Når årets skitur skal arrangeres, er Tjekkiet nok ikke den første destination, du har i tankerne. Men det burde være med i overvejelserne. Pist n’ Powders udsendte fik i hvert fald et positivt indtryk af det utraditionelle skiland, trods de stramme offpistregler, den smådårlige pistpræparering og den utroligt tunge mad.
Efter at være landet i Prag blev vi kørt igennem den smukke, gamle hovedstad. Sneen havde pudret de brostensbelagte gader, som vores gamle van tøffede gennem, og det tegnede godt for det skiløb, vi var på vej ud til. Skilte med bynavne, der indeholdt alt for mange konsonanter, susede forbi, og to timer senere skulle vi prøve skiløb på tjekkisk.
Spindleruv Mlyn er Tjekkiets største skiområde og samtidig det eneste med egentlig international appel. I Tjekkiet har det lidt samme status som Aspen: Det er her, de rige og kendte holder deres skiferie, bor på luksushotel og drikker champagne. Og samtidig er det det eneste tjekkisk område, som er vært for internationale skievents.
Da vores lejede van tøffede ind i dalen, hvor selve byen ligger, var det med et solidt snedække på begge sidder af vejen. Nok omkring en meter. De havde lige haft sæsonens største dump en uge forinden efterfulgt af varmt vejr og en smule regn. Solen skinnede, og jeg kunne ikke vente med at komme ud og få fart i skiene, selvom mørket var ved at falde på.
Bo i en bunker
Skulle jeg undervejs have glemt, at vi ikke befandt os i et af de mere traditionelle skilande, kunne vores hotel med det ellers så klingende navn, Harmony Hotel, hurtigt genopfriske det for mig. Det havde nemlig en hel speciel historie.
Under det fem etager høje hotel, ligger et vidnesbyrd på en tid, der stod for alt andet end harmoni. Hotellet er nemlig bygget i slutningen af den kolde krig og indeholder lige så mange kælderetager som etager over jorden, og de tre nederste er så solidt bygget, at de kunne få Prags politiske top til at overleve en atomkrig, hvis det skulle blive nødvendigt.
De nederste etager har desuden ikke gennemgået mange ændringer siden da. Her er stadig gange med tunge jerndøre, spartansk indrettede værelser og kommandorum med masser af knapper og henlagte papirer af den slags, man ser i dårlige sciencefictionfilm fra 70’erne.
I skærende kontrast til resten af kælderetagerne er den første af dem i dag lavet om til en spaetage. Ligesom mange af de moderne hoteller indeholder etagen alt, hvad man kan forvente: sauna’er, dampbad, isbad osv. Og ligesom mange andre af de moderne hoteller, er det på den ene side helt vildt rart efter en lang dag på ski – på den anden side helt vildt prætentiøst og sterilt. Det er nok sådan, som det skal være.
Skiløb i mørket
Efter at være tjekket ind på Harmony Hotel klædte vi hurtigt om og tog afsted for at stå på ski. Solen var gået ned, så det skulle blive første gang i flere år, at jeg skulle køre på oplyste aftenpister. Det er en disciplin, jeg aldrig tidligere har været fan af, fordi det som oftest er en tarvelig familiepist med alt for mange mennesker og alt for dårligt lys til, at man for alvor kan give den gas.
Dette skulle dog vise sig at blive min hidtil bedste oplevelse på aftenpisterne. Lyset var godt, menneskemængden moderat, og der var en fin pist med et par bokse og rails i starten. Det blev til et par gode ture, og dobbeltmayerliften, der førte os til toppen, var en 4-stolslift af nyere årgang. Der var altså en reel mulighed for at få nogle gode ture på den halvanden kilometer lange nedfart, efter solen var gået ned.
En smule godt aftenskiløb var dog ikke nok til at stille sulten. Tværtimod var jeg nu for alvor spændt på at se, hvad området kunne byde på i solskin og med adgang til samtlige pistkilometer.
Den reelle anmeldelse
Solen skinnede, da vi næste morgen stod klar ved liften, det øjeblik den åbnede. Skiområdet har 25 kilometer alpint skiløb fordelt på to områder, og vi startede på Svaty Petr-siden, hvor vi brugte den første halvdel af dagen. Herefter tog vi en skibus til Medvedin-siden, hvor vi så stod resten af dagen.
Forskellen på de to sider er ikke overvældende. De er stort set lige store, og udvalget af pister er ganske fint og fornuftigt fordelt i forskellige niveauer, selvom de mest øvede skiløbere nok kommer til at kede sig lidt. Samtidig hænger områderne overraskende godt sammen, så man undgår at skulle ud på lange stavestykker.
Fra toppen finder man nogle brede pister, der ender ud mellem de ret tætte skovpister, som man kommer nedad. Samtidig har nogle af pisterne nogle ujævne forløb, f.eks. med hældning på tværs af pisten, hvilket jeg faktisk så som et plus. Det gjorde i hvert fald nogle af pisterne sjovere.
Ingen offpist i parken, tak!
Jeg havde på forhånd læst, at offpist var forbudt i meget af området, da det ligger midt i nationalparken “Krkonose”. Men i mange områder betyder det i virkeligheden, at offpist er på eget ansvar, og dem, der har lyst, smutter bare under hegnet og trækker spor i den friske pudder.
Det skulle dog vise sig, at Spindleruv Mlyn langt fra var det mest offpistvenlige område. Det er rent faktisk forbudt at forlade pisterne i hele området, netop fordi det ligger midt i en nationalpark, hvor de gerne vil passe på deres træer.
Da jeg spurgte ind til det, sagde vores guide fra området: “But people don’t care.” Og det kunne man se. Der var masser af spor ude mellem træerne, og det var da også muligt at finde fornuftige treeruns. Men han fortalte også, at lige efter dumps, blev der patruljeret massivt i området af parkbetjente, og der var en reel risiko for at få en bøde på nogle tusinde kroner, hvis man blev snuppet.
Det var lidt en streg i regningen, for jeg har haft nogle af mine bedste skioplevelser uden for de markerede pister og håbede at kunne gentage den succes i Tjekkiet. Jeg stak derfor lidt til vores guide, i håb om at han kunne finde nogle andre muligheder.
Og andre muligheder var der heldigvis – nemlig skitouring på andre tinder i området. Grundet lavinerisiko var det dog ikke muligt i de dage, hvor vi var der, og i øvrigt var det hverken billigt, populært eller særlig godt. De lokale, jeg talte med, var i hvert fald enige om, at man hellere skulle tage til Østrig, hvis man var til den slags.
Ærgrelsen over ikke at kunne komme ud og køre i noget god pudder nåede dog ikke for alvor at sætte sig. Om aftenen skulle vi nemlig med en pistmaskine til toppen af bjerget, hvor en hytte ventede på os.
Privathytte, privatpist
Larmen var voldsom fra det gamle bæltekø- retøj, som skulle køre os det sidste stykke helt op til toppen af bjerget, hvor vi på vores sidste nat skulle indlogeres i en hytte. Halvt råbende forklarede vores tjekkiske guide os, at det var det her, han forbandt med ægte, tjekkisk skiferie. Det var sådan hans familie gjorde, da han var dreng.
Et hyggeligt hyttekompleks kom os i møde på toppen, hvor familier og ungdomsklubber delte udsigten over dalen. Vi blev indlogeret i et stort rum, hvor madrasserne lå på gulvet, og hvor udsigten over området var fantastisk.
Til aften fik vi serveret et solidt, tjekkisk tungkostmåltid, som mindede meget om de øvrige måltider, vi var blevet serveret i løbet af turen: et stykke oksekød, som var alt andet end fedtfattigt, en symfoni af kål i forskellige farver og en sovs, som min bedstemor ville være stolt af. Et måltid, som både mætter og smager dejligt, men som bestemt ikke er anbefalelsesværdigt, hvis man skal ud og lave tricks i parken bagefter.
Derfor trillede vi i stedet en tur i saunaen efter aftensmaden. Og modsat Hotel Harmony var der ikke meget prætentiøst over det her: et lille træskur ude midt i ingenting placeret praktisk lige ved siden af en sø, hvor vi huggede et hul i isen og dyppede os, når det bliver for varmt. Det var hyggeligt og langt mere autentisk end det moderne hotel i byen samt en perfekt måde at tage afsked med det tjekkiske skiløb på.
Det nye Norden?
Skiområdet er ikke verdens største, og faldhøjden er heller ikke imponerende; men for let øvede og familier er det perfekt. Overholder Spindeleruv Mlyn deres treårige tidsplan og får en ny lift sat op, som skal gøre hele området sammenhængende, bliver det en seriøs konkurrent til de svenske og norske områder – afstanden er kort, skiløbet er fint, og priserne er lave.
Er man til langrend, er Spinderuv Mlyn også i særklasse. De har 85 km langrendsspor, som er præparerede, og der er spor både nede i dalen og oppe på bjergene.
Præparæring af pister er dog ikke deres spidskompetence. Selvom de har nogenlunde moderne præpareringmaskiner til at køre hele natten og et net af snekanoner, som dækker næsten 100% af pisterne, formåede de ikke at skabe de samme skarpe, nypræparerede pister, som vi kender fra f.eks. Østrig og Norden. Men det gik bestemt an, og det var væsentligt bedre, end hvad jeg oplevede i Polen, da jeg besøgte landet for snart fem år siden.
Lifterne er alle sammen doppeltmayer, og det fungerer faktisk overraskende godt. Dermed er det ikke sagt, at det er på højde med de topmoderne områder i Østrig, men langt de fleste steder var helt acceptable – både hvad angik liftkøer og -hastighed.
Det største problem med østeuropæiske skiområder har ofte været snesikkerheden. Her er Spindleruv Mlyn dog en historie for sig, for de har aldrig haft samme problemer, som eksempelvis i de polske skiområder på den anden side af bjerget. Vejr og vind gør nemlig, at snefaldet på den tjekkiske side er langt mere stabilt.
Alt i alt var Spindleruv Mlyn en god oplevelse. Så plejer skituren at gå til Norge eller Sverige, er det i hvert fald værd at have med i sine overvejelser, når årets skitur skal planlægges.
PRISNIVEAU I TJEKKIET
Selvom Spindleruv Mlyn er Tjekkiets dyreste område, er prisen stadig lavere end de mere kendte europæisk områder. Et syvdagesliftkort koster i Spindleruv Mlyn ca. 1.100 kroner, mens det i Ski Amade koster ca. 1.700 kroner. Samtidig er leveomkostningerne i bund i Tjekkiet. På pisten får du en fadøl til 10 kr og en stor portion tjekkisk mad til 50 kr. Jeg fik f.eks. andelår med kål – masser af kål. De er vilde med kål i Tjekkiet.
EVENTS I SPINDELERUV MLYN
Selvom Spindeleruv Mlyn nok er ukendt for de fleste danskere, huser det et par prominente, internationale konkurrencer.
Quicksilver Snowjam er en del af worldcuppen i Slopestyle og Halfpipe. Samtidig fungerer det som én af de fem “snowboard slopestyle qualifiers” under FIS, som kan give adgang til vinterOL i 2014.
Sæsonafslutningen på det vanvittige langrendsløb Redbull Nordix afholdes desuden også i Spindleruv Mlyn. Og hvis du tror, at langrend kun går ud på at køre om kap i en flad cirkel, så gør dig selv den tjeneste at slå forbi ‘Redbull Nordix’ på Youtube. Det er formegentlig den eneste chance, du får for at se nogle vanvittige atleter lave backflip på langrendsski.
EKSTRA OPLEVELSER
Bliver man træt af at stå på ski, findes der en række andre vinteraktiviteter i området, som man kan prøve kræfter med. Vi prøvede både Snowbikes, en fire kilometer lang kælketur, triski og en slædehundetur. Derudover er der mulighed for skitouring, paragliding, snescooterkørsel og paintball i sneen, og generelt er prisen på ekstraoplevelserne lige en tand lavere, end de mere kendte skiområder.
FAKTA SPINDELERUV MLYN
- Højdemeter: 702-1235 meter.
- 25 km alpint skiløb (24 km dækket med snekakoner).
- 31% blå, 58% rød og 11% sort.
- 5 stolelifter og 11 træklifter.
- 85 km langrend.
- Åbner i december og lukker midt i april.
- Der er tre snowparker for skiiers og boarders, og tre børneparker med småforhindringer og rullebånd.
- Der er aftenskiløb på den ene side, (i øvrigt meget veloplyst).
Tekst og foto Sebastian Kjær
Artiklen er fra Skimagasinet Pist n’ Powder #33
