Hun var en af fortidens første store kvindelige eventyrer, der pludseligt forsvandt i 1937, da hun var ude at flyve. Siden da har hendes død været et mysterium, men 80 år efter ved vi nu, hvordan hendes sidste eventyr endte.

Amerikanske Amelia Earhart skilte sig ud fra mængden som kvindelig flypioner og forfatter. Hun var den første kvindelige pilot, der fløj alene over Atlanterhavet. Og ikke nok med det, så nåede hun også at sætte 16 verdensrekorder. Bedrifterne var mange som pilot, hvilket hun skrev flere bøger om. Men det var ikke kun i luften, at Amelia markerede sig. Hun stod også i front for kampen om kvinders rettigheder, hvor hun var medlem af det politiske parti National Women’s Party. Man må sige, at hun vidste, hvad hun ville og førte det ud i livet.

Sporløst forsvundet

Den kvindelige eventyrer forsvandt dog sporløst den 2. juli 1937 i forsøget på at blive den første kvinde, som fløj jorden rundt – fra Lae Airfield på Papua New Guinea med kurs mod Howland-øen i Stillehavet. Siden da er der ingen, der har vidst, hvor og hvordan hendes dage endte. Flyvraget blev aldrig fundet, så selvom hun forsvandt i 1937, var det først i 1939, at man officielt erklærede hende og hendes navigatør døde.

Spekulationerne har været mange omkring Amelias skæbne. De fleste teorier mener, at hun løb tør for brændstof under flyvningen, og omkom i forbindelse med nødlandingen. Andre mener dog også, at det lykkedes hende og navigatøren at overleve nødlandingen, og siden da overlevede på en øde ø i et stykke tid. Nogle mener, at hun tog tilbage til USA og levede et ‘hemmeligt’ liv. Og en helt fjerde teori bygger på, at hun blev taget til fange af japanske tropper og derefter indsat i en japansk fangelejr, hvor hun døde.

Mysteriet er løst

Teorierne er mange, men nu viser seneste forskning fra 2018, at fundene fra nogle knoglerester sammen med en kvindesko og navigationsværktøj på stillehavsøen, Nikumaroro, med stor sandsynlighed stammer fra Amelia Earhart. Knoglerne blev fundet i 1940. Dengang mente man dog, at knoglerne stammede fra en mand. Men efter flere analyser tegner der sig et billede af, at mysteriet er løst – et spørgsmål, der har optaget mange i årevis.

Ved hjælp af nye og moderne retsmedicinske metoder har Richard Jantz, forsker ved Tennessee University, fastslået, at knoglerne tilhører Amelia Earhart. 80 år skulle der går, før vi vidste, hvor hendes eventyr sluttede. Knoglerne er dog den dag i dag væk. Derfor har det ikke været muligt at tage mål og prøver fra dem. Men målene fra knoglerne findes stadig, og det er disse mål og den præcise viden om Amelia Earharts kropsmål, som forskningen læner sig op ad.

Om Amelia Earhart (1897-1939)

Amelia Earhart blev født i 1897 og begyndte at flyve som 23-årig. Allerede som 24-årig slog hun rekorden for, hvor højt en kvinde nogensinde havde fløjet. Men det var først i 1928, at hun blev verdensberømt, da hun som den første kvindelige pilot fløj over Atlanterhavet. Udover at være pilot kæmpede hun også for ligestilling for kvinder som medlem af National Women’s Party.

Tekst: Mia Karrebæk Juhler