SkiWelt Wilder Kaiser-Brixental er ikke alene Østrigs største sammenhængende skiområde – det siges også at være et af verdens bedste. For tredje år i træk er området i Tyrol nemlig blevet kåret til det bedste internationale ski-resort – blandt 400 skisportssteder i verden. Skimagasinet har besøgt området i Alperne og set nærmere på, om det kan leve op til titlen.
Det er bilistforeningen ADAC, tyskernes svar på FDM, der endnu engang har kåret SkiWelt Wilder Kaiser-Brixental til verdens bedste skiområde. Det er dog uvist, hvilke kriterier, der ligger til grund for kåringen. Skimagasinet har derfor spændt skiene på og testet området, der i 2011 tilmed blev kåret som den bedste value-for-money skidestination af selvsamme ADAC.
For at starte med det vigtigste – skiløbet – først, så har Wilder Kaiser-Brixental 279 kilometer pister, der forbindes af 91 topmoderne lifter og kabelbaner, uden brug af busser eller tog. Med det spektakulære bjergmassiv Wilder Kaiser som majestætisk baggrund kan man boltre sig i det (set med østrigske skibriller) store område, hvor man ubesværet kommer rundt mellem de otte byer i SkiWelt-området, hvoraf de mest kendte er Westendorf, Scheffau og Söll.
Områdets størrelse er med til at give et varieret terræn, der byder på alt fra brede boulevarder til lange ruter gennem granbevoksede dale. For den øvede skiløber vil det ikke være noget problem at nå området rundt på en dagstur. Der skal gives gas, bevares, men det er muligt.
Skiløbet i Skiwelt Wilder Kaiser-Brixental foregår overvejende på røde pister, og det kan virke skræmmende for nogle, mens det for andre giver for få udfordringer til en uges skiløb. SkiWelt er for familierne, da det er nemt at komme rundt i terrænet. Der er dog få kritiske steder, hvor det kan være svært for hele familien at komme ned, hvis det ikke er alle, der har megen erfaring på skiene.
Lavtliggende terræn
Dog burde man i Skimagasinets udsendtes øjne nok kigge en ekstra gang på fordelingen af røde og blå pister, inden næste sæsons pistekort skal trykkes. Man satser markant på børnefamilier, hvilket blandt andet ses på de store børneområder oppe på bjerget, og det kan godt virke lidt afskrækkende, når man på pistekortet kan se, at det kun er røde pister, der kan føre familier og deres poder ned til byen. Det bør dog retfærdigvis nævnes, at langt de fleste af de røde pister er brede og hurtigt flader ud i brede blå pister.
Områdets højeste punkt er 1.957 meter ved Gampenkogel, men selve skiløbet starter i 620 meters højde i byen Hopfgarten, hvilket må siges at være langt nede. Og netop der finder man også SkiWelts minus. På de gode sæsoner, som sidste sæson i 2011/12, hvor sneen lagde sig som en tung dyne over Alperne, er der ingen fare på færde, men da Skimagasinets udsendte atter var tilbage i påsken 2012 på en kort visit, var al sne stort set væk. Den tidlige påske i 2012 gav ellers gode forhold mange andre steder i Alperne.
Derfor har man i Wilder Kaiser-Brixental udvidet maskinparken til at omfatte hele 1.000 snekanoner, der står klar til at dække 210 km af området – hvis vejret da ellers tillader det.
På ski i naturreservat
Og snekanonerne er bare én af de enorme investeringer, der er blevet gjort i området, der har gennemgået en kæmpe udvikling fra at være små, selvstændige områder til i dag at være et relativt stort område med en god infrastruktur.
Allerede i 1920’erne var der kræfter i gang for at beskytte området, da man udemærket var klar over, at man her havde at gøre med et unikt naturområde. Dog var det først i 1961, man efter en lokalafstemning besluttede, at der skulle etableres et naturreservat. Det blev officielt åbnet i 1963. I dag står man på ski i dele af dette reservat, og fra allerførste færd fornemmer man den ægte østrigske bjergkultur, der hersker i et af Tyrols mest kendte skiområder.
I 2011 blev der investeret 10,5 millioner euro for at gøre området up to date, og det kan man mærke. Der er forholdsvis nye lifte overalt og stort set ingen slæbelifte. De er kun at finde, hvor de har deres berettigelse – såsom i børneområderne, der er gennemtænkte med f.eks. legepladser for de små, hvor de kan lege med skiene på.
Smagen af østrigsk hygge
Også SkiWelts mange beværtninger har fået et brush up. Mange restauranter er blevet renoveret og nye gode, gastronomiske køkkener blevet bygget, og det er jo her, Østrig kan noget helt specielt. De 70 små og store hytter og spisesteder i området nærmest dufter af den velkendte, østrigske storhygge. I de familieejede bjergrestauranter, på solterrasser og i afterskibarer er du altid sikker på at kunne slukke tørsten i en skummende, kold øl eller få et solidt måltid mad fra det stolte bondekøkken.
I Kirschberg finder man Tyrols eneste restaurant med to Michelinstjerner, men for langt de fleste er det spisestederne ude i terrænet, der er interessante. På bjerget ved byen Going finder man f.eks. den autentiske restaurant Hollenauer Kreuz, hvor man spiser med de lokale, der er oppe for at nyde et par timer på bjerget. Stemningen er i top, og den gode lokale snaps ryger nemt ned. Og sådan kan man med garanti finde mange andre små, hyggelige restauranter, der byder på samme følelse af, at man er i det ‘gamle’ Østrig – med den tyrolske autenticitet, gæstfrihed og charme. Hvis der er noget, Wilder Kaiser-Brixental kan, er det det! Samtidig kan man mange steder på bjergene nyde udsigten mod St. Johann im Tyrol og Kitzbühl, der er gode, gamle kendinge for masser af danskere, der været på ski i Østrig.
12 timer – og du er på ski
Godt nok er skiområdets relativt lave beliggenhed et minus, når vi taler snekvalitet og -garanti. Men netop dette tæller som et stort plus, når vi taler tilgængelighed. For du kan stort set køre direkte ind til området fra motorvej A12 – uden at have taget et eneste hårnålesving. Det er faktisk det første større område, man møder i Østrig, hvis man kører over München. Den lette adgang uden bjergkørsel betyder, at området altid har været attraktivt for trefire-dages ture til Alperne, da det ikke kræver mere end en 10-12 timers kørsel, før skiene kan spændes på og man glider ud i det store område.
At det skulle være verdens bedste, er nok en overdrivelse, da området simpelthen ikke har højdemeterne til at kunne konkurrere med andre destinationer. Når alt kommer til alt, betyder sneens kvalitet rigtig meget for en skiferie. Kunstsne kan bare ikke konkurrere med det, som naturen selv kan frembringe. SkiWelt Wilder Kaiser-Brixental er et område for familier eller for en fire-dages tur med vennerne – og med dem kommer vi meget gerne igen.
SKIWELT WILDER KAISER-BRIXENTAL
Fakta
279 kilometer pister
91 lifte
3 funparks
170 km cross-country løjper
250 vandrestier 19 skiskoler
3 oplyste kælkebakker
Østrigs største aftenski-areal på 13 km
Byer i SkiWelt-området:
Going, Ellmau, Scheffau, Söll, Itter, Hopfgarten, Brixen im Thale og Westendorf.
Afstand fra Danmark:
1.207 km fra København og 1.128 km fra Kolding
Nærmeste lufthavn:
72 km til Innsbruck
85 km til Salzburg
145 km til München
Liftkort-priser: Seks dages voksen, højsæson: kr. 1.570,-
Læs mere på www.skiwelt.at
Tekst Michael Harken Christensen Foto SkiWelt
Artiklen er fra Skimagasinet Pist n’ Powder #30