Skiløberen Sebastian Kjær har stået i dyb pudder i både Østrig, Japan og Argentina. Men det ændrer ikke på det faktum, at han i april sidste år havde én af sine bedste pudderskidage nogensinde i det norske – for mange ukendte – skiområde Strandafjellet.
Efter at være landet i Ålesund, blev jeg samlet op af Andreas. Han kender fjordregionen i Vestnorge rigtig godt, og det var hans skyld, at jeg var taget til Norge, for at få årets sidste skitur i Strandafjellet. Nu havde han igennem flere måneder pralet med den hemmelige pudderperle, og jeg måtte have syn for sagen.
Da vi satte os ind i den lejede Volvo, lagde Ålesunds begyndende forår bag os, og lod den svenske hverdagskampvogn køre os langs fjeldene og fjordene. En idyllisk tur der efter et par timer, og nogle hundrede meter højere oppe, skiftede over i store, bløde snefnug. Fnug som blev liggende, og lovede godt for næste dags skiløb.
Gratis freeride-guide til alle
De bredde ski er spændt fast, og lavineudstyret ligger trygt i min rygsæk. Vi er i ugen efter på- sken, altså sidst på sæsonen. Men i påsken faldt der helt uhørt to meter sne, og over natten har vi fået 20 cm mere. Temperaturen er lige under frysepunktet, og ser man bort fra det grønne græs helt nede i byen ved fjorden, er der ikke meget der indikerer, at vi er midt i april.
Alt i mens min iver efter at komme ud og ødelægge de 20 nye centimeter er tiltagende, får jeg en overraskelse omkring holdning til ‘fri kjöring’ i Strandafjellet.
Ved skranken får jeg mit liftkort og det obligatoriske pistekort. Normalt ville jeg herfra begynde at lede efter nogle gode steder med hjælp fra pistekortet, og så forsøge at lokke de bedste steder ud af de lokale. Men i Strandafjellet får jeg, sammen med det traditionelle kort, en lommeguide til Strandafjellets offpist-perler.
Med vores egen guide i lommen, er det bare at ramme gondolen, og finde frem til de bedste runs.
Taxa i liftsystemet
På vej op ad fjeldet i den nybyggede gondollift diskuterer vi, hvilken rute vi skal prøve først.
Det er lige pludselig svært at vælge, når så mange muligheder ligger åbne, og der er frisk pudder alle vegne.
Få hundrede meter fra liftens endestation, krydser vi skiltet, som fortæller os, at vi er på vej ud i offpisten. Foran os puster de store hvide sider sig op.
“Det må være et af verdens mest ikoniske skiområder det her.”
Vi tager de første sving i den friske pudder, og for hvert sving lukker resten af verden sig ude, mens den velkendte følelse af pudderkådhed overtager. Sneen er let og frisk, og da vi stopper op efter et par minutter, har sne og smil sat sig fast i skægstubbene. Jubel og en forløsende high-five er nødvendig.
Efter at vi har snoet os de knap 1.000 højdemeter ned og rammer bunden, er vi en lang gåtur fra skiområdet. Men igen viser skiområdet sig som værende skabt til freeride.
På et skur hænger en plakat med nummeret til en skitaxa, som hele sæsonen kører i pendulfart imellem nogle improviserede stationer ude omkring i området. Det betyder, at vi ikke skal bekymre os om, vi ender tæt på en lift, men kan vælge lige den rute, vi har lyst til. Det bliver udnyttet, og resten af dagen byder på varierede ture ned af de pudderbelagte bjergsider, hver gang med endestation langt fra liften, og hver gang med first tracks.
Et ikonisk skiområde
Da vi vågner dagen efter, viser området sig fra sin absolut bedste side. Der er bluebird, vindstille og lige under frysepunktet. På p-pladsen holder, trods de fantastiske forhold, under 50 biler. Vi har nærmest området for os selv.
Vi har aftalt at mødes med svenskerne Henrik, Mathias og Janne på Ronaldshorn, som ligger 1.230 meter oppe. Herfra vil vi køre Baksida ned, som var vores favorit-run dagen før. Og som en ekstra bonus har de svenske gutter arrangeret en snescooter, som kører os derop, så vi sparer hiket.
Da jeg slipper tovet fra snescooteren, bliver jeg straks blæst omkuld af udsigten fra toppen. Et 360 graders panorama byder på snedækkede bjerge til alle sider, badet i solskin. Mulighederne for freeride er mildest talt uendelige, da kun en brøkdel af det store fjeldområde er plastret til i pister. For foden af skiområdet flækkes bjergene af fjorden, som man i det klare vejr har udsigt til hele vejen ned af bjerget.
”Det må være et af verdens mest ikoniske skiområder det her,” siger fotografen Mathias, da vi mødes med ham på toppen, og jeg kan kun give ham ret.
Efter at have stået og nydt udsigten lidt, kører vi til kanten af bowlen, som vi dagen før kørte lige nedenunder, og dropper ind. Kådheden og adrenalinen er med ét tilbage. Den lette pudder sprøjter til alle sidder og funkler i solskinnet, imens vi slanger os ned igennem den stejle bowle.
Efter nogle minutters kørsel flader bjerget mere ud, og der er god plads til at tage store sving imellem de sparsomt fordelte træer, imens vi nyder udsigten over fjorden i det fjerne.
Det sidste stykke inden vi rammer bunden kommer vi over i deciderede treeruns, og samtidig går sneen gradvist over i de sikre forårstegn; slushice, vandpytter og græspletter.
Vi klikker skiene af, og går det sidste stykke hen over den mundrede græsmark i bunden, hen til skitaxaens holdeplads. Selvom det ikke er første tur, falder snakken igen på, hvor meget puddersne vi har for os selv.
”Her er ingen pudderstress,” siger Henrik med et smil, imens vi sidder i solskinnet og venter på taxaen, der skal køre os tilbage til området.
Et must for freeridere
Tager man af sted for at køre på pister, er området med sine få kilometer ikke det optimale valg. Samtidig skal man heller ikke tage af sted på sensæsonen, hvis man gør det for at side i en solstol, og drikke kolde øl. Vil man i stedet have chancen for tør puddersne i mild frost, storslåede naturoplevelser eller randonée-ture, så er Strandafjellet Skisenter det helt rigtige valg.
I skiområdet får du ca. 1.000 faldmeter, noget man ellers mest ser syd på. Og hvis vejret arter sig, har man den helt unikke udsigt ud over Storfjorden.
Oftest oplever jeg, at de bedste ruter er noget, de lokale holder for sig selv. De ønsker ikke, at de mange turister skal tage alle de gode tracks i de første timer efter et dump. I Strandafjellet er det lige modsat. Her er der sne nok til alle. Ikke nok med at der er enestående forhold og åbne, uberørte bjergsider – man får også en guide, så man med ro i sindet kan begive sig ud på eventyr. Enestående!
Området emmer af freeride-ånd, men det er ikke det eneste, området kan. Både området og de omkringliggende byer, er som et postkort fra Norge. Der er gamle træhuse, der er fjorde, man må krydse, og der er høje, sneklædte fjelde til alle sider.
Strandafjellet Skicenter er måske Skandinaviens bedste freeride-områder, og byder samtidig på en helt unik stemning. Har du kærlighed til puddersne, og en lille eventyrer gemt i maven, er der ingen tvivl om, at Strandafjellet bør tilføjes til to-do-listen.
MINIGUIDE TIL SIKKER FREERIDE
- Vælg en rute som passer til dit færdighedsniveau.
- Kør kontrolleret. Hold blikket langt fremad og vær opmærksom på, hvad der kommer.
- Stå balanceret midt på skiene. Et lille tip for at få rigtig vægtfordeling er, at holde armene lidt ud fra kroppen og fremover.
- Hold skuldrene i den retnings som du ønsker at bevæge dig. Lad underkroppen svinge, mens du har brystet i faldretningen. Kilde: Strandafjellet
PRIMITIV LUKSUS-INDKVARTER
Efter en lang dag på ski, indkvarterer vi os hos Knut på Juvet, som er blevet et hæderkronet sted på grund af dets unikke stil. Ejeren er den 61-årige Knut, en sand outdoor-mand, som har stået på ski, klatret og vandret i fjelde de sidste 40 år. Da han fik muligheden for at købe et stykke jord med unik beliggenhed, og skulle leve drømmen om at åbne et hotelkoncept ud, smittede hans outdoor-baggrund også voldsomt af på det.
Hytterne er sparsomt indrettet, og holdt i mørkt træ. Der er ingen tvivl om, at der er hentet inspiration fra de norske fjeldhytter. Men hvad der adskiller Juvet fra normale hytter er, at møblerne er af højeste kvalitet, lavet lokalt naturligvis, og så er der store glaspartier, der gør, at man føler man sidder lige mit i naturen.
Hos Juvet er stemningen afslappet, og man er i nær kontakt med naturen. Man har dels oplevelsen af at være på et lækkert luksushotel, men samtidig får man den intimitet, man oplever, når man sover i et telt ude i naturen.
Bonus info: Har man ikke nok i skiområdet, tilbyder Knut, som er en garvet telemarker, at være guide på topture til nogle af de mange fjelde i området. Og kommer du om sommeren, er der også mulighed for alt fra vandreture til rafting.
5 SKIOMRÅDER DU SKAL OPLEVE
- Strandafjellet, Norge
- Sölden, Østrig
- Banff, Canada
- Las Leñas,Argentina
- Hakuba, Japan
HVORFOR STRANDAFJELLET?
Vesterlandet i Norge er kendt for dets enorme snemængder. Strandafjellet er ingen undtagelse, og i 2011-2012-sæsonen blev det til hele 10,5 meter. Det gode er, at snefaldende gerne kommer sent på sæsonen, hvor solchancen også er større. Det betød to meter sne i påskeugen 2012, og en uge efter, da jeg besøgte området, sneede det igen.
På trods af de store snemængder, har skiområderne i Vestnorge altid været ret oversete, til fordel for områder som Trysil og Hemsedal. Men nu hvor krisen kradser i resten af Norges skiområder, har de i vesterlandet oplevet en vækst på 25%. Freeride-kulturen vinder frem, og de garvede lokale kørere deler gladelig deres hemmeligheder med deres gæster.
Strandafjellet Skisenter er måske Skandinaviens bedste freeride-område, og samtidig er det en helt unik oplevelse at besøge Strandafjellet, som er et mekka enhver freerider bør unde sig selv at besøge.
FAKTA STRANDAFJELLET
Højeste punkt: 1.230 meter
Base: 430 meter
Fald: 800 meter (op til 1.000 meter hvis du ender et andet sted end basen)
Pister: 15 km pister
Snefald 2011/2012: 1.052 cm
Åbner: 20. november
Lukker: 1 maj
Grundlagt: 1957, men er først for alvor blevet udviklet de seneste ti år.
Hvordan kommer man derop?
Med bil: 500 km fra Oslo, eller 380 km fra Bergen.
Med fly: 55 km fra Ålesund.
Tekst og foto Sebastian Kjær
Artiklen er fra Skimagasinet Pist n’ Powder #31 (link here)
