Det er ikke ofte Den Iberiske Halvø forbindes med skiløb. Men højt oppe i Pyrenæerne ligger den lille bjergstat Andorra. Et land, der byder på velpræparerede pister, 120 solskinsdage på en sæson og en sydeuropæisk stemning, der giver skiløbet et eksotisk og anderledes præg. Hvad Andorra ikke har i kendisfaktor har landet i dén grad i x-faktor.

flagAllerede ved ankomsten bliver man overbevist om, at skiløb på andorransk slet ikke er så tosset. For med tre timers kørsel fra Barcelona står vi på toppen af Pyrenæernes hvide skråninger og her er der dømt panoramaudsigt over Spanien, Frankrig og et af verdens mindste lande Andorra. Pist’n’Powder har besøgt Pyrenæernes største skidestination, Grandvalira – en destination, der skriger på nyslebne ski, solbriller og total afslappethed. Skiområdet strækker sig over 200 km pister og er sammensat af seks byer: Encamp, Canillo, El Tarter, Soldeu, Grau Roig og den største, Pas de la Casa. De sidste fire har direkte adgang til pisterne, mens man fra Encamp og Canillo skal med kabinelifter for at komme op i sneen. Men uanset hvilken by man bor i, har man adgang til et skiområde på størrelse med områder, som eksempelvis Alpe d’huez og Bad Gastein.

Grandvalira
img662Skiløbet i Grandvalira starter ved 1.700 meters højde og når op over 2.600 meter på toppen ved Pic Blanc – herimellem findes et skiløb, som er varieret nok til at udfordre skiløbere på alle niveauer. Det gør området oplagt for familier og større grupper.

Grandvalira er karakteriseret af lange nedfarter og meget (læs ekstremt) brede boulevarder, som skærer gennem den smukke natur. Det giver gode muligheder for at træne de brede carving-sving og teknikken, og der er i tilgift god plads på pisterne. Her er liftkøer stort set ikke eksisterende og man kan stadig stå på nyligt præparerede pister langt op af dagen.

Områderne omkring Grau Roig og Soldeu byder på de største skimæssige udfordringer. Du finder dog ikke den vildeste pukkelpiste eller skræmmende hældninger. Fra Tour de France kan man måske huske pyrenæeretaperne som ofte indebærer meget stejle, men kortere skråninger end dem, man finder i Alperne. For skiløbet betyder det, at de sorte pister hurtigt forvandles til røde. Det gælder dog ikke alle, for der findes også nogle sorte skråninger, der kan få enhver til at gispe og adrenalinbehovet kan blandt andet tilfredsstilles på den sorte piste Avet, der i 2012 blev brugt til damernes alpine World Cup. Med i alt fire snowparks, hvoraf den ene i El Tarter har World Cup status, tiltrækker Grandvalira rigtig mange freestylere, som lokkes af nogle af de bedst udviklede og velholdte snowparks i Europa.

Sol, sol og sol
img672I Andorra er 80% af hele skisæsonen præget af høj solskin fra en skyfri himmel. Det er en imponerende statistik, som andre europæiske destinationer har svært ved at hamle op med. Samtidig sørger den høje beliggenhed for store mængder sne gennem hele sæsonen og hvis sneen skulle udeblive, er området forsynet med et hav af snekanoner. Når sneforholdene ellers tillader det, er der nær pisterne oceaner af offpiste muligheder både under og over trægrænsen. Freeride er let tilgængelige og kontrolleret, da turen som regel ender i en af de nærliggende pister.

Fremtidens skidestination
img685-1Der er sket meget siden den første lift åbnede i Pas de la Casa i 1956. Der investeres voldsomt i området, som siden har vokset sig større for hvert årti og det er en udvikling, der ikke ser ud til at stoppe. Området blev for alvor sat på verdenskortet efter to konkurrerende skiområder i 2003 valgte at slå deres skiområder sammen til ét stort. Resultatet blev Grandvalira og sammenlægningen betød, at der blev skabt liftforbindelse mellem de seks tidligere nævnte skibyer. Området hænger godt sammen og det meget moderne liftsystem gør det gnidningsfrit at komme på tværs af yderområderne. Der er ingen tvivl om, at Grandvalira bliver en yderst attraktiv skidestination i fremtiden. Mange er begyndt at få øjnene op for det lille land, som også flere gange har kandideret til at afholde vinter-OL.

Pura vida
img664Både på pisterne og i byerne oplever man, at Andorra har en bred vifte af forskellige sprog, kulturer og madoplevelser. Landet er især præ- get af spansk kultur. Hovedsproget er catalansk, der holdes siesta og der ses generelt et overtal af spansktalende gæster. Især sydamerikanere finder Andorra attraktivt – når skisæsonen slutter i den sydvestlige del af Sydamerika valfarter argentinere og chilenere hertil for at udnytte den europæiske skisæson. Generelt oser områ- det af en meget afslappet og hyggelig atmosfære. Dette gør sig også gældende ved afterski, som dog på ingen måde tåler sammenligning med østrigske eller franske afterskiudskejelser. Det er tilbagelænet med solen i ansigtet og kolde øl på bordet. Eller som de lokale kalder det: Pura Vida. De lave priser gør dog sit til at holde festen i gang: to Euro for to ½ liters San Miguel, gør at man lige bliver hængende i baren lidt længere.

Overnat på pisten
Som de fleste andre skisportssteder byder Grandvalira på aktiviteter og attraktioner, lige fra en tur på hundeslæde til heliskiing.

img687Selv blev vi fristet af at tilbringe en nat i 2.350 meters højde omgivet af is og sne. Iglo Hotellet ved Grau Roig dalen er bygget 100% af is og reder op med sne og stjerner midt i Pyrenæernes smukke landskab. Her er du helt alene og stilheden afbrydes kun af den knagende lyd fra sneskoene under en vandring på pisterne i bælgmørke og i selskab med en lokal guide. Aftenen sluttes af med en middag og en tur i jacuzzien iført hue og med frit udsyn til stjernehimlen. En nat i en iglo lyder umiddelbart som en kold fornøjelse, men lammeskind, en varm sovepose og tanken om at være den allerførste på pisten holder én varm.

Trænger man til at komme væk fra sne og ski er en tur til hovedstaden Andorra da Velle bestemt også anbefalelsesværdigt. Byen ligger kun 40 minutters kørsel fra skiområdet og her findes masser af muligheder for at få tilfredsstillet ethvert shoppingbehov. Endda med god samvittighed, for landets nærmest ikke eksisterende skatter giver et meget lavt prisniveau på især parfume, tøj, elektronik samt tobak og alkohol.

Generelt er priserne noget lavere end i eksempelvis nabolandet Frankrig, mens kvaliteten stadig ligger helt i top. Dette gør også, at der tiltrækkes mange gengangere, der ikke kan få nok af Pyrenæernes skiløb. Det er trygt her og det lille land oser af livsglæde, der også afspejles i det faktum, at Andorra har en af verdens højeste middellevetider.

Skiområdet i Grandvalira er ideelt for familier og grupper, mens der for eksperten kan blive småt med udfordringer sidst på ugen. Men alt i alt er Andorra helt sikkert et fremragende alternativ til den ”sædvanlige” tur til Alperne eller fjeldene.

FAKTA GRANDVALIRAimg683
Skiområde:
Areal: 1.926 hektar
Højeste punkt: 2.640 m
Max elevation: 930 m

Pister:

• 18 grønne
• 38 blå
• 32 røde
• 22 sorte

I alt 110 pister. Samlet længde 205km Serviceret af 67 lifter. Og 1097 snekanoner

Sæson: December til medio april.

Freestyle
Det ville være en underdrivelse at påstå, at Grandvalira satser på freestyle: De er totalt vilde med det. Der er hele fire parker fordelt på de 200 km piste og der er ansat masser af personale i hver eneste af dem. Der er en megapipe i El Tarter Snowpark, som holdes i superstand. Det gør så, at den lukker rimeligt tidligt, hvis det er varmt. Snowpark Xavi er med masser af urban features, som picnicborde osv. Men fælles for alle parkerne er, at de har linjer til alle niveauer. Der er alt fra små begynderhop til mega-kickers.

Den fjerde park Sunset Park Peretol er, som navnet antyder, en legeplads, som holder åbent, mens og når, solen går ned. Den åbner kl. 3 om eftermiddagen og holder åbent helt til kl. 21 om aftenen. Der er lys på de tre linjer i parken, som hver indeholder både rails og kickers.

Freeride
På pistekortet er der markeret områder til freeride. Det er især fra Portella, du finder de gode linjer. Men også fra Pic D’encampada er der gode muligheder for at få friske spor. Hvis det ikke er nok for dig at blive nogenlunde indenfor området, så kan du booke en tur med Heliski. Helikopteren flyver fra Soldeu og du kan få to løft i uberørt sne for 180 euro. Det er klart, at når bjergene er så høje, kan der altid findes god offpiste, så det er stort set altid turen værd.

Konkurrence
Der afholdes FIS konkurrencer i både styrtløb og storslalom i Grandvalira. Du kan selv prøve pisterne, hvor konkurrencerne afholdes og er du heldig, kan du få en konkurrence at se. I 2012 blev der afholdt et worldcup event i damernes styrtløb på den sorte løjpe ’Avet’, som går ned til Soldeu.

Der afholdes også en mængde freestyle konkurrencer i de fine freestyle parker. Konkurrencen ’Total Fight –Masters of freestyle’ er besøgt af professionelle atleter fra hele verden og hvis du er der, mens den foregår, så kig op forbi El Tarter parken.

Iglo Hotel
I 2350 meters højde ligger der et Iglo-hotel i området. Det er et hotel bygget helt i sne. Det lyder koldt, tænker du nok, men det er der selvfølgelig ikke. I en iglo bliver der aldrig under 0 grader celsius. Hotellet er dekoreret indvendigt af lokale kunstnere og du kan kigge forbi og få en drink i baren, også selv om du ikke har tænkt dig at overnatte.

Aktiviteter udover skiløbet

  • Overnatning på Iglo Hotel
  • Hundeslædekørsel
  • Snescooter
  • Vandringer med snesko
  • Paragliding
  • Heliskiing (kan bookes gennem Sun Tours til ca. 180 euro for to løft og nedfart på 1.000 meter).

Læs mere: www.grandvalira.com og www.suntours.dk

Tekst Mathilde Brandstrup Foto Christian Brandstrup

Artiklen er fra Skimagasinet Pist n’ Powder #29