Mikie Breum har brugt knap 25 procent af sit liv på at opdage verden. Hendes eventyrlyst har taget hende forbi syv kontinenter og 80 lande, og mange af hendes rejser har været solorejser. Outdoor Training har mødt den danske eventyrer, som mener, at danskernes rejsemønstre i dag er blevet kedeligere, end de tidligere var.

Det er en ganske almindelig grå dansk efterårsdag, men kvinden, jeg har sat i stævne, er alt andet end almindelig. Hun hedder Mikie Breum og er en af Danmarks få kvindelige eventyrere. Mikie har organiseret det meste af sit liv omkring sin store passion, som er at rejse og opleve verden.

“At rejse alene giver dig maksimal frihed, og du behøver kun at gøre, hvad du selv har lyst til.”

Den rejse, jeg lige har været på, er af en langt kortere og meget kedeligere karakter; nemlig en bustur fra kontoret og ud til den københavnske forstad Herlev, hvor Mikie har bedt mig møde hende i det hjem, hun deler med sin kæreste. Bussen sætter mig af ved en haveforening, der emmer af sommerpotentiale, men for tiden henligger i en rolig efterårsdvale. Jeg erfarer dog hurtigt, at man ikke behøver at tage langt fra alfarvej for at fare vild – en haveforening i Herlev er mindst lige så stor en jungle som den i Amazonas. Men det lykkes mig dog at finde frem til Mikies røde kolonihavehus, hvor en spinkel og smilende kvinde byder mig velkommen.

Mikies eventyrlyst går langt tilbage: “Jeg har ofte fået fortalt historien om, at jeg lærte at kravle ud af barnevognen, allerede inden jeg kunne gå,” fortæller Mikie over en kop himalayate, “jeg kravlede ud og bort, men i stedet for at stoppe mig så fulgte min mor bare efter.” Det samme mod på livet præger mange af de anekdoter, som Mikie kan fortælle fra sit 44-årige lange liv og sine mange rejser. Den første store rejse tog Mikie på, da hun som 16-årig var på udveksling i Costa Rica. Her boede hun sammen med en lokal familie og lærte spansk – en sprogegenskab, der senere har været nyttig for hende på rejser til Sydamerika. Mikie kom hjem til Danmark og fuldførte gymnasiet, men der gik ikke mange år før, eventyrlysten igen trak hende udenlands. Som 19-årig student tog Mikie på sin første backpackerrejse rundt i Asien, og de oplevelser, hun gjorde sig her, skulle vise sig at inspirere hende til den livsstil, som hun dyrker i dag: “På min første backpackerrejse mødte jeg en dansk håndværker, som rejste seks måneder hver vinter og arbejdede hjemme i Danmark resten af året. Og da tænkte jeg straks, at sådan vil jeg også leve!” griner Mikie. Den drøm er i dag en realitet.

At rejse er en livsstil

img439

Mikie Breum på vej gennem en gletsjersprække i New Zealand.

Spørger man ind til omfanget af hendes rejselyst, så svarer Mikie med et konservativt bud, at hun har brugt 10 år, eller knap 25 procent af sit liv, på rejser til syv kontinenter og 80 lande. Yndlingsdestinationerne er Nepal, Tibet og Everest-trekket, men turen er også gået til Vestafrika, Papua Ny Guinea, Australien, New Zealand, Nordøstgrønland, hvor Mikie fuldførte en solovandretur fra vejrstationen Danmarkshavn, Borneo og 72 andre destinationer.

Det lille kolonihavehus i Herlev bærer da også tydeligt præg af sin ejers mange eventyr. Stuen er dekoreret med udskårne træfigurer fra Mikies mange rejser, og på væggene hænger ejerens egne malerier. Det er tydeligt at se, at Mikies eksotiske eventyr præger hendes danske hverdag, og det gælder på flere planer: “Vi har valgt at bo i en haveforening, fordi vi således kan spare på huslejen,” fortæller Mikie, “men jeg synes bestemt ikke, at vi lider nogle afsavn.”

“Som kvinde fremstår man som mere modig, end en mand ville for de samme rejseeventyr.”

Det kræver en særlig tilgang til livet ikke at kalde manglen på rindende vand for et afsavn, men ikke desto mindre er det ikke et problem for Mikie, at hendes lille hus ikke byder på sådan et luksus: “I Nepal og mange andre steder i verden er toilettet jo bare et hul i jorden,” forklarer hun, og den sammenligning tillader ingen modargumenter. De penge, som Mikie og kæresten Søren sparer på huslejen og hverdagsluksus, ryger ind på en opsparing, der er tilegnet fremtidige eventyr. “Jeg kan godt lide at kombinere længerevarende rejser af fem til ni måneders varighed med akademiske jobs. På den måde får jeg mest ud af livet. Livet leves maksimalt under rejserne og mindre, når jeg går på arbejde.”

Selvom Mikie ikke ønsker at kritisere andre menneskers måde at leve livet på, fornemmer jeg alligevel, at hun ikke kan forlige sig med en 9-17-hverdag. “Hverdagslivet kan suges ned i en sort boks, hvor hver dag let kommer til at ligne hinanden.” Noget helt andet gør sig gældende på rejserne. “90 procent af alle mine oplevelser er positive, når jeg rejser. Det er lutter fornøjelse, fritid og lystbetonede ting. Der er ingen sure pligter, ingen der bestemmer over dig. Hver dag byder på nye, spændende og overraskende oplevelser samt eventyr, og man ved aldrig, hvad dagen bringer.”

Men Mikie er ikke kun kritisk over for det danske hverdagsliv; hendes mange rejser har også lært hende at sætte pris på den. “Det er sundt at møde andre måder at tænke og leve på. Det skaber en bedre forståelse for verden og en større lyst til at dele verdens goder lidt bedre. Det er noget, der udvikler mig, og som sætter tanker i gang omkring, hvad der er det gode liv. Det får mig til at reflektere over vores samfund og verden. Jeg ser bedre vores samfund udefra på godt og ondt, dog mest godt. Og det gør, at jeg bliver taknemmelig for vores samfund og alle de muligheder, som det giver os.” For måske er det netop den rolige og overraskende normale danske base, som gør det muligt for Mikie at leve det spontane eventyrliv på sine rejser.

Naturmøder og kulturmøder

Et af de gennemgående elementer i Mikies rejser er vandring, og det er ikke uden grund: “Jeg oplever en dyb livsglæde, når jeg vandrer. Alt i mig vågner. Man lever i den grad i nuet, og det er en sorgløs tilværelse med færre bekymringer end i hverdagen.” Det er da også både naturen og mødet med andre mennesker, Mikie fremhæver, som noget af det hun sætter mest pris på under sine rejser. Ønsker man at møde nye mennesker på sine rejser, så er anbefalingen fra Mikie klar: Rejs alene! Selv foretrækker Mikie en kombination af solorejser og selskab af kæresten Søren eller en veninde, men til spørgsmålet, om hun altid har holdt af at rejse alene, er svaret “Ja.”

“Kvinder er generelt bare mindre vilde, og det tiltrækker færre at komme ud på de vilde våger.”

“At rejse alene giver dig maksimal frihed, og du behøver kun at gøre, hvad du selv har lyst til. Du kan møde mange flere lokale og andre rejsende. Og når man er alene, kommer man meget tættere på menneskerne og kulturen, der hvor man rejser, da man kan blive inviteret hjem og bo hos folk.” Derudover er det ifølge Mikie heller ikke en ulempe at være kvindelig rejsende – tværtimod.

Mikie har en evne til at se det positive ved alle de mulige problemstillinger, som jeg under vores snak i kolonihavehuset konfronterer hende med. Til spørgsmålet om, hvorvidt det kan være problematisk at rejse alene som kvinde, er hun hurtig til at fremhæve de positive aspekter: Som enlig kvinde fatter folk hurtigt sympati med dig, og du virker ikke som en trussel. Det har Mikie selv erfaret på sine rejser, blandt andet på en tur til Vestafrika. Her rejste Mikie både sammen med sin kæreste Søren, men hun tog også en solotur gennem områder, som Udenrigsministeriet ellers fraråder, at man rejser til. Her mødte hun en gruppe lokale, som var hurtige til at tilbyde hende, at de kunne følges, og det er denne type umiddelbare og ærlige møder med fremmede mennesker og kulturer, som Mikie sætter så stor pris på. Og nej, bange – det følte hun sig ikke.

“Man er mere udsat, idet man som kvinde er fysisk svagere end mænd, men man oplever også mere beskyttelse fra de lokale. Folk vil gerne hjælpe dig. Omvendt fremstår man også mere modig som kvinde, end en mand ville for de samme rejseeventyr.” Modighed er et vidt begreb, men det lader nu til at være et udmærket prædikat til Mikie, som holder af at rejse til områder, der ikke normalt besøges af andre rejsende, og som ofte kan opfattes som farefulde. “Jeg er nok ret vild i forhold til de fleste kvinder,” fortæller Mikie mig til spørgsmålet om, om hun identificerer sig selv med en bestemt type eventyrere, “jeg er sjældent bange og rejser gerne til steder, hvor der ikke er andre rejsende – og da slet ikke andre kvinder – som rejser alene.”

Kvindelig eventyrer

Vilde eventyr i lige så vilde omgivelser er noget, som vi er vant til at læse om og se på film. Men de fleste af hovedpersonerne er mænd, og det er også Mikies erfaring, at dette gør sig gældende i det virkelige eventyrliv. Men hvor bliver de så af, kvinderne? Det har Mikie også et bud på, og her bliver retorikken en smule skarpere, end hvad der tidligere er blevet lagt for dagen under vores snak: “Kvinder er jo generelt lidt mere bange og forsigtige, og de tænker mere i sikkerhed. Når kvinder får børn, styrer det deres liv, mens mænd bedre kan forstå at fortsætte med at skeje ud. En kvinde vil også let blive fordømt, hvis hun forlader mand og børn for en tid for at foretage sig noget risikabelt – det gør en mand ikke. Han er bare sej og lever sine drengerøvssider ud, og det er jo, ‘noget han skal have lov til’. Kvinder er generelt bare mindre vilde, og det tiltrækker færre at komme ud på de vilde våger.”

Selv har Mikie da også oplevet at være sat for skud for sit valg af livsstil: “Der er mange, der synes, at det er både modigt og fascinerende, den måde jeg lever på. Men andre mener, at jeg snyder ved at stå af rotteræset, ved ikke at betale så meget i skat som andre og ved ikke at få børn. Det gør mig til en egoist, selvom det er noget vås. For folk får børn af egoistiske grunde, det er jo for deres egen skyld.” Til den kritik svarer Mikie blot, at hun aldrig har sagt, at alle skal leve ligesom hende. Og så er den kritik sparket til hjørnet.

At Mikie er en kvinde og ikke en mand, det mærker hun også i receptionen af sine rejseeventyr. “Når jeg laver vilde ting, som at vandre alene i Nordøstgrønland, hvor der er isbjørne, eller når jeg blaffer i Mauretanien, som er en no go zone for vesterlændinge, så skal jeg høre for, at jeg er bindegal, småskør, naiv og dumdristig. Jeg får at vide, at jeg rejser med hovedet under armen, fordi jeg rejser til sådanne steder uden en nøje tilrettelagt plan eller en nødplan. Om en mand ville man blot sige, at han var sej og vild. Ingen ville tænke om ham, at han var dumdristig.” Det er en skam, at kvindelige eventyrere bliver mødt med den attitude, men samtidig har Mikie ikke de store ambitioner om at ændre eventyrkulturen. Ikke desto mindre er det lige præcis det, hun gør, når hun med sine mange rejser til fjerne egne af kloden viser os, at eventyrblodet kan pumpe lige så stærkt i kvinders årer, som det kan i mænds.

Nye rejsetider

Når man sidder med en af Danmarks mest berejste kvinder foran sig, så er det oplagt, at snakken falder på tidens rejsetrends og den udvikling, som teknologiens indtog i rejselivet har betydet. Det er tydeligt at mærke, at Mikie har mange erfaringer at trække på. Hvad mere er, så kan hun også siges at tilhøre den ‘gamle skole’, fordi hun foretrækker at planlægge sine rejser undervejs for derved at efterlade rum til spontanitet. Samtidig går hun ind for, at man bærer sit eget grej og gear – det gælder også på en tur så strabadserende som Everest-trekket. Det handler om de autentiske oplevelser, og derfor forsøger Mikie også at rejse efter det dogme, der hedder, at hun, så vidt det er muligt, vil rejse over land og med lokal transport.

“Jeg har altid gerne villet være med til at skabe en bedre verden, men jeg har erkendt, at jeg ikke får politisk indflydelse. Men måske jeg kan inspirere til handlinger, der arbejder for en mere ligelig fordeling af verdens goder.”

En af de observationer, Mikie har gjort sig, er, at selvom vi generelt rejser mere, så møder hun færre backpackere på sine rejser. En af Mikies egne første store rejser var med rygsæk gennem Asien efter gymnasiet, og det var her, hun blev inspireret til at gøre eventyr til en del af sin livsstil. I dag er de unge blevet magelige og mere afhængige af planlægning. Mikie påpeger også det paradoksale i, at unge danskere betaler op mod 40.000 kroner for at kunne arbejde gratis i et uland; hvorfor ikke blot donere pengene så man kunne ansætte lokal arbejdskraft? Det er, fordi vi vil opleve noget på vores rejser, men på trods af det er vi blevet langt mere afhængige af at blive taget i hånden på de store ture.

Vi gør os selv afhængige af rejseledere og planer lagt hjemmefra, og dermed giver vi afkald på frihed og spontanitet til fordel for tryghed. Det fylder også mere at have kontakt til dem derhjemme. Der er en tendens til, at man lever mindre i nuet, og det går direkte imod Mikies filosofi om at give plads til det spontane og friheden på sine rejser. “Jeg sad på et tidspunkt på et hostel i Nepal, der var ild i pejsen og en masse spændende mennesker omkring mig – men alle sad og kiggede på deres smartphones,” fortæller Mikie. “Folk bruger alt for meget tid på Facebook opdateringer frem for at tale med de lokale eller andre rejsende. Derfor taler rejsende mindre med hinanden i dag end før mobiltelefonernes og computernes fremmarch. Det er i mine øjne meget ærgerligt.”

Formidler sin passion på skrift

At rejse er at leve, sagde H.C. Andersen, og det er Mikie ganske enig i. Noget andet har hun også tilfælles med den store danske forfatter, for Mikie skriver nemlig ivrigt om sine rejser og har udgivet to rejseberetninger på bogform. “Jeg elsker at skrive og har brug for at få oplevelserne ud. Et af mine mål med at skrive om mine rejser er at få flere til at tage ud at rejse. Jeg tror, at det giver folk minder for livet, bedre livskvalitet og en bedre forståelse for verden og samtidig også en større lyst til at forbedre verden.”

Også på skrivefronten har Mikie holdt teknologien på afstand: “Folk har en større tilbøjelighed til at læse en hel bog end en hel blog,” siger hun. Det lange format kan kommunikere en hel rejseoplevelse og ikke bare et enkelt øjeblik, som en opdatering på Instagram eller Facebook gør det. Heri ligger bogformatets sande værdi. “Jeg har altid gerne villet være med til at skabe en bedre verden, men jeg har erkendt, at jeg ikke får politisk indflydelse. Måske jeg kan bidrage, hvis jeg inspirerer nogle til at springe af rottehjulet og drage på langfart for herigennem at få et bedre liv og en bedre forståelse for verden. Måske jeg samtidig kan inspirere til handlinger, der arbejder for en mere ligelig fordeling af verdens goder.”

På trods af den teknologiske og rejsetekniske udvikling, så eksisterer der stadig eventyrere af den gamle skole. De kommer i alle mulige former og størrelser, og i et kolonihavehus i Herlev finder man en af Danmarks mest berejste kvinder, som allerede tænker på sin næste lange tur. Denne gang går planen på at arbejde igennem de næste fem til seks år for derefter helt at kunne pensionere den danske hverdag og hellige sig rejselivet på fuld tid.

OM MIKIE BREUM img458

  • Navn: Mikie Pil Cornelia Breum.
  • Fødselsår: 1971.
  • Baggrund: Uddannet cand.scient.adm. og forfatter til rejseberetninger.
  • Civilstatus: Kæreste med Søren på niende år.
  • Yndlingsdestinationer: Nepal, Tibet, New Zealand, USA og Argentina – på grund af mulighederne for outdoorliv, naturoplevelser og vandring i smukke omgivelser.

Tekst: Josephine Lykke Fritzbøger. Fotos: Mikie Breum

Artiklen er fra Outdoor Training #13