900 kilometer svømmetur fra Sønderjylland, gennem Vesterhavet til København. Tirsdag den 25. juni når ekstremsvømmer Lars Simonsen frem til Helgoland Badeanstalt på Amager Strandpark.
I juni sidste år begyndte Lars Simonsen en svømmetur rundt om Danmark. For en måned siden krydsede han Kattegat, rundede Nordsjælland og er nu to tredjedele gennem ekspeditionen.
”Ligesom Skagen var en milepæl for mig og turen rundt om Kronborg var en stor oplevelse, så er ankomsten til København noget af det, jeg har glædet mig til hele vejen,” siger Lars Simonsen.
Når Lars Simonsen rammer København, bliver han den første nogensinde, der har svømmet hele vejen fra den danske/tyske grænse, gennem Vesterhavet og til København. Målet er at svømme hele Danmark Rundt.
Med på turen er Lars Simonsens forældre. Mor-Ilse vandrer samme rute langs stranden, mens Lars’ far sørger for transport og logistik. Sammen bruger de turen til at sætte fokus på Julemærke Fonden og Depressionsforeningen.
Især mor-Ilse ved, hvor godt naturen og havet er for depressionsramte:
”Jeg har selv været indlagt flere gange, men gåturen langs den danske kyst har helbredt mig,” fortæller Ilse Simonsen.
Da familiens ekspedition rundt om Danmark begyndte sidste år, kunne Lars Simonsen knap nok svømme. Netop derfor var svømmeprojekt rundt om hele landet dragende, forklarer han:
”Jeg synes jo bare det var en fantastisk idé – som et rigtig eventyr.”
Tidligere har Lars Simonsen sammen med sin kone og børn rejst flere måneder gennem Sydamerika, brugt halvandet år i kajak fra København til Istanbul og padlet 2000 kilometer gennem Canadas og Alaskas vildmark i kano.
Når Lars Simonsen runder Amager Strandpark, mangler han ’kun’ 400 kilometer for at nå frem til Flensborg Fjord og dermed blive den første person, der svømmer hele vejen rundt om Danmark.
Når Lars Simonsen ikke svømmer rundt om Danmark, holder han foredrag om familiens eventyr:
”Jeg vil gerne inspirere til et liv, hvor man tør sige ja,” siger han.