Naturstyrelsens digitale naturguider og udinaturen.dk hitter som aldrig før. Flere hundrede tusinde besøgende jagter gode naturoplevelser.

Interessen for at komme ud i naturen denne sommer er ikke til at tage fejl af. Flere hundrede tusinde har klikket sig frem til smukke vandreruter, shelters i strandkanten og naturskønne steder at grille pølserne denne sommer.

Det er friluftskortet udinaturen.dk og Naturstyrelsens naturguider på nettet, der kan vise de grønne skatte i nærheden, og som folk har brugt ekstra meget i juli og august. Alene
naturguiderne har haft knap 214.000 unikke besøgende. Det er over dobbelt så mange
sammenlignet med samme periode sidste år.

– Corona-krisen har betydet, at mange af os har fået øjnene endnu mere op for vores
vidunderlige natur og for at udforske nye naturperler her hen over sommeren. Det var et mål med vores sommerpakke for naturen. Vi har netop forsøgt at sætte fokus på vores fælles natur, så endnu flere fik lyst til at komme ud og gå på opdagelse nye og ukendte steder. Den store søgning efter naturoplevelser taler for, at vi er lykkedes med at inspirere endnu flere til at komme afsted, siger miljøminister Lea Wermelin.

Naturstyrelsen har mere end 200 digitale naturguider over statsejede naturperler i hele
Danmark. Guiderne indeholder alle de oplysninger, som rejsebøger og guider normalt har: Seværdigheder, historie, dyre- og planteliv, aktiviteter, men også praktiske oplysninger om borde, bænke, toiletter og parkeringsmuligheder.

Naturen skal være mere tilgængelig
En del af sommerindsatsen har haft fokus på at bruge digitale løsninger til at gøre naturen mere tilgængelig for flere. Udinaturen.dk har derfor fået en ny søgefunktion, der bl.a. gør det nemmere at finde specifikke steder og faciliteter som lejrpladser og vandrestier, der er egnede for bevægelseshæmmede.
– Naturen skal være let tilgængelig for alle. Det er en mærkesag for mig. Vi ved, at oplevelser i naturen giver øget sundhed og trivsel, både fysisk og mentalt, og det skal alle have mulighed for at få glæde af. Derfor er det også vigtigt, at vi ser på de barrierer, der eksempelvis er med tilgængelighed for mennesker med handicap, siger miljøminister Lea Wermelin.

Fakta: Sommer i naturen 2020
Regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet afsatte inden sommerferien
19,2 mio. kr. til indsatser, der skulle sikre gode oplevelser i den danske natur og hjælpe de mange besøgende med at sprede sig mest muligt i naturen.

Herunder blev der afsat fire mio. kroner til blandt andet at styrke formidlingen af de danske naturperler gennem f.eks. digitale naturguider på Naturstyrelsens hjemmeside og ved at styrke den landsdækkende guide udinaturen.dk. ’Sommer i naturen’ indgår i en samlet naturaftale for samlet 105 mio. kroner med blandt andet planlægning af Danmarks to første naturnationalparker i Gribskov og ved Fussingø.

Fakta: Stigning i webtrafik sommeren 2020
Unik besøgende = en person, der har besøgt hjemmesiden i perioden – uanset hvor mange gange den besøgende har været på siden i perioden.

Udinaturen.dk: Unikke besøgende

2019 2020
Juli 117.935 182.673 = 55 % stigning
August 81.549 114.514 = 40 % stigning

Naturstyrelsens digitale naturguider: Unikke besøgende

2019 2020
Juli 90.422 213.399 = 136 % stigning
August 84.306 154.335 = 83 % stigning