Med sneen fygende om ørerne suser han dagligt ned ad bjerget, før han vender tilbage til rollen som lodge-ejer med goddag-smil og kontorarbejde. Jacob Slot lever det liv, som mange skiere drømmer om, og det gør han i kraft af sin professionelle karriere som professionel skiløber for en række af de store skimærker.
Fra sit hus i St. Anton nyder Jacob Slot udsigten til de sneklædte alper, der har været hans legeplads, siden han som knægt blev sendt dertil på vinterferie. For Jacob har det derfor været en naturlig beslutning at sige farvel til Danmark og bosætte sig i skiområdet St. Anton i Østrig. Her driver han en lodge med ultraløberen Cornelia Zamernik, som han har dannet par med i de sidste 15 år.
”Det startede, da jeg var 11-12 år, hvor jeg som feriebarn blev sendt til St. Anton. Min far havde en god ven, som boede her, og så blev jeg sat på ’skiløberen’ – det tog der kører direkte herned fra København. Efter det første år var to uger for lidt, så dem, jeg boede hos, ringede til mine forældre og sagde, at vi var sneet inde, og så fik jeg en uge mere,” fortæller han. Efterfølgende brugte Jacob hvert år to-tre uger i St. Anton, hvor passionen for ski blomstrede og fik ham til at længtes mere mod den friske luft i Alperne end smoggen i København, hvor han er vokset op. I takt med at Jacob Slot blev mere og mere vild med at tonse ned ad sneklædte skråninger, forsøgte han også at integrere andre af sine aktiviteter i livet i bjergene.
”Jeg begyndte at klatre og bestige bjerge og blev mere orienteret mod eventyr. Og samtidig udviklede skiløbet sig også, så jeg ikke bare kørte langs lifterne, men også begyndte at gå op ad bjergene for at lære nogle nye steder at kende, så det er en udvikling, der er kommet automatisk,” siger Jacob Slot.
Outdoor-typen
Når man befinder sig i St. Anton om sommeren, er der ikke meget at lave. Du kan enten vandre, sejle i kajak, paraglide eller klatre, så derfor begyndte Jacob at klatre, for noget måtte der ske, når det ikke var sæson for skiløb.
”For mig blev det klatringen, der fangede. Skiløbet har altid været det, jeg gerne ville, uden at jeg havde en idé om, at jeg skulle blive halvprofessionel skiløber på et tidspunkt. Det er kommet hen ad vejen i kraft af, at jeg begyndte at have nogle større projekter i andre lande f.eks. som mit projekt med Himalaya. Der begyndte jeg at lede efter sponsorer for at kunne finansiere det, og på den måde kom jeg ind på det spor med sponsorer,” forklarer skiløberen, der har været i Himalaya flere gange.
”Første gang var for at køre på ski ned ad Shisha Pangma på bjergets sydside. Det er en 50 graders stejl couloir, der er ca. 3.000 højdemeter, og som starter i 8.000 meters højde. Det lykkedes ikke, og der er ikke nogen, der har klaret det indtil nu, for det er rimelig svært. Jeg har prøvet to gange, hvor det ikke gik. Første gang var sneog isforholdene ikke til det, og da jeg vendte tilbage fire år efter for at prøve en gang til, havde vi for dårligt vejr til, at det overhovedet var muligt at begynde at bestige bjerget,” forklarer Jacob og fortæller, at de kom til den første lejr, men derfra var der ingen mulighed for at forsætte.
”Derfor er jeg stoppet med det projekt, bjerget er for højt, og man har ondt i hovedet hele tiden, og det koster rigtig mange penge. Det er selvfølgelig et godt projekt, fordi der ikke er nogen, der har gjort det endnu. Det er en af de længste af de stejle nedkørsler, som man kan lave fra et bjerg på 8.000 meter. Men altså når man vil i gang med sådanne projekter, så går man selvfølgelig i gang med at lede efter sponsorer og tage kontakt til firmaer, som du måske senere kommer til at arbejde sammen med på meget tæt hold,” forklarer han og henviser til samarbejdet med Black Diamond, Crispi og Arc’teryx. Som professionel skiløber skal du ikke bare være hamrende dygtig i sneen, du skal også være god til at trykke hænder og ’networke’. Men hvad skal der til for, at sponsorerne i første omgang åbner pengeposen?
”Det, man laver, skal være originalt, du skal have et højt niveau, og så skal du være en flink pige eller dreng. Der er mange, der er sindssygt dygtige, men som har en dårlig måde at præsentere sig selv på. Det tror jeg faktisk, er det allervigtigste. Men nu har jeg aldrig siddet på den anden side af skrivebordet. Men hvis jeg skulle sponsorere nogle, så ville personlighed være vigtig,” siger Jacob Slot og har dermed givet tre gode råd til nye talentspirer, der ønsker at følge hans spor ned ad bjergene.
Skiløb på store bjerge
Det er meget oppe i tiden at køre freeride, men det er ikke Jacob Slots foretrukne stil. Han vil hellere udforske bjergene iført telemarkski.
”Telemark er redskabet, og big mountain er, hvor du kører på de store flanker, så det er lange nedkørsler, der er stejle, men måske ikke altid med den bedste sne, og så kører man den måske på en halv til en hel time. Der er mange freeridere, der siger, de laver big mountain, hvor de kører hurtigt ned f.eks. 300 meter med to-tre hop. For mig er det ikke big mountain, det er freeride. Jeg er mere alpinist, end jeg er skiløber, og jeg ligger kun og kører i små linjer langs liften i et skiområde for at holde mig i form. Grunden til, at jeg vil holde mig i form, er, at jeg vil op ad de store bjerge, og det er så alpinisme, hvor man er nødt til at gå op selv.
“Når man får kuldegysninger af at køre ned, hvor sneen er så let og dyb, at den begynder at bevæge sig op ad ryggen under jakken og ned i kraven, så er det en god nedkørsel. Men der er selvfølgelig mange af dem.”
F.eks. er Patagonien sådan et sted. Men selvfølgelig også mine bjerge som jeg kan se ud af mit vindue, det er også bjerge, hvor man bliver nødt til at gå selv for at komme hen til de spændende steder,” siger Jacob og skyder på, at han har kørt over 2000 dage på ski uden for pisten indtil nu.
”Det er ikke særlig spændende at ligge og køre med lifter hver dag til de samme pister eller de samme offpisteture, så derfor kigger jeg efter nye steder og muligheder. Det kalder man normalt skitouring, men på et højere niveau hedder det nok skialpinisme,” forklarer Jacob Slot for de læsere, der ikke er helt stærke i skiterminologien. Herefter uddyber han, hvad der tænder ham ved at bevæge sig rundt i urørt terræn.
”Det er udfordringen ved en stejl nedkørsel, flanke eller couloir, som ikke er beskrevet i alverdens guidebøger, der kan være spændende,” siger Jacob, der pudsigt nok ikke er særlig vild med konkurrencer.
”Det er meget sjovt med konkurrencer en gang i mellem, men det er ikke noget, jeg har lyst til at praktisere. Jeg bryder mig faktisk ikke om konkurrencer, så det er meget nemt. Jeg har haft konkurrence nok, da jeg var barn via mit cykelløb. Det, at man skal være hurtigst og bedst, det kan jeg ikke motivere mig selv til. Dagligdagen kører rimelig hurtigt i forvejen. Alting går så hurtigt, man ser turister, der er stressede, når de kommer første dag, og de kan ikke rigtig give slip på dagligdagen. Når man har tiden, kan man også godt bruge den. Altså, hvorfor skal jeg stresse hele dagen, for at jeg kan sætte mig foran fjernsynet om aftenen og se på tyske talkshows? Det forstår jeg ikke, så vil jeg hellere tage det stille og roligt i løbet af dagen,” understreger skiløberen med en ret laid back livsindstilling.
Livet som professionel
For mange er det en kæmpe drøm at komme til at leve livet i sus og dus som professionel skiløber, hvor man i de fleste af døgnets lyse timer er iført et par goggles omgivet af det hvide pudder. Det kan være svært at forestille sig, at der overhovedet kan være ubehagelige pukler på den professionelle pist.
”Der er ingen fordele ved det professionelle liv, eller jo det er der, men den eneste fordel er, at man kan køre på ski næsten hver dag, hvis man har lyst til det. Ulemperne er, at alt din tid går med det, og det er svært at opbygge en normal livsrytme. Du går ikke på arbejde for at komme hjem kl. 16.00, for derefter at gå til sport og spille fodbold med kammeraterne. Her kommer du hjem fra skiløbet og er træt, og så skal du møde på arbejde eller sørge for at holde kontakt med familie osv. Sådan har det været for mig førhen, men nu er det lidt anderledes. Eftersom vi driver vores lille lodge, arbejder jeg om morgenen, før jeg tager ud på ski, og når jeg kommer hjem igen, så laver jeg kontorarbejde,” meddeler Jacob og forklarer, at der dermed også er kommet mere struktur på dagene, end der har været tidligere.
”Jeg kører ca. fire-fem timer om dagen, men der er også dage, hvor jeg kun kører to eller tre. Men før kørte jeg omkring syv timer. En skidag er blevet lidt mere kompakt nu, end de har væ- ret før. Tidligere kunne jeg bruge meget tid på at stå og snakke med vennerne oppe på pisten, men nu vil jeg hellere hygge mig herhjemme og så give den gas, når jeg er oppe på bjerget. Men hvis du er på skitouring, så kan det nemt være, at dagene bliver noget længere,” fortæller Jacob, der aldrig tager på de lange ture alene.
”Den slags bør man altid gøre med en partner, hvis der skulle ske noget. Der er lavinefarer, eller det kan være, du brækker et ben. Du kan måske ikke bruge din mobiltelefon til at ringe efter hjælp, fordi der ikke er noget signal, så du har altid brug for at være mindst to personer. Derudover er det heller ikke sjovt at lave den slags alene,” pointerer Jacob Slot, der for det meste tager ud med sin kæreste Cornelia Zamernik eller sin 52-årge tyske nabo Kai, der er hans foretrukne skipartner, og som han har kendt, siden han var 13 år.
”Han er noget ældre, end jeg er, men han er en dygtig alpinist. Jeg ved, at hvis der sker mig noget, så skal han nok tage mig op på skulderen og få mig bragt hjem,” fortæller Jacob.
Lige på kanten
Gennem tiden har skiløberen haft nogle hårrejsende episoder, som han tydeligt husker.
”Jeg har haft frygtindgydende oplevelser. Eksempelvis sidste år i april, hvor jeg kørte i en couloir, der var 1.500 højdemeter her i nærheden af St. Anton, og som aldrig var blevet kørt før. Vi abseilede de første 30 meter for at komme ind i couloiren. Den var meget stejl, og der lå ca. en halv meter ny sne. Efter ca. en halv time, hvor vi har kørt ca. 300-400 højdemeter, begynder det at sne rigtig meget, og skyerne kommer ind og lukker det hele til, så vi ikke kan se noget. Vi kan høre lavinerne dundrer ned på højre og venstre side gennem de andre couloirs. Det sker ikke lige, hvor vi er, men det er nok et tilfælde,” vurderer Jacob, som befandt sig inde i couloiren i ca. to timer.
”Ved det sidste stykke, hvor de skulle ud, blev en stor lavine udløst. Den var måske 20-30 meter fra os. Vi kunne kun høre den, men ikke se den,” fortæller han og understreger, at det er den mest skræmmende og imponerende oplevelse, han nogensinde har haft på ski.
”Det var det værste, når man vidste, hvor tæt man var på enten eller. Men samtidig kørte vi en første nedkørsel ad en stejl couloir med en halv meter ny sne, som der blev mere og mere af, efterhånden som vi kom længere og længere ned i bunden. Så skiløbet i sig selv var nok også noget af det bedste, jeg nogensinde har kørt. Så den balance mellem at være på kanten af en ulykke og samtidig køre i noget fantastisk sne, det er nok den største oplevelse jeg har haft,” konkluderer Jacob Slot, som har svært ved at udpege den absolut bedste oplevelse på ski.
En perlerække af gode minder
Gennem tiden har Jacob haft mange forskellige eventyr i sneen, men det er det daglige kick, der får hans hjerte til at banke hurtigere og sommerfuglene til at baske i maven.
”Jeg har haft masser af gode oplevelser, men den bedste findes ikke. Der er mange gode dage, hvor man siger; ”det var den bedste pulverdag”. Men når man får kuldegysninger af at køre ned, hvor sneen er så let og dyb, at den begynder at bevæge sig op ad ryggen under jakken og ned i kraven, så er det en god nedkørsel, men der er selvfølgelig mange af dem,” siger Jacob henført, og man mærker tydeligt, hvorfor han er blevet afhængig af det hvide pulver.
”Den perfekte dag i Patagonien f.eks. i Chaltén er, hvor man mødes med vennerne klokken seks om morgenen, mens det stadig er mørkt og koldt, og så kører man halvanden time på grusvej ud til bjerget, som man vil bestige, går 1700 højdemeter op, som tager ca. fire eller fem timer, for til sidst at køre en time ned på ski. Derefter holdes en lille pause, før man til slut går til fods ned gennem skoven til bilen. Køreturen tilbage til byen bliver brugt på at drikke mate, før dagen bliver afsluttet med en stor barbecue. Det er den perfekte dag,” opridser Jacob, der tydeligvis er vant til at planlægge.
Test af gear
At været lodge-ejer er blot én af Jacobs indtægtskilder. Som professionel skiløber deltager han også i række projekter omkring salg og udvikling af nyt skiudstyr.
”Jeg har nogle sponsoropgaver, som jeg skal møde op til. F.eks. når Arc’ teryx holder dealercamps, hvor deres vigtigste butikker, designere og atleter mødes for at give deres meninger om design og marketing. Om vinteren er der også foto- og filmshootings, som du selvfølgelig skal møde op til. Men det er en del af det daglige liv. Sidste år havde jeg eksempelvis forskellige filmcrews og fotografer boende tre uger i træk. Der er også forbrugerevents, som Black Diamonds ’Big Lepowski’, hvor man kører på ski med kunderne,” siger han. Det mest spændende er dog produktudviklingen.
”Der kommer f.eks. to designere fra Canada, som skal være her en uge, hvor vi arbejder på nye produkter, står på ski sammen og får en masse gode idéer. Et par år efter kan du se dem i butikkerne. Det kommer selvfølgelig også an på firmaerne og deres medarbejdere, hvor gode de er til at benytte sig af atleterne,” konstaterer Jacob, der også har været med til at udvikle en ny skistøvle for Crispi.
”Jeg har arbejdet sammen med Crispi på et mere familiært niveau gennem de sidste 13-14 år. Vi er blevet gode venner med tiden. Det ene år har jeg arbejdet meget for dem, det næste ikke så meget. Det afhænger af, hvad der har været af nye produkter og idéer, der skulle omsættes. De har altid støttet mine projekter dvs. betalt flybilletter og rejser. De sidste fire-fem år har jeg så haft en kontrakt med dem, hvor jeg har været med til at udvikle en ny telemarkstøvle,” siger han. Siden 2009 har de arbejdet på en freeride alpinskistøvle, der nu har resulteret i, at Crispi lancerer tre nye modeller på ISPO Messen i München for vinteren 2012-2013. De har ellers kun lavet telemarkstøvler før, så det er nyt.
”Arc’teryx har gode designere, så der tester jeg f.eks. overfladematerialer, før jakken laves. Jeg synes, det er spændende at teste og arbejde på rygsække. F.eks. har jeg lige testet en skirygsæk i Patagonien, som skal komme på markedet i 2013. Som sagt er designerne dygtige, men nogen gange bliver der overdesignet, og så fungerer produktet ikke, når man er på bjerget,” siger Jacob. Der er det så, at han kommer ind i billedet og giver en professionel vurdering af udstyret.
”Mit samarbejde med Black Diamond har foregået over to gange. Første gang var i 1997, men det varede kun et år, fordi de ikke var på det europæiske marked på det tidspunkt. Så det var svært at holde kontakten. Men for seks år siden startede vi på det igen. På det tidspunkt ville Black Diamond til at lave telemark-bindinger, så henvendte de sig til mig,” fortæller Jacob, der ikke ved, hvorfor det lige er ham, Black Diamond valgte.
”Det er en lille industri, hvor alle kender hinanden. Gennem årene bliver man venner og kører på ski eller klatrer sammen. Man ser, man har de samme interesser og kan supplere hinandens ideer,” konstaterer Jacob.
”I starten er du glad for at få sponsoreret et par produkter. Men har du større projekter, så har du brug for penge. Og så vil producenterne også prøve at få så meget ud af samarbejdet som muligt. Pludselig befinder du dig på deres testteam og får tilføjet en masse ekstra opgaver. Det er helt sikkert meget mere arbejde, end de fleste tror. Før jeg får penge til mine projekter, så har jeg arbejdet sponsorpengene af på en eller anden måde,” understeger han.
Landminer og opium-baroner
En af de mere vilde rejser, Jacob Slot har været på, er uden tvivl hans tur til Afghanistan i 2002, hvor Taleban var slået tilbage. Jacob Slot beretter om turen i det krigshærgede land:
”Vi blev konfronteret med landminer, som var noget nyt for os. Vi kom aldrig nogensinde op på det bjerg, vi havde planlagt. For overhovedet at komme til bjerget, brugte vi tre uger bare på at diskutere med warlords og opiumbaroner. Målet var at bestige det højeste bjerg Noshaq, som er 7.500 meter højt. Et fantastisk flot bjerg med en stor flanke, hvor der ikke er nogen, der har kørt på ski før. Men grunden til, at vi tog derhen, var, at jeg havde en kammerat, der lavede nødhjælpsarbejde for FN. Han kendte området og folk fra FN, så han spurgte, om vi havde lyst til at komme. Vi havde også været i Himalaya med ham to år før.
“Det er spændende at gå et sted hen, hvor man ikke ved, hvordan det ser ud, så man ikke kan planlægge det 100 procent. Sådan er det også, når du bestiger et bjerg. Forholdene kan ændre sig hver dag.
Så da han spurgte, om jeg ville komme, tænkte jeg, det kunne være spændende. Det har altid været et sted, jeg har kigget meget på, fordi det netop har nogle meget specielle højder. 4.000 til 5.000 meter er altså gode skibjerge også, som ikke er alt for høje,” fortæller Jacob, der fik sig lidt af en overraskelse, da han landede.
”Da jeg kom derover, siger min ven, at det ikke er de bjerge. Vi skal op til det højeste bjerg i stedet, der er de 7500 meter i stedet for. Men det var ikke noget med, at det skulle være et farligt sted, det var bare for eventyret og muligheden for at komme dertil. Men det virkede, som om det var det sikreste tidspunkt, da vi tog derhen,” understreger Jacob, der har afskåret sig selv fra at rejse tilbage igen, fordi han vurderer, at det er for farligt.
Med smuglertog
Jacob Slot elsker eventyr, hvilket har ført ham til flere forskellige lande i Latinamerika.
”Vi var også i Columbia, en måned efter turen til Afghanistan, hvor det virkede farligere. På den måde at det var meget svært at se og fornemme, hvor det var farligt. I Afghanistan ved du, det er farligt, og du skal hele tiden være opmærksom. Men i Columbia virkede det så stille og roligt, men samtidig var det som om, at der på hvert gadehjørne var noget, der kunne eksplodere. Men den følelse har jeg også, når jeg rejser i Peru eller Bolivia. Der er det netop de små guerillagrupper, som man ikke regner for noget, som udgør den største fare,” forklarer Jacob og nævner en episode, han aldrig glemmer.
”I Bolivia blev vi sat af lige uden for hovedstaden La Paz. Chaufføren stoppede bilen og sagde, at han ikke kørte videre. Det var i et dystert område med en masse fattige mennesker, og folk begyndte at komme meget tæt på bilen. Så vi blev bange for vores udstyr, mere var det ikke, for han endte med at køre videre. Men vi havde følelsen af, at vi blev sat af der, fordi han måske havde planlagt noget med sin svoger eller fætter. Der var bare en meget intensiv atmosfære. Man hører mange dårlige historier fra Peru og Bolivia, om at folk bliver slået ihjel for ingenting,” siger Jacob, hvilket er årsag til, at han ikke tager til Bolivia og Peru mere.
”Du ved ikke, hvor du er, og hvordan du kommer væk derfra, og når du har film-, klatre- og skiudstyr, så tænker man, at det er det, de er ude efter. Jeg havde en lignende episode, da jeg rejste fra Brasilien alene med et smuglertog fra grænsen mellem Brasilien og Bolivia og så videre til Santa Cruz. Jeg var alene og havde købt billet til første klasse, hvorefter jeg fandt ud af, at der ikke fandtes første klasse på toget. Alle vognene var det samme, så der sad jeg med ski og to duffelbags fyldt med udstyr, mens det var pissevarmt. Da jeg kom ind i toget, var der to sikkerhedsfolk i vognen, men efter vi havde kørt i fem minutter, var de forsvundet, så der var jeg alene med en masse suspekte mennesker. Da vi så havde kørt en halv time, stoppede toget, alle vinduerne blev åbnet, og så begyndte de at afmontere sæderne i den ene side, mens de blev ved med at kigge over på mig. Der tænkte jeg, at det nok var noget større, så jeg måske ikke var så interessant alligevel,” siger Jacob og griner. Det viste sig altså at dreje sig om brandvarme varer, som skulle lastes fra den flod, som toget kørte parallelt med, og som er grænsen til Brasilien.
”Der lå de så med små både, der var fyldt med papkasser dvs. brasilianske smuglervarer, der skulle til Santa Cruz. Jeg tænkte, at det var fint, og der ikke ville ske noget, for de kiggede på mig og signalerede, at jeg bare skulle tage det roligt. Efter 15 timer begyndte jeg at blive sulten, men toget stoppede ikke, det kørte bare forbi alle de stationer, hvor det ellers skulle stoppe ved. Så jeg kunne ikke få mad, og der var ingen, der solgte noget på toget. Men så begyndte smuglerfolkene, der passede på papkasserne, at give mig mad. Det var ret spændende, og det endte godt. Men det var underligt, for først er du vildt bange, når sikkerhedsfolkene forsvinder, toget ikke stopper, og der ikke nogen, der har bagage med. Det er lidt underligt, når man skal rejse i 24 timer. Men det endte godt,” fortæller Jacob og sukker lettet.
Forelsket i Patagonien
Jacob har boet i St. Anton i over 15 år, hvor han valgte, at bjergbyen skulle være hans faste base.
”Til at starte med boede jeg både i København og St. Anton, så der gik nogle år, hvor jeg arbejdede på Salomons lager for at tjene nogle hurtige penge. På den måde kunne jeg komme herned og kaste alle pengene væk igen både om sommeren og om vinteren. Men imellem sæ- sonerne brugte jeg så tre måneder i Danmark. Jobbet hos Salomon havde jeg siden skoletiden, så på den måde var jeg også lidt i skimiljøet,” siger Jacob, der altså pendlede mellem Danmark og Østrig i flere år. Østrig er dog ikke længere nok. Når Jacob Slot har muligheden, ser han sit snit til at smutte til det sydlige Argentina på grænsen til Chile for at udforske Patagonien.
”Hver sæson i Patagonien er nok det største eventyr, lige meget hvad jeg laver der. Der er altid nye finesser, der kommer til historierne. Du bevæger dig længere og længere væk fra de steder, hvor andre har været før. Det er også derfor, jeg bliver ved med at tage tilbage dertil, fordi der hver gang er noget nyt at opleve. Det er klart, at når du planlægger din sæson, så går du efter det største eventyr. For mig er det stadig Patagonien,” siger Jacob Slot og forklarer lidt om sit kærlighed til regionen.
”Den sydlige del af Chile minder meget om den sydlige del af Argentina, som jeg er mest vild med. De har næsten den samme dialekt, og lige meget om du bor på den ene eller den anden side af grænsen, så drikker de alle sammen mate (bitter argentinsk te). Chilenerne er nok mindre arrogante, end argentinerne er sydpå. Men Argentina har stadig en masse spændende steder, der er værd at besøge. Og det jeg kan lide ved Patagonien er, at det er så stort et område, det er friheden. Der er ingen, der fortæller dig, hvad du skal. Selvfølgelig skal man spørge om lov, hvis man vil betræde et grundstykke, der også kan være på 10.000 m2 . De fleste steder har ingen været før, der er ingen veje, spor, skilte eller bjerghytter, der er intet kort, der er endda steder, hvor der ikke er et ordentligt satellitbillede, så du ved ikke, hvad du går ind til, det er et ensrettet eventyr,” siger Jacob.
”Det er spændende at gå et sted hen, hvor man ikke ved, hvordan det ser ud, så man ikke kan planlægge det 100 procent. Sådan er det også, når du bestiger et bjerg. forholdene kan ændre sig hver dag,” pointerer Jacob og fortæller, at han trækker på sit netværk af lokale i Patagonien, der har kendskab til området, når han bevæger sig nye steder hen. I samme åndedrag kommer han med en skæg anekdote fra området.
”Den første, der bosatte sig i Rio de las Vueltas-dalen ved bjerget Fitz Roy, var danskeren Andreas Madsen. Hans barnebarn er lige flyttet tilbage dertil, han boede ellers i Bariloche i mange år. Og når jeg møder sådan en gut på gaden, skal jeg lige finde ud af, om han snakker dansk. Jeg har det nok lidt som Andreas Madsen, der sagde, at det er landet uden grever, hegn og grænser. Det var nok grunden til, at han bosatte sig der. Så det er lidt spændende at følge op på de historier, der er om danskere i Patagonien,” siger han og drømmer om muligheden for at kunne tilbringe halvdelen af året i Patagonien og den anden halvdel i St. Anton.
”Så længe jeg kan køre på ski, vil jeg gerne gøre det her i St. Anton, fordi det er det bedste sted,” siger han. Og slår samtidig fast, at han ikke ved, hvad han skulle lave i Danmark, så derfor indgår det ikke i hans drømme om fremtiden.
JACOB SLOTS KOMMENDE FILMPROJEKT
Jacob Slot arbejder pt. på fire skifilm med fem episoder, der samlet udgør en webserie, som kan ses på Arc’teryx hjemmeside. Men derudover skal de fem episoder klippes sammen til en dokumentarfilm, der foregår i Patagonien. Den ene episode er en profil af Jacob Slots kæreste Cornelia Zamerik, hvor man både følger hende på ski, og da hun løb ultraløb på 168 km langs La Trochita gennem Patagonien.
Den anden film handler om stormen Santa Rosa, der hvert år vender tilbage til den nordlige del af Patagonien i slutningen af august. Her oplever Jacob Slots amerikanske kammerat for første gang Santa Rosa, hvor det sner 2,5 meter på 48 timer.
Den næste historie handler om en skiers drøm om at bestige den chilenske vulkan Puyehue. Drømmen bliver dog kraftigt udfordret, da vulkanen går i udbrud. Den sidste er fra indlandsisen fra et bjerg, som Jacob har forsøgt at bestige tre gange, men vejret har hver gang sat en stopper for projektet. Nu prøver Jacob Slot og nogle venner igen og laver en film om projektet fra november 2011.
Den femte episode handler om den dårligste og den bedste skiløber i Chaltén. Den dårlige skiløber, der kun har haft 50 skidage, skal her lære at stå på ski, hvor der ikke er lifter eller pister. Derudover skal han 1700 højdemeter op ad bjerget for at lære at køre på ski et sted med gletsjerspalter. Dog følges den dårlige skiløber også med områdets bedste skiløber, der skal hjælpe ham på vej. Se mere på www.arcteryx.com
OM JACOB SLOT
Jacob Slot er født i 1974 og er oprindeligt fra København, men nu bosat i St. Anton. Her ejer og driver han Pilnutrition – Skiers Lodge St. Anton sammen med Cornelia Zamernik, som har været hans bedre halvdel de sidste 15 år. Som professionel skiløber er han sponsoreret af Arc’teryx, Crispi og Black Diamond, som han også er med til at udvikle udstyr for.
Læs mere på www.jacobslot.com og www.piltriquitron.com.
Tekst Maja Tini Jensen
Artiklen er fra Skimagasinet Pist n’ Powder #26 (link here)
