Klatrekoncernen Boulders vil åbne tre klatrehaller om året i en række af landets største byer. For kommunerne har klatrehallerne potentiale til at tiltrække nye beboere, fortæller professor.
Klatring vokser i popularitet, og det får nu Danmarks største klatrekæde, Boulders, til at opjustere ekspansionsplanerne og intensivere jagten på nye lokaler. Hen over de næste fem år sigter kæden efter at firdoble antallet af Boulders-klatrehaller i Danmark fra de nuværende 5 til 20. De skal etableres i en række af landets større byer med mindst 25.000 indbyggere.
Ambitionen er at åbne fleres øjne for klatring og gøre klatresporten til en integreret del af danskernes bevidsthed. Det fortæller Martin Videbæk Petersen, der er direktør og medejer af Boulders:
– Klatresporten er endnu ikke blevet almindelig i Danmark, og markedet i storbyerne er mere modnet i forhold til at tage sporten til sig. Kigger man væk fra landets største byer, er klatring endnu ikke udbredt i samme grad, og vi har kun set toppen af isbjerget. Men potentialet er stort, og vi er spændte på at se, hvordan danskerne tager imod det.
Klatrehallerne, som Boulders er på udkig efter lokaler til, skal være mellem 1000 og 3000 kvadratmeter store, og der skal være mindst 4,5 meter til loftet ved klatreområderne. Klatrekæden har allerede landet de første par lokaler.
Et aktiv for kommunerne
For landets kommuner kan en klatrehal være et vigtigt bidrag til at tiltrække beboere. Det vurderer Egon Noe, der er professor i landdistriktsudvikling ved Syddansk Universitet og forsker i faktorer, der tiltrækker beboere til kommuner:
– Kommunerne har stigende fokus på at skabe gode rammer for ungdomslivet for både at fastholde og tiltrække unge og børnefamilier. Der bliver lagt vægt på uddannelsesmuligheder, et godt studiemiljø og attraktive fritidsaktiviteter. En klatrehal skaber mulighed for fællesskab og aktivitet, som danskerne efterspørger i dag.
Den 23-årige klatrer Christian Munch Andresen bor i dag i Aarhus, og han vil være mere tilbøjelig til engang at flytte tilbage til sin barndomsby Ry, hvis kommunen får etableret en klatrehal:
– Lige nu bor jeg ti minutter fra Boulders, men det vil kræve en togtur at komme til klatrehallen i Aarhus, hvis jeg flytter til Ry. Klatring fylder meget i min hverdag, og en hal nær Ry ville veje tungt i min beslutning om at flytte dertil.
Klatrehaller er efterspurgte
Hos Boulders oplever man også en stor interesse for klatring fra mange, der bor uden for de største byer.
– Mange af vores klatrere tager en længere køretur for at besøge vores haller, og de efterspørger haller tættere på deres hjem. Vi får også mange udmeldinger fra klatrere, der er kede af at skulle flytte ud af en by med klatrehal.
For Christian Munch Andresen har det betydet meget at begynde til klatring, da Boulders åbnede en hal i Aarhus City i maj sidste år. Herigennem har han opbygget et netværk og skabt gode træningsrutiner:
– Fitness keder mig lidt, men ved klatring bliver jeg motiveret af gradueringssystemer, som gør det muligt at se sine fremskridt ud fra farver. Og så er det en fed måde at møde nye mennesker på og et godt fællesskab, hvor vi mødes i hallen hver uge.