejerne af liftsystemet vil Bad Gastein blive ved med at udvikle og udvide området med nye lifte, ligesom man gerne vil gøre området omkring Sportsgastein større (hvilket dog har lange udsigter). Liftsystemet er i dag velfungerende og yderst veludbygget med stort set nye lifter overalt – det gør området, sammen med den smukke by, til et af Østrigs bedste skiområder. Der er i hvert fald ikke sidste gang, Skimagasinets udsendte kommer til Bad Gastein.
FAKTA BAD GASTEIN
Indbyggere: 5.500
Højde over havet: 1.131 m
Højeste skiløb: 2.700 m
Største faldhøjde: 1.500 m
Total pistelængde: 210 km
Længste piste: 13 km
Langrend: 90 km
Tekst Michael H. Christensen