Jeg har besluttet at sende en række flaskeposter ud i verden som vores udgave af et nyhedsbrev fra Luksus.land. Når eventyret ude i verden ikke kan komme til os, så vil jeg gerne være med til at sprede historierne bag alverdens eventyr – fra nær til fjern. Så fremover kan du i tide og utide få en flaskepost fyldt med tanker, observationer, ja, små historier fra outdoorverdenen med et dansk perspektiv. Ligesom historien fortæller, at nødstedte sømænd gjorde, når de sendte en flaskepost af sted i gamle dage.

Tanken med flaskeposten er som sådan ikke tænkt til en bestemt modtager eller et fast indhold, men at lade dem ende, hvor strømningerne bærer dem hen. Sendt af sted med en drøm om at flaskens budskaber fra tid til anden vender tilbage med svar fra ukendte kyster. Og har du input til flaskeposten, er du meget velkommen til at sende det vores vej.

Hvor ofte flaskeposten skal sendes af sted fremover, vil svæve i vinden. Hvad indholdet vil være, vil blive bestemt af tiden. Hvad, jeg derimod ved, er, at flaskeposten afspejler nyhederne og de mest spændende tendenser indenfor tidens outdoor- og rejsekultur.

Som sådan er flaskeposten en invitation til en rejse. En invitation til at afsøge nye horisonter. Nogle gange håber jeg på at blive klogere, andre gange bare få et smil på læben. Mange gange sikkert noget helt tredje.

Velkommen til Flaskeposten – som du kan modtage, hvis du melder dig til her.

Bugge Holm Hansen
Pennefører i Luksus Land