Systematisk undertrykkelse gennem chikane, vold og bureaukrati. Sådan oplever familier hverdagen i hænderne på en magtfuld nationalpark i den argentinske region Patagonien. For 100 år siden blev de budt velkommen og fik tildelt land og ret til at bo der. I dag er de uønskede elementer og lever som andenrangs-borgere med færre rettigheder end deres naboer, som for nogles vedkommende er blandt landets økonomiske og politiske elite, viser nyt globalt udviklingsstudie fra Københavns Universitet. Studiet er en del af et større forskningsprojekt, om hvilken rolle nationalparker spiller i forhold til lokalbefolkningen
Vild og barsk natur. Et outdoor tøjmærke og TV-programmet ”Alene I Vildmarken”. Mange forbinder Patagoniens nationalparker i det sydlige Argentina med indbegrebet af et uberørt naturparadis, hvor ca. 1 million eventyrlystne turister årligt rejser til for at opleve dyrelivet og det rå og uindtagelige landskab.
Men for 65 familier i nationalparken Nahuel Huapi i Patagonien, de såkaldte pobladores, har området været deres hjem i over 100 år. Oprindeligt var de nybyggere og blev med åbne arme inviteret til at kolonisere området af den argentinske stat, så landet kunne etablere sin suverænitet. De fik hver tildelt et stykke jord og skulle på det dyrke landbrug og dyrehold. I dag tilhører de bunden af samfundet og lever en usikker tilværelse styret af nationalparkens administration med begrænsede rettigheder som normale statsborgere i landet.
”De lever i dag i uvished, dikteret af parkadministrationen, som kan smide dem ud, når de vil. Ejendomsretten og boligens ukrænkelighed eksisterer ikke og parken har en ’åben dør politik’, hvor de til enhver tid, må gå ind i folks huse,” siger lektor Mattias Borg Rasmussen fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, der under et tre måneders feltstudie har interviewet efterkommere af nybyggerne og ansatte i nationalparkens administration i Patagonien.
Lever et liv i parkens nåde
Der er kun 65 af de oprindelige nybyggerfamilier tilbage i Nationalparken Nahuel Huapi i Patagonien. Selvom familierne ikke er blevet smidt ud med magt, lever de en opslidende tilværelse, hvor de oplever, at parkadministrationen bevidst gør livet svært for dem.
Hvis de eksempelvis vil samle brænde til vinteren, hvor temperaturerne godt kan ramme 10-15 minusgrader, lave hegn til deres kvæg eller skifte et bræt på deres over 100 år gamle huse, skal de ansøge for at få lov af parkadministrationen. Og det kan være en langstrakt proces, som kan tage årevis hvis det for eksempel handler om forbedringer på huset.
Indimellem griber parken til ekstremer i deres magtudøvelse ifølge forskeren. Som for under 10 år siden, hvor en indbyggers hus blev brændt ned og indbyggeren selv forsøgt smidt ud.
”Der er stadig folk, der bliver smidt ud, men det beboerne oplever mest af, er forsinkelser og besværliggørelse i alle facetter af deres hverdag forårsaget af parken,” siger han og tilføjer:
”Det skaber interne konflikter og splid imellem søskende og opslidende forløb, hvor selv små forbedringer på ejendommen kunne trække i langdrag, eller ganske enkelt havne hengemt i en skuffe hos parkadministrationen.”
Eliten og den fattige landbefolkning lever side om side
For familier som Ruben Gomez, en kilde i Mattias Borg Rasmussens forskningsprojekt, har parken formet hele deres tilværelse. Det var hans bedsteforældre, der kom til området omkring 1915 og bosatte sig der, hvor han bor nu. I 1937 kom der besøg fra ukendte personer, som præsenterede familien for et dokument. Her stod der, at der hvor familien havde bosat sig og forestillede sig, at deres liv skulle handle om husdyrhold og landbrug, nu var blevet en nationalpark. Der stod også, at parkens administration forbeholdt sig retten til at smide familien væk fra den jord, de da havde boet på i over tyve år.
”Historien om de næste 80 år hos familien Gomez vækker genklang hos de andre familier, jeg har talt med. Og den dag i dag er nybyggernes efterkommere stadig et uønsket element i nationalparkens vision om et uspoleret naturparadis, selvom de oprindeligt blev givet ret til jorden,” fortæller Mattias Borg Rasmussen.
Sideløbende med nybyggernes kolonisering var der dog også en gruppe som fik mulighed for at erhverve sig store stykker jord sikret med privat ejendomsret. I dag har bl.a. den hvide økonomiske politiske elite i Buenos Aires stadig jord i området klods op af nybyggernes efterkommere. De nyder dog en helt anderledes grundlæggende respekt for den private ejendomsrets ukrænkelighed.
Væbnede familiestridigheder og afskåret fra indflydelse
En anden gruppe, der også bor i nationalparken, er de oprindelige indfødte. De har udpegede repræsentanter, der sidder med til bords med parkens administration og kan påvirke de beslutninger, der bliver truffet. Anderledes forholder det sig for nybyggernes efterkommere.
”Parken har praksis for at forhindre dem i at deltage i de demokratiske processer. I stedet foregår al interaktion med parken direkte med parkens betjente. Her er oplevelsen ofte, at tilladelser i høj grad afhænger af disses luner og den personlige relation,” forklarer Mattias Borg Rasmussen.
Hvorfor flytter de ikke bare?
”Fordi alternativet er værre. De kan vælge at flytte ind til den nærmeste større by, men de ender højest sandsynligt i slum. De har ingen uddannelse og deres færdigheder med landbrug, dyrehold og overlevelse i naturen er ubrugelige,” forklarer Mattias Borg Rasmussen og tilføjer:
”Mange har allerede været tvunget til at flytte ind til byerne. For Nationalparken har en regel om, at kun et medlem fra en familie må overtage huset i parken. Derfor er mange familier endt i bitre stridigheder over retten til husene nogle gange med våben involveret. ”
Fakta
- De oprindelige nybyggere blev kom i årene 1900-1920 til området. Mange var inviteret af den Argentinske stat til at bosætte sig som en del af koloniseringsprojektet.
- Nybyggernes efterkommere, de såkaldte pobladores, fik i 1937 frataget deres ret til jorden, da staten Argentina have omdanne området til nationalpark, først i 1922 uden den store effekt og siden i 1934.
- 65 familier i Nationalparken Nahuel Huapi er i dag underlagt parkens administration og lever uden almindelige rettigheder, som fx ejendomsret
- Nybyggernes efterkommere lever af dyrehold og turistfunktioner, som de udfører for parken
- Området Patagonien har årligt besøg af omkring en halvmillionturister.
- Omkring en tredjedel af parken består af private landejendomme i de naturskønne omgivelser
Demokratisk naturbevarelse
Ifølge Mattias Borg Rasmussen er det veldokumenteret, at nationalparker verden over har et ambivalent forhold til lokalbefolkningen. I Patagonien og andre steder i Latinamerika startede naturbeskyttelsen som et territorielt projekt, der skulle give nationalstaterne mere magt over bestemte områder. En praksis, som man bør gentænke.
65 familier kan synes af få. Men deres situation er et symptom på konsekvenser af den måde, som naturbevaring er historisk er blevet tænkt på. Det er således variationer over et velkendt tema, hvor en dominerende verdensopfattelse i samspil med politiske og økonomiske interesser er med til både at skabe og fastholde ulighed. Det tvinger os således til at forholde os til hvad det er for nogle ideer om stat, suverænitet og medborgerskab, som naturbevarelsesprojekter medtager.
”Situationen for familierne i Nahuel Huapi er på mange måder fastlåst og viser de dybe spor, som fortidens forestillinger og praksisser trækker ind i nutiden. Studiet viser behovet for grundigt at gentænke naturbevarelse, så det ikke blot bliver et territorielt projekt som gavner de få, men også at det bliver et inkluderende og demokratisk projekt som tager lokalbefolknings verdenssyn og værdier alvorligt,” siger han.
Ifølge forskeren findes der rundt omkring i Latinamerika kim til denne udvikling, men reel forandring kræver politisk vilje og mod til at medtænke også andre syn på naturbevarelse, som ikke tager udgangspunkt i en vestlig naturæstetik med dertil hørende fokus på turismen.