Luksus.land var inviteret med til det legendariske Lauberhorn World Cup løb i Schweiz. Tag med på en rejse i en alpin skikultur, som generelt er under pres for tiden, men som lever i bedste velgående i et charmerende hjørne af Schweiz.
Hvad er det for en skikultur, som man stadig kan finde i Jungfrau-regionen, som tydeligvis er ved at forsvinde andre steder?
Det er en helt særlig salig ro, når sneen ligger sig som en dyne over vinterlandskabet. Men noget er ikke, som det plejer at være, der er mere stille i Alperne, end der plejer. Hvor der før var sort af folk, som hver vinter søgte ud i sneen i selv den mindste flække, er der nu blevet tydeligt længere mellem folk på pisterne. Og det i det meste af den vestlige skiverden. Og i skisportens Formel 1-discipliner, World Cuppen, kommer folk ikke længere valfartende til byen i samme grad. Ja, de fleste steder vælger de i bedste tilfælde at se skikonkurrencerne i tv, hvis ikke en foldboldkamp sniger sig ind på sendefladen i stedet.
Vi pakkede vores habengut og drog til et af de moderne skisports arnesteder i Alperne for at tage pulsen på skikulturen anno 2017. Vi tog flyveren til Zürich og toget videre til Grindelwald for ved selvsyn at opleve det legendariske Lauberhorn World Cup løb. Et at de sidste World Cup skiløb i verden, som holder de alpine traditioner højt, hvor folk og fæ fra byerne og dalene omkring valfarter til pisterne for at se deres helte på ski, og hvor turister stadigt finder vej til områderne omkring for at opleve den stemning, som tydeligvis er ved at forsvinde mange steder. For hvad er det for en skikultur, som man stadig kan finde i Jungfrau-regionen, som tydeligvis er ved at forsvinde andre steder?
Skulle der være nogen, som ikke kender til Grindelwalds historiske betydning for udviklingen af bjerg- og skisport i Alperne, kan vi nævne, at området allerede siden slutningen af 1800-tallet har været omdrejningspunkt for, at byfolkene i Schweiz fik smag for den friske bjergluft for at komme væk fra storbyen og få glæde af det sceniske landskab i bjergene i den friske natur. I 1900- tallet var det så englænderne, som kom til området, både for den friske luft, men også for at bestige områdets bjergtoppe, med Eiger nordvæg som væggen over dem alle. Det første store hotel åbnede i 1888. Der var 10 hoteller i 1889, og i 1914 var der allerede 33 hoteller alene i Grindelwald. I samme periode som de større hoteller blev bygget, rykkede skiturismen også ind. Første beretning om internationale skiturister stammer fra 1881, hvor englænderne indtog byen med ski. Siden er byen forblevet et omdrejningspunkt for en klassisk orienteret ski- og bjergkultur helt frem til dag, hvor dedikerede klatrere og velpolstrede skiløbere stadig valfarter til området, stadig skulder ved skulder af folk, som gerne bare vil nyde den rene bjergluft. Grindelwald er med andre ord et område, hvor bjergkulturen historiske vingesus ånder og lever.
Med sådanne omgivelser og en tradition for skisport er det som sådan ikke overraskende, at Lauberhorn World Cup løbet har udviklet sig til en klassiker på skikalenderen. Selve løbet blev første gang løbet i 1930, og siden har det udviklet sig til det vintersportsevents i verden, som tiltrækker flest tilskuer. I gennemsnit tiltrækkes omkring 30.000 tilskuere til skiløbet ved Lauberhorn – lokale såvel som folk, som rejser til.
Fysisk er Lauberhorn pisten beliggende på bjerget af samme navn og ligger mellem Wengen og Grindelwald, nord for Kleine Scheidegg. Vi drog altså til Grindelwald for at bo, til Lauberhorn for at se skiløb, til nabobyen Wengen for at opleve efterfesten og lede efter skikulturen i folkedybet. Det hele naturligvis med ski på. Fysisk og mentalt.
Grindelwald
Lad os sige det med det samme. Grindelwalds beliggenhed er helt unik. Det, at byen ligger under Eigers nordvæg, er i selv et naturligt mesterværk på alle måder. Selv om jeg har været der flere gange, ja, man bliver helt andægtig, når man rammer byen og ser bjergsider rejse sig op omkring dalen.
Grindelwald er som sådan en by iblandt de få skibyer, som har det ekstra, man skal opleve for at forstå. Og det har mange folk som sagt forstået, og byen besøges derfor også fra hele verden, hvor især de mere velbjergede turister finder ro og oplevelser i dalen. Selve byen er et miks af gamle bygninger og moderne ditto, men stort overtal af klassiske hoteller som udstråler overskud. Grindelwald er ingen ‘discountby’, men et sted for folk med smag for livet, bjergene og de muligheder, dette giver. Det mærkes på prisniveauet i byen, som bestemt er i den høje ende, om end priserne ikke højere, end at de danskere, jeg mødte, generelt ikke var afskrækket af prisniveauet, da de fleste havde frygtet værre hjemmefra.
Selve skiløbet er lidt af en historien for sig selv, hvilket skyldes, at området har haft skisport i dalen så længe. Hvor alpernes moderne anlæg er arkitektanlagte med områdets sammenhængskraft for øje, endsige for at fordele skiløberne, så der ikke opstår flaskehals – ja, så er områdets tre skiområder: Grindelwald, Kleine Scheidegg/ Männlichen og Wengen områder, som har udviklet sig organisk gennem årene. Med det resultat, at skipisterne i skiområdet i udgangspunktet er blevet noget rodede, i det helt store perspektiv grænsende til det uoverskuelige. Ikke desto mindre kommer man dog hurtigt til at elske det uperfekte i pisterne, herunder det faktum at disse er lavet som skipister og ikke som transportpister som mange andre steder. På alle måder kan man ikke lade være med at sammenligne pisterne her med en god gammel rødvin. Har man ikke drukket rødvin før, kan det være svært at afkode nuancerne i vinen, endsige værdsatte diversiteten i flaskerne, men har man først fået næse for god vin, opdager man en verden åbne sig. Forståelsen af, at det ikke altid er de logiske og rationelle valg i nedfarterne, som giver sjæl til et skiområde, men at et skiområde er summen af en helhed, hvor bjerget, pisterne, byerne, folkene, restauranter m.m. tilsammen skaber noget større. Grindelwald/Wengen er bestemt ikke et begynderområde i min optik, men for folk med stærk skitradition er det en destination, som bør vække opsigt på samme måde som Chamonix i Frankrig eller Aspen i USA. Her er pisterne ulastelige, har man lyst til mad og drikke, er mulighederne spækket med kvalitet, og ja – man betaler mere end i beton i Frankrig, men oplevelsen er også tilsvarende derefter.
Men hvorfor forsvinder skiløberne så? Lokalt her, men jo også globalt? Jeg teamede op med et par lokale og en nordmand, jeg kendte fra tidligere, og tog næste morgen sammen over for at se Laubernhorn skiløbet. Se, om vi kunne tage temperaturen på alverdens skiløb, generelt ved at opleve det bedste, skikulturen har at tilbyde pt.
Lauberhorn styrtløbet
Jeg har flere gange før været til diverse World Cup skiløb. Ja, faktisk har jeg gennem tiderne et titals gange taget mig i at stå op om morgenen og have muligheden for at se verdens bedste fartpiloter i diverse skidiscipliner udfordre sig selv og bjerget på helt tæt hold. Der har ofte været helt perfekte forhold i offpisten, hvorfor fartdragterne er blevet droppet for en dag uden for pisten. Og hvor jeg med sikkerhed aldrig har fortrudt at tage en dag i pudderet. Faktisk står det mig klokkeklart, at jeg flere gang har oplevet det som decideret tidsspilde at tage til et World Cup løb, endsige komme frem til en destination blottet for stemning og liv. Helt anderledes end live end på tv. Kvitfjeld i Norge, Ruka i Finland, Megéve i Frankrig bare for at nævne et par World Cup løbsdage, som står så dødkedelige for mig, at de kun kunne reddes af godt selskab, eget skiløb og god stemning i resten af området.
Internationalt skiløb er blevet tv-begivenheder, siger folk til mig. Det betyder slet ikke noget, om der er lokal opbakning. Det handler om eksponering af området, ikke om at komme til skiområder med en stærk skikultur. Da det vælter ned med sne på dagen op til styrtløbet, kan jeg mærke, at jeg spørger mig selv, om det er det rette at bruge dagen i morgen på Lauberhorn. Mine omgivelser overbeviser mig dog om, at dette løb er anderledes – og ikke kan sammenlignes med andre løb. Afsted det gik.
Lauberhorn World Cup løbene køres på Kleine Scheidegg, så vi tog skitoget op for at komme over til styrtløbsløjpen. Og lad mig bare sige, at det er en noget af en anden oplevelse, end sidst jeg var af sted (til World Cup i Styrtløb i Kvitfjell i Norge). Lige udenfor hoteldøren var der livlig aktivitet, byen summede, og det var tydeligt, at folk fra nær og fjern var mobiliseret.
30.000 mand høj var på vej over bjerget for at fejre skikulturen, og dets lokale og globale helte. Overalt i gadebilledet, for slet ikke at snakke om oppe på bjerget, sad folk fra morgenstunden og lavede små bål, hvorover de lavede kaffe, nogle fik en lille gibbernak, andre holdt en decideret fest. Overalt var stemningen og forventningerne i top – helt modsat sidst jeg var afsted, hvor man knapt kunne mærke i dalen, at hele verdenseliten var forsamlet på det lokale skianlæg. Det er bare sådan, vi er opdraget, fik jeg at vide, da jeg efterfølgende spurgte de lokale i Schweiz. Ski er noget, der tænder os. En passion for skiløb, som jeg ikke har mødt før under en World Cup. En slags kæmpe halbal i Jylland, bare med den forskel, at det var verdenseliten, som stod på scenen i hallen, modsat hverdagen tilbage i Vejle, hvor det ofte var kopiband, som indtog scenen, når man nu ikke lige har råd til originalerne. Nej – dette var the real deal. Folk vidste det, byen vidste det. Fint, at mange steder kun holder deres skikonkurrencer for tv-seerens skyld, men her var det anderledes.
Udfordringen den pågældende morgen var så til gengæld, at det som sagt sneede. Normalt en god ting for skiløberne, men når der skal køres styrtløb, er sne bare ikke lige det, man drømmer om. Hverken som arrangør eller atlet, når man kører 150 kilometer i timen. Det var da også tydeligt, at arrangørerne var nervøse, da jeg nåede tilskuerområdet midt på bakken. Ville de blive nødt til at aflyse? Millioner i tv-penge var på spil, hele skiklubben og byen var mobiliseret for at skranse sne, alle fra organisationsteamet holdt vejret. Tilskuerne festede, som intet var hændt, musikken spillede, pølserne blev stegt, børn lavede snemænd. Alle nægtede at indse, at løbet ikke kunne blive afviklet. Imens blev løbet igen og igen udsat. En time, en time mere og en time mere igen. Til sidst lød meldingen, at løbet var skubbet til i morgen – kampen mod de store snemængder var simpelthen for store, selv for arrangører som havde mobiliseret alt og alle, fra de lokale skiteam til militæret – mod vejrguderne kæmper alle forgæves.
Efterfesten – når skyggerne bliver lange
Skulle du sidde og tænke, at en aflysning er lig med, at folk går hjem, kan du ikke tage mere fejl. I morgen er en ny dag, og når man bor i bjergene, ved man, at vejret skifter hurtigt. Bare fordi det sner i dag, betyder det ikke, at det sner i morgen, Og når man ikke kan se skiløb, kan man holde halfest – øh afterski – så afsted mod Wengen, som nu var transformeret sig til Roskilde festival på sne. På alle pladser og stræder var der folk i nationaldragter, øltelte, levende musik. Da jeg selv drog tilbage mod Grindelwald klokken 2 om natten, var der ingen tegn på, at festen var ved at slutte. Til gengæld havde jeg fået diskuteret skikulturen med gamle som unge, lokale som tilrejsende – for at forsøge at forstå, hvordan de kan mobilisere så stor lokal opbakning. Og svaret: De gør det, fordi de ikke kan lade være. Jeg kom af pligt og nysgerrighed, og forlod Jungfrau-området stedet som en nyforelsket teenager, der dagen efter sin første halfest allerede drømte om at komme tilbage.
Og moralen: Den alpine skisport er i en historisk krise. Skisport som konkurrenceform er blevet en tv-sport, ikke en tilskuersport. De unge vil generelt hellere til Prag, når de skal på studietur i gymnasiet, og når familien Danmark vokser op, sætter de sig i større og større antal på en Norwegian flyver og rejser mod varme himmelstrøg. Og så er vi slet ikke kommet ind på den enorme udfordring, at de unge i de traditionelle skibyer ikke længere vil stå på ski partout, men vælger skisport fra, og hellere vil spille fodbold m.m. Det med at stå på ski, fryse fødderne af og bo i små betonværelser, ja, det er i nedgang. Ja, selv store skibrands har set skriften på væggen og udvikler i høj grad deres virksomheder væk fra ski. Salomon vil være allround outdoor og løb. Rossignol satser på cykelsporten osv. Hvem, som vælger korrekt, må fremtiden vise.
Men et besøg i Grindelwald og Wengen var for mig bekræftelsen på, at skiløb heldigvis stadig lever – om end i enklaver. Ski er en del af det at være i bjergene, og i Jungfrau-regionen vil de slet ikke være det foruden. Nuvel – her er måske ikke verdens hurtigste lifter, pisterne er ikke snorlige, men det har sjæl, og det er ægte. Noget mange andre skiområder i dag kunne lære meget af.
Kommer jeg tilbage? Helt sikkert. Og ja – dagen efter blev løbet afviklet – men der var undertegnede på ski.
Grindelwald/Wengen
Liftkortet “Grindelwald-Wengen” består af områderne Grindelwald/First og Kleine Scheidegg/Männlichen med i alt 165 km pister (inkl. skiruter) og 35 liftanlæg. I First er der mange lette pister og en speciel indrettet 30 km/h-zone, som er perfekt til nybegyndere. Men også til snowboardere er der rigeligt. Snowparken “White Elements” lader intet tilbage at ønske. Pisten “First-Egg-Bort-Grindelwald” har en længde på 6 km og en højdeforskel på 1.118 m og er en af de sværeste pister i hele regionen.
Skiområdet Kleine Scheidegg/Männlichen er et af de mest populære i Schweiz og er især kendt for den omtalte 4,2 km lange worldcup-nedfart ved Lauberhorn.
Hvis man synes, at det ikke er nok, kan man udvide til liftkortet “Jungfrau”, hvormed man har adgang til 204 km pister i op til 2.970 m højde. Ved Schilthorn finder man nedfarter i forskellige sværhedsgrader, “Murren-Schilthorn-Funpark” og meget mere.
Tekst Bugge Holm Hansen