Har du mod på at sove i skoven, sejle i kajak på havet eller gå på jagt efter dyr i byens natur? Så vær med i UDfordringen, der hver uge i maj sender dig ud på nye udfordringer i vores vilde og vidunderlige natur.

Fem lørdage fra den 8. maj genudsender DR sidste års seersucces Vilde Vidunderlige Danmark. Efter hvert program får du en udfordring, der sender dig ud på oplevelse i den natur, du lige har set på TV. For når programmet slutter, tager DR-vært Sofie Østergaard på udfordring ude i naturen – og hun inviterer alle danskerne med.

“UDfordringen21 skal vise danskerne nogle af alle de sjove og spændende eller bare dejlige oplevelser, man kan få i vores natur. Vi håber, at konkurrencen får mange til at kaste sig ud i nye aktiviteter. Og at de giver udfordringen videre til venner og familie, så de også får fælles oplevelser,” siger Winni Grosbøll, direktør i Friluftsrådet.

Man tilmelder sig med sin e-mailadresse. I de fem uger, hvor konkurrencen løber, får man hver uge udfordringen sendt direkte til indbakken. Når man har taget en udfordring, kan man dele et billede af den på voresnatur.nu. Så er man med i ugentlige lodtrækninger om outdoorpræmier.

Noget for små, store, vilde og stille

Alle kan være med i konkurrencen. Hver uge er der tre nye udfordringer i den type natur, man lige er kommet helt tæt på i DR-serien “Vilde, vidunderlige Danmark”. Og der er udfordringer på alle niveauer. Så både børnefamilier, dem der vil have sved på panden, eller er til stille skovture og solnedgang kan være med. Og man bestemmer selv, hvor mange udfordringer man vil tage.

“Jo flere udfordringer man tager, jo større chance for at vinde – og jo flere fantastiske friluftsoplevelser får man med hjem. Og det er jo det, der er hele ideen med det. Nogle gange mangler man bare lige en særlig anledning eller et kærligt puf for at komme ud i naturen. Og det giver UDfordringen,” siger Winni Grosbøll, der også selv tager en af udfordringerne i skoven den første uge. Men om det bliver at klatre i træer, tage på picnic eller sove ude i skoven, vil hun endnu ikke afsløre.

FAKTA

Man tilmelder sig med sin e-mailadresse på voresnatur.nu og bestemmer selv, hvor mange udfordringer man tager i de fem uger.
UDfordringen løber fra 8. maj til 8. juni. Der trækkes en vinder hver uge og en hovedpræmie til sidst blandt alle, der har deltaget i UDfordringen.