Kom med på en rejse til Chamonix fyldt med udfordringer, mistet bagage, fantastisk stemning og store øjeblikke.
UTMB. Det er de fire bogstaver, der har kørt rundt i mit hoved de sidste par år. Ikke mindst efter jeg slap gennem nåleøjet og fik det eftertragtede startnummer til den klassiske distance i hovedløbet.
Det hele startede om onsdagen, hvor jeg sammen med min løbemakker Thomas Stan fra Traillife.dk var klar til afgang i Hamburg Lufthavn. Vi jokede med muligheden for at miste bagagen undervejs, og om det var mere sikkert selv at flytte den, når der skulle skiftes fly i Düsseldorf. Da vi landede i Geneve, ramte karma mig: Min taske dukkede ikke op. Efter alt papirarbejdet fandt vi vores transport til Chamonix, mens jeg forsøgte at holde hovedet koldt og overbevise mig selv om, at den nok dukkede op i løbet af en time eller to.
På hotellet fik jeg overblik over mit udstyr fra håndbagagen: sko, regnjakke og rygsæk – alt andet manglede, og skulle skaffes inden for 36 timer. Alt obligatorisk udstyr skal nemlig medbringes ved udlevering af startnummer. Jeg plejer altid at have så meget med som muligt i håndbagagen, men grundet vejrudsigten pakkede jeg af en eller anden årsag stort set alt ned i den store taske. Et opslag på Facebook medførte mange henvendelser fra danskere i Chamonix og folk hjemme i Danmark, der havde bekendte i området. Jeg holdt det hen og levede stadig i håbet om snarlig ankomst af min bagage.
Når alt falder i hak
Jeg ville give det til næste formiddag, inden jeg begyndte at gå i panik. Ved morgenmaden på vores BnB faldt vi i snak med en kvindelig løber fra Argentina, der i løbet af natten var udgået fra distancen TDS. Hun tilbød straks, at jeg kunne låne det mest nødvendige udstyr af hende – det ville jeg selvfølgelig meget gerne, så havde jeg da noget at starte med.
Op af formiddagen smed jeg endnu et opslag på Facebook – denne gang i en lukket gruppe for danske UTMB-deltagere. Endnu en gang væltede det ind med tilbud om lån af udstyr & tøj, hvor jeg fik aftalt med en gut fra Næstved at mødes nede i byen og låne noget af hans udstyr. Derefter en tur forbi messeområdet og supplere de sidste ting. Turen gik derefter til hotellet for at pakke rygsækken, og så ellers over for at få udleveret det eftertragtede startnummer – dog først efter fremvisning af ID og kontrol af det obligatoriske udstyr.
Der faldt en stor sten fra mit hjerte… Nu manglede jeg kun tøj at løbe i, noget energi og en masse små praktiske ting, såsom plaster, små plastposer til tøj og bandage.
Resten af dagen blev brugt på at ose rundt i messeområdet og kigge på tøj, der skulle erhverves til løbet, hygge i byen, spise med de øvrige danske deltagere og bare suge den fede stemning til sig. Hele byen emmer af løb, og stort set alle er løbere eller påhæng til en løber. Der er ekstremt mange sportsbutikker, der hellere end gerne vil sælge dig et eller andet trailudstyr, og derudover tiltrækker de 5 distancer cirka 10.000 deltagere hen over ugen, så ALT i byen drejer sig om trailløb. Jeg forsøgte at glemme mine bagageproblemer og bare nyde at være en del af denne fantastiske begivenhed.
Velkommen til udstyrshelvedet
Fredag morgen vågnede jeg tidligt, da min værelsesmakker Thomas Staun skulle op kl. 5 for at være klar til bussen, der skulle transportere ham til starten. Jeg fik ikke rigtig sovet mere, da tingene pludselig begyndte at virke presserende. Efter morgenmaden tjekkede jeg igen status på min bagage: stadig efterlyst. Jeg måtte derfor ud at shoppe, og hvor svært kunne det være? Chamonix består jo stort set kun af sportsbutikker, men med cirka 10.000 udstyrshungrende løbere fordelt i Chamonix og omegn var der pres på alle sportsbutikker, så mange af de ting, jeg havde udset mig, var udsolgt i mellemtiden. Pludselig forsvandt de par timer, hvor jeg havde håbet på at slappe af eller snuppe en “morfar” på hotellet, men jeg fik samlet en minimumsbeholdning af udstyr og besluttede, at nu måtte jeg klare mig med, hvad jeg havde.
Trods min beslutning om ikke at lade mig stresse over alle mine bagageproblemer, kunne jeg godt mærke, at sandet i timeglasset frem mod start pludselig løb ekstremt hurtigt. Da klokken var omkring 16, og jeg var på vej af sted med dropbag og videre ned til start, dukkede en sms op fra hotel-fatter… “your luggage has arrived.” Aarrgh, der steg stressniveauet… Skulle der pakkes om? Skulle jeg lade tingene være, som de var? Lynhurtigt blev der byttet rundt på nogle ting. Jeg tog mine egne stave, skiftede til mit eget “gamle” løbetøj og smed lidt energi i rygsæk og dropbag. Mere kunne jeg ikke overskue på det tidspunkt. Nu måtte det briste eller bære.
Jeg fik afleveret min dropbag og bevægede mig til startområdet. Nu var klokken 17, og der var en time til start… eller det vil sige, det var halvanden time til start. Grundet det dårlige vejr havde arrangørerne besluttet at cutte toppen af Col des Pyramides Calcaires af, til gengæld cuttede de også 30 min af cutt-off tiden, derfor den rykkede start. Allerede inden jeg kom helt ned til startområdet, kunne jeg fornemme, at det her var noget stort. Der summede af liv, løb, højt humør, forventninger, skræk, rædsel, glæde… ubeskriveligt.
En blanding af op- og nedture
Ved indgang til startboksen var der stikprøvekontrol af obligatorisk udstyr, men jeg slap heldigvis for at skulle tømme rygsækken. Pladsen var fyldt med højtalere og storskærme, og de mange, mange tilskuere var med til at skabe en fantastisk kulisse. Speakeren og en pumpende bas var med til at piske stemningen op til uanede højder. Folk klappede, hujede og var efterhånden bare klar til at komme af sted.
Efter noget tid begyndte de med taler, præsentationer af favoritterne: Den helt store helt inden for trail Kilian Jornet, Xavier Thévenard, der desuden er den eneste, som har vundet alle 4 distancer i UTMB, de to amerikanere Jim Walmsley (nummer 1 på verdensranglisten) og Tim Tollefson. Skulle det endelig lykkedes at finde en vinder fra USA, eller kunne europæerne endnu en gang holde dem fra den allerøverste podieplads?
Jeg fornemmede virkelig, at jeg var en del af noget kæmpestort… efter næsten 3 års forberedelse skulle jeg nu til eksamen – og pludselig kunne jeg mærke en masse følelser vælte op i mig, og mine øjne begyndte at svede. Jeg kiggede på en polak ved siden af mig, han led også af røde øjne og “høfeber”. Vores blikke mødtes, og vi gav hinanden et anerkendende nik og trak på smilebåndet.
Så gik starten, og larmen fra tilskuerne var ubeskrivelig… Det hele kom så pludseligt, at jeg efter et par hundrede meter opdagede, at jeg havde glemt at starte uret. Det var helt surrealistisk at være en del af dette løb, hvor jeg løb i samme felt som nogle af verdens bedste trailløbere. Der var tæt pakket af hujende tilskuere, som var det et bymarathon. Der blev givet godt med gas fra start af, de første 8 km var flade (efter UTMB forhold), og alle ville gerne hurtigt hen til første stigning, da overhalinger ikke var lige til på de smalle stier. Den første stigning strakte sig over cirka 6 km og tilsvarende nedløb efterfølgende. Underlaget var meget glat og ekstremt mudret efter en uge med regn, så deltagerne skøjtede bogstaveligt talt rundt.
Efter cirka 3 timer og 20 km ramte jeg andet depot ved St. Gervais. Det var et virvar af løbere og meget svært at overskue, her var der alt fra kiks til suppe og pasta. Hurtigt noget at spise og drikke og så videre, stadig med overskud til at småsnakke med de andre løbere, og benene virkede stadig friske. Dernæst fulgte 23 meget hårde km, først 14 km hvor det bare gik op og op, efterfulgt af 9 km hvor det føltes, som om man løb helt op i himmelen. Vi var nu i over 2400 m højde på Col du Bonhomme, og det stormede og var pivkoldt. Klokken var efterhånden 3 om natten, og jeg havde været vågen i 21 timer, så trætheden begyndte at presse på. Stavene blev brugt flittigt for at komme op af de ekstremt stejle stier. Efter toppen fulgte nu cirka 5 km stejlt nedløb. Det våde underlag kombineret med trætte ben gjorde, at jeg ude omkring 40 km styrtede to gange lige umiddelbart efter hinanden. Værre var det lige før depotet i Les Chapieux, her faldt jeg og bankede højre knæ ned i en sten, gled ned mod en grøft og bankede panden mod en anden sten. Lettere groggy stavrede jeg de sidste 500 meter ned til depotet og måtte lige sidde og sunde mig lidt, inden jeg fortsatte.
Stadig med masser af gåpåmod var det vigtigste at få noget at spise, drukket og tanket mine drikkedunke op igen. Herefter bare ud i sporet og videre, for nu ventede 11 km stejlt løb op til Col de la Seigne. Toppen i over 2500 m højde blev nået lidt over klokken 7 om morgenen, og vi løb ind i Italien. Trætheden var nu lige massiv som mørket i bjergene, og jeg begyndte at hallucinere. Jeg begyndte at se løbere og dyr, der ikke var der, stier der ændrede retning osv. Belært af styrtene tidligere på aftenen turde jeg ikke løbe på de efterfølgende 4 km stejlt nedløb mod Lac Combal. Jeg mødte en broget flok løbere fra England, Kroatien, Polen og Columbia, og vi fulgtes on and off over de næste km. På et tidspunkt var jeg så træt, at jeg simpelthen sov, mens jeg gik. På vej mod depotet brugte jeg hele vejens bredde og vågnede brat, da jeg løb ind i et autoværn. Heldigvis havde jeg en energigél med koffein i, den tog lige toppen af trætheden. Endelig begyndte solen at bryde igennem, og lyset ramte os og åbnede for en fantastisk udsigt. Utroligt, hvor stor magt lyset har – efter nogle hårde timer i mørket og ekstrem kulde var al træthed pludselig glemt, da jeg slog røven i sædet og fik en gang spaghetti og Coca Cola til morgenmad.
Da jeg forlod depotet, opdagede jeg efter ca. 1 km, at jeg havde glemt min kop derhenne – jeg orkede ikke at bevæge mig retur og håbede på, at det ikke blev opdaget (en kop er obligatorisk udstyr og ved kontrol koster det forskellige tidsstraffe, alt efter hvad du mangler af udstyr).
Når terrænet og trætheden presser på
Ruten var hård og ubarmhjertig, enten lige op i himmelen og stigninger, der aldrig syntes at få nogen ende, eller nedløb på stejle smalle stier. Samtidig blev vejret værre og værre. På toppene var det sne og storm og kulde som på en god dansk decembernat, så ens fingre var lige ved at falde af. Ruten blev afkortet en smule, da dobbelttoppen “Pyramiderne” blev undgået pga. alt for dårligt vejr. Det betød en ca. 3 km kortere rute, men samtidig også 30 minutter mindre til at gennemføre løbet.
Efter 4 toppe over 2400m var det endelig tid til at gense sin dropbag i Courmayeur efter 80 km. Jeg var ret presset, da jeg på et tidligere tidspunkt opdagede, at jeg havde mistet ladekabel til mit ur, og der var efterhånden kun 4% tilbage. I depotet fik jeg det indleveret til Garmin, så det kunne lade en smule, mens jeg fik provianteret.
Jeg fik spist og skiftet T-shirt, og 20 min senere ville jeg videre. Mit ur nåede desværre kun at oplade til 46%, men jeg ville ikke bruge mere tid i depotet, da jeg efterhånden var noget stivbenet og nærmest skulle have et hug af en hjertestarter for at komme i gang igen. Et stykke efter depot kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt at medbringe de energibarer og géls, jeg havde i posen. Jeg laver altid en huskeseddel i mine dropbags, så jeg husker, hvad der skal ske i depoterne, da trætheden og udmattelsen gør, at jeg ikke kan tænke klart og glemmer elementære ting, men den var i den forsinkede bagage. Nå, men nu ventede der en 5 km lang opstigning med 1000 højdemeter til Refuge Bertone. Kom til at tænke på, at når jeg nåede derop, var jeg kun halvvejs… det gav lige en mindre krise, da mine lår allerede var godt smadrede, kroppen var slidt, og det virkede ret uoverskueligt at skulle igennem samme omgang en gang til.
Der var dog ikke andet at gøre end at klø på, og efter toppen fulgte heldigvis 12 km “overkommeligt” terræn. Men de 5 km op til Refuge Bertone trak virkelig tænder ud og tog 2 timer. Jeg var helt smadret og holdt ekstremt mange pauser. Jeg begyndte nu igen på den indre dialog med djævelen på en ene skulder: “Hvor klogt er det her egentlig”, “hvorfor stopper du ikke bare og kommer hjem til hotellet og får noget søvn”, “stop nu bare, alle kan selvfølgelig godt forstå, at du laver en DNF med den optakt, du har haft”, “jeg håber, jeg styrter, for så kan jeg slippe ud af det her med æren i behold” osv. Men hele tiden sidder der en engel på den anden skulder: “selvfølgelig giver du ikke op, du er aldrig udgået af et løb, og det bliver heller ikke denne her gang”, “det her er din store drøm, kom nu”, “tænk på alle de træningstimer du har spildt, hvis du udgår nu”, “tænk på al den afsavn familien derhjemme har haft, mens du har trænet både dag og nat” osv. En indre kamp, der stod på de næste par timer, men heldigvis var det englen, der råbte højest, og endelig kunne jeg skimte depotet ved Bertone. Igen var der ikke tid til unødig pause, noget at spise, drikke og ellers fylde lommer og drikkedunke og så videre. Som nævnt fulgte der nogle “lette” kilometer hen mod depotet i Arnouvaz.
I depotet ved Arnouvaz for foden af Grand Col Ferret var der rimelig panik. Depotet var proppet til af folk og officials, og pludselig bliv vi alle bedt om at tie, da de havde en vigtig meddelelse til os. Først blev der sagt en masse på fransk, og man kunne fornemme, at uroen bredte sig. Herefter fandt de en, der tilnærmelsesvis talte engelsk: Der var mega uvejr på toppen (-9 grader og kraftig storm). Alle skulle nu iføre sig ALT det tøj, de havde medbragt, og vi skulle lige omkring medical for at vurdere, om vi var klar til at fortsætte. Jeg klædte hurtigt om og skyndte mig af sted, for selvom jeg var fuldstændig mørbanket og ligeså stivbenet som Pinocchio, ville jeg alligevel ikke risikere, at de lukkede bjerget og derved pillede os ud af løbet. Efter løbet talte jeg med en af de andre danske deltagere, og han var netop blevet ramt af denne hårde skæbne. De var ankommet inden cutoff tiden, men da det var begyndt at blive mørkt, ville arrangørerne ikke have flere løbere op over bjerget. I nuet følte de sig selvfølgelig uretfærdigt behandlet, men efterfølgende var de glade for det ansvar og overblik, arrangørerne udviste. Turen op over Grand Col Ferret fik os op over 2500 m og var en kold, stormfuld, lang, stejl og mere stejl opstigning. Flere gange kiggede jeg bare op i den mørke himmel og håbede inderst inde, at vi snart nåede passet og kunne begynde nedstigningen mod Schweiz. Rigtig mange gange kunne man se små grupper af pandelamper, der lige rundede et hårnålesving, og straks fik man overbevist sig selv om, at dette måtte være toppen. Men nej, når man nåede op i svinget, kunne man bare se en 4-5 nye hårnålesving og pandelamper. Igen var der godt gang i den indre dialog og kampen mellem djævelen og englen.
Ud over en smal sti, der nærmest gik lodret op, træthed i hele kroppen og mangel på søvn måtte vi nu også kæmpe med ekstrem kulde og en storm, der bragte tankerne hen på en efterårsdag ved Vesterhavet. Pauserne kom nu oftere og oftere, og da jeg efter 2,5 time nåede toppen, havde jeg været i gang i mere end 25 timer, så jeg ænsede ikke engang, at jeg forlod Italien og løb ind i Schweiz.
Nu fulgte et langt nedløb på omkring 20 km og samtidig gav mit ur op pga. manglende strøm. Det var lidt kritisk og stressende ikke længere at have styr på distance og tid. Der var trods alt nogle cut-off tider, der skulle holdes styr på, og det er altid rart at have nogenlunde styr på, hvor langt der er til næste depot. Der var på nuværende tidspunkt godt spredning på deltagerne, så det var mere og mere sjældent, at man mødte andre deltagere. Efter det lange nedløb kom stavene på overarbejde igen, da terrænet straks gik opad igen. Vi var nu godt i gang med nat nummer 2, og depotet nåede jeg lidt over halv to om natten. Trætheden trængte sig virkelig på, jeg havde været i gang i mere end 31 timer, og terrænet skulle ikke stige ret mange grader, før jeg fik mig selv overbevist om, at det var en af de stejle bakker, der gerne måtte gås på. På rutekortet kunne jeg se, at jeg cirka manglede 45 km. Det var nok til, at humøret steg en smule, og jeg kunne se en ende på det hele og begynde at tælle baglæns. Nu manglede jeg “kun” lidt over en marathon, efter næste top mangler jeg lidt over 30 osv. Og regnet blev der, jeg var nødt til at lave forskellige tiltag for at holde hovedet i gang og derved trænge manglen på søvn i baggrunden. Men jeg var stadig så træt og søvnig, at jeg havde svært ved at holde fokus, og igen gik jeg og sov og slingrede rundt på de smalle stier.
En krank skæbne
På vej op mod depotet i La Giéte blev vi stoppet ved en mellemstation. Der var lidt diskussion med en official, der mente, at vi var så tæt på cut-off, at vi ikke måtte fortsætte. Han understøttede sin påstand med et stort skilt med nogle tidspunkter på. Trods trætheden var jeg alligevel så skarp, at jeg bemærkede at de tider han sammenlignede med var tiderne fra CCC, der jo som bekendt løber samme vej. Han gav sig heldigvis, og vi kunne fortsætte. På trods af, at vi var cirka 20 løbere samlet ved skiltet, gik der ikke mange minutter, inden vi var spredt ud over et langt stræk. Folk var virkelig ved at være ristede, og mange steder sad folk og sov på træstubbe, store sten, deres rygsække, eller hvad der lige var mulighed for. Inden jeg forlod stedet var jeg på toilettet og lagde mit rygsæk udenfor imens. Efter cirka 30 minutter op af en meget stejl grusvej opdagede jeg, at min ene drikkedunk var faldet ud, da jeg tog rygsækken på… Jeg magtede ikke at gå tilbage efter den og tænkte, at det nok skulle gå alligevel. Nu manglede jeg både en kop og en drikkedunk – begge dele obligatorisk udstyr… og begge dele ting, der ville give tidsstraf, hvis jeg løb ind i en kontrol.
Hele natten igennem gik jeg af frygt for flere styrt, dette gjorde selvfølgelig, at jeg kom rimelig tæt på cut-off tiderne, men jeg ville ikke risikere noget. Det blev til et enkelt lille styrt, og hen af morgenen vågnede jeg flere gange, mens jeg gik. Lidt koffein tog toppen af trætheden, og jeg fortsatte mod de sidste toppe – nu begyndte jeg igen at kunne overskue rest-distancen. Morgenen gryede, og jeg nåede ind i depotet ved Trient cirka halv otte om morgenen. Jeg var efterhånden så smadret, at jeg ikke magtede at spise mere end et par kiks, men tog dog for en sikkerhedsskyld et par ekstra med i lommerne, og så ellers i gang med den sidste rigtig store stigning. 4 km op mod Les Tseppe, derefter et lang nedløb mod næste store depot i Vallorcine. Pludselig genkendte jeg noget af terrænet og forsøgte at regne ud, hvor jeg var, og hvornår jeg havde været her sidst. Genkendeligheden forvirrede mit trætte hoved ekstremt meget, og pludselig var jeg i tvivl, om jeg var løbet forkert eller løb i ring. Endnu værre blev det, da jeg ved 11-tiden (efter mere end 40 timer) nåede depotet i Vallorcine. Jeg fik overbevist mig selv om, at det var samme store depot, som jeg havde været i om morgenen (Trient) – og at arrangørerne havde ændret ruten for os bagerst i feltet, så vi kunne nå tilbage til Chamonix inden løbet sluttede.
Da morgenen kom, skiftede vejret, og pludselig var det som en dansk sommerdag med grader på den anden side af de 20. Igen kan jeg bare konstatere, at varme ikke lige er mig. Jeg var rimelig ristet og kom rimelig tæt på cut-off tiden ved flere depoter, og væske havde jeg ikke for meget af efter mit tab af drikkedunk. Heldigvis havde jeg intet ur til at presse mig, men jeg var helt derude, hvor tvivlen om fuldførelse igen dukkede op. Det blev varmere og varmere, og jeg kom ind i en ret negativ spiral: “jeg kan ikke løbe, når det er varmt, hvorfor kom vi tilbage til samme depot?” “Det her bjerg løb vi altså op af fredag aften, så hvorfor løber vi nu rundt om Chamonix?” “Hvorfor skal vi pludselig op gennem en skov igen?” – alt sammen noget, der påvirkede mig i negativ retning, men jeg kunne slet ikke få tingene til at passe ind i de kasser med ruten, som jeg havde inde i mit hoved. Trætheden i hovedet og i benene var nu så udbredt, at jeg holdt pause for hver eneste hårnålesving, og jeg kunne slet ikke overskue, hvordan jeg skulle komme op over den sidste top.
Suveræn slutspurt
Da vi kom ud af skoven, var der et stort åbent stykke med masser af sten. Solen stod lige ned på det bare stykke, og jeg fik drukket mit sidste væske, og straks efter var jeg tør helt ned i svælget. Jeg kunne lunte 10 skridt, så måtte jeg gå igen. Der kom et par hjælpere løbene imod os og råbte en hel masse om “bare lige op på toppen”, “der er væske oppe ved det grønne skilt”. De råbte og skreg og jagede med os – jeg havde allermest lyst til at bede ham “holde mund”. Men jeg kom alligevel stille og roligt tættere på skiltet oppe ved skiliften, men kunne sgu da ikke se noget depot – “klaphat” tænkte jeg. Nu kom et par stykker mere, og de råbte et eller andet med “5 min til cut-off” – og pludselig var jeg som forvandlet. “Nej, satme nej,” tænkte jeg og spurtede de sidste par hundrede meter op mod depotet. Det var ikke mig, der skulle pilles ud af løbet ved sidste kontrolpost.
Ved depotet La Flégére var der kun en håndfuld løbere bag mig, men jeg kunne simpelthen ikke bevæge mig hurtigere. Et lille hvil på 5 min og masser af cola gjorde, at jeg igen var kørende. Officials råbte af os, at nu var der 8 km til mål, og det var nedad hele vejen, så vi skulle bare give den gas. Som sagt så gjort, jeg løb alt, hvad jeg kunne, og det gjorde hamrende ondt i lårene, men skidt, nu skulle jeg bare i mål. På det sidste stykke overhalede jeg 71 løbere, og pludselig kunne jeg se asfalten igen. Ruten løb lige forbi vores hotel, og jeg fik hilst på hotelejeren Richard og Meline fra Argentina (som jeg lånte udstyr af).
Det var en fantastisk følelse at løbe gennem Chamonix, og selvom jeg havde besluttet at tage det roligt gennem byen og nyde det, gik turen gennem byen alt for hurtigt. Der var jo lige et par stykker mere, der kunne overhales. Pludselig var målet i syne, og de mange tilskuere gik helt amok. Det var en kæmpe forløsning at løbe over stregen, og det udløste et kæmpe YEAAAAHHH!!!! Da jeg lige havde sundet mig, kom en masse ting væltende op i mig og trætheden, smerterne og ikke mindst stoltheden gjorde, at jeg måtte fælde en masse tårer. Jeg har aldrig prøvet noget lignende og troede ikke, det skulle ramme mig, men jeg kunne slet ikke styre det og tudede bare med mig selv. Indløbet var timet, for mens jeg stod i kø til min finisher-vest, var der præmieoverrækkelse, så jeg fik mit ønskede billede af Kilian – desværre ikke den selfie, jeg havde drømt om.
Tilbage på hotellet og hurtigt strøm på telefonen, så der kunne ringes hjem. Planen var et hurtigt bad og så ned i byen for at få noget mad og drikke. Men pludselig begyndte jeg at fryse og ryste helt vildt. Hurtigt fyldte jeg varmt vand i badekarret, og det hjalp. Det næste jeg opdagede var, at jeg rystede og frøs helt vildt igen – denne gang fordi jeg havde sovet i badekarret, og vandet var iskoldt. Det næste, jeg oplevede, var, at nu var klokken 04:30, og nu var jeg for alvor tørstig og sulten. Sulten blev holdt for døren med Rittersport og Pringles, indtil hotellet bød på morgenmad.
Utroligt nok har jeg ikke smadrede ben og ingen vabler. Det er mest tæerne, der er ømme. Formiddagen blev brugt på at tøffe lidt rundt i byen, sidde på café og suge de sidste indtryk til mig, inden turen gik hjemad. Nu har de mange indtryk lagt sig, og jeg er stadig helt høj ved tanken om den kæmpe oplevelse, det var at være en del af et stort og fantastisk løb.
Det kan på det varmeste anbefales at tage derned og prøve en af distancerne.
Tekst Jesper Elfving