Luksus.land har været på cykeltur i Norditalien, hvor alle tiders største cykellegende, Fausto Coppi, boede og trænede. Kom med til et land, hvor cykelryttere er folkehelte, der bliver modtaget med kyshånd – og hvor terrænet giver en naturlig ekstra udfordring.
At cykle ud ad strandvejen på en landevejscykel er som terapi for sjælen – men det er også med livet som indsats. Mange bilister i Danmark ser cykelryttere som en irriterende og en særdeles uvelkommen forhindring på landevejene, det kommer ofte til udtryk ved lange, intense dyt med hornene. Det var derfor med store forventninger, at jeg skiftede min hjemmebane på Sjælland ud med Piemonte i Norditalien, hvor forhåndsindtrykket var, at cykelryttere er folkehelte og nærmest bliver klappet på vej op ad bakkerne. Turen levede op til disse forventninger.
På toppen af Europa – næsten
Turen fra Torino lufthavn til Langhe i Piemonte, hvor vores tur startede, var lang. I næsten to timer kørte vi op ad små, snoede veje, og jeg må indrømme, at jeg i bilen havde mine bange anelser. Det virkede som et ualmindeligt kuperet landskab, og vejen mod toppen var lang. Men udsigten på toppen var hele turen værd. Vores første hotel, Hotel Trattoria Del Bivio, lå som på toppen af Europa, hvor man kunne se ud over et uendeligt landskab, der kun blev brudt af alpernes hvide bjergtoppe, der rejste sig i horisonten.
Når man kiggede ud over det enorme landskab, der udstrakte sig foran os, var der langt mellem husene. Der lå enkelte mindre landsbyer, hvor et kirketårn tornede sig op i midten, men derudover kunne man kun se vinmarker, der sirligt lå side om side kun afbrudt af små stier, der snoede sig igennem landskabet. Det var på disse små stier, mit cykelperspektiv for alvor skulle blive udvidet inden for de næste fem dage.
En tur med afvekslende landskaber
Området Piemonte ligger i den nordlige del af Italien tæt på grænsen til Frankrig, Piemonte betyder foden af bjerget, fordi området ligger lige for foden af alperne. Men området har ikke selv deciderede bjerge, selvom det er et særdeles kuperet terræn.
Det var på disse små stier, mit cykelperspektiv for alvor skulle blive udvidet inden for de næste fem dage
Vi kørte i gennemsnit mellem 80 og 100 km hver dag med stigninger, der i gennemsnit lå mellem 1500 og 2000 meter om dagen og hældninger mellem 10 og 15 procent. Vi flyttede hotel hver dag, så vi fik mulighed for at opleve flere dele af området. De forskellige ture varierede meget i landskabet. Den første dag tilbragte vi i Langhe, nærmere bestemt Bossolasco. Området var karakteriseret ved lange, tomme strækninger med både åbne vidder og små skovstier, hvor vi skiftevis kørte mellem vinmarker og hasselnødeplantager. Det var området med de fleste stigninger. Vores anden tur foregik i området ved Asti, hvor vi cyklede i Alto Astigiano, der netop er kendt for sine uendelige vinmarker og romanske arkitektur, og på denne rute kom vi igennem flere små landsbyer. Vores tredje tur foregik i Fausto Coppis fodspor og startede i Novi Ligure og gik mod Castellania, her var området mere åbent, og man cyklede med udsigt ud over området, der udspillede sig under os, så langt øjet strakte. Der var både forskel på de oplevelser, vi fik på cyklen, men også på, hvordan vi boede. Det første døgn overnattede vi på Trattoria Del Bivio, som lå afsides i Langhe og var et lille familiedrevet hotel. Her vågnede vi til den fjerne lyd af en traktors brummen og hver time istemte kirkeklokkerne med deres kimen – ellers var her helt stille. Herfra flyttede vi til midten af Asti på et stort hotel i midten af byen, Hotel Aleramo, hvor der var byfest lige uden for vores vinduer. Vores sidste stop på turen var det enorme palælignende hotel, Relais Villa Pomela, hvor vi blev budt velkommen af en butler, der bar vores bagage op til vores enorme rum med udsigt over parken med springvand. Her føltes det en smule akavet at komme klik-klakkende ind i receptionen i vores fuldbyrdige cykeludstyr, mens alle omkring os var i jakkesæt.
Cykelforventningerne skulle justeres – og indfries
At komme til hjemlandet for Giro d’Italia – og endda i samme område som flere af etaperne, skabte unægtelig nogle forventninger til de cykler og de guider, jeg skulle møde. Vi var forud for turen blevet opfordret til ikke at tage vores egne cykler med, da nogle topprofessionelle landevejscykler ville blive stillet til rådighed. Jeg så forud for turen frem til netop at få mulighed for at stifte bekendtskab med nogle af de italienske cykler som Bianchi, De Rosa, Olympia og mange flere.
“Hver gang jeg rundede de skarpe hårnåle sving, mødte jeg endnu en stejl bakke, der førte direkte opad.”
Men mit første møde med de italienske landevejscykler blev i særdeleshed en skuffelse. Den første dag skulle vi mødes med vores guide for dagen, Davide Pasquero, på et torv i landsbyen Murazzano. Her skulle vores cykler også leveres. Vi stod ivrige og forventningsfulde og trippede, da de blev leveret. Men enhver begejstring faldt brat til jorden, da fire tunge aluminium trekking bikes blev stillet op foran os. Hvis vores munde havde været let åbne af begejstring, da bilen kom kørende med vores cykler, faldt vores underkæber helt ned på brystet ved synet af de cykler.
Den stakkels italiener, der leverede dem, havde blot leveret de cykler, han havde til rådighed, og havde svært ved at imødekomme vores ønske om bedre cykler. Der fulgte en times tid, hvor der blev ringet rundt til turistguider, cykelforhandlere osv. Dagens program var ret hårdt, vi havde omkring 100 km foran os med stigninger på 2000 m, det krævede derfor, at vi havde en letvægter af en cykel og ikke et ton aluminium.
Da vi netop havde en så lang og krævende dag foran os, blev vi nødt til at starte på de tunge cykler, og så blev der i mellemtiden arbejdet på at skaffe ordentlige cykler. Den første time på de gamle cykler var derfor ikke turens højdepunkt, og resulterede i, at en af deltagerne skred i et sving på en nedfart, fordi der ikke var greb i dækkene, og fik skrællet huden af albuen. Men glæden ved at se de ‘rigtige’ italienske cykler var om muligt endnu større end forventningerne, efter først at have brugt tid på de dårlige cykler. Da vi kom på disse cykler, følte vi os som cykelryttere i et cykelland – som var formålet med turen.
Med rystende ben op ad Champions Hills 
Som nævnt var min erfaring med at køre i bjerge og bakker begrænset. Min cykelfold har hovedsageligt været omkring København, hvor der er meget begrænset med bakker. Jeg var derfor ret nervøs for, hvad mine ben ville sige til de hårde stigninger. Efter et par mindre bakker, førte Davide vores guide os hen til ‘Le Salite dei Championi – the Champions Hills’.
En af de stejleste og længste bakker i området. Det var med let rystende ben, at jeg begav mig op ad denne bakke, der var forbeholdt vindere. Og turen op var da også en særdeles hård tur. De sidste tre kilometer blev jeg ved med at tænke, ‘efter næste sving er jeg oppe’, ‘et sving mere, så er jeg oppe’, men hver gang jeg rundede de skarpe hårnåle sving, mødte jeg endnu en stejl bakke, der førte direkte opad. Ruten lå inde midt i en skov, og stien var forbeholdt cykler, det var en lille, smal sti med let grus. Vi satte i gang en og en, så man havde fornøjelsen af at kæmpe med sig selv op ad. Jeg vidste, at de andre – inklusiv vores guide, kun var få meter bag mig, og jeg skulle for alt i verden ikke overhales af dem.
Så det var med lungerne halvvejs ude af halsen, at vejen endelig fladede ud efter et sving. Følelsen af at nå toppen var fantastisk. Her ventede en udsigt ud over de uendelig vinmarker og hasselnøddetræer. Her fik jeg min dåb med at cykle i bakker – næsten bjerge. Og jeg må sige, at det har ændret mit syn på mig selv som cykelrytter. Nu er jeg ikke bare hyggemotionist – nu ser jeg mig selv som cykelrytter. Og den første tur op ad bakken har uden tvivl givet mig mod på at jagte flere bakker på to hjul.
Turen op ad bakkerne satte store krav til mine benmuskler, som jeg heldigvis havde fået bygget op gennem min træning herhjemme. Turen ned ad de stejle og lange bakker krævede derimod teknik og specifik træning. De første ture ned var skræmmende, og jeg nød det ikke til fulde. Men som turen skred frem og min erfaring steg, begyndte jeg at sætte mere og mere pris på de stejle nedkørsler.
De italienske traditioner trækker ud
Cyklisternes motto i Italien er Pedale forte, mangia bene – Ride hard, eat well. Hvilket i særdeleshed også var gældende for vores tur. Som turen skred frem, begyndte jeg at sætte pris på de lange, italienske middage og slappe af i det. Det er en god måde at være sammen og slappe af på efter en lang god dag på cyklen i stedet for at ligge på hver sit hotelværelse.
Det gjorde, at man fik et andet forhold til de andre kursister. I det hele taget får man et meget tæt forhold, når man tilbringer en cykelferie sammen. Man er sammen hele dagen, når det er hårdt op ad de stejle bakker, når man drøner ned ad igen med livet som indsats – og netop når man sammen bearbejder dagens indtryk over en fem retters menu med dertilhørende vine.
På sporet af legenden 
Indstillingen over for cykelryttere er markant anderledes i Italien i forhold til herhjemme. Dernede er cykling en højtelsket sport. Når man cykler gennem de små landsbyer, vinker indbyggerne os venligt på vej. Og de få bilister der er på gaderne, venter gerne bag ved en rundt i svingene – uden at skræmme en ud i vejkanten med en massiv koncert med hornene.
Det var en dejlig fredfyldt måde at cykle på, så kan cykling bedre være en heldags aktivitet, hvor man iført cykeltøjet besøger de forskellige byer og deres seværdigheder. På vores forskellige ture var vi altid inde på restaurant og få middag – iført vores stramme cykeltøj. Men det var ganske almindeligt på de kanter. Her var cykelryttere en fast del af inventaret, og vores guide fortalte, at størstedelen af de lokale selv cyklede rundt på de lange stier mellem vinmarkerne.
Netop i området ved Piemonte har man en særlig kærlighed for cykling, da det er cykellegenden Fausto Coppis hjemby, hvor han boede og trænede gennem hele sit liv. Selvom han døde i en alder af kun 40 år pga. malaria,nåede Fausto at blive en verdenskendt cykellegende. Han vandt Tour de France to gange i 1949 og 1952 og Giro d’Italia hele fem gange i perioden fra 1940 til 1953. Han bliver stadig den dag i dag set som en af verdens største cykelryttere. Alle vores cykeldage kredsede om Fausto Coppis, da han havde sat sit præg på hele byen.
Men vores tredje dag foregik udelukkende i Faustos fodspor. Vi startede dagen på Museo Dei Campionissimi, hvor et helt rum var dedikeret til Fausto Coppi. Derfra gik turen på cykel rundt på de ruter, som Fausto netop havde trænet på. Vi kom først forbi det hus i Novi Ligure, hvor Fausto flyttede ind med sin elskerinde, Giulia Occhini – la dama blanca (den hvide kvinde), til omverdenens foragt. I dag bor Faustos søn i huset. Derfra gik turen op til Castellania i Alessandria, som lå ca. 1000 m højere, her var Fausto født og havde boet det meste af sit liv. I dag fungerer huset som museum, hvor størstedelen af rummene er bevaret, så de ser ud, præcis som de gjorde, da det enorme cykeltalent blev opdaget.
På den måde fik man en fornemmelse for det liv, Fausto havde levet. Hans talent blev opdaget i en meget tidlig alder, og allerede som 20-årig vandt han sin første Giro d’Italia. Store dele af huset er også blevet lavet om, så det portrætterer Faustos karriere, hvor hele rum er indrettet med artikler fra aviser om hans bedrifter. Og selvfølgelig et udvalg af hans cykler og de første Fausto Coppi-cykler. I samme landsby finder man Faustos mausoleum, hvor han ligger begravet med holdkammerat og bror Serse Coppi, der døde i en cykelulykke som 27-årig.
At følge i Faustos fodspor var virkelig at mærke historiens vingesus, hvor man blev ført tilbage til, hvad mange kalder Cykelsportens gyldne tidsalder, der blandt andet vil blive husket for rivaliseringen mellem to verdensstjerner, Coppi og Bartali. På den måde fik man virkelig en fornemmelse af, hvad cykelløb har og stadig betyder for italienere.
Udbyttet er meget mere end stærke ben
Selvom det, når jeg tænker tilbage, var nogle lange og hårde kilometer, føles det ikke hårdt, når man er i det. Herhjemme tager en cykeltur på omkring 100 km omkring de 4 timer. Men i Italien er det en heldagstur. Dels fordi det tager væsentligt længere tid med det stærkt kuperede terræn, men især også, fordi man nyder turen og oplever de seværdigheder, man møder undervejs – og fordi en frokost minimum varer to timer. Men når temperaturerne er høje, vejene tomme og udsigten fænomenal, vil man gerne tilbringe en hel dag i sadlen og suge hvert et indtryk til sig.
Jeg havde egentligt set turen som en træningstur, hvor jeg ville få effektiv træning frem mod KMD Ironman Copenhagen, men jeg må sige, at turen gav mig meget mere end stærke ben. Det gjorde mig til cykelrytter, og jeg er overbevist om, at jeg fra nu af vil rejse meget mere rundt og opleve verden på min cykel. Jeg kan på det varmeste anbefale andre at skifte de flade danske strækninger ud med et eventyr i bakker og bjerge. Det giver et helt nyt perspektiv på cykling. Ikke mindst fordi man er mere end velkommen som cyklist i Italien.
CYKELLEGENDEN FAUSTO COPPI
Født i d. 15 september 1919. Han levede det meste af sit liv i Castellania i Piemonte, hvor han også trænede. Fausto Coppi bliver af mange anset som alle tiders største cykelrytter og har vundet Tour de France to gange, i 1949 og 1952. De år vandt han en såkaldt double, hvor han både vandt Giro d’Italia og Tour de France. Han vandt Giro d’Italia fem gange og har dermed rekorden. Derudover har han 9 klassikersejre og en verdensmesterskab i 1953. Han vandt sin første Giro d’Italia i 1940, kun 20 år gammel. Han døde af malaria i 1960, kun 40 år gammel.
PIEMONTE
Piemonte er en region i Norditalien. Navnet betyder foden af bjerget, fordi Piemonte ligger lige for foden af alperne. Landskabet er meget skiftende, men man kan opleve store stigninger på op til 18 procent stigning. Derudover kan man både køre på små stier i skoven, og store åbne stier med udsigt over hele området. Området er desuden kendt for sine vine Barolo og Barbaresco – og signaturretterne er trøfler, rå kalv, ravioli og langtidsstegt okse. Man kan komme til Piemonte fra både Torino lufthavn og Milan lufthavn.
RUTERNE
- The Champions Hills.
Vi kørte ‘Le Salite dei Campioni – the champions hills’. Turen var i alt omkring 100 km med ca. 2000 m stigning, hvor de stejleste var omkring 16 procent. Denne tur foregik på øde veje både åbne landskaber og mindre stier i skoven.
• Strada del Romanico nell’Alto Astigiano.
Derudover kørte vi ‘Strada del Romanico nell’Alto Astigiano – Romanian track in Alta Astigiano’. Denne tur var karakteriseret ved at gå gennem mange små landsbyer, hver med sin kirke, små caféer og så smalle gader, at vi nær slog skuldrene mod væggene.
• Sulle Strade di Fausto Coppi.
Slutteligt kørte vi ‘Sulle Strade di Fausto Coppi – on the traces of Fausto Coppi’. På denne rute kørte vi ad små bjergstier op til Fausto Coppis hjemby Castellania. Turen bød på flot panoramisk udsigt over landskabet.
TIP: BOOK EN GUIDE
Vi havde på hver tur en lokal guide til at vise os rundt. Det kan klart anbefales at booke en guide, der kender området, så man er sikker på at komme ud på de små veje, der ikke er trafikerede. Og så er man sikker på, at man finder de stejleste stigninger.
SÅDAN FORBEREDER DU DIG TIL EN CYKELFERIE 
Tekst Kasper Bay, triathlet og Bikefit instruktør
For at få det bedste ud af en cykelferie i udlandet, er det uundgåeligt at forberede sig hjemmefra. Selvom Danmark er stort set fladt fra kyst til kyst med undtagelse af enkelte, kortere bakker, kan du alligevel træne, så du får power i benene op til turen. Det vigt igste råd er at få lavet intervaltræning hjemmefra.
Generelt set findes der ikke mirakler inden for cykling. Det kræver træning. Men resultaterne af den rette træning kan komme meget tæt på at føles som et mirakel.
Når man skal forbedre sin cykling og få mere power i benene, er det en god ide at træne intervaller. Der findes et utal af intervalprogrammer, både til korte og lange distancer. Oftest bruger man tiden som mål, da der er mange andre faktorer, der kan spille ind mht. rute og vejr, og derfor er distance-intervaller svære at styre.
Som udgangspunkt skal man have en plan over sine intervaller, inden man starter sin træningstur, men små indskudte lege gør den sure pligt væsentlig sjovere. Sådan forbereder du dig til en cykelferie For at få det bedste ud af en cykelferie i udlandet, er det uundgåeligt at forberede sig hjemmefra. Selvom Danmark er stort set fladt fra kyst til kyst med undtagelse af enkelte, kortere bakker, kan du alligevel træne, så du får power i benene op til turen. Det vigt igste råd er at få lavet intervaltræning hjemmefra.
F.eks. at jagte forankørende, køre om kap på rundstrækninger eller spurte til nærmeste byskilt. Lad fantasien få frit løb og brug mulighederne omkring dig. Det kan godt være den forankørende rytter kigger underligt på dig, når du kommer bragende forbi for femte gang, men du får meget mere ud af dine træningsture.
Det kan ikke pointeres nok, at for at blive bedre på cyklen kræver det træning, præcis som i gamle dage. Selvom nogle træningsture er sure, med dårligt vejr og ømme ben, så er der kun én, der kan gøre en forskel: Dig. Det er den forskel, der får dig tættere på dit mål.
God tur!
Tekst Sofie Kyed
Artiklen er fra Outdoor Training #02
