Med udsigt til stormende kuling med vind mellem 20-23 m/sek og med vindstød af stormstyrke mellem 25-30 m/sek. og bølger på fire til fem meter, indtager 18 af verdens bedste kitesurfere fra torsdag morgen kl. 10.00 bølgerne ud for det nordvestjyske fiskerby Vorupør til Big Air, der er kitesurfingens Champions League.

For at kunne gennemføre en Big Air, kræver det stærk vind og ikke mindst høje bølger.

– Big Air handler kort fortalt om at komme så højt til vejrs som muligt. Deraf navnet Big Air.  Hele 70% af de point, man kan hente hos dommerne, handler om at komme til vejrs. De sidste 30% handler om hvor lang en afstand, man tilbagelægger på vandet kombineret med, hvor udfordrende surferens indsats i konkurrencen er. Jo sværere og mere vellykket en indsats er, jo flere point, fortæller Sports Director Mads Bloch.

Verdens bedste og de danske rookies
Det er toppen af BIG AIR, der indtager Cold Hawaii. Samlet set har de et svimlende antal guldmedaljer blandt andet hentet ved VM i kitesurfing gennem årene.

– Flere verdensmestre og utallige podie placeringer fra Red Bull King f the Air, bliver samlet i Thy. Det gælder blandt andre britiske Aaron Hadlow, der har fem verdensmesterskaber med til Cold Hawaii. Men også hollandske Kevin Langeree, der har vundet Red Bull King of the Air hele tre gange og vandt Cold Hawaii BIG AIR sidste år, fortæller Mads Bloch.

Blandt de helt unge, er øjnene rettet imod den kun 20-årige brite Tom Bridge, der har siddet tungt på mesterskabstitlerne i ungdomsrækkerne de seneste ti år. Men også hollandske Cohan Van Dijk, franske Julian Huynh, spanske Liam Whaley, hollandske Lasse Walker og polske Janek Grzegorzewski er kendte for levere indsatser i verdensklasse til BIG AIR over hele verden.

Danmarks største internationale kitesurf-stjerne Nick Jacobsen er selvfølgelig også på plads til Cold Hawaii BIG AIR. Herudover har man givet to wildcards til unge talenetfulde danske kitesurfere.

– Vi har valgt Lucas Gramstrup og Mikkel Hansen, der begge er store talenter på vej. Vi glæder os til at se dem og alle de andre deltagere på vandet i Thy, hvor vi kan bryste os af at have perfekte forhold til afviklingen af netop den her type konkurrence, fortæller Mads Bloch.

Faciliteter i verdensklasse
Big Air er en del af sportevents Cold Hawaii Games, hvor man siden den 10. september har afviklet en del af world cup´en for Juniorer under PWA, extremløb i Nationalpark Thy, golfturnering, skatekonkurrencer og meget mere.

– Cold Hawaii kysten fra Agger til Vigsø rummer surfspots i absolut verdensklasse, og det er også derfor, at vi kan tiltrække atleter i absolut verdensklasse til Cold Hawaii Games, siger Projektleder Kristian Kjøller, Friends of Cold Hawaii der står bag Cold Hawaii Games.