Mangler du inspiration til sommerferien? Hvorfor ikke tage et smut til Alperne på MTB. Det gjorde tre venner – og det var ren mindfullness.
En mountainbiketur til alperne viste sig at blive meget mere end bare endnu et eventyr. Mountainbike i bjergene kræver 100 % fokus og nærvær, der gør, at man kommer helt ind i følelsen af bare at være dér, hvor tiden forsvinder, og hvor man er til stede i nuet – det er mindfulness i yderste potens.
Tæt på at aflyse
Turen var blevet planlagt gennem et halvt år og nu så tæt på, så det ud til, at vi måtte aflyse, da den værste koldfront i flere år havde trukket sig sammen i Alperne.
Jakob sad med et helt stift blik og surfede rundt på forskellige hjemmesider for at se, om der ikke var bare en enkelt vejrudsigt, der kunne give os et lille håb om, at uvejret ville drive væk. Men det var der ikke. Ikke før 24 timer inden afrejse, hvor der viste sig en lille bedring i udsigterne. Lige nøjagtig nok til, at vi holdt fast, pakkede taskerne og fik et mountainbikeeventyr langt ud over det sædvanlige!
Ankomst Zermatt, Schweiz 
“Yeeeeeeeees,” råber Jakob, og vi giver hinanden en stor high five, da vi nu mod alle odds sidder i toget mod Zermatt og allerede efter få minutter kan se bjergkæden Les Dents Midi rejse sig bag Genevesøen. Et fantastisk skue, der pirrer vores utålmodighed for at komme i gang med det eventyr, der venter. Det er en stor lettelse, at vi overhovedet kom af sted, og de næste tre en halv time nyder vi bare den idylliske togtur op gennem bjergene, indtil vi kommer til vores destination.
“Efterårsskovens mange farver og lysets spil i disen gennem “The Alpine Pines” gør oplevelsen total. Vi kører dagen igennem i et MTB-eventyr og kan slet ikke få nok”
Zermatt er en eksklusiv, overskuelig og hyggelig by omringet af imponerende tinder – selvfølgelig med uhindret udsigt til Matterhorn, som er byens helt store attraktion.
Vi ankommer kl. 14.00 og har således god tid til at få os installeret på hotellet, gå på indkøb i de velassorterede outdoorforretninger samt hente vores fullsuspension-cykler.
Vi er klar og kan næsten ikke vente, så inden aftensmaden lægger vi cykeltøjet frem, så alt er klart og parat.
Zermatt og den asiatiske hemmelighed
Klokken 6.30 næste morgen går vi ned til byens centrum for med egne øjne at bevidne et lokalt fænomen. Zermatts asiatiske hemmelighed; 20% af byens turister kommer fra Japan! Hver morgen står de alle sammen på en bro midt i byen og fotograferer solens stråler, der rammer toppen af Matterhorn.
Matterhorn er nemlig afbilledet på forsiden af grundbogen i den japanske folkeskole og er på den måde blevet til en af de seværdigheder, på linje med Eiffeltårnet i Paris og Den lille Havfrue på Langelinie, som en hver japaner med respekt for sig selv skal se på sin tur til Europa.
Zermatt er hyggelig, oser af atmosfære og har en fin størrelse og byder på alle de bekvemmeligheder, man kan ønske sig – der er gode restauranter, natteliv, cafeer, et meget velassorteret udbud af sportsforretninger samt en biograf. Derudover har Zermatt den ekstra fordel, at byen er 100% bilfri – i hvert fald for benzin- og dieselbiler. Der kører nemlig en del små, søde elbiler rundt i byens gader.
I forbindelse med de mange turister, som hvert år besøger Zermatt, har byen gennem de sidste 20 år, investeret tungt i lifte og infrastruktur. Det betyder, at man fra byens centrum kan komme op til toppen af 3400 meter høje Gornegrath, 3100 meter høje Rothorn, 2500 meter høje Blauherd eller til Mattorhorn Base Camp på cirka 30 minutter.
Om vinteren er det ski, og om sommeren er det trekking og mounitainbike, der lokker turister til. Området byder således på mere end 100 km mountainbiketrails af forskellig karakter og sværhedsgrad.
Den vildeste dag!
Vi mødes med vores MTB-guide, Adrian Greiner, foran togstationen kl. 09.00. Solen skinner fra en blå himmel, og ikke en vind rører sig. Det minder os om, at man aldrig skal aflyse et eventyr på grund af vejret! ALDRIG!
Adrian er klar og ved præcis, hvad vi skal! Egentlig var det aftalen, at vi blot skulle introduceres til området, men da hans assistance hurtigt viser sig at være uvurderlig, ender det med, at han bliver fast mand på holdet helt frem til vores afrejse om søndagen. Han kender hvert et “track”, kan læse vejret og ved, hvornår toge og lifter kører, så vi aldrig får ventetid.
Vi tager liften op til “Gornegrath” i 3400 meters højde. Herfra guider Adrian os stille og roligt ned gennem området, der viser sig at være et rent paradis for mountainbikere med et sandt væld af fantastiske singletracks – det ene mere malerisk end det andet. Små skovstier i nåleskov, “skotsk højland” og eksponerede stier langs med morænerne, der som store “motorveje” vidner om fordums tids kæmpe gletsjere. Nogle steder er der stejlt og stenet og andre steder brede nedkørsler, hvor det er farten, der får adrenalinen til at flyde.
Efterårsskovens mange farver og lysets spil i disen gennem “The Alpine Pines” gør oplevelsen total. Vi kører dagen igennem i et MTB-eventyr og kan slet ikke få nok.
Adrian kan mærke, at vi gerne vil udfordres, så for hver time der går, bliver tempoet og sværhedsgraden skruet i vejret. Jesper råber bagfra: “Sgu da ikke ned over det her!” Men da svaret prompte lyder: “Jo jo, bare slip bremsen,” er der ligesom ikke nogen vej tilbage. Da Jesper endelig dukker op, må han noget sammenbidt konstatere, at hans fullsuspension endnu ikke er klar til de helt store udfordringer.
Fødselsdagsfest på Fluealp
Som et værdigt punktum på en fantastisk dag tager vi en dukkert i bjergsøen, der ligger lige under bjerghytten “Fluealp” i 3100 meters højde med Matterhorn i baggrunden. Det er iskoldt – hurtigt af med tøjet og hurtigt i. Den spejlblanke overflade er brudt, og i løbet af få sekunder stikker kulden i hele kroppen. Fødderne er først følelsesløse, men da Jacob pludselig råber: “Sidste mand på hotellet giver aftensmad,” flyttes fokus fra kolde tæer til kampen om at komme først, og med cirka 500 meter op til hotellet kommer varmen hurtigt tilbage.
Vi er helt trætte, da vi kl. 20.15, endnu iført vores cykeltøj, træder ind i køkkenet på “Fluealp”. Der er ikke mange gæster, så værtinden, Angelicka, synes, det er hyggeligt med selskab og inviterer os til at sidde i køkkenet. Det udvikler sig til en lille fest, hvor der bliver serveret hjemmelavet brændevin, iskolde øl og til sidst, da Angelicka hører, at det snart er min fødselsdag, et ordentligt skud vodka og juice – ualmindelig godt at sove på. Og efter at have børstet tænder i søvne, falder vores øjne meget tunge i.
Solopgang og cykelslanger
Akkompagneret af de første solstråler på Matterhorn glider vi ned mod bjergsøen, hvor Matterhorn spejles så klart, at vi knap kan se, hvad der er op og ned på de billeder, vi tager. Tiden stopper, mens bjerget lige foran os antager blåviolette, lilla og lyserøde farver for til sidst at stå som en ildrød fakkel op imod morgenhimlen. Det hele er overstået på få minutter – magien forsvinder, og vi sætter vi kursen mod dagens første singletrack.
Det er et ret vildt og teknisk krævende spor på kanten af morænen ved en af Zermatts største gletsjere. På venstre side har vi et lodret drop på 130 meter og på højre en skrænt, man ikke har lyst til at prøver kræfter med. Alle sanser er fuldt skærpede, og da vi lidt efter står i bunden, er Matterhorn lyst helt op. Dagen er begyndt.
“Om vinteren er det ski, og om sommeren er det trekking og mountain – bike, der l okker t urister til. O m rådet b yder s å – ledes på mere end 100 km mountainbike trails.”
Vi fortsætter mod dalen, hvor vi igen skal mødes med Adrian. Downhill på grusvej – dejligt at kunne lette trykket lidt på bremsen, skyde vægten lidt tilbage og så bare give fuld gas. Lige indtil der lyder et voldsomt brag. Efter et par sekunder går det op for mig, at det er mig, der er punkteret – heldigvis ganske udramatisk.
Vi er “loadet” med ekstraslanger og luftpatroner, men lortet virker ikke, så Jesper og Jakob fortsætter ned, mens jeg installerer mig hos “Chez Vrony”. Held i uheld – jeg er punkteret lige ud for den lækreste “Alperestaurant”. Rustikt indrettet med gamle træborde og bænke belagt med fåreskind. Ud gennem højtalerne strømmer iørefaldende lounge – musik, og lige derude – lige til at røre – står Matterhorn mod en klar, blå himmel.
Jeg indretter mig på en bænk med tæpper, og efter en kold øl når jeg lige at falde hen med hovedet op i solen, inden jeg hører en sms tikke ind.
“Kig op på kammen!”. Jeg drejer hovedet og ser tre skikkelser, der kører på højderyggen over mig ind og ud mellem de karakteristiske nåletræer med den bagvedliggende højderyg som silhuet. Et øjeblik efter står de her lige foran mig og skygger for solen. Tid til frokost.
Sekstant, puddersne eller single track?
Tilsammen har vi prøvet kræfter med den vildeste adventuresport i det meste af verden. Lige fra den dybeste puddersne, fridykning, luftballoner, kitesurfing, storcirkelsejllads og off-road i Saharas “dunes”.
På trods af at det er svært at sammenligne oplevelser, er vi her midt i vores mountainbikeeventyr ikke et sekund i tvivl – der er ikke rigtigt noget, der kommer på højde med mountainbiking i Zermatt. Det er superintenst, supersjovt og kræver et 100 % fokus og nærvær, der gør, at man kommer helt ind i fø- lelsen af bare at være dér, hvor tiden forsvinder, og hvor man er til stede i nuet – “mindfulness i yderste potens”.
Dagen sluttes af med et downhillrace på 1400 højdemeter. Fuld gas “yi-haaaaaaaa”. Vi kan slet ikke få nok, men godt nede begynder bremsesystemet at kalde på pause. Det lugter lidt brændt – så vi nyder lige udsigten inden vi fortsætter.
Trætheden melder sig
Det sidste stykke ned mod byen foregår i mørke på teknisk svære stier. Trætheden melder sig, og selvom Jesper siger, at han begynder at have svært ved at fokusere og derfor passer ekstra på, må han alligevel først lige på hovedet i en busk og derefter helt tegneserieagtigt bare vælte midt i ingenting. Heldigvis kører vi langsomt, og hvert styrt bliver efterfulgt af et stort smil.
Det er først i badet en times tid senere, at det går op for mig, hvor træt jeg faktisk er. Jeg har ganske enkelt ikke kræfter i fingrene til at vaske sæben ud af mine øjne.
For blot 48 timer siden aflyste vi turen på grund af vejret, og nu ligger vi her på vores værelse og griner efter endnu en dag med 12 timer i sadlen. Dagen har været en lang, intens oplevelse langt ud over, hvad vi i vores vildeste fantasi havde forestillet os muligt!
Hvornår smager en Tuborg bedst?
Regnen er endelig kommet! Vi tager op i kendt i terræn – op gennem skydækket og op, hvor vejret skifter fra det ene minut til det andet. Det ene øjeblik står en rygning knivskarpt, øjeblikket efter helt forsvundet.
Bjergene udspiller et fantastisk drama mellem sol og skyer, der med minutters mellemrum skifter facon, placering og farve. Oplevelsen er en anden, men fuldt ud lige så fantastisk og speciel som at køre ned af bjerget i bragende solskin.
Adrian kører kun med om formiddagen, og da vi efter frokost voterer, om vi skal tage en runde mere i regnvejr på bjerget, eller om vi skal forkæle os selv i spaområdet på hotellet, er Jesper og jeg er ikke i tvivl. Men Jakob kan høre sin cykel kalde, så det ender alligevel med, at vi liiiige tager en “lille” tur mere.
Tre en halv time senere står vi igen i dalen med de største smil på læben. Da vi senere i “Ruheraum” i spaområdet prøver at lukke øjnene for at få øje på dagens højdepunkt, rammer Jakob hovedet på sømmet ved at svare “hver gang”. Hver gang vi har afsluttet et track, hver gang vi er kommet ned over en svær teknisk passage, hver gang cyklerne parkeres i “cykelkælderen”, og hvor vi kan se tilbage på en dag, hvor vi har været i “flow” fra start til slut. HVER GANG har været den fedeste!
Kontrasternes dag
Op klokken 08.00, pakke og tjekke ud.
“Jeg troede, at det ville blive godt vejr,” mumler jeg og ser ned af mit sommerudstyr. Vejrudsigten havde meldt blå himmel, men det står ned i stænger. Adrian ligner en druknet mus, da vi møder ham ved toget op til Rothorn i 3100 meters højde. Han har kun hovedrysten tilovers for os – men indvilliger i at tage med op. Efterhånden som vi bevæger os opad, går regnen over i kraftig sne, og på toppen ligger der mere end 15 cm. Adrian studerer den lokale vejrudsigt intenst på sin telefon og fastholder – på trods af vores utålmodighed og smådrillerier – at vi skal tage en kaffe i restauranten på toppen af Rothorn og vente på, at vejret slår om.
Efter at have bidt os igennem en lokal specialitet i form af “kaffesnaps” – med langt mere snaps end kaffe – holder snestormen op, og vi kører i nedad i kontraster mellem sol, skyer, blå himmel og bjerge i alle farver, som får os til at føle os meget små og ydmyge over for naturens fantastiske kræfter.
Turen ned går via et lille spor direkte henover bjergets side. Kontrasterne er vilde. Vi kører fra snestorm ind i efterår – ikke en sjæl – de eneste bevægelser kommer fra en stor flok “bjerghjorte”, som vi nu ser for første gang – en hel flok på 15-20 stykker. Da vi rammer trægrænsen, skinner solen igen fra en skyfri himmel og vi tager den sidste tur ned ad de optimale singletracks i skoven.
Vi er de sidste gæster på hotellet, der lukker ned for sæsonen samme dag, som vi tjekker ud. Så lige et hurtigt bad, fem minutters gang til stationen, ind i toget og så hjemad!
Vi er ikke I tvivl – vi kommer tilbage.
DADS ON TOUR 
Jesper Wolthers, Jakob Helbig og Jan Eriksen kendt hinanden, siden deres børn gik til babysvømning. Den fælles interesse for eventyr bragte dem hurtigt sammen, hvilket er blevet til mange helt unikke øjeblikke, som de kan se tilbage på resten af livet. De fleste er foregået i deres “baghave” – Lyngby/Bagsværd/Hareskoven – hvor der er blevet løbet, cyklet, sejlet kajak og skøjtet rundt på alle tænkelige tidspunkter af døgnet.
I foråret 2012 satte de sig for et nyt mål: en fædretur, (“Dads On Tour”) til Zermatt, med det primære formål at sikre motivation i den daglige træning. Konceptet: “Downhill MTB”.
MTB OG MINDFULLNESS
Mindfullness, meditation og evnen til at holde fokus er tendenser som for øjeblikket vinder frem i kampen mod hverdagens stress og jag. Det var ikke ‘mindfullness’, der var overskriften på turen til Zermatt, men den kom i høj grad til at handle om mindfullness i sin yderste konsekvens. To af dem havde tidligere prøvet kræfter med meditation og vidste derfor hvor svært det kan være at fokusere i længere tid ad gangen.
Når man sidder på sin cykel i 45 graders vinkel ned af en bjergside kommer fokus helt af sig selv. Det handler om ikke at fokusere på problemerne lige nedenfor cyklen, men i stedet se på løsningsmulighederne lidt længere fremme. Fokusering på løsningen af et sving i stedet for vanskelighederne ved at komme gennem det udgør ofte forskellen på om man kommer igennem svinget.
Tekst Jan Eriksen og Jesper Wolthers Foto Jakob Helbig
