Jakob Hertz har været aktiv i det danske outdoormiljø i over 25 år. Luksus.land har taget en snak med ham om livet udenfor alfarvej – dengang, nu og i fremtiden.

Da Jakob Hertz tilbage i 1988 stiftede virksomheden FarOut, så det danske outdoorliv markant anderledes ud. Og så alligevel ikke. Der er kommet nye discipliner til, og mangfoldigheden er vokset, men kernen i outdoorlivet er den samme. Og for Jakob Hertz leves livet bedst outdoor – både til lands og til vands – og især med skiene under fødderne. Men det kommer vi tilbage til.

Nysgerrigheden og de mange discipliner

Jakob Hertz trådte sine første skridt ind i outdoor verdenen som barn, da han som spejder fik lov til at snuse til livet udendørs. Han fandt ret hurtigt ud af, at han var vild efter mere. Sammen med en af de andre drenge fra spejderklubben begyndte han at planlægge ture selv. I en alder af blot 13 år pakkede de to kammerater tasken og tog til Söderåsen for at vandre og leve det primitive liv. Hermed var fundamentet for Jakobs outdoorliv lagt, og egentlig er der bare blevet bygget ovenpå lige siden. Vandrestøvlerne er af og til blevet skiftet ud med mountainbiken, kajakken, klatringen, og hvad der lige dukkede op undervejs. Og skiløbet, som klart er en af Jakobs helt store passioner. Det startede med klassisk fjeldskiløb og ture til Norge, hvor han fik smag for den friske luft og de vilde oplevelser, der fulgte. På turene mødte Jakob andre skientusiaster og naturnydere, som gav ham lyst til at udvide horisonten lidt. Han kastede sig over gletsjervandringen og klatring på gletsjere, hvilket tog eventyreren i en ny retning.

“I dag er tingene kørt op i nogle helt andre proportioner, helt andre hældninger, som betyder, at hvis man falder, så kan man altså komme ret slemt til skade.”

En stor del af de aktive nordmænd havde relationer til klatreverdenen, som Jakob også bed på. Det var for langt at tage til Norge for at klatre hver gang, og derfor meldte han sig ind i den danske bjergklub, som dengang bestod af en lille gruppe ypper passionerede klatrere som Jakob selv.

På den måde tog det ene det andet, og Jakobs outdoorliv blev udvidet med nye discipliner, eventyr og drejninger. Han mødte nye mennesker, som inspirerede ham til at prøve nye ting. “Fordi jeg færdedes i så mange forskellige aktive miljøer, fik jeg hele tiden nye inputs. Derudover har jeg selvfølgelig også været god til at tage initiativ selv, og jeg tænker om det meste, at ‘det ser sjovt ud, det vil jeg prøve’. Så er tingene ligesom kommet naturligt hen ad vejen.” Nysgerrighed er klart en af Jakobs helt store egenskaber, som bestemt har farvet hans rejse, der efterhånden inkluderer en del forskellige sportsgrene og discipliner.

Havkajakken fandt sin vej    img553

Da Jakob var i lære i midten af 80’erne, fik han foræret en gammel havkajak. Eller havkajak var det vel ikke engang, for det var der ikke noget, der hed på den tid. “Det var en gammel krydsfiners-kajak af en art, med stof på oversiden og alt det der,” fortæller Jakob. “Den byggede jeg om, fordi jeg tænkte, at den da var oplagt til at tage på tur i. På den måde fik jeg min første havkajak knap 15 år før, der faktisk var noget, der hed havkajakker i Danmark. De kom først til landet sidst i 90’erne.” Jakob byggede kajakken udelukkende med formålet at tage på tur og udnytte kombinationen af vandring og kajak, en kombination som stadig tegner essensen af sporten i dag. “Det er jo meget den samme type mennesker, der vandrer og ror havkajak.” Da jeg spørger til, hvad dét så mere specifikt er for en type mennesker, svarer han: “Der er to grupper, der ror havkajak. Det er mænd, hvor børnene er flyttet hjemmefra, dvs. aldersmæssigt omkring de 50 år. Derudover er det kvinder, måske singler, som er uden børn eller måske med delebørn. De bruger kajakken som en tur i skoven, og en havkajak er jo nem at sidde i, den kræver ikke meget balance, og den er på den måde meget tilgængelig for alle. Formålet er ikke sportsligt eller træning, men simpelthen den gode naturoplevelse.” Af og til kan det undre ham, at kvinderne vælger havog ikke turkajakken, for de kunne sagtens sidde i en turkajak, og den er meget lettere. “Måske giver det en tryghed, fordi den er så stabil. Og de er jo som sagt ikke interesserede i træningen, bare den friske luft. Det kan man jo ikke bebrejde dem,” fortæller Jakob smilende.

Eventyr og risikokalkyle

Helt privat synes Jakob dog godt, at der gerne må ‘ske lidt mere’, og derfor var det også klatringen, der vandt over vandringen og kajakken. Vandring var der selvfølgelig lidt af, fordi man oftest går mellem turene, når man alpinklatrer, men det er for Jakob ikke der, eventyret ligger. Han har alpinklatret meget i både USA, Norge og Frankrig, og generelt har sporten taget ham rundt i Europa.

“Når man står med den skarpe ende af, så er man nødt til at være på og holde fokus. Dét er jeg vildt fascineret af.”

Han meldte sig dog ret hurtigt ud af Himalaya-gruppen, som ellers inkluderede mange af hans klatrevenner, og som udgjorde slut 80’er og start 90’ernes generation af klatrere. For Jakob var der alt for meget vandring og for lidt klatring, ligesom den højalpine klatring implicerede en hel del risici, som Jakob simpelthen ikke var villig til at tage. “Der er selvfølgelig altid en række risici forbundet med klatring og outdoor ekstremsport, men for mig er der klart en grænse for, hvor meget jeg har lyst til at risikere. Hvis der er for mange dumme chancer, der skal tages, så står jeg af. Så vil jeg meget hellere tage mange korte, effektive og intense klatreture.”

Risikokalkylen tiltaler ikke Jakob, men han erkender dog, at risikoelementet har en væsentlig faktor for det aktive outdoorliv, som på mange måder definerer Jakobs person. Han fortæller, at faren kun er interessant til en grad, hvor det sikrer ham fuldt fokus på det, han laver. “Det er klart, at når man arbejder på grænsen af, hvad man kan, så bliver det simpelthen umuligt at tænke på alt muligt andet. Når man står med den skarpe ende af torvet, så er man nødt til at være på og holde fokus. Dét er jeg vildt fascineret af.”

Jakob fortæller videre, at når man som ham kommer i alpine terræner og vinterfjeld, så er man jo nødt til at være på forkant med tingene, for at det hele kan fungere. Her er det klart erfaring, der spiller ind: “De bedste ture er der, hvor alt spiller og kører, som det skal. Ironisk nok er det jo sjældent dem, man husker. Man husker altid de dramatiske oplevelser, hvor noget er gået galt, og der er sket en fejl,” griner Jakob.

Det svære bliver lettilgængeligt

“I dag er det stadig de samme ting, jeg kredser om. Klatring og skiløb, og så dyrker jeg en masse mountainbike. Jeg er ret vild med de helt ‘grove’ terræner, hvor jeg for eksempel skal stå af og bære cyklen for at komme videre. Dét synes jeg er sjovt og giver en fed fornemmelse af eventyr. Jeg er som udgangspunkt altid på jagt efter eventyr.”

Udover mountainbike vil skiløbet altid hænge ved for Jakob. Man kan se det på ham – hans ansigt lyser op, når han taler om ski. Udover skiløbet dyrkede Jakob også en del isklatring, som startede med et møde med en gruppe amerikanere, som introducerede ham og en anden flok skiløbere til det. “Isklatrere og telemarksskiløbere var meget den samme type mennesker. Den kombination giver jo i virkeligheden ikke så meget mening, men det var bare sådan. Og den gruppe af mennesker røg jeg også i,” fortæller han grinende. Han fortæller videre, at telemarkskiløberne som udgangspunkt ‘leger’, og det er klart en faktor, som tiltaler Jakob. “Jeg har altid løbet telemark, og den type løb, vi dyrkede dengang, går nok under det, vi i dag kender som freeride. Det hed det ikke dengang, jeg startede, men kernen er den samme; et opgør med det pæne løb. Freeride miljøet er klart opstået i forlængelse af det opgør, som vi dengang gik forrest med. Skiløbet skulle bestemt ikke være pænt, men derimod være sjovt og ikke mindst effektivt. Det er egentlig det samme, der gør sig gældende i dag, men nu er tingene og løbet bare gjort meget nemmere, fordi skistøvlerne er blevet højere, skiene bredere og bindingerne bedre. “For mig at se er det helt klart den vej, tingene går. Det hele bliver meget lettere, og dét, der var svært, bliver pludselig tilgængeligt for de fleste. Sådan er det i skisporten, og sådan er det også med andre typer af outdoor sport.”

Som udgangspunkt synes Jakob ikke, at dette er en negativ udvikling, men det betyder ikke desto mindre, at der i dag eksisterer en risikofaktor, som er helt anderledes end dengang, han startede med at køre på ski og dyrke outdoor sport. “Det er generelt blevet meget farligere at dyrke outdoor sport. For tyve år siden var skiløb på 45-50 graders hældning virkelig for de få, det var ekstremskiløberne og eliten. I dag er tingene kørt op i nogle helt andre proportioner, helt andre hældninger, som betyder, at hvis man falder, så kan man altså komme ret slemt til skade. Det kunne man selvfølgelig også dengang, men man skal huske på, at vi havde nogle helt andre ski, så vi kørte langsommere, ligesom terrænet heller ikke var så stejlt, som det er i dag.”

Alt er blevet farligere

For Jakob er dét en meget generel tendens inden for outdoor miljøet. Det hele er blevet hurtigere, farligere og mere ekstremt. Ser man på det danske mountainbike miljø, så er cyklerne også blevet bedre, tempoet højere og man kører på sværere terræn, ligesom også tricks er blevet en ‘gængs’ dimension af sporten de seneste 3-4 år. “Mountainbike-hop kommer klart fra eliten, som fandt ud af, at de ikke kunne konkurrere udelukkende på fart, men også måtte inkorporere noget teknik i konkurrencerne. Dét har mainstreamen klart kopieret. Nu skal man både være hurtig og teknisk dygtig – det er smittet af på alle os andre.”

Hvordan de forskellige former for outdoor sport har udviklet sig er klart også præget af udlandet, fortæller Jakob. “Det er selvfølgelig en langsommelig proces, men for eksempel i England, USA og Frankrig er cross country lille. De dyrker næsten udelukkende enduro downhill, og det farver selvfølgelig også, hvordan vi kører i Danmark.”

Fra FarOut til OutdoorPlay

Da Jakob startede det, der tidligere hed FarOut og i dag hedder Outdoor play, hed det ikke noget. Der var det bare Jakob, der privat og spontant tog folk med på kurser og ture. Primært var det klatring og ski, som Jakob tilbød. På et tidspunkt fik han en ven med, som var vild med kano, og derfor blev kano også en del af virksomhedens tilbud. I 1995 blev konceptet udvidet med kajak og white water. De prøvede at tilbyde MTB, men som Jakob fortæller, var markedet ikke rigtig til det. “Det var simpelthen for tidligt, så vi lagde det på hylden og tog det så op igen for 10 år siden. Nu er MTB jo blevet kæmpestort. Sådan går det meget op og ned med de forskellige sportsgrene, det er aldrig rigtig til at vide.”

I dag udbyder OutdoorPlay stadig de fire sportsgrene: Klatring, white water, MTB og kajak. Og ski i vintersæsonen. “Der er masser af andre outdoor sports at tage fat i, men et eller andet sted skal man jo stoppe,” fortæller Jakob grinende.

Det er dog meget forskellige typer mennesker, som sportsgrenene tiltrækker. FarOut har også meget forskellige baser. Jakob har kontor i det private og i baghaven et depot med enkelte cykler og kajakker. Havkajakkurserne afholdes som oftest i Charlottenlund og MTB ved Geels skov og Rudersdal. Derudover har FarOut et kursuscenter i Blekinge, som er base for weekendkurser, og hvert år arrangerer de større ture til alperne i Frankrig, hvor alle sportsgrenene er repræsenteret.

Status quo

Interessen for outdoorlivet er klart vokset, men da jeg spørger til, om de har fået mere at lave i FarOut, fortæl ler Jakob, at det faktisk skifter rigtig meget.

“Det hele bliver meget lettere, og dét der var svært, bliver pludselig tilgængeligt for de fleste. Sådan er det i skisporten og sådan er det også med andre typer af outdoor sport.”

“Klatring var på et tidspunkt kæmpe stort, men jeg tror faktisk ikke, at der i dag er flere på klipperne, end der var for 15 år siden. Måske er der ligefrem færre, eller måske er de bare blevet spredt rundt mellem forskellige klipper.” Imidlertid er der til gengæld mange flere klatrevægge, og Jakob fortæller, at han klart har oplevet et stort skifte i sporten, så den er blevet mere idrætsbaseret og knap så ‘eventyragtigt’. Sportsklatring, hvor meget af det tekniske og udstyr er udeladt, er blevet enormt populært. “Der har været en kæmpe stigning på klatrevæggene, men for mig at se er dét noget helt andet end klatring i naturen. Det tiltaler også helt forskellige mennesker.” På klatrevæggene er det jo også en helt anden oplevelse, man får ud af det, fordi det stiller nogle helt andre krav til klatreren, end hvis han skal sætte egen sikring. “På en klatrevæg er der fokus på selve bevægelsen, og det betyder ikke så meget, om man falder.”

Jakob fortæller, at da han startede med at klatre, var det sammen med en meget lille gruppe klatrere, som var meget aktive. I klubregi var de måske 40-50 mennesker, alle klatrede på klipper, og om sommeren var det ikke ualmindeligt, at man tog over og klatrede fra 17-22 efter arbejde. Den del af klatringen er ifølge Jakob druknet rigtig meget i klatrevægsverdenen og den kommercielle klatring. Der er ikke fokus på naturoplevelsen længere. Om den kommercielle klatring er et slags opgør med det ry, som bjergklubben i mange år havde, nemlig at det var et meget lukket miljø, er Jakob usikker på. Han har i virkeligheden aldrig oplevet det som ‘lukket’, men han kan alligevel nikke genkendende til omdømmet. “Jeg tror, at det handler rigtig meget om, at folk forventede, at man skulle tage imod dem med åbne arme, også selvom de faktisk ikke rigtig ville noget alligevel. Klatrere er meget passionerede, og det er ikke fordi, de ikke vil lukke nye ind, det vil de gerne, men det skal være folk, som også gerne vil klatringen og være aktive i miljøet. Mange gjorde det kun halvt, og det var svært for os, der gjorde det helt,” siger Jakob.

Oplevelsesbaseret outdoorliv  img550

Klatrevæggene har gjort klatreverdenen tilgængelig for alle, og både børn, unge og voksne kan være med nu. Masser af dem, der også klatrede dengang, klatrer også nu, men spektret er bare vokset mange gange. Nu inkluderer klatringen også folk i 50’erne, som gerne vil prøve noget nyt, dengang var det primært folk i 20’erne, som prægede sporten.

For Jakob er dette helt klart en tendens i det danske outdoorliv. Det er det oplevelsesbaserede, som karakteriserer mainstream miljøet. “Mange vil gerne bare prøve en masse ting. Ikke for at se om de er til det, jeg tror ikke, de søger noget at fordybe sig i. I virkeligheden handler det mest bare om, at så kan man krydse af i et eller andet felt. Så har man prøvet klatring, det var dét, og så videre til det næste.” Helt konkret betyder det for eksempel, at mange af de folk, som tager med på vores ture, er ‘førstegangsbesøgende’. Folk som lige skal snuse til de muligheder, der er i det danske outdoorliv og så videre. “Nogle gange bliver folk hængende og bygger videre på kurset med næste niveau. Men det er faktisk en meget lille del. Mange prøver det, og synes det er sjovt, og så sker der ikke mere.”

Hvor er det danske outdoorliv så på vej hen?

“Det er godt nok et svært spørgsmål,” siger Jakob smilende. “Tendensen de sidste 10 år har klart været, at det er blevet vildere og vildere. Og sådan er det for den sags skyld stadig. Men for mig at se, har denne ekstremitet også en grænse, som jeg tror, at vi også når med nogle af de sportsgrene, som er helt vildt populære i øjeblikket.” Jakob fortæller, at han gennem sine mange år i branchen har oplevet, hvordan nogle sportsgrene og discipliner bliver så ekstreme, at mange ikke kan være med mere. “Sådan var det for eksempel med white water og playboarding. Tricksene blev så vilde at folk stod af, det blev simpelthen for vildt. Da sporten peakede var den forbundet med meget prestige, men det blev for uopnåeligt og for langt væk fra, hvad man kunne gøre som amatør. Og så styrtdykkede interessen, så det vilde, elitære niveau igen blev perifert.” Jakob fortæller, at nu har det fundet sig et nyt niveau, hvor floderne gerne må være svære, der må gerne være creeks, men det helt ekstreme konkurrenceniveau er forbeholdt minoriteten. For Jakob er dette et billede, som han ser afspejlet i andre sportsgrene, eksempelvis mountainbike. “Jeg tror, det er sådan, rigtig mange sportsgrene udvikler sig. Det går op og ned, men grundlæggende har folk det sådan, at sporten gerne må være svær og udfordrende, men det skal ikke være umuligt. Man må gerne kunne trække på sine erfaringer, men på et tidspunkt bliver nuancerne på ekstremerne så små, at folk mister interessen for det.” Han holder en kort pause. “Men så kommer der nok noget nyt, der er interessant,” griner han.

Det vigtigste i forhold til at fange danskernes interesse er dog ifølge Jakob, at det er nemt at komme i gang med. “Det skal være lettilgængeligt, ligesom klatrevægge, havkajak og mountainbike for eksempel. Her skal man bare kunne cykle, og så er man allerede godt på vej.” “Det betyder dog ikke, at de lidt mere tekniske sportsgrene ikke kan overleve, det kan de godt, men de tiltrækker bare et lidt andet publikum. Nogle finder det vildt attraktivt, at white water for eksempel ikke er ‘ligetil’ og for alle. Men for mig at se er det her, vandene skilles for dén del af det danske outdoorliv.”

OM JAKOB HERTZ  img559

Stifter og daglig leder af outdoorplay.dk, som udbyder outdoorture og kurseri forskellige outdoor sportsgrene.

Jakob har gennem årene prøvet kræfter med en masse forskellige formerfor outdoor sport, som for eksempel kajak, mountainbike, ski og klatring. Han var en del af det danske klatremiljø i mange år, men lige i øjeblikket er det mountainbiken og skiløbet, derfylder mesti Jakobs fritid. Han ertidligere orienterings- og eliteløber.

Tekst Josefine Grunnet Foto farout.dk