Ulricehamn er noget tættere på Danmark end Vemdalen, og alt efter hvor du krydser sundet, skal du enten køre 100 kilometer fra Göteborg eller 290 kilometer fra Malmø. En tur på i alt fire timer fra Danmark til et område, som er oplagt til en autentisk smuttur til det svenske.

img1113Navnet Ulricehamn siger dig måske ikke så meget, men midt i den svenske natur stik øst fra Stockholm ligger et område, som byder på fine muligheder til såvel langrend som alpint skiløb. Det har svenskerne vidst længe, hvor især skiløberne fra Gøteborg i årevis har haft området som deres favorit weekend skidestination. Men betyder det også, at området er relevant for os danskere?

Når man taler om Ulricehamn som skisportssted, og som potentielt mål for din næste skiferie, er det vigtigt at gøre sig klart, at området ikke er en skidestination, som folk flest kender dem, eftersom området ikke er opbygget og centreret om skiløb. Ulricehamn er nemlig først og fremmest en hyggelig lille købstad, der stammer helt tilbage fra 1400-tallet. Her kan skituren kombineres med shopping og cafébesøg ved Åsundens strandpromenade.

“Området er – til trods for de blot 7 pister – et ambitiøst skiområde med en masse gode faldmeter.”

Fokus på idrætsfaciliteter
img1111En interessant ting, som adskiller Ulricehamn fra mange andre svenske byer, er, at bystyret for flere år siden besluttede, at byen skulle satse massivt på idrætsfaciliteter. Både til byens egne indbyggere, men også for at være et sydsvensk samlingspunkt for både alpin og langred om vinteren, og for trailløb og MTB om sommeren. I den proces har byen således satset massivt på faciliteter, og byen fremstår da også som en moderne træningsdestination, hvor mange svenske skiteams søger hen for at holde camps og træningslejre, imens områdets lokale skientusiaster ligeledes kommer langvejs fra for at nyde godt af de fine forhold.

Om området
img1109Selve Ulricehamns alpinanlæg ligger et par kilometer uden for selve byen.

Områdets syv pister er i varierende sværhedsgrad, fra de helt lette grønne pister til – efter svenske forhold – rigtig fine røde pister. Der er derved både noget for nybegynderne og for dem med flere skiferier i benene. Børnene har ydermere deres helt egen bakke, hvor de kan øve i fred for de større skiløbere. Og så er der ligeledes en funpark for freestyle skiløbere og snowboardere. “Området er – til trods for de blot 7 pister – et ambitiøst skiområde med en masse gode faldmeter.”

Selve området er – til trods for de blot syv pister – et ambitiøst skiområde med en masse gode faldmeter, hvilket terrænmæssigt gør, at området byder på fine forhold, hvad end man er begynder eller øvet. Hele skiområdet er bundet sammen af en række ekspres T-lifte, som hurtigt transporterer én til toppen. Det er naturligvis en smule ærgerligt, at det udelukkende er T-lifte, men i den periode vi var forbi, var der til gengæld ikke særlig meget kø, så det gik smertefrit alle dage. Det ville naturligvis klæde området at få en stolelift, så nybegyndere og de mindste også kan få slappet lidt af i benene. Skianlægget rummer desuden også en restaurant, skiudleje og en skiskole.

Netop fordi skianlægget ligger uden for byen, vælger de fleste, der tager en weekend i området, at bo inde i byen, hvor man ved siden at byens tilbud også har adgang til et omfattende løjpenet af langrendsspor. Her kan man finde løjper, der passer til alle typer langrendsløbere – lige fra eliteudøvere til børnefamilier. Byen har et let langrendssystem med tre forskellige præparerede løjper på henholdsvis 5, 10 og 15 kilometer. Desuden er der et belyst spor på 3,4 kilometer, som dækkes med sne fra snekanoner fra marts til december.

Hvem er området til?
img1115Hvis du er ved at køre lidt træt i Vallåsen eller vil prøve noget andet end Isaberg, men du stadig gerne vil til et skiområde tæt på København, så er Ul ricehamn et spændende alternativ og et godt sted at få noget træning i benene. Efter blot fire timers kørsel kommer du til et mere alsidigt skisportssted, og området kan ligeledes tilbyde en anden type skiløb end Isaberg, som typisk er alternativet til os danskere inden for samme køreafstand. Den store fordel for Ulricehamn er, at det er en rigtig by. Området kan derved tilbyde en weekendtur med to til tre dages godt skiløb i samspil med en hyggelig by, en tur i Kallbadshus eller en gourmet aften ude at spise samme sted. Nuvel, større er byen ikke, men kombinationen af at kunne bo i byen, være tæt på alpincentret og de fine langrendsmuligheder giver området topkarakter. Det henvender sig til dig, der gerne vil have et andet alternativ til den traditionelle weekend hyttetur, hvor man efterlades alene i en hytteby langt væk fra normal bebyggelse. Ulricehamn egner sig også fint til de familier, der har lidt større børn, da man kan finde gode udfordringer i området for de fleste, ligesom områdets snowpark holder høj kvalitet. Det faktum, at området kun har T-lifte, betyder dog, at de mindste bliver voldsomt trætte, da de ikke kan slappe af i liftene. Træner du op til eksempelvis VASA-løbet, er dette også en oplagt weekendafstikker, som bør overvejes til at få en masse kilometer i benene inden løbet.

FAKTA ULRICEHAMN
img1118Ulricehamn ligger 100 kilometer øst fra Göteborg. Når man rejser fra Danmark, er det muligt at være på ski i Ulricehamn på under fire timer. Ulricehamn Skicenter har syv pister og syv slæbelifte. Reelt er der dog kun tre forskellige bakker foruden børne- og øveområdet. Alle bakker har belysning til aftenskiløb. Snekanoner sikrer rigeligt med sne og en lang skisæson – forudsat at det er frostvejr.

Skiterrænets højde over havet: 200-380 meter
Pister i alt (antal): 7
Røde pister: 3
Blå pister: 3
Grønne pister: 1
Længste nedfart: 850 meter
Største faldhøjde: 135 meter
Antal lifte: 7 slæbelifter
Liftkapacitet pr. time: 4.200
Skiskole: Ja
Snowboard-område: Ja
Snekanoner: Ja
Langrend: Ja
Offpiste: Nej

Tekst Bugge Holm Hansen