Ja, der ER forskel på dame- og herreski udover farver og grafik. Afgørende forskel faktisk. Læs med her når vi bringer en guide til årets mange dameski som helhed, med råd og indspark fra skiekspert Christian Overgaard Hansen.

Engang lå forskellen på herre- og dameski kort og godt kun i grafikken og designet. Sådan er det dog bestemt ikke ikke længere, så hvis du som kvinde er på udkig efter ski i år, så skal du uden tvivl kigge iblandt årets kvindeski modeller. Ikke på grund af grafikken, men fordi tidens kvindeski overordnet set vil gøre dig til en bedre skiløber.

Den lille forskel
Overordnet taler man i denne sæson om hele fire faktorer, der adskiller dame- fra herreski. Udover at grafikken er anderledes, så er dameski lettere, de er blødere, og så er skiens balancepunkt flyttet ca. 2,6 centimeter. Dette skyldes de anatomiske forskelle på mænd og kvinder. Typisk ligger kvinders balance længere bagud, fordi de har mere vægt omkring hofterne end mænd, hvis balancen ligger mere ‘fremad’, fordi bryst- og rygmuskulaturen er de dominerende. Helt konkret betyder det, at kvinder i deres skiløb typisk er en smule mere ‘på hælene’ end mænd og qua dette har et lidt andet balancepunkt.

Strukturforskelle og mentalitet
At dameski er lettere og blødere skyldes først og fremmest, at kvinder fra naturens side ikke har samme muskulatur som mænd. Kvinder har derfor større glæde af de lette ski, som ikke koster for meget energi at slæbe på – hverken på pisterne eller når de skal transporteres til og fra destinationen.

Udover fysiske forskelle mellem de to køn, så er dameski også udviklet med tanke for en række mentale omstændigheder, for eksempel at kvinder i højere grad søger succesoplevelser på ski. Generelt kan man tale om, at kvinder i højere grad jagter det behagelige og kontrollerede skiløb, som ikke tager modet fra dem, men som giver dem en oplevelse af at være sikker på skiene. Det er altså mentalitet i kombination med fysik, der bevirker at dameski er lettere og blødere end mænds.

Forskellen mellem dame og herreski ligger slutteligt også i skienes grafik og design. Typisk har dameski et mere feminint udtryk, og designet betyder typisk mere for kvinder, end det gør for mænd. Mange går op i, at skiene matcher tøjet, men står du og skal vælge mellem to modeller, så er grafikken altså der, hvor du skal gå på kompromis om nødvendigt. Det er langt vigtigere, at du får en ski, som funktionelt passer dit behov. Dameski er en efterhånden stor industri, og der sker hele tiden nye tiltag, lige nu er den største designmæssige trend inden for dameski for eksempel, hvordan man kombinerer en god ski med et ultralet materiale.

“En god ting er, at dameski typisk er billigere end almindelige ski.”

En fordel ved at købe dameski er også, at de typisk er billigere end almindelige ski, hvilket dog ikke forudsætter en dårligere ski. Prisforskellen skyldes to ting, nemlig at fordi der er brugt mindre materiale, samt at fabrikanterne gerne vil lære kvinderne at købe dette produkt.

Sagt anderledes bør konklusionen være klar; der er afgørende forskel på de to kategorier, og de fleste kvinder burde overveje at købe en kvindeski, ganske enkelt fordi de vil opleve et bedre og sjovere skiløb.

STEP BY STEP: SÅDAN VÆLGER DU DEN RIGTIGE SKI
Der er mange afgørende faktorer for, hvilke ski du skal vælge. Der findes ikke ski, som er entydigt gode, men hvis du stiller dig selv disse fire spørgsmål, så er du allerede godt på vej mod ski, der passer til dig og dit behov.

  1. HVAD?   Skal du ud og købe nye ski, så er første step på vejen mod den rette ski at overveje, hvilket terræn du primært skal køre i. Er du til pister eller pudder? Skal du køre i hård eller dyb sne? Det er nemlig afgørende faktorer for, hvilken ski du skal vælge.
  2. HVOR?  Næste spørgsmål du skal stille dig selv er, hvor du skal på skiferie henne. Skal du til Japan eller Canada, så er chancerne for pudder en del højere end i Frankrig og Italien, og de geografiske forskelle skal klart påvirke dit skivalg.
  3. HVEM?   Tredje step på vejen mod den rigtige ski er dit niveau. Hvor mange år har du kørt, hvor meget erfaring har du, og hvor meget vil du udfordres, er også vigtige faktorer. Mange kører på ski, der er over deres niveau, men typisk udnytter du hverken dit eget eller skiens fulde potentiale, hvis du ‘sælger’ dig selv, bedre end du faktisk er.
  4. HVORDAN?   Sidst men ikke mindst så skal du gøre det klart for dig selv, hvilken type skiløber du er. Er du til elegant pisteløb, freestyle, carving eller er du af den ‘gamle skole’? Din skistil er nemlig langt fra ligegyldig, når du skal vælge de rigtige ski.

OM CHRISTIAN OVERGAARD HANSEN ot12_kroelle-billede-750x400

  • 34 år, har stået på ski i 32 år.
  • Uddannet snowboard- og skiinstruktør.
  • Har arbejdet med ski og støvler i de sidste 11 år for blandt andet Nordica, Blizzard, Tecnica, i dag for HEAD og SPY goggles.

Tekst Josefine Grunnet

Artiklen er fra Outdoor Training #11