I april 2014 blev 16 Sherpaer dræbt af en lavine på Mont Everest. En ulykke, som fik stor mediebevågenhed over hele verden, men som også efterlod mange i vildrede, da de øvrige Sherpaer pakkede deres ting og forlod det 8.848 meter høje bjerg. luksus.land har taget et kig på ulykken, spændingerne på bjerget og hele det dilemma som Mt. Everest repræsenterer i moderne bjergbestigning.
Bjergbestigeren og guiden Jakob Urth sidder på et lokalt tehus, en halv dags vandring nede i dalen fra Everest Basecamp, da nyheden om den voldsomme ulykke når frem.
Everest er i dag overrendt med folk, som har råd til at betale, hvad det koster at få den optimale sikkerhed stillet til rådighed på bjerget i deres jagt på drømmen om at nå toppen. (Jakob Urth)
Sammen med en trekkinggruppe på 17 danske gæster er han som guide på vej mod Everest Basecamp, da meldingen om, at isfaldet er styrtet sammen, når dem gennem folk på vej væk fra bjerget. Første melding lyder på, at helt op til 25 personer kan være døde, alle Sherpaer. Efter en hurtig snak beslutter gruppen sig for at fortsætte frem mod målet, hvor de ankommer den 19. april til en massiv redningsaktion, hvor helikopterne i pendulfart flyver redningsmandskab op på bjerget. Både for at understøtte selve redningsaktionen, men også for at hjælpe de cirka 75 mand, som er fanget over isfaldet, og sidst, men ikke mindst, for i pendulfart at tage døde kroppe hængende under helikopteren med sig ned igen – hængende som tunge sække på liner. Et uhyggeligt syn for Jacob, som gennem sine år som bjergbestiger er kommet til at kende adskillige af de folk på bjerget denne sæson, både vesterlændinge og Sherpaer.
Men det, som slår Jakob, er, at noget denne gang er anderledes. Der er en anden stemning end de tidligere gange, han har oplevet ulykker. Folk er opgivne, for hvordan kan noget sådant ske her allerede, inden sæsonen for alvor er gået i gang? De første 60 til 70 Sherpaer har allerede forladt lejren og pilen peger imod det utænkelige, nemlig at sæsonen er slut, før den rigtig kom i gang. Det utænkelig sker, nemlig at Sherpaerne ikke vil stå model til de forhold, som er på bjerget, og derfor har lukket Mt. Everest for flere bestigninger fra Nepal hele sommeren 2014 i protest over deres forhold. Da alle lig er talt op når dødstallet 16, hvilket gør ulykken til det største i bjergets historie.
Hvordan kunne det gå galt?
Men hvorfor gik det galt den dag i april, og hvorfor blev reaktionen så kraftig på et bjerg, hvor man alt andet lige er vant til, at folk dør i forsøget på at nå toppen?
“Old Man Mountain” 
For at forstå ulykken, og ikke mindst den efterfølgende stærke reaktion, må man først forstå bjergets mekanik. Og det kan Jakob Urth om nogen hjælpe med: “Når man skal beskrive Everest er det vigtigt at gøre sig klart, at Everest som bjerg er et sted, som er anderledes end andre steder og bjerge i verden,” forklarer han. “Flere dygtige bjergbestigere kalder i spøg Everest for “Old Man Mountain”, idet bjerget tiltrækker meget store mængder af mennesker, som ellers ikke bestiger bjerge – hvoraf mesteparten er ældre mennesker med den ene fællesnævner, at de har den store pengepung i orden,” fortsætter Jakob Urth, som er kendt som én af den nye generation af yngre, danske bjergbestigere, der går store bjerge uden ilt. “Everest er i dag overrendt med folk, som har råd til at betale, hvad det koster at få den optimale sikkerhed stillet til rådighed på bjerget i deres jagt på drømmen om at nå toppen. Folk fra hele verden, som er tiltrukket af bjergets magi, historie, legender, samt ikke mindst på den hæder det giver at nå verdens højeste bjergtop”. Og det kræver, at sikkerheden i højere grad skal være i orden på et bjerg, hvor folk har for lidt erfaring, men rigtig mange penge.
Kommercialiseringen af Everest
Det er en tendens som Lars Gundersen, der er Nepalesisk turistambassadør i Danmark og ejer af rejsebureauet Kipling Travel, kan nikke genkendende til. “Når man snakker om en forbedret sikkerhed på Mt. Everest de sidste 15 år, så skyldes det mange flere aspekter, men primært, at det er blevet en enorm forretning på Nepalsiden, hvor folk er parate til at betale prisen for mere sikkerhed,” forklarer han. “Selv var jeg i Everest basecamp første gang i 1987, hvor der stort set ingenting var. I dag er basecamp-området blevet udviklet med en kraftig logistik, til en location hvor 28.000 til 30.000 mennesker hvert år kommer forbi for at snuse til atmosfæren.”
I dag er basecamp-området blevet udviklet med en kraftig logistik, til en location hvor 28.000 til 30.000 mennesker hvert år kommer forbi for at snuse til atmosfæren. (Lars Gundersen)
Og den samme udvikling ses også længere oppe på selve bjerget. “I dag kan enhver “indløse” billet til et forsøg på bjerget, hvis bare man kan lægge de 60.000 til 70.000 USD, som det typisk koster at deltage på en fuldt serviceret ekspedition. Folk, som ofte er meget fysisk stærke, men nogle gange blottet for den meningsfulde erfaring, og folk, som i min optik, ikke kan tage vare på sig selv, skulle ulykken være ude. Det er de store kommercielle udbydere naturligvis klar over, hvorfor de systematisk har arbejdet med at gøre vejen mod toppen mere sikker for deres klienter. Og det er blandt andet her nøglen til forståelsen af problemet ligger begravet,” forklarer Lars Gundersen.
Større sikkerhed for turister 
For når de kommercielle udbydere skal passe på klienterne kræver det mere forberedelse fra Sherpaernes side. “For at sikre klienterne bruges der i dag nemlig meget mere fix reb, væsentlig mere ilt og støtte til klienterne end set før. F.eks. brugte man for år tilbage typisk først ilt fra lejr 3 eller 4, hvor man i dag som standard allerede starter med ilt om natten i teltene fra lejr 2, dvs. i 6.400 meters højde. Læg hertil, at man nu bruger lejr 2 som en slags fremskudt basislejr, hvilket betyder, at Sherpaerne skal tre til fem gange mere igennem det farlige Khumbu isfald end før, da dette kræver mange flere forsyninger i lejr 1. Godt for klienterne, som slipper for at bruge unødig tid i det farlige isfald, dårligt for Sherpaerne, som skal slide sig igennem de farligste zoner på bjerget flere gange end før,” fortæller Lars Gundersen, der kender meget til Sherpaerne i området grundet arbejdet med at arrangere ture til Everest Basecamp.
Khumbu isfaldet – en nøglepassage
Men én ting er bjergets rygte og transformation til at blive et – måske alt for – tilgængeligt sted, så længe du har penge nok, men et andet er de farlige passager, som bjerget også er indehaver af. Det berygtede Khumbu isfald er det sted, hvor lavinen indtraf. Det er en gletcher-passage startende i cirka 5.500 meters højde, som adskiller bjergets basecamp med lejr 1. En frygtet passage på 700 højdemeter, som typisk forceres på mellem 10 og 12 timer de første gange på en ekspedition. “Når ulykken i Khumbu isfaldet er så signifikant, er det, fordi dette sted om noget er blevet symbol for den ulighed, der bliver større og større på Everest, og som betyder, at det i dag er sikrere end nogensinde af bestige Mt. Everest som vesterlænding, imens det som sagt er blevet farligere for Sherpaerne. Jo færre gange man vil have de vestlige klienter igennem isfaldet på grund af sikkerheden er groft sagt lig flere gange som Sherpaerne skal igennem”.
Dødsraten falder
Hvordan hænger det sammen? Lad os kigge på nogle tal. Når man snakker Everest, er der mange, der deler bestigningerne op i før og efter år 2000. Hvorfor? Fordi det var i år 2000, at kommercialiseringen af Everest for alvor tog fart. Kigger man således på tallene, som de er udregnet af AdventureStats.com, var der 1.166 bestigninger af bjerget frem til 1999, imens antallet af bestigninger i perioden fra 2000 til 2014 alene tæller på den øvre side af 4.000. 80% af bestigningerne af Everest er altså foregået de sidste 14 år. AdventureStats har også regnet på dødsraten på bjerget og kommer frem til, at der var 165 dødfald på bjerget op til 1999, dvs. en dødration på 14%, imens dødsratioen efter år 2000 er faldet til 2%. Statistisk set er det altså syv gange mere sikkert at bestige Everest i dag end for blot 15 år siden. Alt sammen jo god statistik for folk, som drømmer om at nå toppen af verdens højeste bjerg, men det er en forbedret sikkerhed, som kommer med en høj pris. Men den sikkerhed, som gør, at mange mennesker uden den store bjergerfaring kan komme på toppen, har en skyggeside, der bør italesættes ifølge Lars Gundersen.
Mindre sikkerhed for Sherpaer
“Når Sherpaerne er utilfredse, skyldes det altså blandt andet, at de er utilfredse over at skulle flere gange gennem de farlige passager. Det kombineret med at de godt kan se, at sikkerheden på bjerget er blevet markant bedre for de vestlige klienterne, gør, at de selv vil have del i denne øgede sikkerhed, ligesom de vil have mere i løn for det øgede ansvar. Og det både på selve bjerget, men også forsikringsmæssigt for at påtage sig den opgave det er at gøre bjerget sikkert. En udfordring, som er godt illustreret af, at den Nepalesiske regering gav familierne til de døde en kompensation på sølle 408 USD,” fortæller Lars Gundersen og fortsætter. “Ikke et stort beløb at sætte sit liv på spil for, når man ved, at en klient sagtens betaler op til 100.000 dollars for turen alt inkl. Når Sherpaerne trak sig fra bjerget i år, skal det altså også ses som et strejkevarsel om at gøre noget ved arbejdsforholdene for Sherpaerne, endsige at de kræver at få udlignet den store ulighed i løn og risiko, som er opstået på bjerget de sidste år som resultat af, at bjerget besøges af så mange folk uden nok erfaring. Man kan med rette sige, at kommercialiseringen har nået ret vide grænser.”
Når Sherpaerne trak sig fra bjerget i år, skal det altså også ses som et strejkevarsel om at gøre noget ved arbejdsforholdene for Sherpaerne.
Nepals regering får ligeledes 10.000 USD pr. Everest-tilladelse for hver vestlige klatrer. “Det er blandt andet de penge, Sherpaerne mener, kunne bruges til forsikring og/eller provenuedeling osv. Men lukker bjerget fra Nepal-siden er problemet ikke mindre, da alle ekspeditionerne så bare flytter til Tibet-siden fra nord, hvor kineserne så får det samlede provenue. Og det er store penge,” forklarer Jan Gundersen.
Fremtiden på Everest 
Spørgsmålet er så, hvor årets episode efterlader bestigningerne af Everest i fremtiden? Vil næste år være tilbage til “business as usual”, eller vil der være noget radikalt ændret. Ét synes sikkert, selvom Sherpaerne endnu ikke officielt har meldt noget ud, at Everest atter vil være åben næste sommer – også fra Nepal-siden, og det er ganske enkelt, fordi ingen har råd til at holde vejen lukket. Everest vil jo stadig, også i denne sæson, være åben fra Tibet-siden, og endnu en sæsonlukning på Nepal-siden vil blot flytte mesteparten af ekspeditionerne over på Kina-siden næste år, til stor skade for turismen på Nepal-siden. En skade, som hverken de lokale Sherpaer eller Nepal som land (hvor 90% af landet indtægt kommer fra turisme) kan leve med i det lange løb.
Ikke desto mindre kan man håbe på, at årets ulykke kan være med til at rette en smule op på den enorme lighed der findes i regionen, endsige give os vesterlændinge en fortjent huskekage til at forstå og anderkende de lokale Sherpaers enorme betydning for de drømme, vi lever ud i regionen. Ja endda er villige til at betale en smule mere skulle de gå i døden for vores drøm. En anderkendelse, som måske vil tage tid, men som vi passede kunne starte med at gøre økonomisk allerede nu, så må vores mentale anderkendelse komme senere.
Om ulykken også vil give en anden forståelse af, hvorledes vi danskere anser Everest, kunne man også godt ønske sig. Endsige at vi får en større forståelse for folk, som klatrer bjerget ved egen hjælp og færdigheder, i forhold til dem, som er blevet båret derop på en guldstol af en, flere eller ligefrem en lille hær af Sherpaer.
Og for at vende tilbage til Jakob Urth, så “er – og skal – bjergene være et eventyr land”, men derfor behøver folk jo ikke glemme, at erfaring og evner redder liv, når uheldet er ude. Her på redaktionen synes vi i alle tilfælde, at det er super spændende, at vi allerede næste år har både Bo og Ivan på bjerget, som vil prøve sig uden ilt. Og glæder os til følge deres ekspeditioner i år. Du kan på de følgende sider både læse om to øvrige danske bjergbestigeres syn på sagen. Ivan Braun, som har planer om at bestige Everest i 2015 for første gang, samt Bo Belvedere, der drømmer om at bestige bjerget i 2015, men har stor erfaring fra tidligere, da han allerede forsøgt sig tre gange på bjerget.
SHERPAERNE PÅ EVEREST
Hvis man som dansker vil forstå Mt. Everest, må man først forstå, hvad det vil sige at være Sherpa. Lars Gundersen giver her sit bud.
Danske medier har det med at sætte betegnelsen Sherpa lig med lokale folk i Himalaya, som arbejder i højderne i bjergene. Dette er en meget stor forenkling, da Sherpaerne fysisk er en befolkningsgruppe, som stammer fra foden af Mt. Everest. Faktuelt betyder Sherpa oversat ‘Folket fra øst’.
Det er således vigtigt at gøre sig klart, at der på Everest er mange andre lokale befolkningsgrupper, som arbejder på og ved bjerget. De døde Sherpaer den 18. april tæller som sådan både folk, som er Sherpa, Tamang, Gurung og Nepalesere.
Fra kartoffeldyrkere til guider
Det er også vigtigt at have en forståelse af Sherpaernes historik. En befolkningsgruppe, som siden 1950 har gjort det til deres levevej at servicere vesterlændinge op i højderne i bjergene. Inden da havde de historisk set ernæret sig af handel på tværs af bjergene som yakokseholdere og kartoffeldyrkere, hvilket var et møjsomt og farligt erhverv med megen slid og kun meget ringe fortjeneste. Sherpaerne levede også af samhandel med Tibet. Da kineserne besatte Tibet i 1950 stoppede den livsvigtige samhandel, der gjorde samfundet ludfattigt. Dengang i 1950 var de som befolkningsgruppe faktisk døden nær på grund af manglende evne til at ernære sig selv, og som sådan kom det store internationale kapløb om at bestige bjerge i regionen som en kærkommen appelsin i turbanen.
De første på toppen
Siden er det Shearperne, som har organiseret områdets infrastruktur og logistik, ikke mindst takket være det gode renomme de fik via Sherpaen Tensing Norgay og Edmund Hillary, som var de første på toppen i 1953. Samtidig hjalp den uddannelse og viden, Sherpaerne har fået via de hjælpeprogrammer som Hillary, Tensing og andre landsmænd efterfølgende startede op i dalen. Hjælpeprogrammer som etablerede skoler, hospitaler og andre former for infrastruktur i dalen, og som har givet dem et videns- og kompetence forspring i forhold til andre befolkningsgrupper i regionen.
Nepals mest magtfulde
Det er meget vigtigt at forstå Sherpaernes rolle og funktion som bindende element i områdets infrastruktur. Herunder at de er gået fra at være en af landets fattigste befolkningsgrupper til i dag at være en af Nepals rigeste og mest magtfulde. Alt sammen takket være Everest, evnen til at kunne arbejde i højderne, deres evne til at tilegne sig gode samarbejdsevner og mentalitet overfor de vestlige aktører. Et vigtigt element er at huske på, at de via deres arbejde i bjergene som sådan kan tjene en årsløn, som er det tidobbelte af en lokal skolelærer, og som oveni købet har stor prestige blandt andre lokalsamfundet.
FAKTA MOUNT EVEREST 
Mount Everest er verdens højeste bjerg på 8.848m, som ligger i bjergkæden Mahalangur Himal i Himalaya på grænsen mellem Tibet og Nepal. I den højde er luften så tynd, at der kun er 30 procent af den ilt, der findes ved havets overflade. Denne højde kaldes for dødszonen, da mennesker vil dø i løbet af få dage med så lidt ilt. De fleste ekspeditioner til toppen udføres derfor med iltmasker som hjælpeudstyr.
Everest blev første gang forsøgt besteget i 1924 af George Mallory og Andrew Irvine. Det lykkedes dog ikke, og det var først i 1953, at det lykkedes newzealænderen Edmund Hillary og Sherpaen Tenzing Norgay at bestige bjerget fra sydsiden. Det var en kæmpe ekspedition med over 200 personer.
Over 5.000 har været på toppen af Everest, men det er stadig ikke en helt ufarlig ekspedition at bevæge sig ud på, selvom dødsraten er faldet væsentligt siden 2000. Ifølge AdventureStats.com var den inden 2000 på 14 procent, imens den efterfølgende er faldet til 2 procent.
Det tager typisk mellem 60-70 dage at deltage i en ekspedition på Mt. Everest.
FORSKELLIGE METODER TIL AT BESTIGE BJERGE
Der er principielt to forskellige metoder, hvorpå man kan bestige et bjerg: Alpin stil og Ekspeditions stil (Siege stil). Og ud fra disse er så et hav af forskellige understilarter, som f.eks. Unsupported, der tager lidt elementer fra begge metoder.
Tekst Ivan Braun
1. Alpin stil
Alpin stil er i alt sin enkelthed den reneste form at bestige et bjerg på, uden anden hjælp end den, man selv kan bære. Når først man forlader foden af bjerget og bestiger det, går det kun opad uden at søge ned, intet transport af udstyr op ad bjerget, ingen fixreb og ingen hjælp. I nogle sammenhænge bliver betegnelsen “Alpin stil” misbrugt af folk, som eksempelvis skriver “vi gik mod toppen fra high camp i alpin stil” – det er noget pladder, for alpin stil starter ved foden af bjerget. Nogle vil endda mene, at ægte alpinisme forudsætter, at man bar sit eget grej, mad og udstyr hele vejen til basecamp. Ofte bliver dette begreb tolket, overfortolket og hævet til nærmest en religionsdebat om dit og dat.
2. Ekspeditions- / Siege stil
Ekspeditions- eller Siege/belejring stil består i, at man etablerer camps højere og højere på bjerget, opsætter fixreb til at sikre transport imellem lejrene og til akklimatisering. På kommercielle ekspeditioner benytter man Sherpaer til at etablere lejre, og bærere til at transportere sit udstyr imellem lejrene, bortset fra hvad man har i sin rygsæk. Ekspeditions/Siege bliver kun benyttet i Himalaya og Karakoram.
3. Unsupported
En variant til ovenstående er “Unsupported”, hvor man benytter elementer fra begge stilarter. Teamet modtager ikke hjælp over basecamp, men der etableres lejrer undervejs og transport finder sted imellem disse lejre.
OM LARS GUNDERSEN 
Turistambassadør for Nepal i Danmark og indehaver af Kipling Travel, som bl.a. tilbyder bjergbestigningsturisme. Han har siden 1987 rejst intensivt i hele Himalaya udover utallige andre rejser i resten af verden. Lars har desuden Kipling Inc i Nepal samt 50% af datterselskabet Kipling India Travels i Indien. Læs mere på www.kiplingtravel.dk, www. nepaltouristboard.dk og mountains.dk, som er dansk Himalaya-statistik.
DE 5 STØRSTE EVEREST BEDRIFTER
– ifølge Lars Gundersen
1951
Det meget eventyrlige forsøg på Everest i 1951 af Klavs Becker-Larsen. 1980 Største bedrift er anden gang Reinhold Messner var på bjerget i
1980
Vi snakker en bestigning uden ilt og uden support, hvor Messner som en af de eneste gange i historien var en person på bjerget. En vaskeægte solo-ekspedition og ikke som nutidens mange “solo ekspeditioner”. Større og mere rent bliver det ikke.
1995
Danmark får sin første Mt. Everest bestiger ved Michael Knakkergaard Jørgensen, som besteg bjerget fra nord på en kommerciel ekspedition.
2000
Flotteste danske bestigning til dato går til Asmus Nørreslet og Mads Granlien, som deltog i den første rent danske Mount Everest-ekspedition “BigE – Thrane & Thrane Danish Everest Expedition 2000”. Hvorfor? Fordi de havde et projekt, hvor de var stort set selvkørende, havde egne færdigheder til at begå sig på bjerget og ikke var bange for at træde uden for normalruten, da de besteg bjerget på den falske polske rute.
2000
På samme BigE-ekspedition når Allan Christensen 8.700 meter uden ilt. Meget fantastisk.
HVILKEN ERFARING BØR DU HAVE, HVIS DU VIL PÅ EVEREST?
Vi har samlet en række gode råd til, hvor meget erfaring du bør have, før du kan overveje Everest. Her er de tre vigtigste.
- Du bør som minimum have nok erfaring til at kunne tage vare på dig selv – også når uheldet er ude.
- Du bør mindst have været ét bjerg over 8.000 meter, f.eks. Cho Oyu på 8.201m.
- Du skal kunne være væk længe hjemmefra, da en Everest ekspedition typisk varer 60 til 70 dage.
JAKOB URTH – BJERGBESTIGNING VS KOMMERCIALISERING AF EVEREST
Bjergbestigeren Jakob Urth var i Nepal tæt på Everest, da ulykken indtraf. Her ses han på bjerget Lhotse (8.511m) i Nepal i foråret 2012.
Jakob Urth er én af Danmarks mest aktive og succesfulde bjergbestigere med over 20 års erfaring med klatring. Han var tæt på basecamp, da ulykken skete i april og giver her en opsang til uerfarne bjergbestigere.
Titlen på dette skriv kunne ligeså godt have været “bjergbestigning vs klientkaos” for på intet andet bjerg i verden, er der så meget big business som på Everest.
Det er der jo som udgangspunkt intet galt i, da bjergene er for alle, også for dem, som ønsker at tjene penge på andres ambitioner i bjergene. Om det er, at man køber sig ind på en stor ekspedition, hvor alle normale opgaver bliver klaret af bærere, guider og Sherpaer. Eller om man over tid skaber sig den erfaring, der er nødvendig for at begå sig sikkert på et højt bjerg. Altså at man har erfaring og styrke til at bære sit eget gear, at man har erfaring til at begå sig sikkert, når vejret måske slår om, eller når man skal passere tekniske udfordringer højt på bjerget.
De uerfarne
Det, som så kan være problemet, er, når de mange uerfarne klienter skaber usikkerhed og farlige situationer for guider, andre klatrere og især Sherpaerne. At de mange klienter skal føres op gennem isfaldet eller andre lidt tekniske steder på bjerget. Dertil kommer de mange kilo udstyr, som lokale bærere fragter op til de forskellige Camps eller som i dette forår, hvor det igen gik galt, da ruten igennem isfaldet skulle etableres med stiger og fixreb. Alt sammen for at uerfarne klienter skal op på et bjerg, hvor de ikke hører til.
“På intet andet bjerg i verden er der så meget big business som på Everest.”
Jeg har set utrolige ting på Everest, og jeg har set utrolige ting på andre 8.000 meter bjerge, hvor uerfarne klienter begår sig med stor fare for andre og ikke mindst sig selv. Dette er ikke meget anderledes end stort set alle de danske bestigninger af Everest, som vi har haft igennem tiden. Kun ganske få af de danskere, som har nået toppen, har efter min mening reelt erfaring til en sikker bestigning.
“Alle danske bestigninger både før og efter år 2000 har alle været så massivt hjulpet, at man næsten ikke kan kalde det en bestigning.”
Alle danske bestigninger både før og efter år 2000 har alle været så massivt hjulpet, at man næsten ikke kan kalde det en bestigning. Ikke at kunne bære sit eget gear, ikke at kunne opsætte eget telt og samle sne og især at bestige Everest – eller hvilket som helt andet bjerg – med brug af flaskeilt, er bedrag. Dette kan vel næppe betragtes som en rigtig bestigning. Dertil kommer, at langt de fleste danskere starter med ilt i allerede små 7.000 meter.
Dette er desværre “måden”, man bestiger de høje bjerge på, når man er fra Danmark, i hvert fald hos de fleste og dette ser ikke ud til at ændre sig. Everest har langt fra set sin sidste Desperado-bestiger, hvor erfaring langt fra står mål med det projekt, man ønsker. Især når der på websites, i aviser, radio osv. bliver meldt ud, at man har stor erfaring uden at have det. Problemet, som jeg ser det, er, at det er med til at skabe farlige og til tider umenneskelige forhold for de lokale bærere og Sherpaer. Når Alpetoppe og spejderlejre bliver udmeldt som nok erfaring. Når man udmelder sin uafhængighed på bjerget, når man reelt er klient. Hvor er oprigtigheden i sådanne projekter og hvad er det, man ønsker at bevise?
OM JAKOB URTH 
Jakob Urth er 37 år og med over 20 års erfaring med klatring, er han en af Danmarks mest aktive og succesfulde bjergbestigere og eventyrere. Han har tre 8.000m bestigninger uden brug af kunstig ilt, samt et utal af andre bestigninger på sit CV. Han arbejder som ekspeditionsguide i det meste af verden, afholder foredrag og lancerer virksomhedsevents gennem sit firma. Du kan læse mere om ham på www.jakoburth.blogspot.com .
BO BELVEDERE – DU KAN IKKE KØBE DIG TIL TOPGARANTI
Bo Belvedere er en af de meste erfarne bjergbestigere i Danmark, og har været på Mt. Everest tre gange over de sidste 17 år. Han kender om nogen bjerget og er kritisk over for det stigende antal af bjergturister, der ikke har reel erfaring. Her er hans tanker om Everest som bjerg og ulykken i april.
Mit første forsøg på Everest fandt sted i 1996, som var et år præget af den første rigtig store katastrofe. Otte mennesker døde indenfor kort tid, da de blev fanget i dårligt vejr højt oppe på bjerget, og mange flere fik alvorlige forfrysninger. Mit andet forsøg var i 2000, hvor vi havde en rent dansk ekspedition til bjerget med seks klatrere. Her havde vi succes et år, hvor ikke mange andre ekspeditioner nåede toppen pga. meget ustabilt vejr. Begge disse forsøg var via sydsiden af bjerget fra Nepal.
I 2013 vendte jeg tilbage til Everest for at se, om jeg i mit tredje forsøg kunne fuldføre det, som ingen danskere har gjort endnu, nemlig at bestige Mount Everest uden at bruge iltflasker. Men denne gang besluttede jeg at prøve nordsiden dvs. fra Tibet. Det lykkedes ikke for mig at nå op, men min ekspedition, hvor yderligere to danskere deltog, fik heldigvis succes, da de to nåede op. Så min historik på bjerget er tre ekspeditioner, heraf 2 succesfulde, men desværre ikke succes for mit eget projekt uden ilt. År 2015 vender jeg tilbage for at forsøge endnu en gang – naturligvis uden ilt og Sherpaer til at bære for mig, da det ikke siger mig noget at forsøge med ilt og med al mulig hjælp.
Jeg respekterer de mennesker, som bestiger bjerget med brug af alle hjælpemidlerne, så længe de lader sig bære af deres egne ben. Men det er reelt et andet bjerg, de bestiger, end det Everest som jeg forsøger på. Iltflaskerne giver mulighed for, at du indånder så meget ilt, at det for kroppen virker som om højden er omkring 7.000-7.500 meter, og dermed altså langt fra den højde, som bjerget med sine 8.850 meter reelt strækker sig op i.
Jeg har allerede besteget adskillige bjerge omkring og over 7.000 meter, og derfor ligger der ikke nogen højdemæssig udfordring i at gøre det for mig. Jeg har besteget teknisk langt sværere bjerge i den højde, endog tidligere ubestegne bjerge, så udfordringen på Everest ligger netop i højden og den virkning, den har på kroppen, når virkningen ikke minimeres med kunstige hjælpemidler.
Men jeg forstår andres holdning. De har sat fod på toppen af Everest uden ligefrem at være båret derop af en helikopter – eller en lift, må det aldrig ske at nogen bygger sådan en derop. Men de har i virkeligheden ikke overkommet den forhindring, det er at komme på toppen af Everest, i hvert fald ikke den fulde forhindring.
Det er stadig en præstation at komme på toppen med iltflasker og Sherpahjælp, og det er stadig forbeholdt de få stædige og stærke. Jeg har set mange veltrænede, som trods hjælpemidlerne, var som vredne karklude, da de returnerede fra toppen. I 2013 måtte jeg hjælpe en Sherpa og hans klient, der var ved at omkomme pga. væske- og energimangel, efter de havde nået toppen af bjerget. De måtte også overnatte i mit telt, da alle andre telte var ødelagt af storm. De kom derfor helskindede ned næste dag, mens mit topforsøg desværre blev ødelagt, da jeg brugte al min energi på at hjælpe dem. Men det viste tydeligt, at selv mennesker i god form og med erfaring i bjergene bliver udfordret af en Everest-bestigning med alle hjælpemidler til rådighed.
Man skal ikke betragte en Everest bestigning som noget enhver kan gennemføre, blot man har penge nok til at betale for al den support, man kan få. Det kræver stadig en solid fysik og helst også den bjergerfaring, som gør det lettere for dig at færdes i vanskeligt terræn. Erfaringen betyder, at du ikke bruger unødig energi, og effekten er meget tydelig.
Jeg har været guide for superstærke triatleter, som helt sikkert var i bedre form end jeg, men når turen går mod toppen, har de måttet opgive. De har mentalt brugt for meget energi på at holde modet oppe og har rent fysisk ikke bevæget sig så effektivt, hvor jeg med mange års erfaring har bevæget mig hypereffektivt hele tiden og lige præcis ved, hvad der er muligt og hvornår det bliver hårdt. Derfor er jeg også af den holdning, at helt uerfarne “bjergbestigere” ikke burde have tilladelse til at bestige de allerhøjeste bjerge.
Når det kommer til Everest, K2, Kangchenjunga og de andre ottetusind meter høje bjerge, så burde der ligge en solid bjerg-CV på bordet, før man får lov. Det ville give færre uheld, færre lig, som vi skal træde hen over, mindre forurening i bjergene, flere positive oplevelser af ekspeditionerne og det ville genetablere det ry, som de helt høje bjerge herunder Everest rettelig bør have.
Over de 17 år, hvor jeg har færdes på Everest, er der sket et tydeligt skift. I starten var der nogle få, kommercielle ekspeditioner – altså hvor man betaler et beløb og så deltager i en slags pakkerejse, hvor det hele er arrangeret, der er iltflasker til rådighed, telte og andet udstyr. Ligesom der er et stort hold Sherpaer, som bærer for dig og hjælper dig undervejs, f.eks. hvis du er for træt til at bære dit eget gear.
“Jeg har set mange veltrænede, som trods hjælpemidlerne, var som vredne karklude, da de returnerede fra toppen.”
I dag er de kommercielle ekspeditioner klart i overtal. Der er mange forskellige firmaer, som lever af at arrangere ekspeditioner til flere af de højeste bjerge. Det skift mærkes tydeligt, da det betyder, at der er langt flere uerfarne bjergbestigere på bjerget. Dermed er der også langt flere Sherpaer i gang, da de fleste uerfarne skal have ret massiv støtte, for at det skal fungere.
Sherpaerne overtager så også de fleste af de hårde og risikable opgaver, for at de betalende klienter skal komme relativt smertefrit til deres bjergbestigning. På traditionelle ekspeditioner, hvor det f.eks. er et nationalt hold, der er kommet for at bestige Everest, vil deltagerne oftere tage del i både det hårde og risikable arbejde.
Det fungerer dog ikke altid sådan, og der er stor forskel på vestlige ekspeditioners og f.eks. asiaters attitude. Vestlige tenderer til en mere etisk holdning til klatringen, men asiater køber sig til al den støtte, de kan få. Det så jeg tydeligt på nordsiden af Everest i 2013, hvor et kolossalt hold af kinesiske nyrige forsøgte at købe sig til at komme på verdens tag uden egentlige forudsætninger for det. Det gav et massivt opbud af Sherpaer, kolossale mængder af luksus i basecamp og iltflasker til brug allerede fra mellem 6.000 og 7.000 meter. Selvom det selvfølgelig var ærgerligt for dem, så var jeg helt lettet over, at den fremgangsmåde ikke havde stor succes. Kun nogle enkelte af de omkring 30 rigmænd lykkedes med forehavendet. Og det fortalte mig med al tydlighed, at holdningen til bjerget har ændret sig.
Man tror det er muligt at købe sig til en topgaranti, hvilket det heldigvis ikke er. Men kommunikationen omkring dette fokuserer på succeserne, hvorfor mange udenfor bjergbestigningskredse mener at vide, at man kan købe sig til succes.
Sherpaerne, som fungerer som organisatorer og som arbejdsheste på bjerget, har brug for ekspeditionerne specielt de kommercielle, som de tjener gode penge på at deltage i. Men det er et dilemma, at de samtidigt udsætter sig selv for en stor risiko. Deres familier risikerer at stå uden en fader (der er kun ganske få kvindelige Sherpa-guider) og de erstatninger, der udbetales i tilfælde af uheld, er nærmest symbolske. De efterladte får i hvert fald et økonomisk problem oveni sorgen over at miste et familiemedlem.
Bjergindustrien, som man vel kan kalde kommercialiseringen af ekspeditionerne, er en væsentlig indtægtskilde, som man tydeligt mærker indflydelsen af. Specielt i Khumbu området lige syd for Everest er der sket en meget markant velstandsstigning gennem de år, jeg har færdes her. Sherpaernes huse er langt bedre, nyere, velindrettede og renere end de nogensinde før har været. Her ses den positive indflydelse af turismen i området, som i øvrigt for en væsentlig grad også er trekkingturisme. Men hvor en trekker måske lægger nogle få tusinde kroner, så lægger bjergbestigerne mange gange mere.
Sherpaerne får langt højere betalt for at deltage i ekspeditioner end på en trekkingtur, og har ekspeditionen succes udbetales der ydermere topbonus, som giver et væsentligt økonomisk tilskud til velstanden. Det er derfor svært at forestille sig den positive udvikling i området uden den kommercielle bjergbestigning. Og virkningen ses ikke kun i form af velstand.
Andre positive tendenser er en langt større bevidsthed om naturbevarelse, så området i dag er langt renere, og skovene klarer sig bedre, end da jeg første gang kom her. Jeg hilser derfor trods mine mange forbehold udviklingen velkommen og kan slet ikke forestille mig, at Nepal kunne finde på at lukke for denne udvikling i længere tid trods årets dramatiske begivenheder.
Sherpaerne har dog brug for nogle ændringer. Når de formentlig ikke ønsker at miste indtægtskilden, der som beskrevet bærer en hel bølge af positiv udvikling med sig, bør de i hvert fald sikres i tilfælde af uheld. Bedre forsikringsordninger kunne være en vej at gå, hvor de udbetalte summer er en reel forsikring og ikke et “plaster på såret.”
Udfordringen ved Everest vil bestå, selvom der måske sker ændringer, der gør det mindre risikabelt. Jeg ser ikke nationale restriktioner i retning af mere erfaring for at opnå tilladelse komme lige umiddelbart, bl.a. da det vil kræve enighed om dette med Kina/Tibet, ellers vil de kommercielle ekspeditioner blot tage den nordlige vej til bjerget i stedet.
Begivenheder som årets katastrofe vil måske have den indflydelse, at flere uerfarne tænker sig lidt mere om, og de firmaer, som arrangerer kommercielle ekspeditioner, vil måske agere lidt mere restriktivt mht., hvem de tager med – i hvert fald indtil ulykken er gået delvist i glemmebogen, hvilket den aldrig vil gøre helt.
OM BO BELVEDERE 
Bo har i mere end 35 år dyrket trekking, klatring og bjergbestigning. Han har besteget bjerge i stort set hele verden som bl.a. Østrig, Frankrig, Rusland, Peru, Argentina, Tanzania og Nepal. De fleste ture har været arrangeret på egen hånd, men han guider også andre, som har en drøm om at bestige bjerge. Han har desuden udgivet en lang række bøger om bjergbestigning og holder jævnligt foredrag.
Læs mere på www.k2-adventure.dk .
IVAN BRAUN – EVEREST HAR ALTID LURET I MIT SIND
Ivan Braun drømmer om at bestige Mt. Everest i 2015. Læs om hans forhold til bjerget her.
Det har altid ligget i kortene, at jeg skulle bestige bjerge. Allerede fra barns ben var jeg besat af legenderne fra Himalaya og kunne en masse om, hvem der havde besteget hvilke bjerge og hvornår. Jeg var kendt for at være ham, der kunne klatre højest i træerne og den eneste, som kunne bestige endevæggen på brandstationen, som var en ældre bindingsværksbygning. Så min fascination for Everest har altid luret i mit sind, og det har altid været eventyret om George Mallory og Andrew Irvine på Nordsiden i 1924, som har haft min interesse. Tænk sig, at de to forsøgte at bestige Everest i for 90 år siden iført gabardine tøj og et hvæsende ilt apparat. Der var hverken teknologien, viden eller udstyret udviklet til sådan et eventyr, og alligevel forsøgte de sig. To mand mod bjerget, Mallory og Irvine mod Everest. Hvis ikke det tænder en glød inde i dig, så ved jeg ikke, hvad der skulle tænde en.
I 1953 blev Everest besteget for første gang, hvilket skete fra sydsiden, og siden da har sydsiden også båret præg af store ekspeditioner. Det er også her, at bjergbestigere, bjergturister og andre med både tiden – og især økonomien – har flokkes om bjerget. De senere år har man set billeder af mere end 300 bjergbestigere i kø på vej op ad bjergsiden, som er et ganske skræmmende billede.
Det bliver spændende at se, om al trafikken og turismen trækker over på Nordsiden i 2015 på grund af dødsfaldene og lukning af syd her i år. Jeg har endnu ikke gjort mig mine overvejelser, om det vil ændre på mine planer, men jeg skal ærligt indrømme, at tanken om at stå i kø med 300 andre ved stigerne på “second step” ikke tiltaler mig synderligt meget.
Jeg startede mit projekt “Fra sofa til Everest på 5 år” i 2010 og fik tatoveret Everest2015 på højre overarm som påmindelse om mit mål, og hvor jeg er på vej hen. Med det mener jeg, at jeg synligt og tydeligt har indgået en aftale med mig selv om, at jeg vil bestige Everest til næste år.
Jeg plejer at sige, at jeg flytter til Nepal i april og kommer hjem “when it’s done” – planen er, at jeg er retur i Danmark omkring juni måned 2015. Men jeg vil ikke dø på bjerget, så mit projekt er ikke med livet som indsats. Hvis noget går galt undervejs, vil forsøget blive afbrudt.
Folk mener, at jeg løber en risiko for at blive latterliggjort over min tattoo, fordi jeg netop har anført, hvornår jeg bestiger Everest. Og de har ret i, at det er et egoistisk projekt. Det er en test af min egen fysiske og mentale formåen, det er en drøm, som jeg forfølger målrettet. Jeg gør det ikke for andres accept, men jeg kan da godt håbe, at mit projekt kan inspirere andre til at turde forfølge deres drømme.
Jeg vil bestige Everest fra Nord unsupported – uden hjælp over basecamp og uden brug af kunstig ilt. Det er den variant, som passer os bedst på forsøget, og den, som kommer tættest på Mallory og Irvines forsøg i sin tid. Hvis vi løber ind i etableret sikring, vil vi benytte den, og vi kommer ikke uden om stigerne i 8.000 meters højde ved “Second step”. Jeg har tidligere besteget bjerge i Alpin stil og i klassisk ekspeditionsstil, og vil helt sikkert benytte begge igen efter Everest.
Mallory og Irvine brugte ilt på deres forsøg, men jeg mener, at uden ilt er at foretrække frem for de hvæsende iltapparater, de benyttede for 90 år siden. Men det er min måde og mit valg. Jeg synes, der er plads til alle, og at alle skal bestige bjerge på deres måde.
Alle, som har muligheden, er velkomne i bjergene, også på Everest. Men det bør ske under bedre forhold end nu, hvor der stadig dør både Sherpaer og turister på bjerget.
Min plan har hele tiden været at være to mand mod bjerget som Mallory og Irvine. Derfor har det været mig magtpåliggende, at jeg skulle finde en makker med masser af erfaring, en som jeg kan stole 100% på, fordi mit forsøg er uden brug af kunstig ilt. Det skal være én, som ikke vil sætte egne personlige mål over mine/ vores mål. Jeg har siden 2010 arbejdet med en bruttoliste, som blev streget, da jeg blev kontaktet af Mingma Sherpa.
Mingma Sherpa kontaktede mig i januar måned efter at have læst mine kommentarer online på episoden sidste år på Everest, hvor tre topalpinister kom op at slås med en gruppe lokale Sherpaer. I sig selv en bedrift at komme i slagsmål i 7.000 meters højde, og så endda med Sherpaer, som er buddhister og derved pacifister. Der var kø ved håndvasken af vesterlændinge, som hængte Sherpaerne ud for deres deltagelse i slagsmålet, og vi var ikke mange, som havde en anden opfattelse. Jeg selv mistede alt for de tre alpinister oven på episoden, dels over at de sjosker rundt på turistsiden af Everest for at gøre noget “unikt”, dernæst at komme i slagsmål med lokale og til sidst over at skyde al skyld over på dem.
“Jeg skal ærligt indrømme, at tanken om at stå i kø med 300 andre ved stigerne på “second step” ikke tiltaler mig synderligt meget.”
Jeg har desværre selv deltaget i min andel af slagsmål (oftest på barer), og ved at der altid er mindst to involverede parter og mindst to skyldige.
Mingma takkede mig for min deltagelse i diskussionen, mit syn på Sherpaerne, og ikke mindst min stadige tro, respekt og opbakning for de lokale, uanset hvor jeg kommer som bjergbestiger, ikke mindst Sherpaer. Han har læst sig frem til, at jeg ville bestige Everest i 2015, og at det ville være ham en stor ære at deltage i mit projekt.
Jeg anede ikke, hvem Mingma var og fik googlet mig frem til information om manden bag tilbuddet. Og sikke et tilbud, Mingma er den legendariske Sherpa, som står for at sætte ny verdensrekord i antal summits på toppen. Han når det enten i 2015 sammen med mig eller i 2016 eller 2017. Tidspunktet er ikke vigtigt for ham længere. Han har alt i alt deltaget i 28 ekspeditioner på Everest, har været på toppen af hele seks 8.000’ere og er blandt andet noteret i Guinness Rekordbog. Han er sponsoreret af Rolex og følges af Discovery Channel (oven på de drabelige episode i år, er der ingen der ved, hvad der skal filmes og ikke filmes). Mingma vil bestige Everest i sædvanlig stil, dvs. med ilt.
Jeg vælger at se Mingma som Sherpa på grund af hans baggrund og ikke hans virke, for mig kunne han have hvilken som helst oprindelse og baggrund, så længe han har erfaringen, og jeg kan stole på ham som makker – med mit liv som indsats.
Vi er enige om, at vi bestiger Everest som et makkerpar, dvs. hver bærer sin andel af udstyret og deltager på lige fod i etablering af camps, høste sne, smelte vand, osv. Om vi forinden i forbindelse med akklimatisering har efterladt udstyr og grej oppe på bjerget, vil jeg ikke afvise.
Der er ikke mange danske bjergbestigere, som har samme mål som mig. På den korte bane kan jeg kun komme i tanke om Bo Belvedere, som havde et fantastisk forsøg på Everest uden brug af kunstig ilt i 2013. Faktisk krydsede jeg alt for, at han ville klare forsøget om at nå Everest uden brug af kunstig ilt i 2013, for det ville have fjernet fokus fra mit forsøg. Min tur op af Everest er et anliggende imellem mig og bjerget. Men apropos Bo, så vil tilfældet, at vi begge er på Everest i 2015, og jeg tænker, at vi vil hjælpe hinanden, hvor det er muligt.
Jeg har ikke haft mange danske makkere igennem tiden. Faktisk har jeg ikke en eneste fra slutfirsere og frem til 2012, hvor Morten Sønderskov og jeg var de første danskere på Tharpu Chuli (5.663 m). Og siden har Simon Martens været min faste danske makker, som dog på grund af uddannelse og arbejde ikke har været mere end et par enkelte gange. Men vi passer fint sammen, så vi skal helt sikkert af sted på mange eventyr i fremtiden.
Sherpaer er fantastiske mennesker. De har et fantastisk syn på livet, lever i nuet og har hverken fordomme eller jalousi. Udover at være genetisk stærke, erfarne og habile klatrere er de også fattige set i forhold til danske standarder. Men deres fattigdom er ikke en begrænsning for deres imødekommenhed, de deler gerne de få ejendele og mad, som de er i besiddelse af – uden at få noget retur.
Det er horrible forholde som Sherpaerne arbejder under i bjergene. Deres årsløn er langt over landsgennemsnittet, men med i dette regnestykke er, at omkring en procent af de aktive Sherpaer dør i tjeneste. Forestil dig, hvis en procent af de unge livreddere langs de danske kyster kunne forvente at dø under arbejdet. Så var der ikke mere livredning. Og de efterladte spises af med små beløb til at komme videre for, sende børn i skole, osv.
Det er altid skidt, når nogen dør i bjergene, uanset hvor de kommer fra. Intet bjerg på kloden er værd at dø på. Men når det er sagt, er det godt, at der kom fokus på de kummerlige forholde for Sherpaerne, og at der foreløbig er blevet forbedrede forsikringsforhold. Men der er stadig plads til forbedring.
Jeg har ikke ondt af alle de vesterlændinge, som var på Everest for at bestige det og som måtte rejse hjem med uforrettet sag. That’s the name of the game! Mange glemmer ofte, at der er stor forskel på at sidde hjemme i varmen og planlægge en bestigning, til at stå på bjerget og tage kampen. Men for de lokale er det frygteligt. Et frygteligt tab af familiemedlemmer og venner i de små Sherpa-samfund. Det er frygteligt, at sæsonen endte på tragisk vis, der er tusindvis af Sherpaer og deres familier, som skal forhutle sig igennem tiden frem til næste Everest-sæson. Størstedelen af alle blev sendt hjem med ingen eller kun en brøkdel af den løn, de ville have tjent ved sæsonen.
Hvis man skulle ændre noget på forholdene for Sherpaerne kunne en mulighed være at have en form for autorisation, som den man finder inden for dykning, hvor man skal et dykkercertifikat for at dykke med flasker, på større dybder osv. Indenfor dykning og dykkerturisme er det lykkedes at skabe både et sikkert setup for gæsterne, skabt en bæredygtig turist industri og skabt flere ressourcer til passe på naturen.
I bjergene er der alt for få ressourcer til bevaring af naturen, og det skal der også laves om på. Netop i år blev det ændret til, at alle skal bære mindst 8 kg affald med ned fra bjerget (mon ikke det bare er blevet til ekstra 8 kg vægt til Sherpaerne), men det er ikke nok. Jeg har altid båret mere med ned fra bjergene, end jeg har haft med op, bare spørg mine gæster på Kilimanjaro, som jeg har guidet. Jeg samler gerne slikpapir op efter andre, også selvom jeg skal bukke mig mere end nødvendigt.
Der er rygter om, at Everest vil være lukket fra Nepal i 2015. Det kan betyde en verden til forskel for Sherpaerne, da ekspeditionerne i så fald i øget grad vil rekruttere lokal arbejdskraft i Tibet. Dernæst er der risiko for katastrofale trafikproblemer på selve bjerget, da nordsiden er mere teknisk krævende end fra syd. Det kan betyde en del for selve vores projekt, ikke fordi jeg ikke vil dele bjerget med andre, men fordi mit mål er nå toppen og nå ned igen uden brug af kunstig ilt.
OM IVAN BRAUN 
Ivan Braun nulstilede sit Bjerg CV i 2010, da han skabte motivationsprojektet “Fra Sofa til Everest på 5 år. Siden da har han bl.a. været på Mont Blanc et par gange, Mount Kenya, og guidet på Kilimanjaro en håndfuld gange. Desuden var han på Tharpu Chuli (første danske bestigning 2012), Pik Lenin (2012), forsøg på Khan Tengri (2012), Bolivia (5×6.000) samt senest en stribe første danske bestigninger og First Ascent i Kirgisistan i januar 2014. Næste ekspedition for Ivan er til Tibet i efteråret, hvor kan vil bestige et par 8.000 bjerge som forberedelse til Everest næste år. Du kan følge Ivan Braun på hans vej mod toppen af Mount Everest allerede nu på facebook.com/everest2015 eller følg ham på facebook.com/ivan.braun samt læs mere på www.ivanbraun.dk.
Tekst Bugge Holm Hansen
