Skiløberen Line Cramon er den højest uddannede kvindelige skiinstruktør i Danmark. Hun er kendt i miljøet for sin sponsoraftale med Audi, og hendes mål har de seneste år været at vise, hun kan klare sig inden for alle disciplinerne på den danske skiscene. Indenfor Freeride er hun i samme klasse som nogle af de tunge danske drenge, og hun har fået blod på tanden til at prøve kræfter med den internationale liga. Altsammen mens hun er ‘girly’ i et ellers mandsdomineret miljø.

Det er ikke svært at blive betaget af Lines begejstring. Hun elsker skiløb og ikke mindst det adrenalin-kick, som det giver hende. Hun elsker at nå de mål, hun sætter for sig selv, og hun vil ikke ”nøjes” med noget. Hun vil have det hele med.

Som så mange andre skiløbere startede det hele med, at hendes forældre tog hende med på ski, da hun var helt lille. Og ligesom utallige andre ligesindede unge skielskere tog hun efter gymnasiet en sæson som skiguide for at få endnu mere sne under fødderne. I modsætning til de fleste skulle det dog vise sig at være starten på et liv med ski som en central del af hendes hverdag.

Én på pukkelpisten
img857“Efter den første sæson tog jeg på Oure Højskole på ski-linjen om efteråret, for så kunne jeg stå på ski året rundt. Der mødte jeg Anja Bolbjerg, som trænede i Tignes. Jeg havde aldrig kørt pukkelpiste før, men hun syntes, at jeg var et talent, så jeg fik lov til at træne med landsholdet i sæsonen efter højskolen. Dette gjorde, at jeg fik lyst til at prøve at satse lidt mere på pukkelpisten, så jeg blev en sæson i Val D’Isère for at træne med Anja. Jeg var i Val D’Isère som bums, hvilket var super dyrt og desuden rigtig hårdt for mine ben. Det endte med, at jeg måtte tage hjem, fordi jeg fik så meget betændelse i benene, at de ikke længere kunne holde til det. Der gjorde jeg op med mig selv, at det ikke var pukkelpisten, jeg ville satse på.

“Det vigtigste for mig er, at jeg har det godt med det. Jeg havde en sæson, hvor jeg virkelig trænede meget og filmede mig selv hver dag for at finde alle fejlene. Der mistede jeg lysten til at stå på ski.”

Der var ikke nogen penge i det, og man skal virkelig kæmpe sig langt op for at kunne tjene bare lidt på det. Jeg fik også at vide, at 9 ud af 10 ødelægger deres krop på det, og jeg ville gerne læse idræt senere og leve af at bruge min krop.”

Lines nye bekendtskab til sin kommende konkurrent, Anja Bolbjerg, gav også lidt ekstra viden om fordelene og ulemperne ved at satse på pukkelpisten: ”Det var meget sjovt at komme tæt på Anja, for jeg synes lige pludselig, at der også var mange bagsider af medaljen. Hun har været super sej og gjort alting selv og virkelig arbejdet hårdt for det, men jeg vil også gerne have det hyggelige aspekt i det. Derfor begyndte jeg i højere grad at satse på instruktørkurser gennem Den Danske Skiskole. Det har givet mig mulighed for at kunne undervise i Frankrig, og i stedet for at spendere 50.000 kroner på en sæson som bums, kan jeg rent faktisk leve af det her. Det er dyrt at tage kurserne, som koster omkring 7.000 kr. pr. kursus, men på sigt er det muligt at tjene penge på det.”

Glæden ved skiløbet
img863Lines drive er hendes hang til action, hendes behov for at have nogle mål at gå efter og hendes lyst til at bevise, at hun kan gøre det. Og selvom Line satser meget på skiløbet, betyder det også meget for hende, at det skal være sjovt undervejs. ”Det hænger nok meget sammen med min livsstil, hvor jeg godt kan lide at hygge mig, samtidig med at være seriøs omkring min sport. Det vigtigste for mig er, at jeg har det godt med det. Jeg havde en sæson, hvor jeg virkelig trænede meget og filmede mig selv hver dag for at finde alle fejlene. Der mistede jeg lysten til at stå på ski, fordi det ikke gjorde mig glad. Så vil jeg hellere gøre mig god ved at presse mig selv på fart og på svær sne, for så skal man nok lære af sine fejl. Man styrter, hvis man ikke står ordentligt. Det siger mig bare ikke så meget at gå op i små ubetydelige detaljer. Det er ikke lige mig. Så hellere bruge tiden på at have det godt og hyggeligt, mens jeg stadigvæk er seriøs, for jeg vil også hele tiden blive bedre. Det er bare min måde at udvikle mig på; at gøre det med glæde. For jeg udvikler mig ikke, hvis glæden ikke er med.”

Efter Lines satsning på pukkelpisten gik hun i gang med at satse mere bredt og være god i alle discipliner. Nu dyrker hun både freestyle, freeride og alpin, og hun har deltaget i alle danske skikonkurrencer lige fra slalom og skiercross til pukkelpiste og slopestyle. Og ved at ligge i toppen af alle disse discipliner har hun bevist, at hun kan det hele. Hun ville aldrig være kommet så langt, hvis det ikke var for hendes personlige drive og hendes hang til at lave mål for sig selv: ”Jeg skal hele tiden have nogle mål, for ellers kan jeg ikke se idéen med at bruge så mange måneder på at stå på ski. Jeg har det ikke sådan, at nu skal jeg bare ned og drikke nogle øl. Altså, der er nogle veninder, der spørger, hvordan jeg kan holde ud at drikke så mange øl et halvt år ad gangen, men sådan er det jo slet ikke længere. Det er selvfølgelig meget hyggeligt at gå ud og få et par øl, men jeg drikker mig sjældent fuld, da jeg som regel prioriterer næste skidag. Det er sjovt, at folk altid forbinder det med druk, men jeg tager altså altid af sted på sæson med konkrete mål.”

Også når det gælder Lines anden yndlingssport, wakeboarding, har hun brug for at skabe små udfordringer for sig selv: ”Uanset om det gælder ski eller wakeboard, handler det om at psyke sig til at gøre nogle ting. Selvom wakeboard ikke helt er det samme som ski, så handler det i begge tilfælde om, at man arbejder med sig selv. At lave et frontflip på hoppet handler jo meget om at overvinde sig selv. Og det er nøjagtig det samme som at stå og psyke sig til en eller anden klippe.”

En anden måde Line presser sig selv på er ved at være med i skifilm. Man kan ikke finde mange kvindelige skiere i de danske skifilm, og det var da også først sidste år i 2007, at Line fik mulighed for at få sin debut i filmen ’Det Hvide (Af)Snit’: ”Jeg pressede egentlig lidt selv drengene (RAD Film Production, red.) til at tage mig med til Canada, og i starten var det egentlig slet ikke meningen, at jeg skulle filmes. Men så blev jeg filmet lidt, og selvom jeg allerede blev skadet efter nogle få dage, blev der da optaget noget, som jeg synes er fedt. Og i år har de selv spurgt, om jeg vil være med igen. Det er lidt det samme som at have et mål. Når jeg bliver filmet, kan jeg også se en pointe med det og kan presse mig selv lidt mere og blive bedre, fordi jeg gerne vil vise mig selv fra min bedste side.”

“Det handler jo et eller andet sted også om anerkendelse, fordi jeg gerne vil anerkendes af andre for mit skiløb. Jeg tror, der er mange, der har været sådan lidt ‘hvem er hende Line egentlig?’, fordi jeg er skiinstruktør, og det får man ikke så meget credit for i freestylemiljøet. Så er det meget godt at vise igennem freeride, at jeg er en god skiløber. Jeg er ikke bare sådan en lille én, der kører skolesving ned ad pisterne, for det er jo heller ikke det, jeg selv synes er fedt. Det har været et mål for mig at bestå de sværeste kurser og være lidt indenfor alle skimiljøerne. Og så kan jeg også vise det over for alle sponsorerne.”

Hende med Audi’en
img860Livet som professionel skiløber kræver også en del planlægning, hvis man skal have det hele til at hænge sammen. Line Cramon bruger meget af sin tid på at tjene penge, når ikke hun enten træner eller studerer, og hendes kalender er en absolut nødvendig følgesvend til at holde styr på, hvornår hun skal hvad. Heldigvis har hun også nogle gode sponsorater, som hjælper meget på det, da ski jo som nævnt er en dyr sport at kaste sig ud i – både i forhold til rejser, træning, kurser og udstyr.

“Jeg er ikke sådan én, der kører skolesving ned ad pisterne, for det synes jeg ikke er fedt. Det har været et mål for mig at bestå de sværeste kurser og være med indenfor alle skimiljøerne.”

Så selvom hun ofte er heldig at finde billige steder at bo hos venner eller i forbindelse med hendes arbejde, er der mange udgifter, der skal dækkes.

Lines klart mest berygtede sponsorat er dog hendes Audi A4: ”Det var sommeren 2006, hvor jeg skulle til Tignes alene for at træne pukkelpiste og storslalom. Jeg havde fire par ski, to par støvler og en kæmpe taske, og jeg skulle skifte tog fire-fem gange. På et tidspunkt havde jeg bare lyst til at sætte mig ned og græde, for jeg kunne jo slet ikke bære alt det, jeg havde slæbt med. Jeg var så afhængig af, at der kom nogen og hjalp mig ved alle stop. Så jeg tænkte, at jeg måske skulle prøve at søge efter en bil. Jeg søgte efter et sponsorat hos Audi og fik det, fordi de sagde, at de gerne ville støtte en sportspige i en drengeverden. Det er jeg virkelig taknemmelig for. Der er helt klart fordele i at være en pige nogle gange, f.eks. i forhold til, at jeg har lettere ved at få sponsorater. Jeg kan mærke, at folk ofte gerne vil have en pige med på deres team, og der er jo ikke så mange om buddet. Derfor synes de, det er mere spændende at få piger ind, fordi der bare ikke er så mange af os i professionel sport. Jeg tror også, at det handler meget om ens personlighed i forhold til sponsoraterne. Det, at sponsorerne synes, at man passer ind og vil være en god ambassadør for deres brand.”

Drengene vs. pigerne
img865Der er ikke særlig mange professionelle kvindelige danske skiløbere, og det sætter helt sikkert sit præg på miljøet. Som i så mange andre mere ekstreme sportsgrene bliver det derfor meget mandsdomineret. Line har helt bevidst valgt at promovere sig selv som en kvindelig skier, der ikke bare prøver at efterligne drengene, men derimod tør være en pige: ”Det er meget vigtigt for mig, at jeg har min feminine side med i min stil. Det er meget en drengeverden, og det er meget street. Jeg synes egentlig, det er en meget fed stil, men jeg prøver hele tiden at bevare, at jeg stadig er en pige og ikke bliver en slags tomboy. Jeg synes, der er mange piger, der bliver lidt truck en gang imellem, og det er vigtigt for mig at være pige og feminin. Noget, der er ret sjovt i den forbindelse er til gengæld, at drengene faktisk går mere op i stil, end jeg gør. Især de danske drenge, som gerne vil være så dope. Selvfølgelig kan de fleste af dem også noget, men de har det vildeste udstyr og den vildeste tøjstil. Det er sjovt at se, at der er mange af fyrene, som står længere tid foran spejlet, end jeg gør. De står og sætter hår, så det ser lidt trashy ud og ja, helt sikkert, det er bare helt tilfældigt, at det ser sådan ud. På den ene side er det ok, men på den anden side kører det til tider lidt for meget over i modeshow, synes jeg.”

“Det er meget vigtigt for mig, at jeg har min feminine side med i min stil. Jeg prøver hele tiden at bevare, at jeg stadig er en pige og ikke bliver en slags tomboy.”

Når der er så få piger på skiscenen i Danmark, er det en naturlig konsekvens, at der ikke er så mange at træne med, at og konkurrencen ikke er særlig stor. ”I alt tror jeg kun, at vi er tre skipiger, der mere eller mindre lever af at stå på ski: Sophie Sølling, Anja Bolbjerg og mig selv. Ellers kan jeg ikke lige komme i tanker om flere piger, der satser fuldt ud på skiløb. For de andre piger er det mere sæson-betonet. På en måde er det ærgerligt, at der ikke er flere danske piger i miljøet, for langt de fleste uger er jeg kun sammen med drenge, når jeg rejser rundt. Jeg er efterhånden nok blevet en meget hærdet pige, for hold kæft, hvor lukker de meget lort ud. Nogle gange er det også sådan lidt ‘hov, Line er her’ – de glemmer lidt, at jeg er pige. Men det generer mig ikke, for der skal virkelig meget til, før jeg bliver forarget. Jeg elsker dog at være sammen med dem, for det er også dem, der presser mig og dem, jeg er tryg ved at køre med. Jeg vil klart hellere køre med fyrene, for dem lærer jeg rigtig meget af. Jeg mangler dog lidt det der tøsesnak, og jeg savner da også veninderne derhjemme. Jeg møder af og til nogle udenlandske kvindelige skiere, men vi er tit af sted i kliker, og så hænger man ligesom bare ud med dem, man er taget af sted med.”

En anden forskel som Line pointerer, er drengenes forhold til sikkerheden, når de kører. Line pakker alt udstyret ud og tjekker det, inden hun skal køre, hvor drengene generelt har en lidt anden tilgang til det. ”Jeg tænker nok lidt mere over, at sikkerheden skal være i orden og udstyret i top. Nogle gange skal jeg nærmest overtale drengene til at tage deres lavinesøgere med ud. Jeg har ret meget paranoia over laviner. Jeg tænker nok desværre lidt for meget over det, når jeg kører. For at nævne et eksempel var jeg i Frankrig for at optage lidt freeride til en film, hvor Rasmus DJ startede med at køre sin linje inden mig. Da jeg stod og skulle til at køre som nummer to, ringede han op til mig og sagde ”Line, hvor var det fedt! Der gik den vildeste lavine!”. Så gik jeg bare helt i sort, for jeg har totalt lavine noia og synes slet ikke, det er sejt med laviner. Da fandt han også ud af, at han aldrig mere skal ringe til mig og sige sådan noget, for så får han mig aldrig ned ad bjerget igen. Det handler nok lidt om, hvilken baggrund man kommer med. Mange af drengene kommer med en baggrund, hvor de har set en masse skifilm, og der skal jo nærmest være en lavine før, at det er fedt og extreme. Min baggru nd er meget præget af forskellige sikkerhedskurser i Østrig og Frankrig, så det er to vidt forskellige baggrunde, vi kommer fra. Det har nok også noget at gøre med, at jeg er pige. Fyre tænker måske ikke så meget”, siger hun med et glimt i øjet.

Som pige på den danske skiscene tager det lidt tid at blive accepteret, men Line Cramon synes efterhånden, at hun har fået respekt om sin person, og hun oplever ikke længere så meget jantelov. ”Jeg synes faktisk, at drengene er rigtig søde overfor mig. F.eks. da jeg blev uddannet som uddanner i den danske skiskole, så kom næsten alle de mandlige uddannere og sagde ”hvor er det fedt, at vi har fået en pige ind”, og de støttede virkelig godt op om mig. Jeg var også med i Sydkorea på det danske demo-landshold, hvor vi kørte en opvisning. Vi var mig og så ti fyre. Det var egentlig ret sjovt, for det at køre opvisning, synes mange af freestylefyrene, er lidt gay. Jeg synes til gengæld, det er meget sjovt, for jeg er sådan lidt en teknisk nørd, der godt kan lide sådan noget. Men fyrene jeg kørte med var rigtig søde, så jeg tror faktisk mere, at jeg har mødt piger med lidt jantelov. Det er jo gået rigtig godt for mig, synes jeg. Og jeg har nok også været heldig med gode sponsorer, og der kan man godt nogle gange blive stukket lidt til. Men sådan er det jo bare. Der er drengene mere cool på den måde.”

To forskellige liv
img870Selvom Line er professionel skier, bruger hun meget af sin tid hjemme i Danmark, og hun har lidt to forskellige liv alt efter, hvor hun er. ”Jeg må indrømme, at jeg egentlig ikke hænger særlig meget ud med drengene, når jeg er herhjemme. Jeg ser dem som mine venner, og jeg har det super godt med dem, når jeg rejser med dem, men jeg har mere behov for at hænge ud med mine veninder herhjemme, da jeg ikke ser dem hele vinteren. På samme måde gider jeg ikke at skrive en masse mails og sms´er til dem derhjemme, når jeg er ude at rejse. Jeg synes meget, jeg har to liv. Det er et helt andet liv, jeg lever, når jeg er af sted. Det er to vidt forskellige verdener, man lever i. Det er et meget simpelt liv, når man er ude at rejse. Der består en dag af at stå op, spise morgenmad, være ude på ski og så måske drikke en enkelt øl eller to, inden jeg går i seng. Jeg synes, at jeg stresser lidt herhjemme. Der er altid nogle småting eller en dårlig samvittighed over et eller andet. Der er altid så mange ting hele tiden.”

Hvad vil fremtiden bringe?
I vintersæsonen 07/80 var det lysten til at bevise, at hun kunne være med i alle discipliner, der drev Line. I sæsonen 08/09 bliver der mere fokus på freeride, hvor hun blandt andet vil forsøge sig i internationale konkurrencer – både i La Grave Derby’et eller i andre mere freeride orienterede konkurrencer. Selv glæder hun sig til at teste den internationale karriere: ”Sidste år ville jeg gerne være med til alle Danmarksmesterskaber og vise, at jeg er med i toppen i alle discipliner på dansk plan, og i år vil jeg gerne prøve at træne mere op til freeride og køre et par konkurrencer. Jeg vil også stadigvæk gå allround og uddanne nye instruktører og være med til Freestyle DM, men bare for at prøve en international freeride-karriere af, for hvis der er for lang vej til toppen på internationalt plan, så gider jeg ikke være med. Det er jeg for meget konkurrencemenneske til. Jeg vil gerne prøve det af, for med freeride har jeg nogle år endnu. Jeg kan ikke begynde at køre freestyle på internationalt plan. Jeg kan godt være med på den danske freestyle-scene, men ikke internationalt, da jeg er startet alt for sent. Men på freeridesiden kan jeg sagtens være med nogle år endnu, fordi de generelt er noget ældre. Og det, at jeg har gået meget op i teknik, hjælper mig utrolig meget i freeride, for hvis du ikke har en god teknik i offpisten, så bliver du straffet. Jeg sluttede desværre lige min sæson i år af med at bounce min bagende ned i en klippe, så jeg blev fløjet ned med en helikopter. Det var super uheldigt, for det var to dage inden, jeg skulle stoppe sæsonen. Men heldigvis skete der ikke noget, udover jeg fik et kæmpe blåt mærke på min ene balle – og når alt kommer til alt, var det jo meget heldigt, at det ikke var tidligere på sæsonen”, siger Line og viser et billede på sin mobil af en noget ilde tilredt blålig balle. På en måde var det held i uheld, for det var jo helt i slutningen af sæsonen, og det kunne være gået ud over hendes ryg i stedet. Heldigvis er hun atter tilbage, spændt på at se, hvordan vintersæ- sonen kommer til at se ud for den energiske skiløber Line Cramon.

FAKTA LINE CRAMON
Resultatliste

  • Danmarksmester i pukkelpiste 2005, 2006 og 2007
  • 2’er i freeride DM 2008
  • 2’er i pukkelpiste DM 2008
  • 2’er i storslalom & Super G for seniorer

DM 2008

  • 3’er i slopestyle DM 2008

Karriere
Line er den eneste kvindelige uddanner i Danmark. Hun har bestået Eurotesten, som er en storslalomtest gennem F.I.S. (det internationale skiforbund) samt Eurosecurity 1 og 2, der er internationale sikkerhedskurser. Dette, samt alle de danske skiinstruktørkurser hun har taget, gør, at hun kan kalde dig Euroski Pro – og hun kan således i princippet åbne sin egen skiskole. Hun har undervist på Oure Idrætshøjskole de sidste fire sæsoner og har medvirket i den danske skifilm ‘Det hvide (af)snit’ som eneste freeride-pige, samt i den nye skifilm ’8’ fra RAD Film Production. Hun lever p.t. som professionel skiløber, men læser sideløbende på kandidatuddannelsen i Idræt på Københavns Universitet.

Sponsorer
Audi, Rossignol, Kari Traa, 540 shop, Dalbello, RED, Anon, Hestra, Biosym og Jomfru Ane Wellness.

ET ÅR I EN DANSK PRO-SKILØBERS LIV

November-april
Line er på ski hele vintersæsonen, men det er normalt noget af et klippeklister-arbejde at få det hele til at hænge sammen. I vinters var hun 12 forskellige steder i alt, hvor hun bl.a. trænede, underviste og tog kurser. I år bestod hun blandt andet det sidste kursus i Frankrig for at kunne kalde sig Euroski Pro.Derudover underviser hun på både Oure Højskole og på en eksklusiv fransk skiskole i Vald´Isére.

Maj-juni
I maj tager hun tilbage til Danmark for at studere. Heldigvis for hende er Idrætsstudiet på Københavns Universitet bygget op af blokke, så hun kan nøjes med at følge de blokke, der er i sommersæsonen. Hendes vintersæson kan dermed fuldt ud bruges med ski under fødderne i stedet for bøger under næsen – ”selvom Anders Fogh nok ikke synes, det er en særlig god idé,” tilføjer hun grinende. Og når vejret tillader det hænger hun ud i kabelparken på Amager for at dyrke sin anden store passion, wakeboarding. Hun deltog bl.a. i DM i kabel wakeboarding, hvor hun blev nr. fire ud af 14 i pigerækken.

Juli
Når alle andre holder fri, arbejder Line hårdt for at tjene penge, hvilket sker både som handicaphjælper og bag disken i et fitnesscenter. Selvom hun er godt sponsoreret, er det en dyr affære at rejse verden tynd for at stå på ski. Og eftersom hun også dyrker både wakeboard og har et liv med vennerne i sommersæsonen, skal der arbejdes for at få det til at køre rundt.

August
I 2008 var hun på ski i Sydamerika. Det er ikke noget, hun gør hver sæson, da hun plejer at være mæt efter vintersæsonen, men i år var det ikke tilfældet. Og så er det jo smart, at Sydamerika har en omvendt sæson end os nordboere.

September-oktober
I september er det tid til at læse lidt igen. I år kom hun lidt sent hjem i forhold til studiestart, men det er en helt klar prioritering for hende, at studiet kommer i anden række. Skiløbet er en klar førsteprioritet. I efterårsferien underviser hun desuden på ”DIN CAMP” i Schweiz.

Tekst Sofie Hvitved Foto Martin Paldan

Artiklen er fra Skimagasinet Pist n’ Powder #15