Kim Brogaard har i årevis solgt sokker til de danske outdoor forretninger. Nu vil han med sit nye brand Norrskov selv lave dem. Fordi han mener, AT der mangler et sokkebrand, som tager udgangspunkt i Skandinaviens skiftende vejrforhold.
Tekst: Josefine Grunnet
Hvad er tankerne bag Norrskov?
Det er at designe og kreere innovative og smukke produkter, der er bygget til bevægelse, uanset om du skal på kontoret eller på længerevarende ture. Norrskov vil fusionere det tekniske funktionelle outdoor med et cool metro design.
Hvordan opstod idéen til Norrskov?
På grund af en ulykke jeg havde som toårig, har jeg altid været nødt til at fokusere på mine fødder, hvilket klart har krævet noget opmærksomhed. Jeg har altid tilbragt rigtig meget tid ude i skoven, og været i militæret i 15 år, først i tjeneste, senere som officer. Naturen, oplevelserne og behovet for fokus på føddernes udstyr har derfor altid været der. Spiren til etableringen af Norrskov kom for et stykke tid siden, da en kammerat opfordrede mig til at lave mine egne strømper, fordi han kort sagt aldrig havde hørt nogen, der talte så lang tid om strømper, vabler og sømkonstruktioner.
Hvad er særligt ved Norrskov?
Det helt særlige ved Norrskov er, at vi anvender nogle helt nye teknikker, som kun ganske få producenter i verden har adgang til. Vi anvender en teknik i konstruktionen af uld, der giver materialet 35% mere volumen, varme og stræk, samtidig med at det bevirker, at ulden tørrer fem gange hurtigere og bliver 47% stærkere. Vores beklædning er blandt andet inspireret af de engelske piloter og specialenheder under anden verdenskrig, hvilket betyder, at vi kombinerer de nyeste teknologier med teknologier, der blev opfundet for millioner af år siden. Derudover har vi en speciallinje, som er en særlig linje til problemfyldte fødder, disse kommer med en pulsindikator.
Hvordan er produktet inspireret af Skandinavien?
Det skandinaviske kommer allerede til udtryk i navnet, men derudover trækker vi på det faktum, at Skandinavien er kendt for det enkle design og den moderne stil. Derudover kombinerer Norrskov det urbane med naturen, forstået på den måde, at produkterne gør sig lige godt i byen, som ude i skoven.
Hvilken rolle spiller miljøet?
Miljøet er centralt for Norrskov, fordi flere dele af produktionen kommer til at foregå i Europa. Vi har miljøet i tankerne under produktionen og opfordrer aktivt alle til at passe på miljøet. Det gør vi ved for eksempel at have printede opfordringer til, at man ikke nødvendigvis behøver at vaske sin uldundertrøje hver dag, da ulden er selvrensende. Vores produkter kommer med en genbrugelig affaldspose, så alt vores emballage er lavet i genbrugsmaterialer, og printmaterialerne er svanemærkede. Derudover bruger vi mange naturmaterialer i produkterne. Vi prøver på bedste måde i valg af materialer, produktion og vores små statements i tøjet at påvirke, der hvor vi kan.
Hvad er håbet for fremtiden?
Vi vil gerne give folk mere lyst og energi til at bruge naturen. Hvis man hver morgen, når man tager en Norrskov strømpe på, kommer til at tænke på sin sidste fede vandretur, eller hvis man ser sin Norrskov jakke i entreen og tænker ‘Vesterhav, vind i håret og regn på kinderne’, ja så er vores mål nået.
OM NORRSKOV
- Startet af Kim Brogaard.
- Outdoorbeklædning med fokus på nyeste teknologi, enkelt design og miljø.
- Al Norrskovs emballage er lavet i genbrugsmaterialer.
- Norrskov har en særlig linje til problemfyldte fødder.
- Læs mere på www.norrskov.com
Artiklen er fra Outdoor Training #8.