Bjerg og hav mødes ved den norske øgruppe Lofoten. Den unikke kombination byder på outdooroplevelser ud over det sædvanlige, og vi har været med på en tur, der kombinerer sejlads med skiløb. Hent inspiration til dit næste nordiske eventyr i de stemningsfyldte billeder fra turen.
LOFOTEN
Den norske øgruppe, Lofoten, ligger i det nordlige Atlanterhav. Den varme Golfstrøm, som vi også nyder godt af i Danmark, betyder også at Lofotens klima er mildere end andre af verdens områder på de samme breddegrader.
Hovederhvervet i området er fiskeri, men det er i stigende grad også blevet en populær destination for naturhungrende turister. Noget af det som kendetegner Lofoten, er nemlig den smukke og unikke natur, som området har at byde på. Her finder man både høje bjergtinder, fjelde, hav og strande og idylliske små byer. For en outdoornørd betyder det også, at man nærmest bogstaveligt talt kan stå på ski ned ad bjerget og hoppe direkte om bord på en fiskekutter. Og det er helt unikt for Lofoten.
KONCEPTET
Netop på grund af områdets barske og unikke natur er det muligt at tage på en utraditionel rejse til Lofoten. Outdoor Training deltog på en “Ski and Sail”-tur. Det betød, at vi både stod på ski og sejlede i havet omkring øgruppen. Der er 7-10 deltagere på en sådan tur, og man overnatter på båden, hvor en kok sørger for at servere lækker mad tre gange om dagen. Men der er også rig mulighed for selv at bidrage til skibets drift! Således lærer du en masse nyt om sejlads, og det uanset om du er helt grøn eller en garvet søulk. Hver morgen vågner du op i en ny havn med nye bjergsider, du kan stå på ski på. Og fordi du rejser rundt med båd, er det muligt at tilpasse turens rute alt efter, hvor forholdene for skiløb er bedst. Samtidig er der mulighed for at fange nogle imponerende fisk, og derfor er Lofoten et oplagt rejsemål for outdoorentusiaster, der har svært ved at begrænse sig.
PROGRAM
- DAG 1: Turen startede i Svolvær, hvorefter vi sejlede ind i Austnesfjorden.
- DAG 2: Ski i Austnesfjorden. Fangede fisk til frokost og fortsatte mod Trollfjorden om eftermiddagen.
- DAG 3: Hike op ad Trollheimen og overnattede i hytte.
- DAG 4: Ski i Trollheimen. Sejlede mod Raftsundet.
- DAG 5: Ski i Raftsundet. Tog tilbage til Svolvær om aftenen.
- DAG 6: En dag i Svolvær samt Lofoten.
NORDLYS
Lofoten ligger i det nordlige Norge på den 67. og 68. breddegrad, og om sommeren kan man derfor ro kajak i midnatssolens skær. Områdets nordlige placering giver dig gode muligheder for at opleve nordlys, og det var lige netop, hvad Outdoor Training gjorde. Og har du selv oplevet nordlys vil du vide, at intet kamera kan gøre det retfærdighed. Det sene efterår, vinteren og tidlige forår giver dig de bedste muligheder for at spotte nordlys.
ÅRSTIDEN
Vi besøgte Lofoten i april. I Danmark er det en måned, der byder på grønne knopper på træerne og erantisser i skovbunden, men på denne tid af året er foråret, som vi kender det, endnu ikke kommet til det nordlige Norge. Derfor var der både sne i luften og på jorden, da vi besøgte Lofoten. Til gengæld er man allerede godt på vej mod de lyse tider i april, hvorfor solen bliver oppe længe, og du kan udnytte tiden udenfor optimalt.
OM REJSEN
Vi var inviteret med på turen til Lofoten af Innovasjon Norge. Man kan både flyve og køre til Lofoten, som er forbundet med fastlandet via en vej, og fra Oslo kører der tog til Bodø.
Links:
www.innovasjonnorge.no
sailnorway.com
northernplayground.no
Tekst Tommy Braghersen Fotos Sailnorway.com