Vi drømmer alle om den vilde tur ude i verden. En cykel pakket med nøje udvalgt og afprøvet gear, solnedgange og fremmede dufte og selfies fra glemte grusveje i eksotiske hjørner af verden. Drømmen er levende og skal næres med troen på, at man en dag står med sin cykel gjort klar til langtur. Og den dag man vinker farvel, med blikket rettet fremad, mens benene stamper drømmen ud i pedalerne og ud i verden, er det store eventyr endelig begyndt. Kom med Martin Paldan og hans søn Carlos på tur i den sjællandske natur.
Forud for det store eventyr er dage af kortere ture og mindre eventyr. Nogle endda så små, at de kaldes for mikroeventyr. Men eventyr er de dog trods alt. Da Carlos og jeg stopper i Slangerup og sætter os i pizzeriaets baggård, har vi cyklet knap fyrre kilometer. Vi har krydset gennem Hareskoven nord for København, nydt de eksklusive, lange, lige stræk på Værløse Flyveplads, kravlet rundt på ruinerne af Bastrup Tårnet, hvor Carlos fik en lakridspibe som motivationsoverraskelse, og nu venter vi på pita med kebab, en burger med fritter og en tallerken nachos. Vi er på et bikepacking mikroeventyr.
Gravel bikes
Vores cykler ligner almindelige racercykler, men kigger man efter, opdager man, at dækkene er bredere og med mere mønster. Det er gravel bikes – En nyere type cykel, der, som navnet antyder, kan køre på grusveje, og derfor er særdeles velegnet til at færdes ad the roads less traveled. Det er rendyrket eventyr på markveje og skovstier.
Mætte og tilfredse efter at have nydt vores velfortjente kaloriefest, hopper vi på cyklerne. Vi fortsætter nordpå under en gavmild sensommersol, der gør cykling til verdens skønneste måde at bevæge sig gennem landskabet på. Gruset synger sprødt under vores dæk, og de vidtstrakte marker er mejet og duften af tør jord blandes med støvet fra grusvejen. Vi kører side om side og behøver ikke bekymre os om biler. Carlos har et liggeunderlag spændt fast på sadelpinden og en lille taske monteret på styret til snacks. Han er iført rigtigt cykeltøj med chamois i bukserne og baglommer i cykeltrøjen, og hans lille atletiske krop danser afsted på cyklen. Jeg nyder fremdriften, selskabet og tilstedeværelsen. Det er far/søn kvalitetstid af den bedste slags, og alt er perfekt. Indtil videre.
Framebags og handlebar rolls
Efter mere end 70 kilometer ad både grusveje og landeveje drejer vi ned ad Bisp Absalons vej og når kort efter Asserbo Slotsruin nord for Arresø. Lidt inde i skoven finder vi de stejle skrænter, hvor shelteret ligger med fin udsigt over en lille mose. Vi slæber cyklerne opad skrænten og møder en gruppe seniorer, der er på udflugt og nyder madpakker omkring et bål. De spørger venligt til vores tur, og vi spørger tilbage, om de skal overnatte i shelteret? Det skal de ikke, og Carlos får bredt sit liggeunderlag ud og nyder et skyggefuldt øjeblik i det åbne, lave bjælkehus.
Solen står stadig højt, og jeg har lovet Carlos en is. Der er fem kilometer gennem skoven og langs vandet ned til Tisvildeleje iskiosk på stranden. Jeg overvejer kort, om vi skal lade liggeunderlag og soveposer blive, men bryder mig ikke om tanken om at efterlade gear. Det fylder ikke meget på cyklen og er essentielt for eventyret. Det hører til på cyklen, hvis den er i bevægelse. Vi hilser farvel til seniorerne og cruiser ud ad stien, mens solen flimrer gennem de høje fyrretræer. De første glimt af havet vækker begejstring, og fornemmelsen af at være nordpå er stærk. Mikroeventyrets rammer kan vel være små, men følelserne store.
Der er aktivitet på p-pladsen ved stranden, men der ikke mange mennesker at se i bølgerne. Ved iskiosken er der en lille kø, og mens Carlos betragter skiltet med udvalget af is, nyder jeg synet af vores cykler. Bikepacking fænomenet minder om klassisk turcykling, men forskelle er der alligevel, for hvor turcyklerne, som oftest har monteret sidetasker på bagagebærerne, er bikepacking setuppet baseret på mindre og blødere tasker monteret direkte på stellet for at undgå, at bagagen rasler af, når der køres på ujævne stier i terrænet, som er bikepackingens primære jagtmarker. Det siges, at de første primitive udgaver af framebags, handlebar rolls og seat packs blev fremstillet af deltagerne i det legendariske Tour Divide cykelløb, som strækker sig ubegribelige 4.418 kilometer fra de canadiske Rocky Mountains til det mexicanske plateau – endda på grusveje af meget vekslende karakter! Cykelløbet er self-supported, så deltagerne skal selv medbringe udstyr til overnatning i telt eller bivuak, og det blev hurtigt klart for de første Tour Divide eventyrere tilbage i tiden, at det krævede særlige monteringer at holde udstyret fast på cyklerne undervejs på den lange færd ad ujævne veje. Sidenhen har driftige iværksættere designet og produceret funktionelt bikepacking udstyr, baseret på disse første eksperimenter.
Skuffelse
Bølgerne kalder åbenbart, og Carlos vil have en dukkert. Jeg bliver oppe i klitterne med cyklerne. Det er en fin undskyldning for at undgå det kolde vand. Da han vender tilbage, er det med blå, smilende læber og et friskt glimt i øjet. Jeg beundrer hans spontanitet, og han forsøger kækt at lokke endnu en is ud af mig. Men vi skal tilbage til shelteret. Der skal tændes bål til aftensmad og gøres klar til overnatning.
Jeg har overvejet det et par gange på turen ned til iskiosken, og også nævnt min bekymring overfor Carlos, men vi har valgt at tro på vores held. Det har været en perfekt dag, så med positive sind cykler vi tilbage mod ruinen og shelteret. Allerede da vi trækker cyklerne opad skrænten, aner jeg uråd. Der er stemmer og aktivitet. Shelteret er okkuperet af to mænd og nogle børn. Jeg spørger naivt, men kender allerede svaret. De skal sove her i nat. Jeg tøver og venter på, at han fortsætter sætningen med et ‘men I kan da…’ Et sekunds stilhed larmer i mit hoved. Der kommer ikke flere ord fra ham. Jeg vender mig mod Carlos og ser tårerne vælde op i hans øjne. Det er hjerteskærende. Vi trækker cyklerne ned ad skrænten, og forlader shelteret bag os. Så tæt på, og så alligevel ikke. Jeg trøster Carlos, mens jeg gennemroder min hjerne for muligheder. Vi har ikke telt med, og jeg har endda undladt at tage mit gamle liggeunderlag med, da det fyldte for meget. Hvad hvis det begynder at regne? Bivuaker er ikke den bedste mulighed. Jeg er ulykkelig over situationen, og havde med sådan en tydelighed set for mig, hvordan vi skulle overnatte i shelter, at jeg ikke havde overvejet andre muligheder. Togstationen ligger ikke langt væk, men det vil ændre hele oplevelsen. At vende hjem nu vil være en kæmpe skuffelse for os begge.
Solen kaster lave, sparsomme stråler gennem træerne, da vi cykler modløst ud af skovstien. Formålet med turen er, at Carlos og jeg skal have en eventyrlig oplevelse af at cykle ud i landskabet med vores grej. Vi skal slå lejr, lave bål, overnatte, og næste dag skal vi pakke sammen og køre videre ud i det danske landskab. Planen er enkel og handler om at være sammen. Og sammen er vi. Også selvom der er bump på vejen.
Min tanke er at nå ned til Strø Bjerge, hvor der er et andet shelter. Det er blot 20 kilometer væk, men jeg er klar over, at selv den korteste distance virker som flere hundrede kilometer for en lille fyr, der hellere ville sidde og kaste pinde ind i et bål lige nu. Vi når landevejen og cykler ud af cykelstien. Da jeg ser skiltet til Frederiksværk, ændrer jeg plan. Hvad er chancen for at næste shelter er ledigt? Det er weekend, og vi er sandsynligvis ikke de eneste, der har begivet sig ud på mikroeventyr. Kommer vi til næste shelter, og det også er optaget, er løbet kørt. Så er det toget hjem. Jeg samler kraft og siger med en stemme så opmuntrende som situationen tillader, at vi cykler til Frederiksværk og indlogerer os, hvor det er muligt. Om det så er på dyrt hotel!
Den lille gule hytte
På tankstationen hiver jeg mobiltelefonen frem. De sidste kilometer ned til Frederiksværk er foregået i stilhed, men med håbet om at vores tur kan fortsætte. Jeg ringer til én af byens campingpladser, og til alt held har de en lille hytte ledig. Jeg gentager lidt for mange gange, at vi gerne vil booke den, og at de ikke må leje den ud. Vi kommer så hurtigt som muligt!
Med slik indkøbt fra tankstationen drøner vi ned gennem byen og finder hurtigt campingpladsen. Der er sensommerstille, og i receptionen må vi ringe på klokken for at få betjening. Vi får udleveret nøglen, og finder ned til den lille gule hytte.
Vi har genfundet smilene, og humøret er højt. Jeg får sat vand over i en kasserolle på en lille kogeplade i hytten og hældt kogende vand i de to folieposer med frysetørret flødepasta og jægergryde. Carlos får lov til at åbne én af poserne med slik og snupper et par lakridser. Han lytter til musik, mens han venter på, at maden bliver klar. Sådan er livet lige nu i den lille gule hytte.
Kortets magi
Med cyklerne stående opad sengene er der trangt i den lille hytte. Soveposerne er bredt ud og venter indbydende på at omfavne os. Men de må vente til senere. Vi er begge enige om, at flødepastaen er bedst, og sidder omkring det lille fællesbord i hytten og kigger på et par kort, vi fik oppe i receptionen. Carlos genkender Lynæs Havn på kortet. Der er han engang sejlet til, fortæller han, og han vil gerne gense havnen. De har en superfed hoppepude, påstår han. Det er et fint formål. Jeg spotter et par sektioner, hvor vi kan køre gennem skoven og endda forbi en stendysse.
Det er magisk at kigge på kort. At sidde med en varm kop te og betragte kortets grafik og følge de små linjer, der fører gennem, langs med eller på tværs af grønne, gule, blå eller grå felter, der er rendyrket omsætning af flad grafik til levende flerdimensionelle indre drømmebilleder. Turen bliver til en ekspedition, en udflugt til ukendte egne. Kan vi mon køre på denne sti? Hvordan forbinder vi denne skov med næste? Mon ikke ruten langs vandet er smukkere? Idéer og forventninger skaber en rute at følge, en hjertets rute, der måske hverken er den hurtigste eller mest effektive, men som er vores rute. Det er intet under, at skattekort er så billedskabende.
Vi beslutter, at vi i morgen kører til Lynæs havn, hopper på hoppepude og derefter kører nogle kilometer tilbage og tager den lille færge fra Sølager til Kulhuse.
Verdens mest eksotiske sted
Soveposerne må vente lidt endnu. Den frysetørrede mad har givet os energi – eller er det indholdet fra poserne med slik? Vi cykler gennem campingpladsen og søger ned mod havnen for at se os lidt omkring. Solen hænger lavt, og det er begyndt at blive køligt. Bådene vugger stille i lystbådehavnen, og et kærestepar går tur på molen. Tusmørket sænker sig langsomt, og solens orange skive lader sig langsomt indhente af jordens rotation. Det er vigtigt for mig at give Carlos denne oplevelse. Han skal erfare, hvad verden kan – og ikke mindst hvad han kan i verden, når han med egne kræfter drager ud. Nærværet, når han med pedaltramp flytter sig gennem landskabet, er intenst. Han har mærket træthed, kedsomhed og utålmodighed og har forholdt sig ærligt til det, arbejdet med det og lært sig selv bedre at kende. Eventyret er, hvad han gør det til, uafhængigt af omgivelserne. I dette øjeblik er Frederiksværk verdens mest eksotiske sted, for det er her, vi befinder os sammen.
Er det dessert?
Solen skinner udenfor, og vi har sovet suverænt som små bjørne i den lille gule hytte. Nu skal vi have morgenmad! Varm blåbærsuppe hives frem fra framebag´en og Carlos dækker op med skeer og drikkedunke ude på terrassen. Jeg spiser direkte af folieposen, mens Carlos er civiliseret og har hældt sin varme blåbærsuppe i en dyb tallerken. Han betragter grundigt teksten på folieposens label. “Det er jo en dessert,”udbryder han. “Er det?” spørger jeg forundret og kigger på posen. Minsandten ja. Men selvom sukkerindholdet er rigeligt højt, skal vi nok får brændt det af. Og det smager godt. Det er ikke tiden eller stedet til dårlig samvittighed. Hvad der er dessert, er i dag morgenmad for to bikepackere på eventyr.
Efter en hurtig opvask af de få dele, vi har brugt fra hyttens mikrokøkken, er vi rullende igen. Det er en skøn fornemmelse at bryde op, pakke sit hjem og cykle på skattekortets linjer mod næste destination. Jeg insisterer på at se stendyssen, og med vibrationer i styret fra brostensbelægningen passerer vi gårdspladsen til det flotte Grønnessegaard Gods. Roskilde Fjord glimter ude bag træerne, og mens Carlos kravler ind mellem de store stendyssesten, hiver jeg det lille kamera frem fra styrtasken og får skudt lidt billeder. Faktisk har jeg skudt flere billeder med smartphone end med kameraet. Det skyldes især, at jeg ikke vil lade fotomulighederne bestemme hverken tempo eller destination. Jeg er med Carlos på tur, og han skal mærke, at jeg er til stede på turen. Et par gange må jeg dog overtale ham til at skyde et billede af mig, da jeg gerne vil have et par billeder af mig selv, uden at det er selfies. Ellers vælger jeg enten at hive smartphonen lynhurtig frem eller blot nyde synet og lade fotomuligheden passere.
M/F Columbus
Vejret er vidunderligt. Også i Lynæs Havn. Carlos viser vej til hoppepuden og er straks i gang med både back- og frontflips. Et par andre familier hygger på legepladsen med deres børn, som er nogle år yngre end Carlos. De vil hellere gynge eller vippe, så han har hoppepuden for sig selv. Det er vindstille og lunt, og efter et stykke tid på legepladsen er det tid til en is, før vi cykler mod den lille færge i Sølager.
Vi stiller vores cykler opad et lille rødt skur ved færgelejet og spejder ud på havet. Vi kan se færgen på modsatte side. Der er ikke langt derover, men udsigten til en færgetur begejstrer os begge. Det er altid spændende, hvad der venter på modsatte side. Carlos benytter ventetiden til at løbe ned på stranden og slå smut. Langsomt bliver køen af biler længere, og da færgen ankommer, er der fem biler og et par cykler, der skal med over til Kulhuse. Vi er to ud af de cirka 6500 cykler, der hvert år krydser Roskilde Fjord med den dieseldrevne Columbus – der i øvrigt kan fejre 70 års fødselsdag om nogle uger. Vi betaler for turen til den ældre herre, der med kasket og billettaske går rundt og udsteder billetter. Fjorden ligger smuk og blank, og Columbus smyger sig afsted. Carlos spejder ud over havet og smuglytter måske til familien, der står ved siden af. Han virker afslappet og tilfreds og lader til at føle sig hjemme i rytmen med at være på cykeltur. Vi nyder i fulde drag den otte minutter korte tur. Det er et skønt temperamentsskifte fra flowet gennem skoven, til nu at være ude på åbent vand. Sejlturen måtte gerne være længere.
Blandt mc´ere på Route 66
Vi flyver gennem skoven fra Kulhuse og ned mod Jægerspris. Vores gravelbikes kommer virkelig til deres ret på skovstierne. Underlaget er tørt og jævnt, så Carlos træder til og er flere gange ved at køre fra mig. Det er skønt at se, hvor meget han nyder farten gennem skoven. Vi er omgivet af høje bøge- og egetræer og kan dårligt se himlen over os på grund af træernes fyldige kroner. Når man har tilbagelagt otte kilometer sydpå ad tilvoksede skovveje, føler man sig langt fra civilisationen og dybt inde i skoven. Jeg er klar over, at landevejen ligger få kilometer vest for os, men vi kan hverken høre eller se den, så den eksisterer ikke for os. Det gør fjorden derimod, som glimter ude bag markerne.
Vi er snart ved vejs ende. Ved lystbådehavnen i Jægerspris gør vi holdt og tror, at vi skal have frokost. Vi er vant til at enhver havn på disse kanter serverer fiskefilet, men her er ikke engang en kiosk. Vi hopper på cyklerne igen og forlader Hornsherred ved at trille henover Kronprins Frederiks Bro, som er en kort, men spektakulær dobbeltfløjet klapbro. Hvis vi er heldige, oplever vi, hvordan de to broklapper går til vejrs, så skibene kan sejle igennem.
På Route 66 er der travlt. Det lykkedes os at finde et ledigt bord og parkerer cyklerne tæt ved. Road side grillbaren med det klassiske navn er åbenbart mål for især motorcykelrejsende, og selvom deres køretøj har langt flere heste end vores slanke cykelben, føler vi alligevel et tilhørsforhold. Ligesom os har de på denne skønne søndag valgt at tage på eventyr på de danske veje. Og nu nyder de pomfritter og strækker benene blandt grillbarens øvrige gæster, som altså også tæller to stolte bikepackere. Vi har på to dage kørt fra Brønshøj, over Tisvildeleje og Frederiksværk til Hornsherred og er nu endt i Frederikssund. Præcis hvor mange kilometer vi har kørt, ved jeg ikke, og jeg er ligeglad. Jeg måler turen i sensommersmil – ikke i mil. Carlos er ikke helt ligeså ligeglad, så en omtrentlig optælling giver os en distance på et godt stykke over hundrede kilometer. Det Carlos ganske godt tilfreds med. De næste få – og sidste kilometer er gennem byen og ned til stationen, hvor S-toget vil bringe os og vores cykler tilbage mod København.
Ude bag Route 66 går trafikken i stå. Carlos springer op og løber ud for at se broklapperne gå op. De tårner sig op mod den blå himmel, og mens tiden står stille på landjorden, sejler skibene roligt igennem én efter én. Det er honnør for de sejlende, og helt sikkert også for to bikepackere på mikroeventyr.
Tekst Martin Paldan