Nej, de skal ikke gøre ondt, de skal ikke gnave og de skal sidde ultratætom din ankel for at give dig det bedste og sikreste skiløb. I skiklummenstredje og sidste del guider Christian Overgaard Hansen dig til de rigtige skistøvler.
Vigtigheden af en god skistøvle
En skistøvle bliver aldrig lige så behagelig som en almindelig sko, men at det skal gøre ondt at have skistøvler på er en misforståelse. Dine skistøvler skal være behagelige og passe til dine fødder, ellers påvirker det både køreglæde og dit skiløb negativt. Energitransmissionen, når du står på ski, starter i støvlen og går videre ud i skiene, så derfor er det vigtigt, at de to hænger godt sammen. Du kan have nok så god en ski, men hvis du ikke har en støvle, der passer dig, så giver skien ingen mening. En skistøvle består af en skal og en inderstøvle, hvor der på udviklingsfronten er sket afgørende tiltag i forhold til inderstøvlen de seneste par år.
Flex frem for alt
Når du skal købe skistøvler, så er støvlens flex det første, du bør kigge efter. Støvleflex kommer i flere index, helt fra 40-150. En støvle med en høj flex minder lidt om en race støvle, mens de lavere flex typisk er til dig, der er nybegynder eller vild med off-piste. Hvilket flex, din støvle skal have, afhænger af din vægt og dit niveau, men også hvordan du kører, og hvor mange kræfter du har i benene.
Bredde og størrelse
Når du har fundet frem til din støvles flex, så er næste step på vejen at finde den rette bredde på din støvle. Nogle butikker har decideret fodmålere til formålet, men man kan også sagtens finde den rette støvle uden. Det kræver blot lidt tålmodighed, og at man prøver en masse forskelligt, så man kan finde ud af, hvad der passer. Skistøvler fås i mange bredder – helt fra 92 til 106 millimeter. Nogle mærker har også modeller med ‘to størrelser i én støvle’, hvilket betyder, at du kan finjustere efterfølgende, hvis det viser sig, at de sidder for løst.
Ja, de skal sidde så stramt!
En vigtig ting at huske på, når du skal købe skistøvler, er, at de skal sidde ultrastramt. Når du prøver dem i butikken, skal du kunne mærke både snuden og svangen, og så skal den føles stram omkring hælen, så du er sikker på, at foden bliver, hvor den skal. Du kan være sikker på, at din skistøvle udvider sig, derfor skal den sidde ekstremt tæt, når du køber den – ellers ender den med at blive for stor. En ny støvle er typisk ‘kørt til’ på en enkelt dag.
ER DINE SKISTØVLER FOR GAMLE?
Der er ingen udløbsdato på skistøvler, for deres levetid afhænger af, hvor meget du har brugt dem, og hvor godt du har passet på dem. Hvis dine skistøvler gnaver, hvis skummet er udtrådt og ‘dødt’ eller hvis der er frigang i bindingen, så er det dog gode indikatorer på, at det er tid til at skifte de gamle støvler ud.
MINIGUIDE: SÅDAN BØR DU SPÆNDE DINE SKISTØVLER
- Tag støvlerne på.
- Spænd først de to øverste spænder samt stroppen.
- Tag liften op og først når du er på toppen af pisten, spænder du støvlerne til og flexer frem i støvlen, så hælen ryger tilbage på plads i støvlen.
- Spænd nu de yderste spænder, og som det allersidste er det spændet over vristen, der skal lukkes.
OM CHRISTIAN OVERGAARD HANSEN
- 34 år, har stået på ski i 32 år.
- Uddannet snowboard- og skiinstruktør.
- Har arbejdet med ski og støvler i de sidste 11 år for blandt andet Nordica, Blizzard, Tecnica, i dag for HEAD og SPY goggles.
Tekst Christian Overgaard Hansen
Artiklen er fra Outdoor Training #12 (link here)