I redaktionens evige jagt på alternative skisportssteder, som kan give din skitur et twist, er vi nået til Slovenien. Slovenien, siger du? Ja, Østeuropa booster fremad med aktive ferier til en fornuftig pris og arbejder hårdt for at tiltrække flere skiturister. Dette lille europæiske land tilbyder ski i smukke omgivelser, korte afstande mellem skisportsstederne, mættende slovenske retter og en imødekommende kultur.

slovenienDe har dyrket skisport gennem generationer i landet, men det er først på det seneste, at de er begyndt at gå efter de internationale skiturister. Slovenien gør alt for at forbedre deres skisystemer og sætte en rigtig høj standard. I februar 2010 tog vi til landet, som efter sigende skulle gemme på en række fantastiske skiområder.

Fortovscaféer og delikatesser
Og vi kan lige så godt sige det, som det er. Har du først været i Ljubljana, vender du med stor sandsynlighed tilbage. Den lille hovedstad minder på mange måder om Prag – bare mindre og uden alle turisterne. Der er masser af liv i den gamle bydel, hvor de lokale og byens mange universitetsstuderende mødes over en kop kaffe eller shopper. Selvom vi var der i februar måned, sad folk ude på fortovscaféerne med tæpper omkring sig og nød udsigten over Savafloden. Der er en rigtig hyggelig stemning, og selvom byen ikke er særlig stor af en hovedstad at være, er den bestemt værd at besøge. Folk er søde, imødekommende og hjælpsomme, og der er også gang i gaden om aftenen takket være de mange studerende, som fylder i gadebilledet. Det er naturligvis stadig en østeuropæisk stemning, man møder, men man kan sagtens se, at landet er kommet med i EU og hastigt nærmer sig de vestlige standarder.

img929Vi var i Ljubljana den første dag for at opleve hovedstaden. Turen var gået fra København tidligt om morgenen med det lille slovenske flyselskab Adria, som flyver direkte mellem Danmark og Slovenien. Egentlig kunne vi godt have taget direkte ud på bakkerne, men da vi også gerne ville opleve noget kulturelt – og ikke kun være på ski, ski og ski – havde vi besluttet os for både at opleve landet og skimulighederne. Et valg, vi bestemt ikke fortrød, da alene bygningsværkerne især i den gamle bydel er værd at nærstudere. Derudover tog vi et smut op i Ljubljana-slottet, hvor der er en fantastisk udsigt udover byen.

Bag lås og slå
Om aftenen kom vi i fængsel. Heldigvis selvvalgt og ikke af den slemme slags. Vi havde valgt at indlogere os på et nedlagt fængsel, der i dag fungerer som hostel, og som er placeret i Metelkova, som er Ljubljanas svar på Christiania. Det har et meget rodet østeuropæisk look over sig og giver en god fornemmelse af diversiteten i landet. Alle cellerne på ‘Hostel Celica’ er indrettet af en kunstner og er alle lavet i forskellige stilarter. De tunge metaldøre er bibeholdt, så det er stadig en ret autentisk følelse at overnatte der. Der er en hyggelig loungebar og restaurant i stueetagen. Hostellet ligger i gå-afstand til centrum af Ljubljana og er et fint udgangspunkt, hvis du har lyst til en lidt anderledes overnatning og vil undgå at have spendérbukserne på. Det er måske ikke det mest ideelle skisportshotel, da værelserne er relativt små. Og der er fælles toiletter, så når man kommer hjem kold og våd, er det ikke det ikke helt optimale sted til at blive varm og tør. Men det er et sjovt alternativ, og så går der jævnligt skibusser til skisportsstedet Krvavec, som er det skisportssted, der ligger tættest på Ljubljana. Vi valgte at bo på hoteller tættere på skisportsstederne. På den måde var vi tættere på skisportsstederne og havde faciliteter såsom skikælder og ikke mindst eget bad.

De Slovenske Alper
img923Ét af de helt store plusser ved Slovenien er afstandene mellem skiområderne, som er placeret i De Slovenske Alper (også kaldet De Julianske Alper). De befinder sig i det nordvestlige Slovenien, og eftersom landet er halvt så stort som Danmark, tager det ikke lang tid at komme rundt mellem de forskellige områder. Der er en rigtig fin infrastruktur, og det tager ikke mere end 20 minutter at komme fra Ljubljana til Krvavec i bil, og kun lidt over en time at komme fra Ljubljana til Vogel. Og det er godt, at der ikke er mere afstand. For med i gennemsnit 20 kilometer piste at vælge imellem i hvert område kan du ikke være for mange dage et sted.

Generelt for alle områderne er, at de domineres at grønne, blå og røde pister, så de er fantastiske til begynderne og de øvede skiløbere, imens de meget øvede vil mangle de lange stejle nedfarter, som de kender fra de franske alper. Dette gælder generelt for hele Slovenien, selvom den mere øvede skier og snowboarder vil have gode forhold til at træne teknik og udfordre lidt af offpisten, der ofte ikke er helt så nedkørt som mange andre steder. Desuden må man ikke glemme, at Vogel regnes for Østeuropas bedste offpiste-område. På en forlænget weekendtur behøver man heller ikke så store områder som på de længere skiferier. Det er et godt supplement til den årlige store skitur – med fokus på såvel skiløb som oplevelserne og kulturen omkring.

Krvavec
img925Krvavec er blevet kåret som ét af verdens bedste ’by-skisteder’ i avisen The Independent, da det er et af de steder med bedst skiløb i Europa, der har kortest afstand til en storby. Beliggende kun 20 minutter fra centrum af Ljubljana eller 15 minutters taxi fra lufthavnen, står man foran anlægget i dalen. Syv minutter efter i den spritnye gondol – og så er du på pisterne. Man kan godt komme til at stå i lidt kø ved gondolen, hvis man kommer i rush-hour om formiddagen. Der er åbent 8-17 hver dag, så der er fin tid til at være på pisterne.

Området er ikke overraskende meget populært blandt folk fra hovedstaden i weekenden, men det har generelt masser af plads på bakkerne i hverdagen. Med helt nye liftsystemer er det nemt at komme rundt. Der er en lang piste hele vejen tilbage til dalen igen, om end den til tider kan være godt opkørt på det nederste stykke, siger de lokale. Området er dog udstyret med snekanoner, så området kan altid levere åbne pister på 90 procent af pisterne.

Området er beliggende på det første bjerg i Kalska-bjergene, hvilket normalt tillader skiløb 150 dage om året. Ud over en gondol rummer området en 6-personers stolelifte, samt fem mindre stolelifte og fire træklifte, og det kan rumme 13.500 skiløbere i timen. Hele herligheden er beliggende fra 1.450-1.971 meter over havet. Vi snakker altså ikke Valåsen her, men et topmoderne minianlæg med en moderne infrastruktur. Selvfølgelig udstyret med en glimrende bar placeret i store igloer i bunden af bakken.

Der er gode forhold for at leje ski, så du ikke behøver at tage skiene med hjemmefra. Området er oplagt som weekendudflugt – eller rettere sagt to dage på ski og en aften i Ljubljana, da man i så fald vil kunne gøre dette uden at leje bil.

Vogel
Selv tog vi videre til Vogel, hvor vi første dag blev mødt med regn i lårtykke stråler, så det var ikke den mest ideelle dag til ski. Heldigvis sneede det oppe i skiområdet, og da dagen efter bød på en skyfri himmel, fik vi en rigtig god dag på de udmærkede pister i området.

Eftersom Vogel er det første bjerg efter Adriaterhavet, falder der mere sne her end noget andet sted med samme højdemeter i resten af Alperne. Skiområdet ligger i de flotte omgivelser omkring nationalparken Triglav, som er opkaldt efter det højeste bjerg i Slovenien på 2.864 meter, som ligger i parken. Der er gode forhold for begyndere og let øvede skiløbere, men den erfarne skiløber vil ikke få det vilde ud af det, da sværhedsgraden generelt ikke er så høj, og der ikke er så mange muligheder. Men hvis du er klar på at udfordre offpisten, så er der faktisk rigtig gode muligheder i Vogel, hvor man kan prøve nedfarterne fra Rodica eller Komna. Der er en lille snowpark samt mulighed for langrend.

Vi overnattede på et firestjernet hotel lige ved Bonhinj-søen, Hotel Jezero, som ligger fem minutters kørsel i bil til liften. Hvis man ikke selv er i bil, kører der skibusser fra alle hotellerne til lifterne. Vi var åbenbart de eneste, der havde ski med selv på hotellet, for skikælderen var helt tom. Hotellet var på ingen måde overrendt, så vi havde swimmingpolen og saunaen stort set for os selv.

Kranjska Gora
img927Vi kom desværre aldrig forbi Kranjska Gora, da vi valgte at bruge skidagene i Vogel og Krvavec. Kranjska Gora ligger lidt længere nordpå og er det ældste og største skiområde i Slovenien. Derfor vil det være et besøg værd, næste gang vi kommer til Slovenien. Det ligger meget tæt på den italienske og østrigske grænse. På grund af områdets højde er der gode muligheder for god sne, og området er det største i Slovenien. Hvis du kommer med børn, er der gode fordele såsom børnepasning og en bane for de allermindste. De mere øvede kan teste formen på Podkoren-pisten. Hvert år kæmper den mandlige elite af slalomløbere i Vitranc World Cup på netop denne piste, som i 2011 afholdes for 50. gang. Hvis du har brug for flere udfordringer end dette, kan du altid tage et smut over grænsen til Østrig på under en time.

Spa og afslapning
En anden helt unik ting ved Slovenien er muligheden for at kombinere skituren med en spaferie, da der findes mange spahoteller rundt ved skisportsstederne. Vi tog et smut forbi byen Bled, som også har en enkelt lift, så man kan tage sig en tur på én af de to pister. Vi var dog ikke synderligt imponerede over området, selvom det er smukt placeret rundt om Bled-søen. Ét af de helt store plusser var overnatningen på Hotel Triglav, som er et firestjernet hotel bygget i en gammel stil med spa og udsigt udover Bled-søen. Ejeren samler på antikviteter, og hotellet er fyldt med disse – også på værelserne.

img938Der findes mange spahoteller i Slovenien, så det er bare med at grave løs på internettet efter gode steder. Og så er det en god kombination med spa og ski, så du kan få løsnet musklerne efter en dag på bakkerne.

Alt i alt kan Slovenien byde på et spændende mix af ski, kultur, god mad, spa og søde mennesker. Og Skimagasinet Pist n’ Powder kan helt sikkert anbefale det som dit næste weekendski-spot. Vi må nok være ærlige og sige, at vi havde forventet lidt billigere priser, men til gengæld er standarden overraskende høj. Både hvad gælder skiløbet, de mange lækre delikatesser, design samt et hav af små moderne caféer, restauranter og butikker, som man især finder i hovedstaden Ljubljana. Vi blev især overraskede over, hvor mange gourmetbutikker og –restauranter, der var at vælge imellem. For eksempel fik vi den bedste kop kaffe på et lille originalt risteri. På den måde kunne man godt se, hvordan nabolandene Italien og Østrig har haft stor indflydelse på landet. Det er en slags ’Østeuropa møder italienske delikatesser møder østrigsk alpeidyl.

SLOVENIEN
Slovenien er et lille land med lidt over 2 mio. indbyggere, der bor på et areal halvt så stort som Danmark (ca. 20.000 km2). Og det er faktisk en stor fordel, da det gør det nemt at komme rundt mellem skisportsstederne. Der er en god infrastruktur, og det er en fornøjelse at køre rundt i det smukke landskab. Det er nemt at komme til Slovenien med fly. Vi fløj med det slovenske flyselskab Adria Airways, og det tog to timer.

Nyttige links:
Slovenien turistinfo: www.slovenia.info
Ski i Slovenien: www.slo-skiing.net
Hostel Celica, Ljubljana: www.souhostel.com
Hotel Jezero, Vogel/Bohinj: www.bohinj.si

DEN ALTERNATIVE WEEKENDTUR
Når vi snakker om weekendture, er det altid Norge og Sverige, der kommer først på tale, men man kan lige så snildt tage en hurtig sviptur med fly til en destination længere væk. Det tager ikke mere end to timer at flyve fra Danmark til Slovenien. Og fordi afstandene er så små i landet, og skisportstederne er nemme at komme til, kan du faktisk være på ski små tre timer efter, du har sat dig i flyet. Kun 20 minutter tager det at komme fra lufthavnen til det tætteste område, Krvavec, som har et par udmærkede pister at byde på.

3 GODE SKISPORTSSTEDER

FAKTA KRVAVEC
img932Beliggenhed: 25 km fra Ljubljana
Skiområdet: 1.450-1.971 m.o.h.
Pister i alt (km): 24
Røde pister: 6 km
Blå pister: 12,5 km
Grønne pister: 5,5 km
Antal lifte: 11 (1 gondol, 7 stolelifte og 3 slæbelifte)
Liftkapacitet pr. time: 13.700
Sværhed: Let øvede til øvede
Website: www.rtc-krvavec.si

FAKTA VOGEL
img934Beliggenhed:
75 km fra Ljubljana
Skiområdet:
569-1.800 m.o.h.
Pister i alt (km):
18
Røde pister:
14 km
Blå pister:
4 km
Langrend:
8 km
Antal lifte:
9 (1 gondol, 4 stolelifte og 4 slæbelifte)
Liftkapacitet pr. time:
7.200
Sværhed:
Begyndere og letøvede
Website:
www.bohinj.si

FAKTA KRANJSKA GORA
img936Beliggenhed: 85 km fra Ljubljana
Skiområdet: 810-1.295 m.o.h.
Pister i alt (antal): 20
Sorte pister: 2 km / Røde pister: 8 km
Blå pister: 10 km
Langrend: 40 km
Antal lifte: 19 (6 stolelifte og 13 slæbelifte)
Liftkapacitet pr. time: 20.200
Sværhed: Begyndere og letøvede
Website: www.kr-gora.si
www.kranjska-gora.si

Tekst Sofie Hvitved

Artiklen er fra Skimagasinet Pist n’ Powder #22  (link http://komgodtigang.dk/produkt-kategori/ski/