Velkommen til den femte udgave af magasinet LUKSUS.LAND – Journal for dansk outdoorkultur – hvor vi skildrer den danske outdoorscene og følger de folk og initiativer, som tør udleve eventyret både i hverdagen og på tur. Magasinet handler som sådan om udeliv, rejser, ski, eventyr, træning og en aktivt livsstil – og har som målsætning af afdække tidens trends inden for dansk og international outdoorliv.
VINTERENS CATCH-22
For at overleve i sit naturlige habitat har vintersportsindustrien brug for at bremse den globale opvarmning, men alligevel efterlader de fleste skiområder et enormt kulstofaftryk, der ifølge størstedelen af verdens eksperter på området bidrager til klimaforandringer. Men hvor efterlader det os som skiløbere?
Det er nok efterhånden ikke gået mange forbi, at der sker noget med vores klima og miljø. Temperaturen stiger, klimaet bliver mere ustadigt, og det bringer selv garvede outdoorfolk i tvivl om, hvilket klimaaftryk vi har som inkarnerede brugere af naturens mange muligheder. Overalt sniger tvivlen sig ind, selv hos de mange brands og destinationer – for hvad sker der med den natur og jord, som vi elsker? Er vi ved at knuselske vores planet ihjel i vores forsøg på at realisere os selv?
Sagen er da også, at man efterhånden ikke skal råbe for højt, når man sætter sig ind i flyveren i Kastrup Lufthavn. Tidens mantra peger på, at det i stedet giver props på de sociale medier at (gen)opdage de nære oplevelser. Og det er jo i sig selv helt fantastisk! Som sådan kommer skiløb anno 2019 med i rækken af de mange ting, vi ikke rigtig er stolte af mere, sammen med flyveturen, at spise en stor bøf, at have skalbeklædning, som ikke er lavet med omtanke for miljøet, at købe nyt outdoorgear i stedet for at reparere vores gamle. Listen er alenlang. Vi moderne mennesker bør skamme os mere og mere, får vi at vide.
Men måske skulle vi bare holde op med at skamme os og gøre noget ved udfordringerne. For sagen er nemlig, at man eksempelvis godt kan kombinere vintersport og en ok samvittighed, hvis bare man tænker sig lidt om. Man kan eksempelvis starte med at tænke over, hvorledes man kommer til sit favorit-skiområde. Måske er toget egentlig et fint alternativ. Ja, måske skal man droppe skituren til Japan, uanset hvor meget man elsker sneen i Solens Rige.
Man kan også overveje, hvilket skisportsområde man vælger i det nære. Sagen er nemlig, at der er stor forskel på, hvilket klimaaftryk de forskellige områder efterlader. Ja, har du sat dig ind i, om din skiferie går til en klimasynder eller et område, som prioriterer grøn omstilling? Alt for mange skiområder siger, det endnu ikke kan betale sig at tænke på miljøet, fordi det er dyrt, og kunderne ikke efterspørger det. Vi vover at rejse spørgsmålet om, hvorledes det kan betale sig ikke at tænke på det.
Forleden hørte jeg en fra rejsebranchen sige, at folk i dag bliver forvirrede af de lange prædikener om grøn omstilling. Og som sådan er jeg enig. For hvad er op og ned? Vi har tidligere haft fokus på ‘greenwashing’ her i magasinet – og selv for os her på redaktionen kan det være svært at gennemskue, hvornår noget er reel CSR, og hvornår det blot er et smart påfund hos PR-afdelingen.
Men sagen er, at det i sidste ende handler om dig selv, om dine valg, og hvad du aktivt gør. Køber du med omtanke for miljøet? Stiller du krav til de destinationer, du lægger dine penge hos? Sørger du for, at dit gamle udstyr og beklædning får nyt liv, når det har udtjent sin værnepligt? Valget er dit, såre simpelt. Uanset om rejsen går til Vallåsen eller Val Thorens.
Og tag så ud og mærk naturen – vi ses derude!
Bugge Holm Hansen
Chefredaktør, Luksus.land
Luksus.land#5 er på gaden nu og kan købes i udvalgte kiosker og butikker. Næste nummer udkommer forår 2020.
Sideantal: 124 sider
Pris: 99,95