Europa-Parlamentet har stemt ja til en ny genopretningslov for naturen.
Det var usikkert til det sidste, men det endte med et ja, da Europa-Parlamentet i dag vedtog en ny aftale om bindende mål for naturgenopretning. Det vækker stor glæde i WWF Verdensnaturfonden, som har presset massivt på for et ja. Både i Danmark og resten af EU.
”Jeg kan nærmest ikke få armene ned. Dagens ja er ikke kun en fantastisk nyhed for dansk og europæisk natur og alle de dyr, der lever i den, men også en helt nødvendig fremtidssikring af vores økonomi,” siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, og fortsætter:
”Der har til det sidste været tvivl om, hvorvidt loven ville blive stemt igennem, men vi har oplevet en enorm opbakning til loven fra danskerne. Og det er en vigtig lov! Vi er nemlig langt forbi det punkt, hvor vi kan beskytte os ud af problemerne. Der er ganske enkelt ikke nok natur tilbage at værne om. Skal vi i fremtiden sænke temperaturen, have adgang til rent vand, fødevarer og ressourcer nok til vores erhvervsliv, er naturgenopretning den eneste vej frem.”
Diskussionen om den nye EU-lov har blandt andet handlet om, hvorvidt naturgenopretning kan gå hånd i hånd med den grønne omstilling. Men Bo Øksnebjerg mener ikke, vi kan løse klimakrisen uden også at løse naturkisen.
”Natur- og klimakrisen er uløseligt forbundne. Genoprettes økosystemer som tørvemoser, skove, havbunde og strandenge, kan vi binde millioner af tons kulstof årligt. Samtidig er genopretning af naturen ikke en trussel for den vedvarende energi. Gør vi det rigtigt, kan vedvarende energi som sol- og vindmølleparker tværtimod drage fordel af en genopretning,” siger han.
Et ja til naturen er også en god forretning
Afstemningen i Europa-Parlamentet endte med 336 stemmer for og 300 stemmer imod. 13 undlod at stemme.
Ifølge generalsekretæren er der ingen tvivl om, at det både er godt for naturen og en god forretning, at aftalen er faldet på plads.
”Det handler ikke kun om at redde naturen, men også om at sikre vores økonomi. Al forskning siger, at naturgenopretning er helt fundamentalt for de økosystemer, vores produktion af fødevarer og vores samfundsøkonomi er dybt afhængige af. Samtidig viser beregninger, at de økonomiske fordele ved en genopretning i gennemsnit er ti gange højere end udgifterne. I kroner og ører betyder det et afkast på 13.400 milliarder kroner for Europa. Så aftalen er god for naturen, men også en rigtig god forretning,” siger Bo Øksnebjerg.