Soveposen er et af de vigtigste stykker gear for outdoorfolk som os. Men at finde den rette sovepose kan være noget af en jungle. Læs her, hvad Niels Blok – aka letvægtsvandreren – mener du skal se efter.

Alle friluftsmennesker holder af at krybe i sin sovepose efter en god lang dag i naturen og på sporet. En god nats søvn er alfa omega for at præstere igen dagen efter. Det er et af de vigtigste stykker udstyr, du har med dig, og det eneste der bare ikke må blive gennemblødt. Skal du til at købe en sovepose, kan det nogle gange være en jungle. Grundlæggende skal du vide, at vi alle sover forskelligt, at komfort ikke er ens for alle, og at alle producenter lyver i større eller mindre grad. Det er ikke nødvendigvis med vilje, de udnytter bare, at der ikke findes så mange standarder på området. Min erfaring er, at der er to primære ting, du skal holde for øje. Det er mængden af fyld i gram og kvaliteten af fyldet. Jo større kvalitet jo mindre fyld kan du slippe af sted med for samme varme egenskab.

Dun
Dun er små løse fjer fra gæs eller ænder. Det sidder helt inde på kroppen ved dækfjerene, og deres hovedopgave på fuglen er at virke varmeisolerende, og det gør de fremragende. Dun fra gæs er at foretrække frem for and, da de er finere. Dunkvalitet måles i ‘fill power’, eller dunenes bæreevne, nogen gange også kaldet ‘loft’. For eksempel 900 cm3/gram eller 300 cm3/gram, jo højere værdi, jo mindre dun skal der til for at skabe samme varmeisolerende egenskab. Der kan altså skabes samme varme af forskellige kvaliteter dun. En lavere kvalitet er bare meget tungere og indeholder flere fjer end dun. Bagsiden af medaljen er selvfølgelig, at jo finere dun desto mere koster processen og dermed soveposen. Vægt og volumen er jo meget interessant for os der drager af sted med vores hjem på ryggen.

Syntetisk fyld
Syntetisk fyld kan groft sagt deles i to. Korte fibre, som for eksempel primaloft, og lange fibre, som for eksempel Climashield. Korte fibre er mest udbredt og ofte lidt billigere. De korte fibre skaber deres varmeisolerende egenskab ved at være pakket tæt sammen og dermed skabe det ‘loft’, der isolerer og fanger luft. De kan komprimeres en del, men de degraderer hurtigere og kan knække, hvis de er komprimeret for meget i længere tid. De lange fibre er typisk stærkere og mere holdbare, da selve fiberen er tykkere. Denne egenskab giver et bedre ‘loft’, men det betyder også, at en sovepose med lange fibre fylder mere og kan ikke komprimeres så meget. De degraderer dog heller ikke helt så hurtigt.

Afklar dit behov
Gennemgå for dig selv, hvilken temperatur du mest skal bruge soveposen i og vælg derefter. Du kan varmeforstærke en tyndere pose – det er sværere den anden vej. Soveposer kan være syet på et hav af forskellige måder. Generelt ønsker producenten at optimere ‘loft’ og undgå kuldebroer. Derfor syes der på en sådan måde, at der er overlap mellem de enkelte dunceller. Soveposer der er syet igennem skal være enten til sommerbrug eller anden minimalistisk brug. Den ydre skal i soveposen er ofte i et vandafvisende ripstop nylon. Nogle producenter tilbyder endda soveposer med vandtætte ydre. Dette kan være til god effekt i for eksempel top eller bund, hvis man kommer til at røre kondensfyldte teltsider, eller andet der er vådt. Helt vandtætte soveposer er mere specialiserede soveposer til specielle miljøer. Af andre typer soveposer vil jeg nævne Quilten, som er en hybrid mellem et tæppe og en sovepose. Du skal forestille dig, at bunden er taget ud af en traditionel mumieformet sovepose. Det giver nogle begrænsninger, men bestemt også nogle fordele. Teorien bag det at fjerne bunden er god nok. De dun du ligger oven på bliver alligevel presset flade og isolerer derfor minimalt, så dem kan man ligeså godt fjerne helt. Det er meget afhængig af producenten, hvor stor en del der fjernes, men ens for alle er, at der beholdes en fodboks omkring underbenene og fødderne. Er man minimalist, som jeg selv er, så har Quilten den store fordel, at den både vejer og fylder mindre end en tilsvarende traditionel sovepose. Det jeg mister er en hætte, så den kræver god og varm hovedbeklædning, når det er koldt.

Dun

FORDELE
+ Vejer mindst.
+ Kan komprimeres mest.
+ Meget holdbar.
+ Mest åndbar.
+ Duns bærevne holder i længere tid end tilsvarende for syntetisk fyld.

ULEMPER
– Koster mere (dog ikke på den lange bane).
– Gennemvåde dun klasker sammen og mister dets isolerende egenskab.

Syntetisk fyld

FORDELE
+ Billigere end dun.
+ Fyldet er bedre fordelt i soveposen.
+ Isolerer bedre vådt end dun, men det er ikke prangende, så lad være med at teste det.

ULEMPER
– Tungere end dun.
– Lavere varmeeffekt med samme vægt.
– Kan ikke komprimeres lige så meget.
– Det syntetiske materiale laves med petroleum, og derfor er det ikke bæredygtigt.
– Det holder ikke lige så lang tid som dun, da fiber degraderes over tid.

Tekst: Niels Overgaard Blok