Publikum få mulighed for at opleve den spektakulære fotoudstilling ‘Wildlife Photographer of the Year’ på Statens Naturhistoriske Museum lidt længere, da udstillingen er blevet forlænget indtil slutningen af august.


‘Wildlife Photographer of the Year’ er en af de mest populære udstillinger på Natural History Museum i London, og er naturfotografernes svar på Oscar-uddelingen, som samler de dygtigste amatører og professionelle fra hele verden.

Udstillingen består af 99 billeder, udvalgt blandt næsten 50.000 indsendte fotos. Udstillingen åbnede på Statens Naturhistoriske Museum den 4. december sidste år, men var kun åben for publikum i fem dage, før hele kulturlivet måtte lukke ned på grund af Corona-restriktionerne.

– I de fem dage hvor udstillingen var åben, var det med udsolgte huse, hvilket klart viser at der er en stor appetit for naturfotografier i verdensklasse i Danmark. Det skal heller ikke underkendes, at der i en verden med Covid-19 er en udlængsel og et behov for at opleve naturen under andre himmelstrøg. Med denne udstilling, kan publikum stadig tage på rejse Jorden rundt og opleve dens fantastiske natur under trygge former, siger Peter C. Kjærgaard, direktør for Statens Naturhistoriske Museum.

‘Wildlife Photographer of the Year’ skulle efter planen slutte den 9. maj, men også her er det lykkedes at få forlænget udstilling, så de smukke og til tider meget urovækkende billeder kan opleves frem til den 29. august i år.

Foto: Edderkoppens aftensmad af Jaime Culebras, Spanien ©
Finalister 2020, Adfærd: Hvirvelløse dyr