Den engelske fotograf Levon Biss har tålmodigt komponeret enestående smukke fotografier af insekters ellers usynlige detaljer.

Fotoudstillingen “Microsculpture” viser insekter, som du aldrig har set dem før. Når et insekt fotograferes gennem et mikroskop, kan der kun stilles skarpt på en meget lille del af dyret. Men er man tålmodig og dedikeret, som den britiske fotograf Levon Biss, kan flere tusinde af sådanne mikroskop-billeder samles til ét fotografi, hvor hele insektets krop er i knivskarpt fokus. Hvert af de 30 kæmpestore insektportrætter i Microsculpture er således skabt ud fra ca. 8.000 individuelle fotografier. Kombineret med en præcis og ofte individuel belysning af hvert enkelt billede, giver det et helt unikt indblik i insekters kompleksitet og skjulte skønhed.

Vi bliver let fascineret, når et lille, ukendt insekt lander på terrassebordet en varm sommerdag. Dyrets former og farver er iøjnefaldende, men vi fornemmer samtidig en detaljerigdom, der er skjult for os. Normalt kræver det et optisk mikroskop for rigtigt at opleve et insekts fine og komplekse kropsstruktur, men nu giver fotoudstillingen “Microsculpture – insektportrætter af Levon Biss” os alle mulighed for at komme helt tæt på og blive opslugt af det, der ellers er skjult for det blotte øje.

De største af Levons portrætter måler to gange tre meter og zoomer ind på selv de bittesmå hår, der gør nogle insekter i stand til at gribe fat i glatte overflader, bære pollen eller fornemme bevægelser. Hos andre insekter ser vi skæl, der bryder lyset i alle regnbuens farver.

Fra afstresning til udstilling
For et par år siden, udmattet af det hektiske pres som portrætfotograf, søgte Levon Biss efter en måde at slappe af på. Hans søn Sebastian, der dengang var seks år, fandt svaret i deres baghave; små insekter, som de begyndte at fotografere. Gradvist udviklede og forfinede Levon sine fotografiske teknikker, så han til sidst endte op med en række ekstremt detaljerede insektportrætter. Da baghaven løb tør for interessante motiver, sendte Levon en e-mail med et par billeder til Oxford University Museum of Natural History for at høre, om de kunne hjælpe.

Museet i Oxford er bl.a. kendt for sin samling af insekter med mere end fem millioner eksemplarer fra hele verden. Museets insektforskere blev straks betaget af Levons billeder, og det blev begyndelsen på fotoudstillingen “Microsculpture”, der nu for første gang kan opleves i Danmark.

Motiverne i Microsculpture stammer alle fra samlingen i Oxford, og hvert insektportræt er skabt ud fra ca. 8.000 individuelle fotografier. De fleste insekter blev fotograferet i ca. 30 sektioner. For hver sektion brugte Levon Biss omhyggeligt dirigeret flash-lys for at fremhæve strukturerne på den pågældende del af dyrets krop. Han fortsatte på denne måde, indtil hele insektets overflade var fotograferet. Hvert insektportræt tog omkring tre uger at skyde, bearbejde og finpudse.

Det imponerende resultat kunne opleves i en særudstilling på Geologisk Museum i København.