Rasmus Ejrnæs tiltræder 1. juni som professor på Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet.

Udenfor vinduet vajer de lysegrønne kroner fra de nyudsprungne bøgetræer blidt i vinden. Vi er på tredje sal i universitetsparken i Aarhus på Rasmus Ejrnæs’ kontor. Herfra har han udsigt til Vennelystparken, og i horisonten kan man skimte Aarhusbugtens blå toner.

Det er et dejligt kontor, men han er der for meget, fortæller Rasmus. Helst bruger han tiden udenfor. I naturen. Ikke i de anlagte skove eller på landmændenes marker. Nej, i sin egen vilde have og i den rigtige vilde natur. En vild natur, der desværre er alt for lidt af i Danmark.

Faktisk mener han, at Danmark er verdensmester i ikke at give plads til den vilde natur.

– Tag Danmarks nationalparker. Vi har i virkeligheden ikke beskyttet naturen i parkerne. Det er fortsat tilladt at drive både landbrug og gå på jagt. Politikerne har taget det stærkeste naturbrand i verden og tømt det for indhold, siger han.

Citatet er typisk for Rasmus Ejrnæs.

Han er ikke bange for at provokere og for at lægge sig ud med politikerne, landbruget eller hvem der – efter hans faglige vurdering – turnerer med usandheder. Derfor var han da heller ikke sikker på, at professoratet ville glide glat igennem.

– Jeg kan måske godt skræmme ledelsen på universitetet lidt. Ikke at de er bange for mig, men mit engagement og min synlighed i den offentlige debat provokerer nogle gange de politikere eller andre beslutningstagere, universitetet gerne vil være på god fod med. Rent politisk er jeg nok ikke den nemmeste at rumme, siger han.

Familiemenneske med stort F
Vi sætter os ved bordet i hjørnet af hans kontor. Hurtigt rydder han nogle bøger og papirer væk, for at vi kan være der. Da han ser, at jeg kigger undrende på en af bøgerne, som ligner en uddateret tryksag fra 1980’erne og ikke den nyeste forskning, smiler han.

– Den her gamle sag? Det er til min datter. Hun er ved at skrive speciale i biologi. Endda i biodiversitet og rewilding, som jo også er mit forskningsområde. Det havde jeg sgu ikke lige regnet med. Et eller andet må jeg jo have givet videre, griner han.

Selvom Rasmus kun er 56 år, har han tre voksne børn, der alle er flyttet fra barndomshjemmet i Hjortshøj. Han fik nemlig børn allerede, mens han studerede.-.

– Jeg mødte min kone på biologistudiet. Vi fik vores første barn allerede, mens vi skrev speciale. Jeg var 25 år gammel. Biologisk set er det jo den optimale alder, siger han.

Både når det kommer til familielivet og forskningen er der én ting, som Rasmus vægter over alt andet: Frihed. Med frihed følger nemlig fleksibilitet og muligheden for at forfølge sine interesser.

– At få børn mens man studerer giver en enorm frihed. Du kan selv prioritere din tid og være der for børnene. Den frihed har jeg haft behov for hele mit liv – både hjemme og i forskningen.

Friheden findes i forskningen
Allerede som barn mærkede Rasmus, at frihed betød meget for ham. Friheden til at stille sine egne spørgsmål og danne sit eget billede af verden. En frihed, som han i den grad fandt i universitetsverdenen.

– Der er meget frihed i et forskerliv. Selvom friheden også er under pres i forskningsverdenen, er det stadigvæk et af de jobs, hvor man er allermest fri til at tænke selv, siger han og fortsætter:

– Den frihedstrang, tror jeg også, jeg har på naturens vegne. Naturbeskyttelse handler om at sætte naturen fri. I stedet for at holde den i lænker.

Når vi sætter arealer af til naturbeskyttelse, men alligevel tillader landbrug, skovbrug og jagt, mener Rasmus ikke, vi har sat naturen fri. Vi har blot løsnet lænkerne en smule. Metallet laver måske ikke gnavesår i håndleddene længere, men de sidder der stadig.

– Frihed er en relativt dyb impuls i os mennesker. Har du begået en forbrydelse, bliver du frihedsberøvet, for friheden er noget af det fineste, vi har. Derfor bør vi behandle naturen på samme måde. Jeg mener, at vi gør naturen og os selv uret, når vi ikke sætter den mere fri, siger han.

En hurtigsnakker
Med hænderne hvilende i nakken læner Rasmus sig tilbage i stolen. Han befinder sig godt i snakken, når den slanger sig ud og ind gennem biologi, filosofi og eksistens.

Med sit aflange ansigt, let grånende skæg og høje pande kigger han tankefuldt op i loftet, inden han kommer med sine svar. Når talestrømmen endelig begynder, kommer ordene flyvende i et højt tempo, med knald og smæld.

Og man kan godt slå sig på Rasmus’ ord. Det har mange gjort gennem tiden. Selvom Rasmus ikke er ude på at gøre folk kede af det, mener han, at det er nødvendigt at dele sin viden – uanset hvor upopulær den er.

– Jeg tror på oplysning. Oplysning handler om, at man insisterer på at se det hele – også det, der er ubehageligt at se. Man skal både kigge ind og ud på samme tid – og man har en forpligtelse til at dele sin viden, også selvom den ikke lige passer ind i skemaerne, siger han fortsætter:

– Når folk bliver stødt over det, jeg siger, er det ofte, fordi det rammer deres identitet. Det fylder meget i manges selvforståelse, at de gør noget godt for naturen. Skovarbejderne bevarer skoven. Dyrlægerne hjælper dyrene, når de lider. Jægerne holder bestanden sund gennem jagt og vildtpleje. Dyreholderne og hesteejerne er venner med dyrene og sørger for dem, når de har brug for det. Når jeg siger, at naturen ville klare sig bedre uden dem, bliver de vrede.

25 trusler for biodiversiteten
Med forfremmelsen til professor håber Rasmus på, at han kommer videre med et stort projekt, som han sammen med en række andre forskere har arbejdet på de seneste par år.

– Jeg er interesseret i, hvilken lovgivning der skal til for at beskytte naturen, og hvordan vi kan genoprette den. Det tager ikke én valgperiode for et træ at vokse op og blive gammelt. Det tager måske 200 år. Naturen fungerer ikke på korte tidshorisonter. Det skal lovgivningen tage højde for, siger han og fortsætter:

– Derfor har jeg sammen med kolleger arbejdet på at kortlægge, hvordan vi giver plads til de naturlige processer. Samtidig har vi forsøgt at måle styrken af den juridiske lovgivning i forhold til de trusler, der findes mod biodiversiteten i Danmark. Hvor gælder reglerne? Hvordan beskytter den mod landbrug, skovbrug, afvanding og jagt?

Rasmus og hans kolleger har fundet frem til 25 konkrete trusler mod naturen. De trusler har de fået et panel af lovkyndige til at undersøge. Eksperterne vurderede, trussel for trussel, i hvor høj grad lovgivningen er rustet til at beskytte naturen.

– Vi biologer slipper ofte forskningen, når vi har konstateret, hvor og hvor store truslerne mod naturen er. Jeg synes, det var spændende at gå videre og involvere nogle eksperter i jura og forvaltning. Den tilgang kunne jeg godt tænke mig at brede ud, for ineffektiv lovgivning er et problem, der findes i hele verden. Måske kan den slags kortlægninger være en måde at gøre det synligt på, siger han.

Vi skal stoppe med at lyve for os selv
Når først Rasmus taler, kan han være svær at stoppe igen. Han har meget på hjerte, og han tænker hurtigt. Fra hans brune øjne brænder et dybt engagement for, at vi skal være ærlige om naturens tilstand, og hvad vi gør for den. Og især én ting kan få ham helt op i det røde felt: Når vi lyver for os selv.

– De seneste år er begrebet “naturens tjenesteydelser” blevet meget populært indenfor biologisk forskning. Det dækker over alle de små processer, der foregår i naturen, og som vi mennesker har gavn af, siger han og fortsætter:

– Biodiversitetsforskning bør dog ikke handle om, hvad vi kan få ud af naturen. Vi skal ikke undersøge, hvad biodiversiteten gør for os. Om det gør noget godt for landbruget, haveejerne eller lystfiskerne. Forskningen skal undersøge, hvad der styrker biodiversiteten for biodiversitetens skyld. Det andet har vi eksempelvis landbrugsforskning, klimaforskning og sundhedsforskning til. De forskningsområder er også vigtige, men det er noget andet.

Rasmus mener, at mange forskere er med til at sprede usandheder, når de hævder, at biodiversitetskrisen er en trussel mod menneskehedens velstand og overlevelse.

– Biodiversitetskrisen skyldes menneskers udnyttelse af naturressourcerne. Det er sådan kausaliteten er. Det er ikke os, som er truet af manglende biodiversitet, men de truede arter, som er presset af vores grådige brug af tjenesteydelserne. Og hvis vi skal vende krisen, har vi brug for forskning i biodiversitet, ikke i nytten af biodiversitet, siger han.

Nørden i fjällräven-bukserne
Ligesom de fleste andre biologer har Rasmus en forkærlighed for praktisk tøj. Uldtrøjer og fjällrävenbukser. På kontoret er han dog trukket i en grøn skjorte.

Da jeg konfronterer ham med mine fordomme om biologer, griner han og nikker. Ja, biologer elsker at være praktisk klædt på, de elsker at nørde et eller andet obskurt dyr og det kribler i dem for at komme ud, hvis de er indespærret på et kontor for mange timer ad gangen.

– Egentlig er jeg ret vild med kontorsysler som dataanalyse, statistisk modellering og analytisk tænkning. Men jeg har virkelig også nørdet storsvampe. De er pisse fascinerende, selvom de er helt umulige at forske i. Med moderne DNA-sekventering er det dog blevet muligt at lære meget mere om dem, siger han og fortsætter:

– En anden fordom om os biologer er, at vi er menneskefjendske. At vi meget hellere vil være sammen med planter og dyr – og er sure på mennesker, fordi vi er biodiversitetens største fjende. Men det passer ikke på mig. Jeg synes, at mennesket er den fedeste af alle arter. Især fordi vi kan kommunikere og forstå konsekvenserne af vores handlinger.

Græssets mysterium
Gennem sin karriere har Rasmus udgivet mere end 70 videnskabelige artikler og mere end 200 faglige artikler, bogbidrag og rapporter, men der ét mysterium, han har kæmpet med, siden han var en helt ung forsker, som han endnu ikke har løst.

Et mysterium hans læremester John Philip Grime, som Rasmus læste hos i Sheffield i England, præsenterede ham for.

– Jeg husker tydeligt, at han sagde til mig, at der er ét stort spørgsmål, vi endnu ikke kender svaret på inden for planteøkologien. Nemlig, hvad der bestemmer, om græs eller bredbladede urter bliver dominerende på et stykke jord. Man aner ikke, hvad der bestemmer den balance. Det mysterium kunne jeg godt tænke mig at løse, inden jeg går på pension, siger han.

Siden vi mennesker begyndte at dyrke landbrug og holde husdyr, har vi dyrket den frodige græsvækst. I modsætning til urterne kan græsset tåle at blive græsset og trampet på af dyr. Græsserne skyder hurtigt igen i løbet af både foråret og sommeren. Det gør urterne ikke. Så hvorfor er der ikke græs overalt? Hvordan har urterne nogensinde haft en evolutionær chance overfor græsset?

– Hvis landmændene sætter dyrene ud på græs før væksten starter, i marts eller april, bliver græsset dødbidt. Det kan ikke tåle slid, når det ikke kan skyde igen. I modsætning til landmandens husdyr, som kommer på stald om vinteren, er der i et naturligt økosystem et hårdere slid på planterne om vinteren, hvor dyrene desperat leder efter føde. Og her har urterne en fordel, siger han og fortsætter:

– Min teori er, at vi mangler helårsgræssende dyr. Hvis de fandtes, ville de bredbladede urter have en klar fordel i forhold til græsset. Mindre nedgræsning om sommeren og hårdere slid om vinteren. Den idé kunne jeg godt tænke mig at teste af.

Kærlighed til døden
I døren på vej ud når jeg lige at spørge Rasmus om hans eftermæle. Om hvad han gerne vil huskes for, og hvad der skal stå på hans gravsten. Han klør sig i det grånende skæg og kigger op et øjeblik, før hans øjne igen finder mine.

– Kærlighed til døden, siger han og nyder forvirringen, der stråler ud af mig, før han fortsætter:

– Kærlighed er det vigtigste. Men udsagnet rummer en dobbelt betydning, for en af de ting, jeg har beskæftiget mig med i forbindelse med rewilding, er dødsprocessen. En naturlig død. I dag vil vi ikke give dyrene deres død i fred. Vi afliver dem, for at de ikke skal lide.

Emnet er hård kost for de fleste. Rasmus oplever ikke, at folk har lyst til at beskæftige sig med det. At det er for mørkt og dystert.

– Netop fordi det er ubehageligt, er det vigtigt, at vi ikke lukker øjnene. Vi kan lære meget af at stille os mere nysgerrigt til dødsprocessen. Det, håber jeg, kan blive et af mine små bidrag til oplysningen. At vi ikke er så berøringsangste overfor døden, men at vi undersøger og frisætter den på lige fod med livet, slutter han.