Fitbit (som nu er opkøbt af Google) har præsenteret verdens første smartwatch, der ikke kun holder styr på din aktivitet og søvn, men som nu også kan hjælpe dig med at spore symptomer på stress.

Ved hjælp af en indbygget sensor måler Fitbit Sense elektrodermisk aktivitet (EDA) i huden, så du løbende kan følge din krops reaktion og bruge vejrtrækningsøvelser til at slappe af igen. Fitbit Sense måler din Stress Management Score i appen, hvor du kan se dit daglige stressniveau baseret på puls, søvn og aktivitet. Medlemmer af FitbitPremium vil også kunne se en mere detaljeret gennemgang af beregningerne bag målingerne.

Fitbit Sense kommer også med en Elektrokardiogram-app (EKG), men på nuværende tidspunkt er godkendt i USA samt 15 europæiske lande (dog endnu ikke Danmark). Fitbit har også opdateret sin pulssensor og algoritmen i målingen med ny teknologi i PurePulse 2.0. Med dette kan du få besked, hvis din puls pludselig fraviger normalen for den pågældende aktivitet.

Med Fitbit Sense får du selvfølgelig også de samme funktioner kendt fra Fitbits smartwatches. F.eks. indbygget GPS, 20+ træningsindstillinger, SmartTrak®, Cardio Fitness Level og Score og søvnværktøjer. Ligesom der er indbygget højtaler og mikrofon, kontaktløs betaling, et vandtæt ur til 50 meters dybde og op til 6+ dages batteritid. Skulle du løbe tør for batteri, så kommer Sense med ny oplader, der giver én dags yderligere batteritid på kun 12 minutter.

Det hele er designet med tanke for lette og med runde former. De nye armbånd kommer i ekstra blødt materiale og med en ny smart lukning. Skærmen er en stor lys AMOLED-skærm med integreret sensor, der automatisk dæmper skærmlyset, så du bedre kan se den.

Hvordan er Fitbit Sense så i brug?

Fitbit Sense er designet bredt til aktive mennesker, der ikke føler, de er atleter. Men som vil løbe, være aktive og sunde. Og som vil have nemt overblik over motionsdata.

Den sondring bemærker man hurtigt, når man får Sense-uret i brug. Uret er designet til at være præsentabelt i alle hverdagslivets funktioner, så man kan have det på både til hverdag og fest, på arbejde og i fritiden. Et Fitbit-ur handler nemlig ikke om at signalere hurtighed, men at signalere, at man prioriterer at være sund og aktiv.

Det er ikke nogen stor overraskelse, at Sense-uret er nemt at bruge. Men man hurtigt finder ud af, at uret er lidt af en ulv i fåreklæder. Ønsker man at grave ned i urets funktionelle muligheder, åbner der sig nemlig en verden af informationer om din søvn, stressniveau, og meget mere. Informationer, som vi kender fra fuldblods-løbeure, og som teknisk ligger i maskinrummet på Sense-uret.

I brug fornemmer man dog umiddelbart ikke, at det er datanørderne, som uret henvender sig til. I stedet er det til de mange forbrugere, som ønsker en samlet oversigt over datapunkter. Formuleret nemt og overskueligt. For nemt, vil onde tunger sige. Faktum er dog, at mange almindelige mennesker er stået af i brugen af tidens komplicerede ure, som man skal have en lille ingeniøreksamen for at bruge. Fitbit Sense-uret er som sådan uret for de mange, som vil gøre det nemt at følge sine motionsdata.

Et ur, som understøtter en sund og aktiv livsstil

Men som omtalt skal man ikke skue hunden på hårene. For Fitbit (med Google i baggrunden) arbejder benhårdt på at kunne skabe en masse kvalificerede datapunkter til folk, som gerne vil leve sundt og aktivt. Stress er blevet en global folkesygdom, og markedet for at holde styr på ens stress og kunne arbejde med dette, rummer enormt potentiale. At et ur som Fitbit Sense kan skabe så meget kvalificeret data om områder, som for kort tid siden var skjulte for folk flest, er en revolution. Og daterevolutionen synes kun lige at være begyndt.

Vores oplevelse er, at man skal se Fitbit Sense som et ur, der vil gøre dig til et bedre menneske. Et ur, som kan understøtte, at du lever sundere og mere aktivt. Men også uret som tager hånd om din restitution og søvn.

Er uret perfekt til løbere? Nej, på ingen måde. Det er stadig svært at overskue mange af urets funktioner. Og aktivt at bruge mange af de datapunkter, som uret kommer med. Men det er et generelt problem, som Fitbit har sammen med alle de andre producenter. Vi synes stadig, Fitbit har et stykke vej op til Apple-urene i formidlingen af data, men til prisen gør uret det virkeligt godt. Og Fitbit bliver bedre og bedre, godt hjulpet på vej af en enorm økonomisk og kompetent muskel i baglandet (læs: Google). Og til de fleste vil uret være superfint til at understøtte det at leve sundt.

Alt i alt er Fitbit Sense et super ur, som viser retningen for alle tidens aktivitetsure bredt set. Nemlig at vi går mod en tid, hvor urene får mere og mere hardware-kraft, så du kan leve et sundere og mere aktivt liv.

Fitbit Sense

Vejl. udsalgspris: 2.499 kr.
www.fitbit.com