Velkommen til den anden udgave af magasinet LUKSUS.LAND – Journal for dansk outdoorkultur – hvor vi skildrer den danske outdoorscene og følger de folk og initiativer, som tør udleve eventyret både i hverdagen og på tur. Magasinet handler som sådan om udeliv, rejser, ski, eventyr, træning og en aktivt livsstil – og har som målsætning af afdække tidens trends inden for dansk og international outdoorliv.
“Det er ofte koldt, mørkt og regnfuldt – ja, til tider endda farefuldt – ude i virkeligheden. Og det er både i det nære, når du drager i skoven i weekenden, eller når du tager langt væk fra Alfarvej.
Derfor ruster man som menneske sig også af natur til at møde det værste. Skulle sabeltigeren pludselig stå foran os i stenalderen, ja, så analyserer hjernen hurtigt, om truslen er overkommelig med de midler, man har for hånden, og vurderer dermed, om det er noget, man kan bekæmpe – eller om man skal tage benene på nakken og tage flugten. Fight or flight. Evolutionsmæssigt har det været de små ting, som gjorde forskellen på, om du og dine næste overlevede.
Når outdoorfolk i dag ruster sig udstyrsmæssigt til tænderne, og godtfolk og selvudnævnte eventyrere i stort antal besidder en grejbank, som kunne udfylde grejbehovet for en mindre fynsk kommune, ja, så er det som sådan fuldt forståeligt fra et evolutionært synspunkt. Djævlen ligger jo som bekendt gemt i detaljen, og den person med det bedste udstyr står klart som vinderen.
Eller sådan har det været til dato, fristes man til at sige, for måske skal vi til at blive klogere og genoverveje den opfattelse. For nok har vi alle fyldt klædeskabet med udstyr, som er indkøbt, fordi de er super funktionelle, men måske skal dit næste køb være med en smule mere omtanke for miljøet?
Udfordringen er, at vi outdoorfolk ofte køber produkter, som er trukket op af den sorte kemigryde, og ja, så skader vi i stor stil den jord og natur, vi ellers påråber os at elske så højt. Hvad er det nu for noget hippiegøgl, tænker du nok. Har Luksus.land nu slået sig i hartkorn med den fløj af outdoorbrands, som virkelig mener, at man som brand og enkeltperson kan gøre en forskel i det store billede?
Se det spørgsmål har ligget os en del på sinde de sidste par år her på redaktionen. Specielt taget i betragtning af, at tallene tydeligt viser, at vi danskere er et af de folkefærd, som vælger miljø mindst, når vi køber nyt friluftsbeklædning. Hvor vores skandinaviske outdoornaboer i høj grad har omstillet deres købemønstre, er vi danskere over en bred kam ligeglade med den del af det, når vi køber ind – bare det er funktionelt til prisen. Om miljøet skal betale en regning senere, må stå for den efterfølgende generations regning. Nej, vi danskere lever i nuet, tiden, hvor de store eventyr leves, og drømmene udleves på den store klinge. Og det gælder både for hverdags-outdoorfolket, samt for en lang række af selvudråbte eventyrere, som gerne ynder at fremstille sig selv som moderne forbilleder med tandpastasmil på TV uden stillingtagen til større idealer, som ellers er grundstenen i den oplysende tradition, de ellers påberåber sig at komme fra.
Men heldigvis er der folk, fæ og brands, som ikke bare svømmer med strømmen. Folk, som tør tage ansvar, gøre tingene anderledes, også selvom det koster på den korte bane. Faktum er nemlig, at det ikke står mejslet i sten, at din jakke skal være fyldt med fluorstoffer, for at din tur bliver vellykket. Nuvel, de fleste folk køber stadig bare ind med lukkede øjne og håber alt går godt med miljøet i fremtiden. De fleste butikker lukker også øjnene og sælger det, som kunderne efterspørger. Det er skørt, at det skal være de ekstra promiller i åndbarhed, som skal styre spillets gang i stedet for at se på det i det store billede.
Når vi i dette nummer sætter fokus på beklædning med en bæredygtig profil, er det for at vise, at der er alternativer. Der er brands, butikker og organisationer, som er blevet træt af de store spilleres skadelige produkter, og som ønsker at gøre en forskel. Måske synes du, det er højrøvet, men kender du alternativerne, er du kommet et godt stykke hen ad vejen. Og nej, som du kan læse, betyder det at købe en jakke, som er produceret med omtanke for miljøet, ikke, at man er slået tilbage til stenalderen. Det behøver ikke engang koste en bondegård, som brandet Asivik er et godt eksempel på.
Sagen er nemlig, at det går godt herhjemme. Vores samfund flyder med mælk og honning, vil mange sige. Men hvis alle bierne er døde pga. din jakkes kemi, så slutter den fest brat engang. Heldigvis er der gode brands og butikker med en plan. Vi burde alle have det samme.”
Bugge Holm Hansen
Chefredaktør, Luksus.land
Luksus.land#2 er på gaden nu og kan købes i udvalgte kiosker og butikker. Næste nummer udkommer efterår/vinter 2018.
Sideantal: 124 sider
Pris: 99,95