Sofie Kyed tog forbi Blocs&Walls for at få et begynder-crashcourse i klatring. Det blev en oplevelse, der fik hjertet helt op i halsen og gav ubrugelige arme dagen efter – men vigtigst af alt en glæde ved at rykke sine egne grænser.

Klatrere bliver af og til set som ualmindeligt afgrunde under sig. Men inden for de seneste år er der sket et skifte. Nu har almindelige danskere også taget sporten til sig. I et lille, fladt land som Danmark er der desværre begrænsede muligheder for klatring i naturen, medmindre man tager et smut til Kullen i Sverige. Men inden for de seneste år er der kommet en række nye tiltag, som f.eks. åbningen af Blocs&Walls i september 2013, som er Nordens største indendørs klatrehal med hele 2.200 m2 veltrænede mennesker, der har en snært af et dødsønske gemt i sig. Som nogle, der bruger klatrevægge for at træne, før de begiver sig ud i bjergene på de skarpe klipper med de dybe klatrevæg. Der tog jeg et smut forbi for at blive indviet i klatreuniverset.

“Danmarks fedeste kontor”
Da jeg ankommer til de gamle B&W bygninger på Refshaleøen, møder jeg Esben Seir. Han sidder i den ene ende af caféen ved et skrivebord og kigger ud over den enorme klatrehal.

Klatring er en skills sport. Det kræver teknik, og den vigtigste muskel i klatring er din hjerne.
Esben Seir

“Jeg har Danmarks fedeste kontor,” slår han fast og kigger ud over sin livsdrøm. Foran sig har han et anlæg, hvorfra han styrer musikken, der strømmer ud af højtalerne i hele hallen og sin computer, hvor meget af hans arbejde bliver udført. Han er Sport og Event Manager i hallen og står for den daglige drift. “Jeg finder instruktører, uddanner instruktører, afholder DM, opsætter ruter og så springer jeg til, hvis der mangler en instruktør. Jeg er skraldespanden,” fortæller han med et smil. Han har været med fra start. Ved siden af sit arbejde har han taget en coach uddannelse og en mental coach uddannelse. Ifølge ham er klatring en gave til sindet. Mens han finder sko frem til mig, snakker han i en lind strøm om, hvor mentalt gavnligt klatring er. Det er første gang, jeg er i en decideret klatrehal, hidtil har jeg kun prøvet at klatre på mindre klatrevægge i diverse institutioner og til events. Umiddelbart har jeg ikke oplevet nogen mental berigelse ved de oplevelser. Men efter en formiddag med Esben er jeg alligevel overbevist.

Stedet, hvor du skal tage ansvar
“Jeg går ikke til klatring, jeg er klatrer,” slår Esben hurtigt fast, da vi bevæger os ned mod de uendelige klatrevæggene denne tirsdag formiddag. Ud over os er her en skoleklasse, hvor børnene frit leger på de forskellige bouldering-opsætninger, som er de vægge, hvor man ikke behøver seler, men frit kan eksperimentere og prøve sig frem. Flere af børnene stryger legende mod toppen, andre er mere bange og skal have rådgivning. Når de ikke klatrer, leger de på madrasserne og hepper på hinanden. Der er ingen låge ind til Blocs&Walls – alle kan komme ind direkte fra gaden uden at skulle vise billet. Flere har spurgt Esben, hvordan han kan være sikker på, at folk betaler. “Det kan jeg ikke,” lyder hans klare svar. Men han tror på, at dem der kommer tager ansvar og støtter op i stedet for at udnytte systemet. “Desto flere regler, desto mere passive bliver vi, og desto mindre ansvar tager vi. I klatring er du nødt til at tage ansvar. Når du hænger deroppe, er du alene, så kan fællesskabet ikke løfte dig,” siger han.

Klatring er en leg
Før vi nærmer os nogen form for klatrevæg, skal vi varme op. Som i alle andre sportsgrene, skal kroppen være klar. “Da jeg begyndte at opvarme, grinte folk af mig. Men nu er det noget, de fleste praktiserer,” siger han. Kroppen bliver udsat for et stor pres, uden man nødvendigvis lægger mærke til det. Derfor skal den være varm og klar til at præstere. Herefter ifører jeg mig de minimale klatresko, jeg har fået udleveret. De er så små, at de krummer tæerne sammen. Det skal gøre det nemmere for mine fødder at gribe fast om de små greb. Vi skal først stifte bekendtskab med klatring via de grønne bouldering-baner. Bouldering kræver ingen sikkerhedsseler, de er ikke højere end 3 meter, og der er tykke madrasser under. “Før var der meget fokus på sikkerhed, men i dag er der meget mere fokus på, at det skal være sjovt. Det er en leg. Klatring er ikke farligt, man kan slå sig, men der er meget lille risiko for at blive skadet,” fortæller Esben. Og det er vigtigt at huske, når man begiver sig op ad væggen. Selvom man ikke kan komme til skade, kan 3 meter alligevel føles som højt, når man kigger ned fra toppen.
Systemet er bygget op, så man kan bruge forskellige sværhedsgrader. På de forskellige vægge ligner det umiddelbart, at de mange forskelligfarvede greb er placeret tilfældigt, men hver farve udgør en rute, som er nøje planlagt. Man starter med begge hænder ved den sten, der er markeret med to stykker tape og slutter ligeledes med begge hænder på den sten, der har to stykker tape øverst på væggen. Ruterne er planlægt med forskellige sværhedsgrader. Men er lagt side om side og mellem hinanden. Det er ifølge Esben noget af det unikke ved klatring. “Man kan klatre sammen uanset niveau. Jeg kan med 25 års erfaring klatre ved siden af en nybegynder, og vi kan begge have det sjovt og føle os udfordrede. Det gør også, at børn og voksne kan klatre sammen.”

Hjertebanken og rykkede grænser  blocswalls_credhvitved-300x171
Efter at have klaret min vej til toppen på forskellige ruter på bouldering-væggene, skal jeg prøve en af de sværeste ruter. Esben viser først, hvordan man typisk skal finde sin vej til toppen. Som jeg ser hans rutinerede krop danse op ad væggen, er min første tanke, at det er jeg simpelthen for lille til. Jeg er meget skeptisk, da Esben foreslår, at jeg gør ham kunsten efter. Men som Esben siger, så kan man jo altid forsøge. “Her må man gerne fejle, og man behøver ikke at have succes med det samme,” opfordrer han. Jeg lader mig overtale, det skader jo ikke at prøve. Selvom Esben har forsikret mig om, at det ikke er farligt, og jeg ikke kan komme til skade, kan jeg alligevel mærke hjertet banke i mit bryst, da jeg skal slippe de sikre greb, sætte af i lårene og strække hele min krop for at mine fingrespidser med nød og næppe kan nå det øverste greb. Men følelsen af at holde om det øverste greb, som jeg umiddelbart slet ikke kunne forestille mig, jeg skulle nå op til, var en stor succesfølelse. Da jeg tager hoppet ned på madrassen igen, banker hjertet i min krop. Selvom jeg ved, at jeg langt fra har været i en farlig situation, følte jeg alligevel, at det var grænseoverskridende at slippe det faste greb og kaste mig ud i det usikre.

Din egen vej til toppen
Herefter fik jeg et par minutter til at få noget vand og lade mit hjerte finde sig til rette igen. Nu var det tid til at bevæge os over på den rigtige klatrevæg med topsikring. Jeg følte egentligt, at jeg allerede havde været presset nok og ikke nødvendigvis behøvede bevæge mig op af, hvad der lignede en uendelig klatrevæg. Esben forsikrede mig om, at det ikke ville være sværere, det ville kun blive længere. Den første tur op var på en nem rute, hvor det mest af alt mindede om at klatre på en stige. Min eneste bekymring var, om jeg ville blive udmattet på vejen. Men det gik hurtigt og smertefrit. Ved toppen havde jeg mulighed for at kigge rundt i hele hallen. Det var en stor oplevelse selv at have klatret hele vejen op. Derfra skulle jeg lade mig falde tilbage og stole på Esbens reb, mens jeg rappellede ned. Da jeg igen stod på jorden, var det fuld af energi, og jeg var helt opløftet.
Nu var det tid til en ny udfordring. Denne gang skulle jeg prøve en af de sværere ruter op. Esben udpegede en passende for mig, bad mig memorere den og sige til, når jeg var klar. Her følte jeg, at jeg pressede den. Igen havde jeg mest lyst til at blive stående på jorden. Men jeg ville alligevel ikke afvise udfordringen og muligheden, og som Esben pointerede, så var der ingen skam i at forsøge og ikke lykkes i første forsøg. Så jeg begav mig langsomt op. Ruten var svær for mig, men sikkert ikke for erfarne klatrere. Men jeg måtte ud i nogle usikre positioner, hvor min balance var udfordret, og jeg måtte strække mig, dreje mig og krybe sammen for at nå de forskellige greb. Esben stod klar på jorden for at rådgive mig, hvis jeg fik placeret min krop i en situation, der var svær at rykke videre fra.

Jeg følte virkelig, at jeg fik rykket nogle grænse.
Sofie Kyed

Det var anstrengende for kroppen, og da jeg var halvvejs oppe, havde jeg min tvivl om, hvorvidt jeg skulle klare hele turen op, jeg jamrede en smule, mens jeg strakte mig for at nå de yderlige greb. Pludselig kunne jeg se en ende på grebene, og da vidste jeg, at jeg ville nå toppen. Den følelse gav en enorm tilfredshed. Jeg havde egenhændigt kæmpet mig mod toppen og nået den, selvom jeg havde min tvivl fra start og undervejs.

Som et mål i håndboldhallen
Jeg gik derfra med en succesoplevelse. Som når jeg som barn havde scoret mål i den lokale håndboldhal, havde jeg brug for at ringe til min far i Vejle og fortælle om mine bedrifter. Selvom det var svært at forklare, hvori min sejr lå, gik jeg virkelig derfra med opløftet pande og en stolthed, der bankede i brystet. Jeg følte virkelig, at jeg fik rykket nogle grænser. Jeg slap den trygge hverdag, hvor jeg har kontrollen og begav mig ud på gyngende grund – og så endda langt over jorden. Jeg tror, at jeg havde haft samme glæde ved oplevelsen, om jeg havde nået toppen eller ej. Jeg må alligevel give Esben ret i, at det har været en gave for mit sind. Det at presse sig selv til at slippe det trygge og velkendte holdepunkt og bevæge sig ud i det usikre – og komme sikkert tilbage var en utroligt berigende oplevelse. I et voksenliv med fuldtidsjob og faste forpligtigelser er det dejligt at få det hele vendt på hovedet og igen få grund til at ringe til far og berette.

OM BLOCS&WALLS
• Åbnede i september 2013 og er drevet af Dansk Bjerg- og Klatreklub.
• Det er Nordens største klatrecenter med 2.200m2 klatrevæg til både begyndere og erfarne. Hallens højeste punkt er 14 meter, og der er plads til 300 klatrere samtidig. En tredjedel af væggene er rettet mod eliten.
• Der er boulder-sektioner til nybegyndere, hvor man ikke behøver seler, men kan eksperimentere med det på egen hånd.
• Adresse: Refshalevej 163 D, Refshaleøen, København
• Web: www.blocs-walls.dk

DET KAN DU FÅ UD AF KLATRINGimg872

Esben Seir giver her sine bud på, hvad klatring kan gøre for dig.

Hvad synes du, klatring kan?
Jeg synes, det er sundt at beskæftige sig med noget, hvor man skal øve sig. Mange fokuserer på at få hurtige succesoplevelser, som de kan vise på Facebook. Men hvis du vil være god til at klatre, skal du have tålmodighed, og du skal øve dig. Det er sundt at lære, at man ikke bare kan tage en pille, og så er man god. Vi lever i et selvtillidssamfund, hvor vi shopper fra det ene til det andet for at få succes. I klatring kan du ikke have nogle svage sider, der skal du arbejde med dine udfordringer, hvis du vil blive god. Man skal turde arbejde med det, der er svært.

Hvad er det fysiske udbytte ved klatring?
Klatring er en skills sport. Det kræver teknik, og den vigtigste muskel i klatring er din hjerne. Men det er en rigtig god træning af hele din krop. Du får smidighed og styrke i hele kroppen – også mentalt. Det er en legende form for motion, hvor du bruger hele kroppen på en sjov måde. Efter to timer er de fleste helt smadret i hele kroppen, uden at de opdager det undervejs. Det er en helkropsworkout.

Hvad er det mentale udbytte?
Jeg synes, klatring er en gave ud over det sædvanlige. Der er en stor hype om mindfullness for tiden, det har jeg brugt i klatring i årevis. Klatring er en god mulighed for at arbejde med dig selv. Du skal arbejde med det rationelle og irrationelle. Hvis du bliver bange, når du klatrer, spænder dine muskler sammen, og så er det svært for dig at handle rationelt. Derfor skal man arbejde med, om det er rationelt at blive bange. Man skal lære at slappe af i situationen.

Hvem er klatring for?
Alle! Alle kan være medbørn, unge, voksne og gamle. En stor del af klatringen er også fællesskabet. Der er mange, der også kommer her for at hænge ud og lege på madrasserne. Det er en helhed. En stor del af klatringen er også kaffen og croissanterne. Lige nu oplever vi en meget stor hype med at komme på vores hold. Klatring er rykket indenfor, hvor alle kan være med.

Hvad fanger dig ved klatring?
Det bedste ved klatring er friheden og anarkismen. Det er mig, der presser mig. Men når man er i gang, er det kun mig, der skal gøre det, men hele fællesskabet løfter mig.

Men jeg er også meget optaget af, hvordan man kan rykke mennesker gennem klatring.

Klatring er en god øvelse i at bevare roen i stressede situationer. Man bliver øvet i at træffe de rigtige beslutninger, når man er presset. Når man hænger deroppe og er helt alene, og man kan mærke, at man er lige ved at falde af, men så alligevel formår at lave den rigtige bevægelse og komme videre er meget grænseoverskridende og opbyggende. Klatring er en god måde at flytte grænser. Livet handler om at turde rykke grænser, og det kan du med klatring.
Hvis man er villig til at flytte grænser i klatring, kan man rykke sig i alle områder af livet både sportsligt og menneskeligt.

Tekst Sofie Kyed