Det er koldt i Danmark, og for de fleste er det ikke det mest motiverende at træne udendørs, når regnen siler ned eller gaderne er dækket af sne og sjap. Men selvom det er vinter i Europa, kan du snildt opleve 20 grader længere sydpå. Magasinet TRÆN var et smut forbi den baleariske ø i slutningen af februar sidste år for at se, hvad Ibiza har at tilbyde udenfor sæsonen.
Ibiza er måske ikke umiddelbart det første sted, du tænker på, hvis du skal på aktiv ferie i Europa. Men øen byder faktisk på en masse aktiviteter og giver en ideel mulighed for at give din krop nogle gode udfordringer – og ikke mindst velfortjent afslapning.
At have en sund krop handler ikke kun om det, du gør i hverdagen. Det handler i lige så høj grad om at give kroppen tid til at tage nogle pauser og få oplevelser, som giver motivation og inspiration. Og når du er ved at være træt af kulden, og der stadig er lang tid til, at varmen kommer tilbage til Danmark, så er det vigtigt at få et skud oplevelser. Vi tog derfor en forlænget weekend på Ibiza i forbindelse med en roadtrip i Spanien og prøvede nogle af de ting, som øen tilbyder. Det indebar bl.a. en smuk tur på MTB i bjergene, en vild kajaktur og naturligvis et besøg på ét af øens spa-hoteller.
Hvis du ikke har været på Ibiza før, så venter der dig en smuk naturoplevelse. For selvom Ibiza som sagt har en lidt broget rygte for at være en party-ø for alt lige fra Paradise Hotel til Gucciklædte millionærer, så har øens naturpolitik sikret, at der ikke bliver bygget for mange huse i landskabet udover i de større byer som f.eks. Ibiza by og San Antonio. Så snart man kommer udenfor disse byer, er der en masse smuk natur med skarpe klipper, vandreruter og et hav af flotte kystlinjer. Kystlinjerne kan dog ikke helt byde på solbadning i slutningen af februar, men til gengæld får du stort set naturen helt for dig selv.
Hvornår skal du tage afsted?
Faktisk er årstiden perfekt til at være aktiv, da det hurtigt bliver meget varmt at være aktiv i sommermånederne. I december og januar er der størst risiko for regn. Men februar i Spanien betyder, at vinteren slutter, og foråret langsomt begynder at komme. Særligt marts og april er ideelle måneder, da du i højere grad er sikret nogle gode solskinsdage. Generelt er forår og efterår de bedste årstider til en aktiv ferie i Sydeuropa, da temperaturen i disse måneder som oftest passer sig bedst til at være aktiv. Vi oplevede mest overskyet vejr, men temperaturen var perfekt til at være aktiv udenfor.
Kajak mellem klipperne
Selvom vandet ikke har badetemperatur, så skal du ikke snyde dig selv for en tur ud i bøl – gerne. Vi kom med på en kajaktur arrangeret af Ibiza Mundo Activo, som drives af de to outdoorfolk Domingo Díaz og Beatriz Payá Gallego, som startede virksomheden i 2005. Deres virksomhed lever af at levere en række aktive oplevelser til besøgende på øen lige fra kajak, klatring, Stand Up Paddle, rappelling, vandreture og cykling. De leverer således alt udstyr og tilbyder også guidet ture. Man kan dog også tage af sted på egen hånd og blot leje udstyret hos dem, hvilket naturligvis er lidt billigere.
Vi tog en guidet kajaktur med Beatriz, som trods ret heftige bølger den dag fik vist os nogle virkelig smukke klipper langs kysten. Turen startede i den nordlige del af øen i byen Portinatx, hvorfra vi fik en times sejlads. Turen kunne nemt have været længere, men det var fabelagtige omgivelser at sejle i. Det er næsten eventyrligt så smukt klippeøen står, når man sejler tæt op ad den. Og ingen tvivl om, at kajakroning er effektiv træning for core såvel som arme.
MTB i solen
Udover en tur i bølgen tog vi også en tur rundt på MTB, som også var arrangeret af Ibiza Mundo Activo. Det var naturligvis noget helt andet end at køre på stierne herhjemme i Danmark og en helt fantastisk oplevelse. Turen startede i Cala Compte, som ligger på den nordvestlige del af øen. Turen foregik mest på grusstier langs vandet, og vi fik i løbet af den time, som turen varede, set en masse natur – og fik samtidig sved på panden. Området omkring Cala Compte er utrolig smukt og barskt, og stierne er perfekte til mountainbike.
Afslapning på spa
Ét af de vigtigeste elementer indenfor træning er at huske at belønne og forkæle sig selv. Så derfor tog vi et smut forbi det luksuriøse Can Curreu Rural Hotel & Spa, som udover at have en mindre spa også kan tilbyde hesteridning og et mindre træningscenter. Det er en god måde at få kroppens muskler til at slappe af og komme helt ned i gear. Du skal ikke forvente et kæmpe spa, men der er rig mulighed for at få løsnet musklerne i deres faciliteter.
At nyde naturen
Èn ting er de arrangerede ture og de ekstravagante spa-ophold. Noget andet er helt enkelt bare at tage ud i naturen alene, gå en masse ture og udforske de mange bjerge, kløfter og strande, som Ibiza har at byde på. Vi tog på en masse vandreture, som nemt kan klares på egen hånd. Man kan naturligvis også hyre en guide, hvis man gerne vil rundt til nogle af øens “hemmelige perler”. Men det er faktisk ikke noget problem at finde en masse gode ruter ved hjælp at Google, lidt snak med de lokale og en god portion nysgerrighed.
Derudover brugte vi også nogle timer på at se Ibiza by, som har en hyggelig gammel bydel, der bestemt er værd at tage forbi. Og hvis du om aftenen skulle have lyst til en cocktail, så er Ibiza om noget en ø, der kan levere, hvis du bor tæt på de store byer. Vi foretrak dog at være lidt længere ude på landet og i stedet nyde en god rødvin, få pulsen ned og nyde stilheden på denne ø, som kan meget mere, end hvad øen er kendt for – også uden for sæsonen.
GODE RÅD TIL EN AKTIV FERIE
Egentlig kræver en aktiv ferie ikke så meget mere end en normal ferie. Du erstatter bare sightseeing med en aktivitet – og så skal du huske skiftetøjet. Her er et par gode råd.
- Giv dig selv en udfordring. Er der noget særligt, du altid har drømt om at prøve? Det behøver ikke være noget ekstremt. Måske er det bare et par dage på cykel med et telt på bagagebæreren.
- Tag af sted med nogle andre, der gerne vil være aktive, så I ikke ender med at dase hele dagen, men derimod kommer af sted og får lavet noget.
- Sørg for komme udenfor stierne! Tjek hvad reglerne er i området, men sørg for at søge lidt væk fra der, hvor alle de andre har været.
- Lav research hjemmefra, så du ikke skal bruge for meget tid på ferien til at planlægge. Book aktiviteterne i god tid og husk at tage træningstøj og ekstra udstyr med, så du er forberedt.
AKTIVITETER
Vi prøvede disse aktiviteter på Ibiza, men øen byder på et hav af andre tilbud – især indenfor yoga og fitness. Så der er noget for enhver smag.
SPA
Can Curreu Rural Hotel & Spa
Carretera de San Carlos km. 12
www.cancurreu.com
KAJAK
Ibiza Mundo Activo
www.ibizamundoactivo.blogspot.com.es
Tlf: +34 676 075 704
MTB
Ibiza Mundo Activo
www.ibizamundoactivo.blogspot.com.es
Tlf: +34 676 075 704
VIL DU HAVE EKSTRA LUKSUS?
PRØV THE GIRI RESIDENCE!
Der er ingen tvivl om, at Ibiza kan være en dyr ø at besøge mht. overnatning, men du kan også finde billigere alternativer. Vi mødtes med et dansk par, der ejer boutique hotellet The Giri Residence, der er valgt som ét af de 100 bedste hoteller i verden. Hotellet holder åbent i april-oktober og byder på ren luksus med få, men luksuriøse, værelser. Læs mere på www.thegiri.com.
TRANSPORT
Det er en stor fordel af have bil med til øen, da man skal køre meget rundt. Især hvis du vil lidt off the beaten track. Vi var i forvejen i Spanien og valgte derfor at tage bilen med til øen. Vi tog Baleàriafærgen fra fastlandet til Ibiza, som indebar en ca. 4 timers sejltur fra byen Denia, som ligger en times kørsel syd for Valencia. Hvis man kommer udenfor sæsonen, går færgerne ikke så ofte som i højsæsonen. Husk derfor at tjekke overfarten, inden du planlægger dagene, hvis du vælger at tage færgen. Færgen kan bestilles direkte på deres hjemmeside www.balearia.com.
FAKTA IBIZA
Ibiza ligger i den spanske øgruppe i Middelhavet et sted mellem Barcelona og Valencia. De største byer på øen er Ibiza by og San Antonio. Øen er bedst kendt for sit byliv og den smukke natur, men den har også meget andet at byde på. Vintrene er milde, temperatur om vinteren er omkring 10-15°C med moderat nedbør – og der er sjældent sne og frost. I slutningen af februar er der en gennemsnitstemperatur på 16°C. Sommersæsonen strækker sig fra juni til september, hvor temperaturen snildt når op på 30°C.
Læs mere om Ibiza og resten af Spanien på www.spain.info.
Tekst Sofie Hvitved