Den årlige skiferie kan hurtigt blive en dyr fornøjelse, men det behøver den ikke at være. Outdoor Training har bevæget sig uden for alperne og undersøgt skiløbet SAMT prislejet i Tjekkiets andet største skisportssted Klínovec.

img977Tjekkiet tiltrækker normalt ikke mange skiglade danskere, men det satser Klínovec ved den tjekkisk-tyske grænse på at ændre. Og selvom man er vant til alpernes store udbud af pister, tager man ikke skuffet hjem fra et besøg i det noget mindre Klínovec. Få dage inden Outdoor Training satte skiene i tjekkisk sne, var der netop faldet en pæn mængde af det. Det betød, at stemningen i byen Klínovec var høj, og både pister og lifte var fulde af tjekkere, der straks søgte til bjergene, da de hørte om et godt snefald. Størstedelen af områdets skigæster lod også til at være tjekkere, men der er bestemt også noget at komme efter for os danskere.

Budgetvenlige priser
img980
Vi fløj til Prag, hvorfra der kun er 130 kilometer til Klínovec. I denne omgang blev det ikke til sightseeing i den tjekkiske hovedstad, men har man tiden til det, er det oplagt at kombinere skiferien med et par dage i storbyen. Vi var dog hurtigt på vej mod bjergene og sneen, og da det blev tid til at få fat i vores liftkort, blev vi behageligt overrasket: For under 500 kroner får man frit lejde til at boltre sig i tre dage på de 33 kilometer pister, som Klínovec tilbyder sammen med den tyske søsterby Fichtelberg. Dagene kan man se frem til at afslutte med en fadøl eller to til 10 kroner stykket og ikke mindst en solid tjekkisk middag til 60 kroner. Der kan ikke herske tvivl om, at prislejet i Tjekkiet er noget lavere end på de fleste af Europas andre skidestinationer. Det betyder, at området egner sig godt til dem, der ønsker at holde skiferie på budget.

Det interregionale skiområde Fichtelberg-Klínovec byder ikke på de største udfordringer for den erfarne skiløber, men der er rigeligt med variation til, at man let kan tilbringe en forlænget weekend med at lave spor i den tjekkiske og tyske sne. Er man til langrend, så er mulighederne herfor også rigtig gode. Man skal blot bevæge sig over grænsen til Fichtelberg, hvor man finder 75 kilometer præparerede langrendspister. Der var ikke langrend på programmet, da Outdoor Training var på besøg, men rygtet på hotellet gik på, at forholdene er udsøgte.

Store forandringer for et lille skiområde
Sæsonen 2014/15 varslede store forandringer for Tjekkiets andet største skisportssted. Året var det første efter, at der er blevet indgået samarbejde med Fichtelberg. Det medfører, at hvis du køber et liftkort for mere end én dag, vil det automatisk gælde for begge områder. Det er en stor fordel, for alene er både Klínovec og Fichtelberg relativt små skiområder. Sammen udgør de dog et stærkt alternativ til for eksempel en skiweekend i et af vores nordiske nabolande.

img975Med nye lifter, ny rød piste og nyt tysk-tjekkisk samarbejde overraskede det ikke, at der var mere tryk på end i tidligere sæsoner. Outdoor Training talte med den ansvarlige for skisport i Klínovec, Martin Písa, som kunne fortælle, at der på grund af det gode vejr og nye tiltag var usædvanligt travlt, da vi var på besøg. Der var dog stadig god plads på pisterne, og da vi søgte hen mod de ældre lifte, kunne vi køre direkte ind og sætte os til rette de fleste gange. Selvom man i Klínovec er ambitiøse, så håber Martin dog på, at presset vil dale lidt, så alle gæster får det maksimale ud af deres tid på bjerget.

“Sammen udgør Klínovec og Fichtelberg et stærkt alternativ til en skiweekend i et af vores nordiske nabolande.”

img985Fra toppen af Klínovec kører der hver time en gratis shuttlebus tur-retur til Fichtelberg. Turen tager 15 minutter i en bus, der fremstår lettere rustik. Til gengæld går du også bare om bord med dine ski under armen og sne under støvlerne. Hidtil har området kun sjældent været besøgt af andre end tjekkerne selv samt deres tyske naboer, men med opførelsen af to nye stolelifter og anlæggelsen af en ny rød piste håber folkene bag InterSkiregion Fichtelberg – Klínovec på at tiltrække flere gæster fra Danmark og Holland, som ikke selv har bjerge i baghaven. Områdets stærkeste tiltrækningskraft for danske sneentusiaster er dog det forbløffende lave tjekkiske prisleje. Her kan du virkelig komme på ski på budget. Et familieliftkort, der gælder for to voksne og to børn i tre dage, kan klares til lige under 1.500 kroner, frokost på bjerget må du slippe 30 kroner for, og de famøse billige fadøl kommer sjældent op over 10 kroner. Og så producerer de forresten fremragende øl i Tjekkiet, hvorfra også pilsneren stammer.

Massage, spa og radioaktivt vand
img982
Klínovec ligger godt to kilometer fra byen Jáchymov, der i sin storhedstid i middelalderen var landets næststørste by. Siden da er byen skumpet en del, men byder stadig på massere af indlogeringsmuligheder. Man skal dog ikke forvente den klassiske skihytte eller –lejlighed. I Jáchymov har man været vant til en anden type gæster, som kom for byens berømte og helende, radioaktive spabehandlinger. Det radioaktive vand hentes fra bjergenes indre, og de tiltrækker horder af tyske pensionister, som man må dele hotellerne med. Er man mere til en almindelig massage efter en dag på bjerget, kan det også klares for få penge. Vores tjekkiske guide Tomas forsikrede os desuden om, at radioaktiviteten er stærkt begrænset, og at vandet i hanerne er ganske almindeligt.

Er man interesseret i at supplere skiløbet med lokal sightseeing, kan et besøg i den lokale mine, som stammer tilbage fra 1600-tallet, varmt anbefales.

“Skal skiferien gå til Klínovec skal man indstille sig på en anden type skiferie end den vante til Alperne.”

Hver uge er der rundvisning for 10 gæster, og Outdoor Trainings udsendte fandt sig selv som en af de heldige, der blev sendt 500 meter ned i undergrunden i en rusten elevator. Bekymringerne forsvinder dog hurtigt, når den lokale minearbejder på et gebrokkent miks af tjekkisk, tysk og engelsk begynder at berette om minens historie og drift – en historie, som er ret medrivende. Det var således en oplevelse, der fik en eventyrers hjerte til at banke ekstra hårdt. Outdoor Training er dog af den mening, at tiden i de tjekkiske bjerge bedst tilbringes med ski eller board under fødderne, og her viser området sig da også fra sin kønneste side. Vi havde tre dage på ski, men kunne let have brugt flere ved at udvide turen med et par dage på langrend.

Skal skiferien gå til Klínovec skal man indstille sig på en anden type skiferie end den vante i Alperne. Området er mindre, skituristerne færre og pensionisterne flere. Tripadvisor kan ikke hjælpe dig med at finde en god restaurant, og menukortet er sjældent på andet end tjekkisk – til gengæld er portionerne store. Søger du afterski, så ender du på den lokale bodega med en uhørt billig, men god, fadøl i hånden. Samtidig skal du ikke have det store bundt penge med, for alt fra liftkort til skileje er langt billigere, end hvad man finder de fleste andre steder i Europa og Skandinavien. Samtidig er der god mulighed for at få stillet sin eventyrlyst og gå på opdagelse i områdets radioaktive fortid.

INTERSKIREGION FICHTELBERG-KLÍNOVEC img987

  • Et samarbejde mellem Klínovec i Tjekkiet of Fichtelberg i Tyskland.
  • Ligger på grænsen mellem tyske Sachsen og tjekkiske Böhmen i bjergkæden Erzgebirge.
  • 16 lifte.
  • 33 kilometer piste.
  • 12 markerede piste: 6 blå, 4 røde og 1 sort.
  • Læs mere på www.klinovec.cz

Tekst Josephine Lykke Fritzbøger

Artiklen er fra Outdoor Training #12  (link here)