Kvindernes æra inden for friluftsliv og outdoor-eventyr er først lige startet, og der er stadig mange barrierer, som skal brydes. Den nye bogudgivelse “Jenter på eventyr” har til formål at inspirere piger og kvinder til at tage en veninde under armen og begive sig ud i naturen. Og Danmark har masser at byde på!
“Jenter på eventyr” udspringer fra et både fysisk og online fællesskab af samme navn med mere end 7.000 følgere på Instagram. Forfatterne, Tine Ewé Jensen og Nikoline Skaarup, er drevet af en passion for naturen, som de har fundet ud af, at de deler med rigtig mange piger og kvinder i Danmark. Derfor har fællesskabet været enormt givende for de kvindelige naturelskere.
Når kvinder følger naturens kald
Naturen er et frirum og et safe space, hvor ingen dømmer hinanden. I “Jenter på eventyr” er de derimod bare sammen om at bruge naturen på præcis den måde, de har lyst til. Bogudgivelsen falder præcist på platformens 3-års fødselsdag.
“Er du så spejder?” er et spørgsmål, de skønne friluftsjenter hyppigt møder, når de fortæller omverdenen om deres ageren i naturen. Et spørgsmål, som mændene ikke nødvendigvis møder lige så ofte. Det skyldes en skæv balance i diversitet og repræsentation, hvor der ikke ses et friluftsliv i vater mellem mandlige og kvindelige eventyrere. Alle kan være interesseret i naturen uden at være én bestemt type. Og det vil Jenterne vise dig, uanset om det er til fiskeri, kano eller snobrød på bålet.
5 MYTER “JENTER PÅ EVENTYR” VIL AFLIVE
- At du enten er bypige eller spejder – der er intet derimellem
- At der er en “rigtig” og “forkert” måde at bruge naturen på
- At mænd er mere egnede til at være i naturen end kvinderne
- At det kræver alt muligt dyrt og fancy udstyr at tage på eventyr
- At Danmark ikke har muligheder for gode naturoplevelser
Dejlige Danmark
Hvis man søger de store fantastiske naturoplevelser, skal man ikke nødvendigvis lige så langt som man tror. Danmark er nemlig rig på masser af skønne områder og aktiviteter. I bogen kan man tage med på Tine og Nikolines rejse rundt i Danmark og lade sig inspirere af deres eventyr i naturen med andre outdoor-kvinder. Man kommer tæt på en række andre piger, som hver især fortæller om deres forhold til naturen. Læseren bliver taget under armen ind i de aktiviteter, som pigerne selv dyrker. Der er masser af gode steder og råd hertil, hvad end man befinder sig på Bornholm, Sjælland, Fyn, Jylland eller i hovedstaden.
Tine og Nikoline kommer fra to forskellige baggrunde. Tine har haft sin barndom i Norge, hvor alle bruger naturen på sine egne præmisser og ikke stiller spørgsmålstegn til, hvem man er. Nikoline er derimod født og opvokset i Danmark. Hun har i højere grad følt, at hun skulle forsvare, at hun elsker bylivet, men også finder glæde ved naturoplevelser.
Om forfatterne
Tine Ewé Jensen stiftede tilbage i 2018 fællesskabet Jenter på eventyr med det formål at få flere piger og kvinder ud i naturen. Tine er uddannet i Kommunikation og performance-design fra Roskilde universitet, og arbejder til dagligt som projektleder med speciale i frivillighed.
Nikoline Skaarup er uddannet i Filosofi & videnskabsteori og kommunikation fra Roskilde Universitet og arbejder til dagligt med kommunikation, PR, markedsføring og journalistik i den danske musikbranche.
Nu har de sammen skrevet bogen om deres fælles passion for outdooroplevelser.