Når enden er god, er alting godt. Eller er det? For Josefine blev euforien over en sejr på cyklen kort efter erstattet af mismod og tomhed, også kendt som post-race blues. For hvad gør man, når målet er nået, projektet afsluttet og man skal tilbage til hverdagen?

I sportsverdenen kaldes det ‘postrace- blues’. Det betegner en tungsindighed, som kan ramme efter en stor sportslig præstation. Der er blevet trænet intensivt i mange måneder, og pludselig er det slut. Man står tilbage med en tomhed, en træthed og et dystert sind, til trods for, at man netop har udført sit livs præstation.

Jeg havde godt hørt om det; det dårlige humør, den depressive stemning og følelsen af antiklimaks, som kommer ‘post-race’. Men som med så meget andet, så overrasker det alligevel, når man pludselig rent faktisk selv står i det. Det føles som om, man aldrig bliver den samme igen, at tungsindigheden aldrig forsvinder og for mit vedkommende; at jeg aldrig ville få lyst til at cykle igen!

De første restitutionsdage blev kun brugt på at spise. Bogstaveligt talt! Det startede, da jeg klokken 4 om morgenen måtte tømme mit køleskab for skyr og bananer

Eufori lever (ikke) længe
I juli i år gennemførte jeg det traditionsrige cykelløb Gran Fondo La Marmotte i Alperne med en rute på 174 kilometer og mere end 5.180 højdemeter. I stegende hede, vel at mærke. I de første par timer efter at have passeret målstregen var jeg glad, lettet, overvældet og meget, meget træt. Jeg havde kæmpet for sejr ikke bare på selve dagen, men i flere måneder op til løbet. Der var lagt mange timer i projektet, både mentalt og fysisk, så da målet var nået, blev jeg ramt af en følelse af eufori, succes og ikke mindst sejr. Det er en helt vildt tilfredsstillende følelse at stå der på toppen af Alpe d’Huez og råbe: “Jeg gjorde det sku!”.

Men hvad så post-race? Når den euforiske følelse af sejr bliver erstattet af virkeligheden og hverdagen. For det gør den altså på et tidspunkt, desværre. For mit vedkommende vendte jeg hjem til Danmark efter mit eventyr i alperne med en følelse af, at jeg kunne klare alt. Jeg var enormt frisk til trods for, at jeg totalt set ikke havde fået mange timers søvn efter løbet (fordi en post-race-krop kan være en urolig krop!). Musklerne var ømme, men det bragte kun smil på læberne at mærke kroppen gøre værker, fordi det var med til at minde mig om, hvad jeg havde præsteret, og at det hele ikke bare havde været en drøm. Enhver, der spurgte til, hvordan mit løb var gået, fik et henrykt “det gik godt!” og et kæmpe stort smil med på vejen.

Sult og dovenskab
Image-062De første restitutionsdage blev kun brugt på at spise. Bogstaveligt talt! Det startede, da jeg klokken 4 om morgenen måtte tømme mit køleskab for skyr og bananer. Til morgenmaden tre timer senere var jeg stadig lige så sulten, og da jeg ved middagstid havde spist mere, end jeg normalt gør på en hel dag, sagde mit hoved til mig, at ‘nu måtte jeg da være mæt’, hvorefter jeg spise tre skiver rugbrød mere. Jeg fandt mig selv spise uendelige mængder mad – inklusiv mad, jeg ellers aldrig spiser. Popcorn for eksempel – det var hurtige kulhydrater, fedt og salt samlet i ét, så ned røg de.

Da jeg efter to dage med mad hvert femte minut endelig fik fornemmelsen af, at jeg faktisk havde en bund, kom trætheden og ramte mig som en mur. Det var den uendelige træthed, som skulle vise sig at forfølge mig det næste lange stykke tid. Det var ikke den typiske træthedsfornemmelse, der normalt kommer, i fald man ikke har sovet nok. Det var nærmere følelsen af ugidelighed og uendeligt dovenskab, træthed fysisk såvel som mentalt.

Mentalt var jeg dybt frustreret over min manglende lyst til aktivitet. Dovenskab er ikke en af mine karakteristika normalt, og pludselig var jeg den mest dovne udgave af mig selv nogensinde

I flere måneder havde jeg haft lyst til at cykle så meget som muligt, hele tiden, altid. Men den lyst var forsvundet som dug for solen. Sammen med cykellysten var også glæden ved at bevæge sig forsvundet. Jeg havde ikke lyst til at træne overhovedet, hverken løb, cykling, styrketræning eller yoga havde jeg lyst til.

Derudover fik jeg følelsen af, at mange hverdagsaktiviteter, som jeg ellers aldrig stiller spørgsmålstegn ved, pludselig virkede ‘alt for aktive’. At cykle ind til byen orkede jeg ikke, trappen blev erstattet af elevatoren, så snart jeg havde muligheden, og en gåtur i parken blev erstattet af en lang pause på bænken. Jeg gad ikke! Jeg gad ikke noget faktisk. Mest af alt havde jeg lyst til at sidde på min sofa og se dårligt tv.

Mæt på alle fronter
Mentalt var jeg dybt frustreret over min manglende lyst til aktivitet. Dovenskab er ikke en af mine karakteristika normalt, og pludselig var jeg den mest dovne udgave af mig selv nogensinde. Samtidig havde jeg ironisk nok fået en masse tid tilovers i min hverdag, som jeg nu ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle gøre med. I juni havde jeg cyklet op til flere timer dagligt, og nu hverken behøvede eller gad jeg at sætte mig op på racercyklen. Bare tanken var ulidelig. Efter et par dages restitution tilbage i Danmark var jeg dog ikke øm i musklerne mere. Jeg havde restitueret nok til, at jeg rent fysisk sagtens kunne have taget en lang cykeltur. Men mentalt var jeg langt fra klar – jeg var mæt på al form for aktivitet.

Lysten til at bevæge sig og være aktiv er blevet en kæmpe stor del af min identitet. Og nu var den væk

Efter ti dage nåede jeg til et punkt, hvor alt i mit hoved sagde mig, at nu var det altså tid til at træne igen. Overbevist om at jeg bare skulle op på hesten igen, og så ville lysten til at træne automatisk vende tilbage, pakkede jeg min sportstaske og tog over i fitnesscentreret og klædte om. Men jeg nåede aldrig ind i træningssalen, før jeg havde taget mit hverdagstøj på igen og forladt fitness uden så meget som at have løftet en enkelt vægt. Frustreret og fanget i en tilstand, der var mig helt ukendt, tænkte jeg meget på, om jeg dog nogensinde ville få lyst til at træne igen? Det der frustrerede mig allermest var, at jeg ikke kunne kende mig selv. Hvem var den her Josefine, som pludselig ikke gad at cykle, tage trapperne og i det hele taget leve et aktivt liv. Så længe jeg kan huske, har jeg lavet noget aktivt hver evig eneste dag. Om det så var en løbetur, en times yoga eller bare en gåtur, så er dét at bevæge sig og være aktiv en kæmpe stor del af min identitet efterhånden. Og nu var den væk!

Tungsindigheden dominerer
Post-race blues er faktisk ret normalt og rammer mange sportsfolk efter en stor præstation. Det har jeg fundet ud af efterfølgende. Faktorerne, der spiller ind, er intensitet, træningsmængden op til, omfanget af præstationen og den efterfølgende fysiske samt mentale udmattelse. Jeg kunne sætte kryds ud for alle parametrene og nikke genkendende til alle ‘symptomerne’. Tungsind, udmattelse, ugidelighed, frustration og afmagt.

I flere måneder havde jeg været opslugt af én ting, ét mål; La Marmotte. Og da det så var ovre, målstregen var nået, projektet afsluttet, hvad gør man så? Man efterlades med et mærkeligt tomrum, som man ikke havde, da man startede. Dertil kommer, at man efter en stor sportslig præstation føler sig fuldstændig usårlig og høj som aldrig før, hvilket dog bare gør kontrasten mellem race og post-race tilstanden endnu mere markant.

Accepter dovenskaben
Det er svært at forklare, præcis hvordan post-race blues føles. Når man står i det, så føler man frustration, sorg og magtesløshed. Sådan havde jeg det i hvert fald. Jeg havde enormt svært ved at acceptere, at min krop havde sagt stop, at den for alvor var træt og ‘mæt’ på at præstere. Set i retrospektiv skulle jeg måske bare have accepteret, at det var nu engang sådan, jeg havde det, og så bare tålmodigt have ventet på, at lysten ville vende tilbage. For det gjorde den jo. Langsomt.

Efter fjorten dage fik jeg pludselig en morgen lyst til at løbe en tur i skoven, og det gjorde jeg så, og det gik fint. Dagen efter tog jeg til yoga, og langsomt begyndte dovenskaben og ugideligheden at forlade min krop, trætheden var på retur, og den Josefine jeg kendte så godt var langsomt ved at komme tilbage til udgangspunktet.

Jeg satte mig et mål, og jeg gjorde det! Nu tænker jeg bare på, hvad min næste udfordring mon skal være. Der er en verden af muligheder!

Racercyklen fik dog lov til at stå i hjørnet af mit værelse i et godt stykke tid. Pedalerne hang stadig i en pose ved siden af, og lysten til at cykle havde, efter godt en måneds pause, stadig ikke meldt sin ankomst. Når jeg tænker tilbage på det nu, så skyldtes det måske mest af alt en mental manifestering overfor mig selv. En manifestering af, at jeg nu faktisk havde friheden til at lade være med at cykle, der var intet træningspres længere.

Og da jeg så efter et par uger havde bevist overfor mig selv, at jeg faktisk kunne lade den stå, ja så begyndte landevejene at kalde på mig igen. Da august meldte sin ankomst, var jeg tilbage, smilende hele vejen op af strandvejen. Post-race blues er frustrerende, irriterende og en meget mærkelig tilstand, der næsten føles som en sygdom. Men sygdommen forsvinder igen. Den skal bare have tid. Og mine post-race tanker er nu ikke længere tungsindige eller depressive, men er i stedet blevet vendt til stolthed og et højt løftet bryst. Jeg satte mig et mål, og jeg gjorde det! Nu tænker jeg bare på, hvad min næste udfordring mon skal være. Der er en verden af muligheder!

Tekst Josefine Grunnet