Vil du gerne have dine børn med ud i naturen? Så tag en kurv og en kniv med og tag på skattejagt i naturens spisekammer. Bogen “Sank med børn” er en inspirationsbog med konkrete råd til at sanke med børn og en række spændende opskrifter. Bogen kan give nye naturoplevelser, både ude i den danske natur og hjemme i køkkenet.
At samle spiselige planter i naturen er en underholdende aktivitet, der er en god aktivitet til mere udeliv. Det giver både en forståelse for, hvor vores mad generelt kommer fra, og at det ikke bare er noget, som man køber i en butik. Men det giver også en særlig tilfredsstillelse at være med til at lave mad helt fra bunden med ting, man selv har fundet. Og med bogen i hånden kan du få en overordnet introduktion til det sanke – med børn som en del af projektet.
Spiselige planter og sanketure i Danmark
I bogens introduktion er der fokus på generelle gode råd til at sanke som f.eks. at bruge alle frem sanser, når man sanker. Og også hvordan man kan passe på naturen, når man sanker (læs ’pas på naturen’-reglerne nederst i denne artikel). En god huskeregel er bl.a. aldrig at spise ting, som du ikke er helt sikker på, er spiselige. Mange planter og urter kan forveksles, så det er godt at starte med de helt klassiske planter som f.eks. brændenælde, skvalderkål eller ramsløg. De er ret nemme at finde, og dem kommer man ikke så nemt til at forveksle med andre planter. Det kan også blot være pynten til maden, som man sanker. Ja, faktisk behøver det slet ikke være så kompliceret, før det bliver en god og spændende skattejagt i naturen.
Den første del giver en oversigt over forskelige spiselige planter med fokus på, hvor de vokser, hvornår de høstes, og hvordan de bruges i køkkenet. Bogen indeholder 64 planter, som man trygt kan plukke og tage med hjem i køkkenet. Og selvom det lyder af meget, er det faktisk ikke så meget set i lyset af forskellige årstider og de habitater, man har i nærheden af sit hjem. Men det er en fin introduktion til sankning, hvor det gælder om at starte ud med en lille palette af planter.
I praksis er dette dog et af bogens svagere sider, eftersom billederne ikke altid er helt nemme at bruge til at identificere planterne. Her kunne mere detaljerede illustrationer være gode. Alternativt anbefaler bogen også at benytte en app til at hjælpe med at identificere planterne (f.eks. ’Vild mad’ eller ’PlantNet’), men understreger, at man altid skal supplere viden fra en app med floraopslag og egne observationer.
Anden del af bogen er forslag til forskellige sanketure ved eng, sø, hede, strand og i skoven. Det er med til at give et fint grafisk overblik over, hvilke planter, der kan sankes lige netop der. Dette er en god og simpel måde at blive bevidst om, hvad man skal være opmærksom på, når man går i forskellige områder.
59 børnevenlige opskrifter
Bogens tredje og sidste del består af 59 (mere eller mindre) børnevenlige opskrifter, der ifølge bogens forfattere er tilpasset børns smagsløg. De fleste af opskrifterne er meget enkle at gå til for begyndere og tager udgangspunkt i klassiske retter, som børn allerede kender. Der er opskrifter på f.eks. pasta, burger, sushi, omelet og ligefrem vingummi.
Enkelte retter kræver dog flere forskellige typer planter, som det ikke er sikkert, man kan finde på én tur. I det hele taget er det lidt svært at planlægge madlavningen, når man sanker, fordi man aldrig er helt sikker på, hvad man kommer hjem med. Medmindre man naturligvis er godt kendt i sine lokale sankeområder. Og så skal det nævnes, at det er en kæmpe fordel at have nogle konkrete opskrifter at blive inspireret af, selvom det ikke lige er altid man finder de planter, som skal med i opskrifterne. Det er jo en del af hele glæden – at det netop er en skattejagt, hvor man aldrig helt ved, om man finder skatten.
Alt i alt er det en rigtig fin grundbog med en række gode tips, tricks og opskrifter, som kan være med til at få dig i gang med at sanke med børn. Eller bare selv komme i gang med sanke, hvis du ikke har prøvet det før – for bogen er faktisk ikke kun for børn. Bogen er ret stor og uhandy, så den er ikke så praktisk at tage med på sanketuren. Her kan du i stedet tage billeder fra bogen på din mobil af de planter, som du går efter, eller benytte en app, så du har beskrivelserne med.
De tre ’pas på naturen’-regler
1. pluk planterne forsigtigt uden at hive rødder op og uden at ødelægge plantens blade, blomster og frø. Brug derfor gerne en saks eller kniv, når du skal høste af det vilde.
2. Lad størstedelen stå af både planterne og deres frøstande, rødder og frugter.
3. Pas godt på planternes dyrevenner. De mange dyr, som lever sammen med planterne, sørger for, at de bliver bestøvet, får næring, spreder frø og meget andet. Hvis du har et forstørrelsesglad med ud at plukke planter, kan du få øje på de mange små dyr, der bor sammen med planterne. Pas på dem, når du høster de vilde planter. Og husk, at der også skal være mad tilbage til dyrene, når du har sanket.
Kilde: Sank med børn
Om forfatterne
Forfatterne Johanne S. Philipsen og Julie A. Swane har begge stor erfaring med at sanke og formidle deres viden videre til andre. I 2015 udgav de ’Sank – spis af naturens køkkenhave’. Johanne S. Philipsen er en entusiastisk hobbykok med stor kærlighed til vilde planter og den danske natur. Julie A. Swane afholder sanketure, hvor hun lærer fra sig om spiselige vilde planter. Hun har i 2019 åbnet butikken ‘Din Planteven’ med fokus på bæredygtige planter. Julie A. Swane er også medforfatter til bogen ’Høst ved havet’.
Sank med børn – Børnenes vilde spisekammer
Forfattere: Johanne S. Philipsen og Julie A. Swane
Forlag: Turbine
ISBN: 9788740670752
Sidetal: 272
Vejl. pris: 279,95 kr.
Udgivelsesdato: Juni 2021